Hvad siger Bibelen?
Om at aflægge ed
EN ED er blevet defineret som „en højtidelig påberåbelse af Gud eller af en person eller ting der holdes i ære, for at bevidne at man er besluttet på at tale sandhed eller holde et løfte“. Hvad mener du om det at aflægge ed? Visse trossamfund, for eksempel mennonitterne og kvækerne, nægter at aflægge ed. Der kan også være enkeltpersoner som har andre samvittighedsgrunde til at de ikke vil aflægge ed, og derfor accepteres en erklæring „på tro og love“ ofte som et lige så gyldigt alternativ.
Man har sagt at Jesus Kristus, med nogle af sine udtalelser i Bjergprædikenen, forbød sine disciple at aflægge ed. Jesus sagde: „I har også hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke aflægge en ed uden at holde den, men du skal indfri dine løfter til Jehova.’ Men jeg siger jer: I skal slet ikke aflægge eder, hverken ved himmelen, for den er Guds trone; eller ved jorden, for den er hans fodskammel; eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by. Du skal heller ikke aflægge en ed ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ — Matt. 5:33-37; sammenlign med Jakob 5:12.
Mente Jesus at hans disciple ikke har lov til at aflægge nogen som helst form for ed? Nej, der er forskellige grunde til at vi ikke kan drage denne slutning. Overvej følgende: Næsten halvtreds gange i Bibelen omtales det at Jehova Gud selv aflægger en ed. For eksempel siger den kristne forfatter af Hebræerbrevet at „da Gud gav sit løfte til Abraham, svor han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større, og sagde: ’Visselig, idet jeg velsigner vil jeg velsigne dig, og idet jeg mangfoldiggør vil jeg mangfoldiggøre dig.’“ (Hebr. 6:13-18) Bibelen viser at også mennesker har aflagt eder som var antagelige for Jehova. Abraham svor ved Gud, og Moseloven krævede ligefrem at enkeltpersoner under visse omstændigheder skulle aflægge ed. (1 Mos. 21:23, 24; 2 Mos. 22:10, 11; 4 Mos. 5:21, 22) Jesus selv indvendte ikke noget, men afgav et svar, da den jødiske ypperstepræst erklærede: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!“ (Matt. 26:63, 64) Hvordan skal vi da forstå Jesu ord om at aflægge eder?
Læg mærke til at Kristus omtalte det at sværge ved himmelen, jorden, Jerusalem, og ved ens eget hoved. Det ser ud til at mange der levede på Jesu tid havde for vane at understrege enhver udtalelse med en ed. Det var som om alt hvad de sagde skulle bekræftes med en ed for at blive troet. Sådanne eder var unødvendige hvis folk talte sandt og mente hvad de sagde. Så når Jesus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej,“ mente han at man skulle tale ligeud, være ærlig og redelig i sin tale. Det ser ikke ud til at hans ord tog sigte på det at aflægge en højtidelig ed for en domstol.
Kristne må omhyggeligt overveje sagen i lyset af Bibelens principper før de aflægger en ed. Derved vil de finde at der er visse eder de ikke kan aflægge, ifølge Bibelen. På Det tredje Riges tid skulle enhver tysk soldat aflægge denne ed: „Jeg sværger ved Gud denne hellige ed at jeg betingelsesløst vil adlyde det tyske riges og folks Führer, Adolf Hitler, de væbnede styrkers øverstkommanderende, og at jeg som en modig soldat til hver en tid vil være parat til at vove mit liv for denne ed.“ Den der er indviet til den almægtige Gud kan ikke betingelsesløst binde sig selv til et syndigt menneske, for Jehova kræver „absolut hengivenhed“. (5 Mos. 5:9, NW) Vil det i øvrigt være rigtigt af en sand kristen at lade sig indvikle i denne verdens konflikter, da Jesus jo sagde at kristne ikke skulle være „en del af verden“? (Joh. 15:19; Jak. 1:27; Es. 2:4) De trofaste kristne vidner for Jehova i Tyskland ville, på trods af hård forfølgelse, ikke aflægge nogen ed der bandt dem til Adolf Hitler.
En sand kristen aflægger derfor ikke en ed som gør ham delagtig i denne verdens konflikter eller betingelsesløst underkaster ham et andet menneskes vilje. Men hvad nu hvis et land kræver at de der ønsker statsborgerskab i landet skal aflægge en sådan ed? Kunne en der er indviet til Gud aflægge denne ed hvis han eller hun i sit stille sind tog visse forbehold — ud fra den betragtning at han eller hun, på grund af køn, alder eller andre faktorer, aldrig vil blive afkrævet det som eden går ud på? Det må den enkelte afgøre, men det ville i hvert fald være ukristent at aflægge en falsk ed af nogen som helst slags, selv om man måske får nægtet det ønskede statsborgerskab hvis man ikke aflægger eden. — Ef. 4:25; sammenlign med Hoseas 10:1, 4.
Når en borger i De forenede Stater ønsker at rejse til et andet land finder han følgende ed på pasansøgningen: „Jeg sværger (eller bekræfter) højtideligt at jeg vil støtte og forsvare De forenede Staters grundlov mod alle fjender, udefra såvel som indefra; at jeg vil vise denne fuld troskab og lydighed; og at jeg påtager mig denne forpligtelse af egen fri vilje, uden noget stiltiende forbehold, og uden at have nogen unddragelse til hensigt: Dertil hjælpe mig Gud.“ Hvis en ansøger har insigelser mod dette får han lov til at stryge eden fra pasansøgningen, og han vil ikke af den grund få nægtet et pas.
Den gudfrygtige vil også gøre vel i at overveje sagen med denne udtalelse af Jesus Kristus i tanke: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Luk. 20:25) Hvis noget strider mod Guds lov kan den kristne ikke med god samvittighed sværge på det. Men måske vil han alligevel aflægge ed om at „støtte og forsvare“ de love i landet som ikke strider mod Guds lov. Oplyste nationer som tilstår deres borgere tilbedelsesfrihed, kræver ikke at kristne skal gøre noget som strider imod deres bibelske overbevisning og deres forpligtelser over for den almægtige Gud.
Men i hvilken forstand kan en kristen da „støtte og forsvare“ lovene eller grundloven i et land hvor der er trosfrihed? Ved at opføre sig rigtigt og holde lovene, idet han samtidig holder Guds lov. Han kan også gøre dette ved det talte ord, blandt andet ved at vidne sandfærdigt for en domstol. Ingen kan med rimelighed indvende noget imod at en kristen sværger at han vil gøre noget som Gud i forvejen forventer at han gør, og i øvrigt kræves det af Kristi disciple at de underkaster sig regeringsmyndighederne relativt. — Rom. 13:1.
Der kan naturligvis forekomme forskellige former for eder. For eksempel kræver fagforeningerne i nogle lande at deres medlemmer skal sværge noget i retning af dette: „Jeg vil vise den (fagforeningen) fuld troskab og vil ikke på nogen måde svigte dens interesser.“ Dette fortolkes sædvanligvis på den måde at medlemmet ikke vil bryde en strejke eller gøre noget andet der regnes for at gå imod fagforeningens interesser. Hvis en gudfrygtig person kommer til den slutning at det ikke vil stride mod hans kristne gerning at aflægge denne ed, vil han måske vælge at gøre det.
Når det skal afgøres om man kan aflægge en eller anden ed, er det altså den enkeltes samvittighed der kommer ind i billedet. Den der er viet til Jehova vil naturligvis tage Bibelens principper i betragtning. Dette er trods alt det vigtigste hvis man skal bevare sit nære forhold til Gud.