Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 5. del
I årenes løb sørgede Jehova altid for at de trofaste kolportører havde hvad de skulle bruge. De manglede aldrig det nødvendige. (Sl. 23:1) „Vi levede spartansk af de bidrag vi modtog når vi afsatte bøger,“ siger Clarence S. Huzzey. „Det krævede tro på Jehovas kærlige omsorg, men jeg kan ærligt sige at vi aldrig sultede og at vi havde hvad vi skulle bruge af klæder og husly i de mange år i heltidstjenesten. (Sl. 37:25) Jehova tilvejebragte det fornødne på vidunderlig måde!“
Leveomkostningerne var ikke så høje dengang, men det betød ikke at kolportørerne havde råd til at leve overdådigt. Tag for eksempel året 1910. Malinda Z. Keefer husker et kolportørdistrikt hun havde i Council Bluffs i Iowa, og hun skriver: „Distriktet i Council Bluffs var mere hårdt, men når man gik til det med en positiv indstilling klarede man det. Leveomkostningerne var jo meget mindre dengang. Transporten kostede ikke ret meget (vi spadserede), og maden kostede heller ikke meget: et brød kostede 5 cents, sukker 5 cents pundet, oksekød 25 cents pundet (og det var et festmåltid for os hvis vi kunne skaffe noget). Det var temmelig billigt at leje værelse, og en billet til sporvognen kostede 5 cents. Hvor var verden anderledes dengang end i 1970erne!“
I slutningen af 1921 gik George E. Hannan ud i kolportørtjenesten. Angående sine udgifter skrev han engang: „Min regning for madvarer lød på 4 dollars om ugen. Jeg fik ét varmt måltid om dagen, og de to andre bestod af tørrede frugter og nogle grøntsager som jeg fik i bytte for bøger og blade. Hvis nogen spurgte mig hvad jeg ville gøre når jeg løb tør for penge, så svarede jeg: ’Vente og se hvad Jehova vil udvirke for mig.’ Jeg havde hørt om nogle der holdt op da de kun havde 50 dollars tilbage. Men jeg fandt ikke at Jehova behøvede at træde til i denne henseende så længe man stadig havde 50 dollars eller for den sags skyld 10 dollars eller 1 dollar. Jeg havde tillid til at han ville hjælpe mig så jeg kunne betale hvad det kostede at leve, ikke hvad det kostede at leve i luksus.“
Hvad så med transporten? Charles H. Capen husker at han gennemarbejdede adskillige amter i Pennsylvanien „på apostlenes heste“. Andre kolportører fandt at cyklen var en stor hjælp. „I årene fra 1911 til 1914 var der kolportører som gennemarbejdede amterne i vores del af Ohio,“ beretter LaRue Witchey. „De arbejdede flittigt i tjenesten, kørte kilometer efter kilometer på deres trædecykel, belæsset med ’Studier i Skriften’.“ Det kunne selvfølgelig være noget af en oplevelse for en kolportør første gang han skulle prøve at køre på cykel.
Måske ville det være bedre med en hest. Malinda Z. Keefer sender en kærlig tanke tilbage til gamle Dobbin. „Dobbin var en godmodig hest, og man behøvede aldrig at binde den. Den ventede på mig når jeg gik hen til en dør, og så fulgte den med mig hen til det næste sted.“
Men det var ikke alle heste der var som gamle Dobbin — det erfarede Anna E. Zimmerman og Esther Snyder. Forestil dig to kvinder i en lille lejet enspændervogn, trukket af en hest der lige er kommet ind fra vesten. Søster Zimmerman fortæller at hesten „ikke lod sig overhale af noget som helst, ikke engang af toget, som kørte langs med vejen over en strækning på flere kilometer før vi nåede lejestalden. Jeg råbte over til lokomotivføreren: ’Kan De ikke lade toget holde ved stationen indtil vi har fået hesten hen til lejestalden?’ Han svarede: ’Okay. Giv Dem bare tid.’ Hesten galoperede videre i fuld fart. Vi nåede stalden i god behold, og ejeren undskyldte at han havde været ved at spise frokost da vi lejede hesten, og at stalddrengen, som skulle tæmme hesten men var bange for at gøre det, havde givet mig jobbet.“
