Tyrefægtning — en folkefest i Spanien
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SPANIEN
I MANGE hjem rundt om i verden hænger der billeder af tyrefægtere i aktion. Tyrefægtning øver en dragende virkning på mange — skønt de fleste aldrig selv har overværet en tyrefægtning. Hvordan foregår kampen? Lad os sammen tage hen til en tyrefægtningsarena i Barcelona — Plaza de Toros Monumental.
Som vi nærmer os mærker vi at luften er ladet med spænding og begejstring. Folk flokkes omkring indgangen til den åbne arena, der er bygget i maurisk stil. Der betales både 500 og 1000 pesetas (50 og 100 kroner) for billetterne, men trods priserne er der god tilstrømning.
Idet vi kommer ind på tribunen ser vi højt oppe til venstre et orkester som er begyndt at spille en paso doble, den musik der altid forbindes med tyrefægtning. Ovre til højre, også højt oppe, øjner vi logen med el presidente, som regel en lokal standsperson, der fører forsædet ved kampen og uddeler belønninger. Der er desuden et afsnit som kaldes toriles, hvor seks racetyre venter; de er blevet opdrættet og trænet gennem mindst fire år. Ved denne lejlighed vejede hver tyr ved indvejningen 500 kilo.
Nede til venstre venter tre toreros (matadorer) med deres respektive cuadrillas eller grupper af assistenter, nogle til hest, andre til fods. Før dagen er omme vil de tre matadorer have taget sig af alle seks tyre, to hver.
„La corrida de toros“ (tyrefægtningen) begynder
Arenaen tømmes; kun den ældste af de tre toreros bliver tilbage. Tyrenes aflukke åbnes, og ud stormer en prægtig sort tyr. Dyret — dette halve tons spillende muskler — traver rundt i arenaen med hovedet højt hævet, som udfordrer det nogen til at komme og møde det. Det kommer ikke til at vente længe. Mens toreroen ser til, begynder hans assistenter at prøve tyren med deres kapper.
Nu stiller toreroen sig midt i arenaen og foretager nogle indledende bevægelser med sin capote eller store kappe, idet han langsomt viger bort fra tyren idet den angriber. Hvis toreroen føler sig særlig sikker, kan han udføre sit arbejde med kappen i knælende stilling og lade tyren passere den hvirvlende kappe flere gange. Publikum svarer med høje bifaldsråb: „¡Ole! . . . ¡Ole!“ Så lyder der et signalhorn.
Det betyder at arbejdet med kappen er forbi, og nu begynder varas, afsnittet med picadoren, som er til hest. Bevæbnet med en lanse i hånden vælger picadoren en stilling ude i arenaens ene side, hvor han søger at lokke tyren til at angribe ham. Pludselig får tyren øje på dette meget større angrebsmål. Den kaster sig fremad mod hestens højre flanke. Idet den borer hornene ind i hestens beskyttende panser, sker det med en sådan kraft at både hest og rytter kastes tilbage. Hesten, der har bind for øjnene, kæmper for at genvinde balancen, og i samme øjeblik driver picadoren sin lanse ned i tyrens skulder og lægger hele sin vægt i, med det resultat at nogle af tyrens muskler og sener overskæres så det vældige dyr kommer til at bære hovedet lavere, hvilket er nødvendigt for toreroens senere arbejde med la muleta (et mindre klæde). Tyren trækker sig et øjeblik tilbage og angriber derpå igen, kun for endnu en gang at føle lansen trænge ned i sine skuldre og tappe den yderligere for kraft.
Nu går los banderilleros i aktion. Deres opgave er at plante nogle 75 centimeter lange stave, kaldet banderillas, med skarpe harpunagtige modhager, i tyrens skuldre. På en afstand af 20 til 30 meter påkalder banderilleroen sig tyrens opmærksomhed med tilråb. Derpå løber han hen imod tyren med en banderilla i hver hånd. I det afgørende øjeblik rejser han sig på tåspidserne og slynger med udstrakte arme de to stave ned i tyren. Dette gentages op til fire gange og kan også udføres fra hesteryg.
Tyren har nu mistet mange af sine kræfter. Blodet vælder frem fra sårene i dens skuldre og strømmer ned over den. Hele kroppen skælver af anstrengelse og udmattelse. Signalhornet lyder igen, og indleder den del af tyrefægtningen hvor dyret møder sit endeligt.
