Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g75 22/5 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1975
  • Underoverskrifter
  • Verdensfødevarekonferencen — hvor meget har den betydet?
  • Hvad kommer i første række?
  • Selvmord i Danmark
  • Årsag til mavesår
  • En by stjæles
  • Et dyrt spørgsmål
  • Energi af tørv
  • Flere skilsmisser i Sverige
  • Faldende dåbstal i Frankrig
  • Nyt om bier
  • Børn blinde af mangel på A-vitamin
  • Kriminalitet i kirker
Vågn op! – 1975
g75 22/5 s. 22-23

Vi betragter verden

Verdensfødevarekonferencen — hvor meget har den betydet?

I november 1974 mødtes delegationer af højtstående repræsentanter for 130 lande til en 11 dages konference i Rom. Næsten en halv milliard sultende menneskers håb afhang af udfaldet af denne konference.

● „Den må ikke skuffe menneskeheden,“ erklærede konferencens generalsekretær, Sayed Ahmed Marei, kort før den trådte sammen. På åbningsdagen sagde A. H. Boerma, leder af FN-organisationen FAO, at fødevarekrisen er „vor tids største skandale“. FNs generalsekretær Kurt Waldheim beklagede „den mangel på fremsyn og fornemmelse af hvad der er i alles interesse“, som har ført til krisen. Blev håbene om en ændret indstilling indfriet? Døm selv:

● Resolutioner der ramte i centrum af problemet, blev mødt med pessimisme og ringe tiltro. „Er dette ikke en studie i det ørkesløse?“ sagde en delegeret som kommentar til en resolution der foreslog at alle verdens lande skulle nedskære deres militærudgifter med 10 procent og bruge pengene til levnedsmiddelhjælp. Selv om resolutionen blev vedtaget, sagde han, ville den øjeblikkelig blive „et dødt dokument“.

● Da den delegerede fra Bangladesh talte om den massehungersnød som allerede nu hærger hans land, var der kun 50 af de mere end 1000 delegerede til stede. Snesevis af andre foretrak at deltage i et cocktailparty i et tilstødende lokale. I pauserne mellem møderne serverede konferencens restauration udsøgte importerede lækkerier og drinks. De skal selvfølgelig have noget at spise, sagde en deltager beklagende, men „en eller anden tilkendegivelse, måske en madpakke,“ ville have været mere passende; „vi taler om at en million mennesker sulter ihjel“.

● Da konferencen sluttede, var håbet om hjælp til de sultende da ved at blive indfriet? Konferencens leder, Marei, sagde: „Et stort antal mennesker vil sulte på trods af alle vore resolutioner og beslutninger.“ „Det var den nationale selviskhed der var fremherskende,“ bemærkede Mexicos repræsentant.

● Efter konferencen skrev New York Times i en leder: „Den uansvarlighed som så mange lande har vist indtil dato på trods af den tydelige trussel om massehungersnød, giver kun ringe grund til optimisme.“ New York Post sagde: „En kriminel forsømmelighed blev officielt retfærdiggjort.“ Og ’faderen’ til „den grønne revolution“, Norman Borlaug, tilføjede: „Det var det rene nonsens . . . Der blev ikke gjort noget håndgribeligt. Det var ikke andet end snak.“

Hvad kommer i første række?

● I de senere måneder har aviser og blade i USA skrevet en del om unge sportsmænd der har opgivet sporten fordi de er blevet aktive Jehovas vidner. Hvorfor har de gjort det? Mener de at sport i sig selv er forkert? Nej, ikke nødvendigvis. En basketballstjerne udtalte for nylig til avisen Morning News, Dallas, Texas: „For at opnå succes som basketballspiller . . . må man hellige næsten ni måneder til det, og næsten hver eneste time i døgnet i denne periode. . . . Så ved at spille basketball sagde jeg i virkeligheden at jeg kun ville tjene Jehova når jeg fik tid.“

Selvmord i Danmark

● Hvert år er der 1000 danskere som begår selvmord. Men man regner med at der forekommer syv til ti gange så mange forsøg på selvmord. Den norske professor Nils Retterstøl skriver i Medicinsk Årbog for 1975 at man kan forebygge selvmord ved på forskellig måde at give folk en meningsfyldt, harmonisk tilværelse. Bibelen viser at et godt forhold til Skaberen vil give tilværelsen mening.

Årsag til mavesår

● I en disputats som i begyndelsen af februar blev forsvaret af læge Lars Banke i København, oplyses det at der er 155.000 mænd og kvinder i Danmark som har eller har haft mavesår. Og i 1973 kostede denne sygdom samfundet 500 millioner kroner. Lars Banke pegede på at der er en klar sammenhæng mellem cigaretrygning og mavesår.

En by stjæles

● Byen New York er stærkt hjemsøgt af hærværk, som egentlig blot er et andet ord for tyveri. Bladet New Times oplyser: „Denne by — der så ubestridt er verdens hovedstad hvad rapseri angår — er ved at blive stjålet. Rent bogstaveligt stjålet ud af hænderne på borgerne. . . . Parker, pladser og botaniske haver rippes som forladte automobiler. Offentlige monumenter hugges. Statuer skamskændes. Alt sammen med stigende hyppighed og stadig større frækhed.“ Hvorfor bremser man det ikke? Joseph Bresnan, under hvem monumenterne i parkerne sorterer, siger: „Ingen tager hærværket alvorligt.“ Politiet siger at de har travlt med at tage sig af mennesker i stedet for.