Senere hen var der naturligvis også nogle af kolportørerne der benyttede automobil. I dag er der selvfølgelig gode, moderne veje de fleste steder i U.S.A. Men sådan var det ikke dengang. En køretur i automobil kunne derfor også have sine vanskeligheder. Hazelle og Helen Krull skriver for eksempel at de engang kom ud for „et opfyldt hul der var så stort, og fyldt med jord der var så blød, at bilen pludselig sank i til navet. Den situation kunne vores ofte benyttede skovl ikke klare,“ beretter de. „En venlig nabo tilbød at vi kunne låne hans muldyr, men desuden indsamlede vi alt hvad der var langs vejkanten af brædder, grene og andre træstykker for at kunne løfte den dybt sunkne bagende op. Så med muldyrkraft forrest, ’hestekræfter’ i midten, og ’rugbrødskræfter’ bagfra lykkedes det endelig, efter mange frugtesløse forsøg, at få bilen op af hullet — et lykkeligt øjeblik for alle. Men dagen havde haft sine glæder. Før dette skete havde vi haft nogle interessante besøg; nogle af dem lå et stykke borte fra vejen, og dem spadserede vi til. Trængslerne blev altså opvejet af glæder. I hjertet bad vi ofte som David: ’Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn!’ — Sl. 61:2.“
Kolportørernes forkyndelse betød imidlertid langt mere end nogen af de problemer de kunne komme ud for. Lad os nu for en stund følge dem mens de besøger folk fra hus til hus. William P. Mockridge sluttede sig til Vincent C. Rice i kolportørgerningen i 1906; det var i Schenectady, New York. I sin beretning fører han os med tilbage til den tid: „Den første dag arbejdede jeg hele dagen uden at afsætte noget som helst, og jeg gik ellers for at være supersælger. Om aftenen bad jeg Jehova om at hjælpe mig med at få ’asbest’ og andre materielle ting ud af hovedet og lære af den beskedne og venlige måde broder Rice henvendte sig på ved dørene; han havde altid en glad bemærkning, uanset hvem der lukkede op. Så begyndte jeg snart at afsætte mange indbundne bøger, idet jeg brugte et ’prospekt’ som Selskabet udgav. . . . Vi tog mod bestilling på de tre første bind [af Studier i Skriften] for 98 cents eller de seks bind for 1,98 dollars. Så kom vi og afleverede bøgerne når det var ’lønningsdag’, som regel den 1. eller 15. i måneden.“
Bemærkede du at broder Mockridge nævnte et „prospekt“? Det blev i mange år brugt af kolportørerne og andre bibelstudenter i forkyndelsen fra hus til hus. Det var et trykt billede der viste de seks bind af Studier i Skriften på række, foldet sammen i harmonikastil. Når kolportøren stod ved en dør foldede han prospektet ud langs den ene arm og holdt et lille foredrag over emnet for hvert af bindene. Han modtog bestillinger og leverede bøgerne senere.
„Leveringsdagene var hårde,“ indrømmer Pearl Wright, „for det var tungt at slæbe rundt på en kuffert fuld af bøger.“ Ja, tungt har det været. Lad os sige at en kolportør fik bestilling på halvtreds bind af Studier i Skriften. De ville veje næsten tyve kilo, hvilket ville være temmelig tungt at bære for en kvinde — og for øvrigt også for mange mænd. Senere opfandt James H. Cole imidlertid en tohjulet, forniklet indretning som kunne fastgøres til en kuffert.
„Den var opsigtsvækkende,“ fortæller Anna E. Zimmerman. „Jeg husker en lejlighed hvor jeg arbejdede som kolportør i byen Hollidaysburg i Pennsylvanien. Jeg var tvunget til at trille min kuffert lige midt gennem byens forretningskvarter i middagstimen. Jeg gruede for at gøre det, men jeg drog altså af sted med kufferten rullende ved siden af; så pludselig gik en velklædt herre høfligt hen til mig, tog fat i håndtaget på kufferten og spurgte: ’Har De noget imod at jeg prøver at køre denne her lidt? Jeg kunne godt tænke mig at prøve hvordan den ruller. Det ser meget let ud når De gør det.’ Og så kørte han den hele vejen igennem forretningskvarteret, og jeg slap for selv at gøre det. Senere, fik jeg at vide at han var byens avisredaktør.“ Dagen efter stod der en detaljeret beretning om det i den lokale avis.
