En bibeloversættelse der skal læses højt og høres
I efteråret 1974 udkom en ny bibeloversættelse på dansk — den første i mere end tyve år. Det NYE Testamente, oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin, blev hurtigt en bestseller. Den udbredte interesse for Bibelen på en tid hvor religionen ellers er på retur, er opmuntrende.
Som forklaret i forordet er oversættelsen foretaget på foranledning af Det danske Bibelselskab. Det ønskede ikke en genfortælling, som ægteparret Seidelin oprindelig foreslog, men en reel oversættelse. De to oversættere, Anna Sophie Seidelin, der er forfatter og oplæser, og Paul Seidelin, der er teolog og græskkyndig, gik ind på dette og fik i øvrigt frie hænder. En komité på tre medlemmer fra bibelselskabet har gennemgået oversættelsen.
En bibeloversættelse kan være meget fri, og hovedvægten kan have været lagt på at gengive indholdet udtryksfuldt og vellydende på nutidssprog i overensstemmelse med den forståelse oversætteren har af originalens indhold; eller en oversættelse kan være meget ordret og i detaljer få frem nøjagtig hvad originalen siger. I mange henseender synes Seidelin-oversættelsen at være fri. Oversætterne oplyser at de ikke har stræbt efter en konsekvent, ordret gengivelse. Det siger sig selv at det ligesom har givet dem mere plads at røre sig på, og at de har haft større mulighed for at finde frem til det helt rigtige danske udtryk. Og de har boltret sig. Der er unægtelig fortrin ved en sådan fri oversættelse, men der er også ulemper ved den. Lad os her nævne nogle eksempler på både det ene og det andet.
Nutidigt talesprog
Man mærker straks at sproget er mere nutidigt og mere hverdagsagtigt talesprog. „Bortførelsen til Babylon“, som omtales i den autoriserede oversættelse i Mattæus 1:17, er blevet til det nutidige „Folkeflytningen til Babylon“. Man tænker på hvad Hitler gjorde med hele befolkninger for få årtier siden. Maria er i den nye oversættelse ikke „trolovet“ men „forlovet“ med Josef (1:18). Hun blev ikke „frugtsommelig“ men „ventede et barn“. Før hed det at Josef „hjemførte hende som sin hustru“, men nu at han „giftede sig med sin pige“. — Matt. 1:18, 24.
Særlige bibelske udtryk er omskrevet eller gengivet med danske idiomer. Ordret efter græsk står der i Mattæus 1:25 om Josef: „Og han kendte hende ikke, førend hun havde født en søn.“ Læg mærke til hvad den nye oversættelse siger anderledes: „Men han rørte hende ikke, før hun havde født sønnen.“ Oversætterne er frie nok til at sige „men“ i stedet for „og“, „rørte“ i stedet for „kendte“ og „sønnen“ i stedet for „en søn“, små ændringer som her ikke forstyrrer meningen, men gør beretningen lettere at forstå, mere nærværende.
Man skal nok huske at teksten, efter oversætternes mening, fra begyndelsen var beregnet til at skulle læses højt og høres. Det er ud fra den opfattelse oversætterne har arbejdet. Og det er sandt at det i høj grad er lykkedes for dem at skrive talesprog.
Den rette mening
Den frie oversættelse gør det muligt at få den rette mening frem på steder hvor en mere ordret oversættelse nærmest er uforståelig eller ligefrem indbyder til misforståelse. Et eksempel er Første Korinterbrev 15:19, hvor vi er vant til at læse: „Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“ Da hele dette afsnit af Første Korinterbrev er en argumentation imod den opfattelse at der ingen opstandelse er og at vort håb til Kristus derfor kun kan dreje sig om at opnå noget i dette liv, må tanken her i vers 19 være den som udmærket kommer frem i Seidelin-oversættelsen: „Hvis vi har sat vort håb til Kristus bare af hensyn til dette liv, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“
I det hele taget er brevene i denne nye oversættelse lettere at forstå. På mange punkter hjælpes læseren til at forstå tankegangen i brevene. Det er jo det det ofte kniber med når man læser en mere ordret oversættelse, hvor sætningskæderne ofte er lange og forbindelserne mellem dem dunkle. Sådan har de sikkert ikke virket på originalsproget. Disse vanskeligheder er i vid udstrækning afhjulpet i denne nye oversættelse.