Dødsstødet
Før toreroen træder frem for at give dyret dødsstødet, tager han måske sin tyrefægterhat af og tilegner tyren til en eller anden i forsamlingen, måske en prominent person, eller eventuelt publikum som sådan. Derefter nærmer han sig dyret med sin muleta, det lille røde klæde, udbredt. Han søger dermed at provokere tyren til at angribe. Skønt tyren er helt udmattet tager den udfordringen op og angriber. Men ikke fordi klædet er rødt (for okser er farveblinde). Dyret tiltrækkes af klædets bevægelser.
Toreroen lader tyren passere flere gange og prøver hver gang at få den endnu tættere på, mens han hele tiden sørger for at undgå de farlige horn. En af gangene passerer tyren så tæt forbi at tyrefægteren næsten mister balancen. Da han vender sig om for at møde tyren igen, er hans tøj oversmurt med dens blod.
Toreroen gør sig nu klar til at dræbe dyret med sin estoque, en særlig kårde. Tyren og matadoren står nu over for hinanden for sidste gang. Den ene udslidt, blødende, med tungt åndedræt og med seks stave hængende fra skuldrene. Den anden med samlede fødder, draget kårde, afventende.
For at dræbe rent og efter reglerne skal han støde kården ned mellem skulderbladene lige til skæftet første gang, og ramme en pulsåre eller et livsvigtigt organ. Men det lykkes sjældent ved første forsøg. I dette tilfælde skal der to forsøg til. Når dette er sket bliver tyren stående nogle få øjeblikke med tungen hængende slapt ud af gabet. Spyt og blod strømmer ud. Så synker den sammen — død. For en sikkerheds skyld kommer en assistent hen, og med en særlig daggert ødelægger han rygmarven lige bag hornene.
Efter dødsstødet
Tiden er nu kommet da mængden udtrykker sin mening. Dette kan variere fra fuldstændig tavshed (som udtrykker misbilligelse), til piften, klappen og svingen med lommetørklæder. Mens dette foregår trækker nogle heste den døde tyr væk. Hele forestillingen, lige fra det øjeblik tyren kom ind på arenaen, har varet omkring et kvarter.
El presidente afgør nu om der skal tildeles toreroen et trofæ. Har han klaret opgaven godt, kan han få et af tyrens ører. Har han gjort det særlig elegant og dygtigt, får han måske begge ører. En særlig glimrende præstation indbringer ham den ypperste belønning — både ørerne og halen, foruden hæder, berømmelse, og muligvis højere honorarer ved de næste tyrefægtninger.
Tyrefægtning gennem tiden
Tyrefægtningen har udviklet sig gennem tusinder af år, navnlig i Spanien. En af grundene til at det navnlig er sket i Spanien, er at de spanske tyre besidder de særlige egenskaber der er nødvendige for denne form for aktivitet. Det økonomiske grundlag for tyrefægtningen i Spanien er blevet styrket betydeligt inden for de sidste femten år som følge af turismen, der nu årligt bringer omkring tredive millioner besøgende til Spanien. De fleste turister overværer en tyrefægtning, fordi de mener at det er en typisk spansk oplevelse. Det er imidlertid langtfra tilfældet. Selv om tyrefægtning anses for at være Spaniens fiesta nacional (nationalfest), er det kun de færreste spaniere som går til tyrefægtning og som interesserer sig væsentligt for det. Men så længe der er folk nok som er villige til at betale, vil der også være toreros som er villige til at kæmpe, og tyreavlere som er villige til at opdrætte flere tyre. Men hvordan virker en tyrefægtning på dem der overværer den?
Virkningen på publikum
Reaktionen på tyrefægtning er forskellig. Nogle finder det frastødende, mens andre føler sig draget af det. El aficionado (entusiasten), for eksempel, bekymrer sig slet ikke om tyrens død. Han går mere op i selve kunsten, i den dygtighed og elegance hvormed toreroen benytter kappen og muletaen. Men selv om der siges meget om toreroens kunst og elegance, vedgår selv nutidige forsvarere for tyrefægtning at det er en grusom aktivitet. Et leksikon som oplyser at tyrefægtningerne gradvis har ændret sig gennem årene idet de har „mistet en stor del af deres råhed“, indrømmer for eksempel at de „stadig er grusomme i visse detaljer“. — Kursiveret af os.
Noget andet man må tage i betragtning, er at toreroen med vilje udsætter sit liv for fare for at vinde publikums gunst. Opslagsværket Encyclopædia Britannica forklarer:
„Skaren ønsker egentlig ikke at se en mand blive dræbt, men muligheden for døden samt mandens foragt for kvæstelser og hans behændighed til at undgå at blive såret, begejstrer skaren. Publikum er ikke interesseret i blot at se en mand gå ind på arenaen, dræbe et dyr på den sikreste måde og derpå trække sig uskadt tilbage; de vil se dygtighed, elegance og vovemod. Derfor er en corrida egentlig ikke en kamp mellem en mand og en tyr, men snarere en kamp mellem en mand og ham selv: hvor tæt tør han lade hornene komme, hvor vidt vil han gå for at vinde skarens gunst?“
Interessant nok har portugisisk tyrefægtning (hvor tyren ikke må dræbes) ikke den samme interesse hos de betalende tilskuere.