Et dyrt spørgsmål

● „Er der liv på Mars?“ spørger bladet U.S. News & World Report. Svaret er ikke kun af akademisk interesse. Det koster den amerikanske skatteborger dyrt. Bladet siger: „I århundreder har dette spørgsmål optaget såvel videnskabsmænd som digtere og drømmere. Nu har det givet anledning til rumforskning til en milliard dollars.“ I USA ville man for dette beløb kunne bygge omkring 70.000 lavprisboliger.

Energi af tørv

● En af de alternative energikilder der har været på tale siden oliekrisen satte ind, er tørv. Over halvdelen af verdens tørv findes i Sovjetunionen, som nu har over 70 tørv-fyrede kraftværker. Både Finland og Irland har planer om at øge deres produktion af tørv. Bladet New Scientist siger at efterhånden som der graves tørv i Irland, indvinder man mere landbrugsjord.

Flere skilsmisser i Sverige

● Den 1. januar 1974 trådte en ny familielov i kraft i Sverige. Før den nye lov kom, var det forholdsvis omstændeligt at opnå skilsmisse. Det tog mindst et år. Nu kan det ordnes samme dag, hvis ellers begge parter er enige om det og der ikke er børn i ægteskabet. Og det koster kun 55 kroner. Nogle mener at det er den nye familielovgivning der er skyld i det stærkt stigende skilsmissetal. Ifølge det statistiske centralkontor i Sverige endte 13.738 ægteskaber med skilsmisse fra januar 1974 til og med juli samme år. Året før var tallet for det samme tidsrum 8947; det vil sige en stigning på cirka 53 procent.

Faldende dåbstal i Frankrig

● I Frankrig blev stat og kirke adskilt i 1905. Dette har ifølge dr. Greiner, som er leder af en luthersk kirkeretning i Paris, medført en sekularisering inden for den katolske kirke — med det resultat at det nu kun er en tredjedel af alle børn der bliver døbt. „Personligt tror jeg, vi vil nå ned omkring et tal på 25 pct. Altså sådan, at om et par generationer tilhører kun en fjerdedel af det franske folk en kirke,“ sagde dr. Greiner i en samtale med Kristeligt Dagblad (8.-9. februar 1975).

Nyt om bier

● De stigende sukkerpriser har medvirket til en hastig forøgelse af handelen med honningbier, siger en Illinois-forretningsmand der arbejder i denne branche. Et „begyndelsessæt“ på omkring 12.000 bier og en dronning koster nu cirka 135 kroner på det amerikanske marked, mens det kostede 80 kroner for et års tid siden. Der findes også folk som er på udkig efter at stjæle andres bier for at udvide deres egen bestand. „De kommer med en lastvogn, lukker indgangen til bistaderne, kører hjem med dem og blander bierne med deres egne,“ siger ovennævnte forretningsmand. Mange biavlere sætter nu et tydeligt mærke på deres bistader.

En rapport fra verdensfødevarekonferencen fortæller at Vesttysklands æblehøst er gået ned med 41 procent fordi der ikke er bier nok til bestøvning af træerne, og en solsikkeplantage i Burma har nu på andet år i træk ikke sat nogen frø, af samme grund. Nogle steder har sprøjtemidler der skulle udrydde skadelige insekter, også dræbt de nyttige bier.

Bier af en mindre behagelig art, afrikanske bier hvis stik er dødbringende, undslap fra et videnskabeligt laboratorium i Brasilien i 1957, og er nu nået til Colombia. Bierne bevæger sig hvert år mere end 300 kilometer nordpå, og de menes at være skyld i at cirka 300 mennesker og i tusindvis af dyr mister livet årlig.

Børn blinde af mangel på A-vitamin

● Der er mange millioner fattige hvis helbred er i fare fordi de ikke får den rette kost. Hvert år er der over 20.000 små børn der bliver blinde fordi de mangler A-vitamin. Denne oplysning forekommer i en lille håndbog over menneskers næringsbehov, udgivet af de to FN-organisationer WHO og FAO. Håndbogen oplyser også at der i mange andre lande forekommer sygdomme fordi folk spiser for meget og får for rigelig vitamintilførsel. Forekomsten af disse sygdomme har nået epidemiske højder i de velstående lande.

Kriminalitet i kirker

● I Washington, D.C., og omegn låser kirkerne nu dørene og installerer tyverialarmer i et forsøg på at begrænse det stigende hærværk. Der er åbenbart nogle som ikke længere regner kirkerne for at være ’hellig grund’. Fra juli 1972 til juni 1973 kunne de pågældende kirker anmelde 209 forbrydelser; det følgende år steg tallet til 306. Men nu er der på blot fire måneder blevet begået 209 forbrydelser. „Forstadskirker i Maryland og Virginia,“ oplyser Washington Post, „beretter ligeledes om sniffing, narkorygning og drikkegilder i kirkerne om natten.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del