De trofaste kolportører arbejdede flittigt og uselvisk, i fuld tillid til Jehova. Og deres anstrengelser blev belønnet. Til tider opstod der en menighed som et resultat af en kolportørs arbejde. Tjenesten gav dyb tilfredshed og rige åndelige velsignelser. Edythe Kessler og hendes søster Clara gik med glæde ud i kolportørtjenesten helt tilbage i 1907. De spadserede en hel del, og der var mange bøger der skulle bæres når det var „leveringsdag“. Selvfølgelig blev de trætte, men Edythe taler sikkert for alle de trofaste kolportører dengang, når hun siger: „Vi var unge og glade i tjenesten, lykkelige for at kunne bruge vores kræfter i tjenesten for Jehova.“
„Intet våben, der smedes mod dig, skal du’“
I alle de år hvor trofaste kolportører og andre bibelstudenter nidkært forkyndte den gode nyhed, slækkede Satan Djævelen aldrig på sine anstrengelser for at knuse og ødelægge dem. Han havde også opnået hvad han ville, hvis det ikke var fordi de nød Guds beskyttelse. (1 Pet. 5:8, 9; Hebr. 2:14) De indså sandheden i det løfte Gud gav sit folk i fortiden: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt.“ — Es. 54:17.
Jesus Kristus blev forfulgt, og hans disciple kan forvente at få den samme behandling af dem der praktiserer falsk religion og af verden i almindelighed. (Joh. 15:20) Undertiden er Satans angreb imidlertid kommet indefra, fra samvittighedsløse personer inden for den kristne organisation, og fra episoder med mennesker som i virkeligheden ikke var „af vor slags“. — 1 Joh. 2:19. ’
Læseren vil huske at C. T. Russell i 1870erne afbrød sin forbindelse med N. H. Barbour, udgiveren af The Herald of the Morning. Det gjorde han fordi Barbour benægtede den bibelske lære om genløsningen, som Russell standhaftigt forsvarede. I begyndelsen af 1890erne var der så visse fremtrædende personer i organisationen der uden skrupler prøvede at vinde kontrol over Vagttårnsselskabet. Disse sammensvorne havde til hensigt at lade deres „bomber“ springe for dermed at gøre en ende på Russells popularitet og på hans dage som Selskabets præsident. Efter at sammensværgelsen havde ulmet i næsten to år, kom den åbent til udtryk i 1894. Uoverensstemmelserne og de falske anklager drejede sig for det meste om påstået uærlighed i forretningsanliggender fra C. T. Russells side. Nogle af anklagerne drejede sig om ubetydelige ting og afslørede den egentlige hensigt hos de folk der fremsatte dem — nemlig at ødelægge C. T. Russells gode rygte. Forholdene blev undersøgt af upartiske trosfæller, som fandt at Russell havde ret. De sammensvornes plan om at „sprænge mr. Russell og hans arbejde i stumper og stykker“ blev en komplet fiasko. Ligesom apostelen Paulus havde broder Russell erfaret vanskeligheder på grund af „falske brødre“, men denne prøvelse blev afsløret som Satans værk, og de sammensvorne blev fra da af betragtet som uegnede til at nyde godt af det kristne fællesskab. — 2 Kor. 11:26.
Men dette var på ingen måde de sidste prøvelser og vanskeligheder C. T. Russell havde. Han skulle senere blive berørt på en meget personlig måde, af en situation der opstod i hans eget hjem. Under vanskeligheder i 1894 havde hans hustru (født Maria Frances Ackley; de blev gift i 1879) begivet sig ud på en rejse fra New York til Chicago, hvor hun undervejs mødtes med bibelstudenter og talte sin mands sag. Da hun var en veluddannet og intelligent kvinde blev hun vel modtaget når hun besøgte menighederne på det tidspunkt.
Mrs. Russell var medlem af bestyrelsen for Watch Tower Society og tjente som dets sekretær og kasserer i nogle år. Hun skrev også regelmæssigt artikler til Zion’s Watch Tower, og for en tid var hun desuden medredaktør af bladet. Efterhånden fandt hun imidlertid at hun burde have mere at skulle have sagt i forbindelse med hvad der skulle trykkes i bladet. Hun udviklede en ærgerrighed der kunne sammenlignes med den som Moses’ søster Mirjam nærede, hun der trådte op imod sin broder som Israels leder under Gud og prøvede at skaffe sig en fremtrædende stilling — hvilket medførte Guds mishag. — 4 Mos. 12:1-15.