Som man kunne vente, er det ikke alle tyrefægtninger der ender i toreroens favør. Encyclopædia Britannica oplyser: „Faktisk hver eneste matador bliver stanget mindst én gang hver sæson, mere eller mindre alvorligt. Belmonte (en af tyvernes berømteste tyrefægtere) blev stanget over 50 gange. Af de rundt regnet 125 betydelige matadorer der har været siden år 1700, er de 42 blevet dræbt i arenaen; dette omfatter ikke de nybegyndere eller de banderilleros eller picadorer der er blevet dræbt.“ Alligevel vil der i denne sæson blive dræbt over 3000 tyre i de spanske tyrefægtningsarenaer, og snesevis af toreroer vil sætte livet på spil flere gange om ugen.
Tyrefægtning og den katolske kirke
I årevis forbød den katolske kirke tyrefægtning. Pave Pius V (1566-1572) udstedte buller som truede tyrefægtere med bandlysning og med at de ikke ville få en kristen begravelse. Andre paver støttede dette standpunkt, indtil Clemens VIII (1592-1605), som ophævede de bandlysninger der var foretaget men samtidig bestemte at tyrefægtningerne i Spanien ikke måtte afholdes på helligdage. Ikke desto mindre blev det almindeligt at fejre religiøse begivenheder og højtider med tyrefægtning. Dette fremgår af følgende kommentarer i opslagsværket Enciclopedia Universal Ilustrada:
„Flytningen af det allerhelligste sakramente (Santísimo Sacramento) fra ét alter til et andet blev fejret med tyrefægtninger; det samme blev flytningen af relikvier og helgenbilleder, ihukommelsen af forskellige byers skytshelgener, opførelsen af kirker, kanoniseringer og mange andre religiøse fester. Ved omkring 30 tyrefægtninger ofrede man gladeligt over 200 tyre for at fejre kanoniseringen af Sankt Teresa af Jesús. Der blev holdt tyrefægtninger i katedralen i Palencia; kødet af de tyre der blev dræbt til ære for helgenerne blev gemt som relikvier og til at kurere sygdomme med; domkapitlet [forsamling af præster ved katolsk katedralkirke] organiserede og finansierede tyrefægtninger . . . Om morgenen før en tyrefægtning i Tudela blev en kapucinermunk ført hen for at besværge tyrene så de blev mere vilde.“
Tyrefægtere er tilbøjelige til at være religiøse; men som nogle af dem indrømmer, er det på en overtroisk måde. En har forklaret at hver eneste tyrefægtningsarena har sit eget kapel hvor tyrefægterne kan gå hen og bede før de skal møde tyrene. Mange toreros medfører på deres rejser en form for transportabelt alter som kan opstilles på hotelværelset så de kan bede før de tager hen til arenaen.
Er tyrefægtning noget for kristne?
Hvordan bør en sand kristen se på tyrefægtning? Dette spørgsmål afføder en hel række andre spørgsmål. For eksempel: Kan mennesket, som jo er skabt i den kærlige Guds billede, siges at genspejle Guds kærlighed hvis det øver grusomhed mod dyr? (1 Mos. 1:26; 1 Joh. 4:8) Når en kristen har indviet sit liv til Gud, kan han da med rimelighed bringe sit liv i fare ved med fuldt overlæg at provokere en olm tyr? Skal der mon være tyrefægtninger i Guds nye orden, hvor der ’ej gøres ondt og ej voldes mén’? — Es. 11:9.
Hvordan skal man da se på dét at samle på billeder af tyrefægtninger og matadorer, eller på at have sådanne billeder hængende i sit hjem? Vidner det om en ligevægtig indstilling, et sundt sind og en god dømmekraft at forgude eller forherlige mennesker som viser ringeagt for livets gave og tjener penge på at være grusomme mod dyr? Og endelig: Hvordan ville billeder af den slags i ens hjem berøre ens medkristne? Hvordan ville det berøre ens medkristne hvis de så at man gik til en tyrefægtning? Det er spørgsmål som tænkende kristne alvorligt må overveje, for apostelen Paulus skrev: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ — 1 Kor. 10:24.
[Illustration på side 10]
Indgang til kapellet på Plaza de Toros Monumental, Barcelona