En forskel man lægger mærke til
OVER hele verden viser folk større og større interesse for Afrikas „vågnende nationer“. Det er derfor ikke nogen overraskelse at der opstår et spørgsmål som dette: Skyldes de afrikanske landes fremskridt tidligere tiders missionærer, hvis beslutning det var at gøre de indfødte til „kristne“? Sociologen Stanislav Andreski skriver i The African Predicament [Afrikas prekære situation]:
„Der er millioner af fromme kristne som finder de europæiske beboeres religiøse lunkenhed dybt rystende og som chokeres ved at se europæere ligge i let påklædning omkring deres svømmebassin og drikke, på tidspunkter hvor de skulle være i kirke. Imidlertid kan man ikke sige at den kristne tro har haft stor indflydelse på udviklingen af forholdene mellem menneskene i Afrika. Som andre steder i verden er religion, for de flestes vedkommende, ikke andet end et ritual og nogle få tabuer — for det meste uden noget etisk indhold. Missionærerne har haft held til at gøre folk skamfulde over at gå nøgne (hvilket for øvrigt var medvirkende til at skaffe dem økonomisk støtte fra bomuldsfabrikanterne i den første tid), men ikke over polygami. Og hvad angår ærlighed og sandfærdighed over for andre end egne frænder, eller indstilling til arbejde, kunne missionærerne lige så godt være blevet borte.“ — S. 83.
Det betyder dog ikke at der slet ikke findes sand kristendom, den form for kristendom som i det første århundrede hjalp mange til at ændre deres moralske vaner, deres syn på livet og deres indstilling til arbejde. Denne ægte kristendom, der er baseret på Guds ord, medfører stadig de samme gode resultater, og det betyder en forskel som man lægger mærke til.
Dr. Norman Long fortæller i sin bog Social Change and the Individual (1968) hvad han har iagttaget ved en omhyggelig undersøgelse af den sociale og religiøse situation i et landbosamfund i Afrika, et sted hvor der bor mange Jehovas vidner, som praktiserer sand kristendom. Bemærk hvilken forskel der er med hensyn til ærlighed og tillid. Bogens forord siger: „Rent ud sagt kan de der ikke er Jehovas vidner kun stole på deres egen familie (og ikke altid på den), hvorimod Jehovas vidner både kan stole på deres familie og på de andre vidner.“ Hvordan forholder det sig med polygami? Dr. Long skriver: „Jeg kan ikke her komme nærmere ind på indholdet af den samfundsetik som Jehovas vidner prædiker . . . Men etikken lægger stor vægt på kernefamilien som en kristen enhed, . . . og forbyder polygami.“ — S. 78.
Kan forskellen også ses på andre områder, såsom de enkeltes villighed til at arbejde? I denne forbindelse skriver dr. Long: „Det ser ud til at Jehovas vidner anbefaler en bestemt livsstil. Et vidne skal være velklædt (hvilket for mænd betyder at de skal gå med jakke og slips, specielt når de er ude for at forkynde eller når de overværer deres religiøse møder) og skal være renlig i sine vaner. Han skal være opmærksom på sin families behov, både åndeligt og materielt. . . . Jehovas vidner betragter ikke deres verdslige livsform som noget der er adskilt fra deres religiøse liv. For dem er den snarere en udvidet del af deres religionsudøvelse: at være medlem af den nye verdens samfund betyder åndelige fremskridt og løfte om et nyt liv, men det indbefatter også en vis praktisk orientering mod livet i verden. . . . Tid og penge skal ikke spildes, men bruges til åndelige, sociale og økonomiske fremskridt for den enkelte. Hele vejen igennem lægges der vægt på individualisme og arbejdsomhed, og på kirkeorganisation og disciplin til styrkelse af gruppens værdinormer.“ — S. 215, 216.
Hvilken indsats gør de enkelte for at lære at læse og skrive? Forfatteren bemærker: „Hvert medlem skal være godt inde i Bibelen og må tilegne sig evnen til at undervise, og for at kunne dette må han være i stand til at læse Bibelen. Derfor giver alle menighederne læse- og skriveundervisning, og har særlige bibelstudiemøder.“ Hvad er resultatet? „Hvis vi sammenligner vidnerne med ikke-vidner i sognet, med hensyn til hvor mange der kan læse og hvilket undervisningsniveau de befinder sig på, finder vi at 87,2 procent af de mandlige Jehovas vidner og 31,9 procent af de kvindelige kan læse, mens det blandt ikke-vidner kun er 51 procent af mændene og 11,7 procent af kvinderne der kan læse.“ — S. 157, 216.
Jo større opmærksomhed der rettes mod Afrika, jo tydeligere bliver det: Sand kristendom gør en umådelig forskel!