Vi betragter verden
Fire milliarder
● Verdensbefolkningen passerede fire milliarder den 1. april, ifølge beregninger udført af dr. L. C. Nehrt fra Wichita State University. Han baserer sine udregninger på data fra FN, som satte jordens befolkning til 3.860.000.000 i midten af 1973, med en årlig vækstrate på 2,05 procent.
Myrer finder vand
● Teknikere som søger efter vand under ørkenområderne i Sovjetrepublikken Kasakhstán, benytter sig nu af ørkenmyrer, fremfor at bruge geologiske metoder — eller ønskekvist — til at finde vand. De opsøger simpelt hen en koloni af ørkenmyrer, og begynder at grave. Disse insekter lever kun hvor der er vand i undergrunden, og de graver gange i en dybde på ned til 30 meter for at komme ned til vandet.
Kønssygdomme ’hærger verden’
● ’Kønssygdommene er løbet løbsk igen,’ siger det australske blad The Bulletin. Artiklen henviser til nye undersøgelser som viser at mindst 13 sygdomme der overføres ved kønslig forbindelse, nu spredes i et tempo der kaldes alarmerende. „Først gradvis og dernæst meget pludselig fik de veneriske sygdomme fodfæste. Nu hærger de verden i en endnu mere alarmerende grad end før penicillinet. Gonorré betragtes som værende så godt som ude af kontrol i adskillige lande.“
’Tavshed om religion’
● Religiøse ledere i De forenede Stater har beklaget sig over at aviser og andre tidsskrifter ignorerer det religiøse ’nyhedsstof’. Det kendte protestantiske tidsskrift The Christian Century, der hidtil har stillet sig på kirkernes side i denne sag, indrømmer dog: „Men lad os også være forstående over for redaktørerne. Der er ganske vist en hel del religion som har vind i sejlene i dag, men det er først og fremmest på to områder af svigtende interesse. Det ene er ugens guru der kommer til byen. I nogen tid var sådanne besøg eksotiske og tiltrækkende. Nu ligner de hinanden alle sammen; beretningerne om dem bliver kedelige i længden. Det andet område er vækkelserne. Men hvad kan aviserne skrive efter at de har nævnt at den og den samlede en masse til et møde? Om og om og om igen? . . . Tavsheden om religion i nyhedsmedierne antyder at seriøse folk har meget lidt grund til at tage religionen alvorligt.“
Virkelig resocialiseret
● Tidsskriftet U.S. News & World Report behandlede for kort tid siden det omstridte spørgsmål om at give de indsatte i fængslerne „orlov“ med mellemrum for at give dem lejlighed til at prøve at være på fri fod før de endeligt løslades og skal vende tilbage til samfundet. Om en sådan fængselsfange der sidder inde på livstid, sagde artiklen: „På grund af sin gode opførsel . . . har [denne fange] fået orlov så ofte at han ikke kan huske hvor mange gange.“ Hvad har bidraget til hans „gode opførsel“? Artiklen bemærker at han „er blevet et ivrigt Jehovas vidne“.
Hvorfor sortklædte præster?
● Hvorfor går katolske præster klædt i sort? En katolsk præst i De forenede Stater, Andrew Greeley, giver et interessant svar på dette i sin rubrik i en amerikansk avis: „Tag nu for eksempel den gejstlige dragt. Kan De huske hvad den sorte farve betyder? Den står for død. De lange sorte dragter blev indført med den tanke at den gode præst skulle gå gennem livet iført sine egne ligklæder, for at han aldrig skulle glemme døden. Egentlig en mærkelig adfærd for folk der formodes at forkynde for andre om liv i overflod og som ifølge visse traditioner kaldes ’celebranter’ . . . Klæder er naturligvis ikke personen — ej heller religionen. De er blot et symptom på en beklagelig menneskelig tendens til at gøre en god nyhed til en dårlig, liv til død, vitalitet til sløvhed, og glæde til gysen.“
Kendte lyde
● En grammofonplade med lyden af en moders hjerteslag og andre lyde som høres i hendes livmoder er blevet en stor succes i Japan. Da den blev spillet i japansk og engelsk fjernsyn sagde mange forældre at lyden havde en beroligende virkning på spædbørn. Den japanske læge der står bag indspilningen hævder at lydene, i en række forsøg med 403 spædbørn, fik børnene til at holde op med at græde i løbet af gennemsnitlig 41 sekunder. Over en tredjedel af børnene faldt i søvn. Lydene skulle være effektive i de første to måneder af barnets liv.