Desuden er ord som nu har en mere begrænset betydning, blevet erstattet med mere dækkende gloser. Et eksempel er ordet „utugt“. For mange i dag er det ensbetydende med prostitution, mens det græske ord som det er oversat fra, betegner alle slags frie eller løse seksuelle forbindelser. I Første Korinterbrev 5:1-5 er det i Seidelin-bibelen omskrevet meget nutidigt og jævnt med „seksuelt rod“. I dette afsnit er det højtidelige „hustru“ blevet til det mere jævne „kone“, og et specielt udtryk, „kød“ eller „legeme“, som næsten uvægerlig vil blive misforstået, er omskrevet. Det betegner i Bibelen ofte menneskets selviske, syndige natur, og ikke slet og ret legemet og dets naturlige funktioner. Her er det gengivet som „lastefulde levned“. Stykket fra Første Korinterbrev 5:1-8 som vi har taget disse eksempler fra, lyder således:
„Og hvad er det, jeg hører om seksuelt rod iblandt jer, et tilfælde så groft, at man ikke finder magen blandt hedninger — en mand, der samlever med sin fars kone! Og så går I og blærer jer, i stedet for, at I skulle have været flove og kede af det og have udstødt den mand, der kunne gøre sådan noget!
Ganske vist er jeg jo personligt fraværende, men åndeligt er jeg særdeles nærværende hos jer, og i kraft af dette nærvær har jeg allerede nu truffet min beslutning: Den, der har bedrevet dette, ham vil vi i vor Herres Jesu Navn, og idet I er forsamlede og jeg åndeligt er til stede med vor Herres Jesu kraft, overgive til Satan, for at der kan blive gjort ende på hans lastefulde levned, og derved måske hans ånd frelses på Herrens Dag.
I har ikke noget at prale med! Ved I ikke, at der kun skal en lille klat surdej til at gennemsyre hele dejen? Se at få den gamle surdejsklump renset ud, så I kan være ny dej — usyrede er I jo, for vort Påskelam er slagtet — Kristus! Og så lad os holde vor fest, ikke med gammel surdej fuld af ondskab og dårligdom, men med usyrede brød af renheds og sandheds dej.“
Faren ved at fortolke
Om vers 5 i dette afsnit må det dog siges at oversætterne her har valgt en bestemt fortolkning som giver forståelsesmæssige vanskeligheder. Ordret står der at de skal overgive „et sådant menneske til Satan til kødets undergang, for at ånden kan blive frelst på Herrens dag“.
I Seidelin-bibelen bliver „kødets undergang“ fortolket til udtrykket „for at der kan blive gjort ende på hans lastefulde levned“. Tanken kunne være at manden udstødes af menigheden og derved kommer ud i verden, som beherskes af Satan, hvor han til sidst vil dø og hans kød forgå. Hans bedrøvelse kan helt opsluge ham, og det kan føre til at han går til grunde, hvilket er hvad Satan ønsker. (Se Andet Korinterbrev 2:5-11.) Men hvordan kan så hans „ånd“ frelses på Herrens dag? En anden mulighed er at hans bedrøvelse over at være udstødt af menigheden og overgivet til Satans verden, fører til at han vender om fra sit lastefulde levned og genoptages i menigheden. Men igen, i hvilken betydning kan det siges at hans ånd frelses „på Herrens Dag“? En bibelkommentar forklarer at manden måske bliver syg og dør, hvorved hans kød forgår, og det sker inden han er så fordærvet at hans ånd ikke kan frelses på Herrens dag.
En anden fortolkning gives i Peter Schindlers katolske oversættelse, som lyder: „Denne Person overgives til Satan til legemlig Mishandling, at hans Sjæl dog maatte blive frelst paa Dommedag.“ Denne meget frie oversættelse får en til at tænke på hvordan kirken før i tiden overgav frafaldne til legemlig mishandling, brænding på bål, ud fra den teori at så undgik sjælen at brænde i helvede. Det er et grelt eksempel på at en fri oversættelse kan ramme helt ved siden af. For her er jo ikke tale om kødets „mishandling“ men om „undergang“. Og her er ikke tale om „sjæl“ men om „ånd“ (i Bibelen skelnes skarpt mellem disse to). Strengt taget siges der i den græske tekst intet om at det er mandens kød der går til grunde og mandens ånd der frelses. Se igen den ordrette oversættelse.