Hvad førte til at mrs. Russell fik denne indstilling? „Jeg var ikke på det tidspunkt klar over det,“ skrev C. T. Russell i 1906, „men jeg erfarede senere at de sammensvorne søgte at så utilfredshedens sæd i min hustrus hjerte, ved hjælp af smiger, argumenter om ’kvindens rettigheder’ etc. Da rystelsen kom [i 1894], blev jeg imidlertid ved Herrens forsyn skånet for den ydmygelse at se min hustru blandt disse sammensvorne. . . . Da sagerne var ved at falde til ro begyndte ideerne om ’kvindens rettigheder’ og den personlige ærgerrighed atter at dukke frem, og jeg mærkede at den aktive kampagne mrs. Russell havde ført til mit forsvar, foruden den yderst hjertelige modtagelse vore kære venner dengang havde givet hende overalt på rejsen . . . havde gjort hende skade ved at give hende højere tanker om sig selv. . . . Lidt efter lidt syntes hun at nå til den slutning at intet andet end det hun selv havde skrevet var godt nok til Vagttårnets spalter, og jeg blev til stadighed plaget med forslag til ændringer i det jeg havde skrevet. Det smertede mig at bemærke denne tiltagende indstilling som var så langt fra det ydmyge sind der havde kendetegnet hende i de tretten første, lykkelige år.“
Mrs. Russell blev meget uvillig til at samarbejde, og det spændte forhold fortsatte. Tidligt i 1897 blev hun syg, og hendes mand viste stor omsorg for hende. Han gjorde det med glæde, og han følte at hans kærlige pleje af hende ville røre hendes hjerte og indgive hende den kærlighed og ømhed hun havde haft før. Da mrs. Russell var blevet rask sammenkaldte hun imidlertid en komité der sammen med hende skulle mødes med hendes mand „med det særlige formål at lade brødrene pålægge mig at hun havde samme rettigheder som jeg i Vagttårnets spalter, og at jeg gjorde hende uret ved ikke at tilstå hende den frihed hun ønskede,“ skrev C. T. Russell. Det gik imidlertid sådan at komiteen meddelte hende at hverken hun eller nogen anden havde ret til at blande sig i hendes mands ledelse af Vagttårnet. Mrs. Russell svarede i hovedsagen at hun, skønt hun ikke var enig med komiteen, dog ville prøve at betragte sagerne fra deres synspunkt. Russell fortæller videre: „Jeg spurgte hende da i deres nærværelse om hun ville trykke min hånd. Hun tøvede, men rakte mig til sidst hånden. — Derefter sagde jeg: ’Vil du nu kysse mig, min kære, som tegn på den sindsændring som du angiver at have foretaget?’ Atter tøvede hun, men endelig kyssede hun mig og tilkendegav på anden måde i komiteens nærværelse at hendes hengivenhed var fornyet.“
Ægteparret Russell skulle således være forsonet. Senere arrangerede C. T. Russell, på sin hustrus anmodning, et ugentligt møde for „søstrene i Allegheny-kirken“, med hende som leder. Det førte til yderligere vanskeligheder — der blev udspredt bagtaleriske bemærkninger om C. T. Russell. Men også denne vanskelighed blev bilagt.
Mrs. Russells voksende utilfredshed førte dog til sidst til at hun afbrød sin forbindelse med Watch Tower Society og med sin mand. Uden varsel forlod hun ham i 1897, efter næsten atten års ægteskab. I omtrent syv år levede de hver for sig, idet C. T. Russell skaffede hende en bolig og sørgede for hende økonomisk. I juni 1903 indgav mrs. Russell til den civile domstol i Pittsburgh i Pennsylvanien en anmodning om juridisk separation. I april 1906 kom sagen for domstolen, der bestod af dommer Collier og en jury. Næsten to år efter, den 4. marts 1908, blev der udstedt et dekret med følgende ordlyd: „Det beordres, dømmes og bekendtgøres herved at Maria F. Russell, den indstævnende part, og Charles T. Russell, den indstævnede, skilles fra seng og bord.“ „Skilles fra seng og bord“ er det udtryk der anvendes både i dekretet og i retsskriverens optegnelser i dombogen. Det var en juridisk separation, og der var aldrig tale om absolut skilsmisse, som nogle fejlagtigt har ment. Bouvier’s Law Dictionary (Banks-Baldwin Law Publishing Company, 1940) definerer dette som „en delvis eller betinget skilsmisse, hvorved parterne separeres og forbydes at leve sammen, uden at dette dog berører selve ægteskabet. 1 Bl. Com. 440.“ (Side 314) På side 312 siger dette værk at begrebet „måske snarere bør kaldes en juridisk separation“.