Den mest nærliggende forståelse af stedet udelukkes desværre af Seidelin-bibelens frie gengivelse.
Den mest nærliggende forståelse? Jo, sammenhængen i kapitlet handler om at holde menigheden ren. „Se at få den gamle surdejsklump renset ud.“ Det er derfor mest nærliggende at det er menighedens „ånd“ der frelses på Herrens dag. Hvordan? Ved at menigheden indtil den dag holdes fri og ren af „gammel surdej fuld af ondskab og dårligdom“, det vil sige det som Bibelen ellers kalder „kød“ eller „kødelig urenhed“. „Kødets undergang“ kan da betyde at det kødelige element fjernes fra menigheden, og at det går til grunde uden for menigheden, enten ved at synderen bliver dér og til sidst dør, eller ved at han vender om, forlader den kødelige adfærd og genoptages i menigheden, uden at være en surdej der kan fordærve hele menighedens ånd.
Dette nævnes som et eksempel på ulempen ved en fri fortolkende oversættelse. Fortolkningen kan være rigtig, men den kan også være forkert og vildlede læseren. Nu er en bibeloversætter i mange tilfælde nødt til at fortolke, men jo mere ordret og konsekvent der oversættes, jo mindre bliver faren for at fortolke forkert.
Lad os tage et eksempel hvor Seidelin-bibelen har fortolket og efter vor forståelse ramt rigtigt. I Åbenbaringen 5:10 siger den autoriserede oversættelse af 1948 at de mennesker der skal være konger og præster sammen med Kristus, „skal herske på jorden“. Denne oversættelse synes at bekræfte den katolske opfattelse som går ud på at kirkens ledere er fyrster der udøver herredømme i verden, her på jorden, altså politisk herredømme, sådan som de vitterlig gjorde det i middelalderen. Men denne opfattelse er ikke bibelsk rigtig. Paulus bebrejder netop nogle i Korintermenigheden fordi de allerede mens de endnu var på jorden, optrådte som konger. Han siger sarkastisk til dem: „I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger!“ — 1 Kor. 4:8, da. aut.
De kristne der skal være konger sammen med Kristus, skal først sejre ved at være tro indtil døden; og de skal ikke, når de er blevet forenet med Kristus, sidde på jordiske troner, men, som Jesus selv siger ifølge Åbenbaringen 3:21: „Den, der sejrer, vil jeg give sæde sammen med mig på min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde sammen med min Fader på Hans Trone.“ — Seidelin.
Derfor oversætter Seidelin’erne rigtigt i Åbenbaringen 5:10: „De skal herske over Jorden.“ Det græske forholdsord epi kan betyde enten „på“ eller „over“. Her skal det være „over“.
Konklusion
Vi har nævnt nogle få af de problemer som opstår når oversættere vælger den frihed til at udtrykke sig som en fri oversættelse giver, i stedet for at søge at frembringe en ordret oversættelse. Seidelin-oversættelsen er ikke konsekvent, og oversætterne har ikke stræbt efter konsekvens. Det er rigtigt at en mere konsekvent og ordret oversættelse her og der vil være mindre letløbende og nogle steder vil være vanskeligere at forstå. Den vil stille større krav til læseren. Men er man nu alligevel ikke mere tryg ved at læse en mere konsekvent og ordret oversættelse?
Den nye oversættelse er god at læse og at lytte til. I det store og hele giver den tilhøreren eller læseren det rigtige indtryk, den rette tanke. Indholdet i de enestående skrifter som udgør denne bog, gøres levende. Og det har stor værdi. Men når det gælder fordybelse i detaljer og den nøjagtige forståelse af enkeltheder, gør bibellæseren vel i at rådføre sig med en mere ordret oversættelse.
● „Men hvis I læser omhyggeligt, håber jeg, at I kan sætte jer ind i min opfattelse af dette gådefulde, som aldrig blev opklaret for menneskeheden i de tidligere generationer, men som nu ved Ånden er åbenbaret for hans hellige Apostle og Profeter.“ — Ef. 3:4, 5, Seidelin-oversættelsen.