C. T. Russell selv forstod fuldt ud at domstolen ikke havde afsagt kendelse om absolut skilsmisse. I Dublin, under en rejse i Irland i 1911, blev han engang spurgt: „Er det sandt at De er skilt fra Deres hustru?“ Angående sit svar skrev Russell: „’Jeg er ikke skilt fra min hustru. Domsafsigelsen lød ikke på skilsmisse, men på separation, tilstået af en forstående jury, som erklærede at vi begge ville være lykkeligere hver for sig. Min hustrus anklage lød på grusomhed, men den eneste grusomhed der kunne påvises fra min side var at jeg ved en lejlighed havde nægtet at give hende et kys som hun bad om.’ Jeg forsikrede mine tilhørere om at jeg måtte bestride anklagen om grusomhed, og mente at ingen kvinde nogen sinde havde fået en bedre behandling af sin mand. Bifaldet viste at tilhørerne troede mine erklæringer.“
Noget der fandt sted ved C. T. Russells begravelse i Pittsburgh i 1916, har også en vis betydning i denne forbindelse. Anna K. Gardner husker, i lighed med mange andre: „Lige før ceremonien i Carnegie Hall skulle begynde, skete der noget som tilbageviste nogle løgne der havde stået i avisen om broder Russell. Salen var fyldt længe før ceremonien skulle begynde, og der var meget stille; da så man en tilsløret skikkelse gå op ad midtergangen til kisten og lægge noget på den. Oppe foran kunne man se hvad det var — en buket liljekonvaller, broder Russells yndlingsblomst. Der var et bånd ved buketten, hvorpå der stod: ’Til min elskede mand.’ Det var mrs. Russell. De havde aldrig været skilt, og dette var en offentlig tilkendegivelse af det.“
Man kan næppe forestille sig hvilken hjertesorg og hvilket følelsesmæssigt pres de hjemlige prøvelser udsatte C. T. Russell for. I et udateret, håndskrevet brev som han på et tidspunkt under deres ægteskabelige vanskeligheder sendte til sin hustru, skrev han: „Når du modtager dette vil det netop være en uge siden du forlod den som du over for Gud og mennesker lovede at elske og adlyde og tjene ’i godt og ondt, indtil døden jer skiller’. Det er i sandhed rigtigt at ’erfaringen er en vidunderlig læremester’. Kun den kunne have givet mig dette syn på dig, om hvem jeg sandfærdigt kan sige at der engang ikke fandtes nogen mere kærlig og hengiven medhjælp. Havde du været noget andet end dette, er jeg sikker på at Herren ikke ville have givet dig til mig. Alt hvad han gør er godt. Jeg takker ham stadig for hans forsyn i denne henseende, og tænker med behag tilbage på den tid hvor du kyssede mig mindst tredive gange om dagen, og gang på gang fortalte at du ikke vidste hvordan du skulle kunne leve uden mig, og at du var bange ved tanken om at jeg skulle dø først . . . Og jeg tænker på at jeg modtog nogle af disse udtryk for kærlighed for kun halvandet år siden, skønt din kærlighed dog i et års tid forud havde været mindre brændende på grund af skinsyge og formodninger, til trods for mine forsikringer om den stærke kærlighed jeg nærer til dig, gentaget hundrede gange, og til stadighed bekræftet.“
Russell mente at den store modstander havde fået „fast tag“ i hans hustru. Han sagde: „Jeg har bedt indtrængende til Herren for dig,“ og han prøvede også at hjælpe hende. Blandt andet skrev han: „Jeg skal ikke besvære dig med beretninger om min sorg, ej heller søge at vække din medfølelse ved at beskrive hvad jeg føler når jeg fra tid til anden finder dine kjoler og andre af dine ejendele, som så levende kalder din tidligere væremåde frem i mine tanker — så fuld af kærlighed og medfølelse og hjælpsomhed som du var — Kristi ånd. Mit hjerte råber: ’Var hun dog blot død før mig, eller jeg før hende, endnu i den lykkelige tid.’ Men åbenbart var trængslerne og prøvelserne endnu ikke tilstrækkeligt fremskredne. . . . Tænk dog under bøn på hvad jeg nu vil sige. Og vær forvisset om at bitterheden, ja skarpheden, i min sorg ikke skyldes at jeg må tilbagelægge resten af livets færd i ensomhed, men dit fald, min kære, din evige fortabelse, så vidt jeg kan se.“
(Fortsættes i næste nummer)
[Illustration på side 16]
C. T. Russell