Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 6. del

Falske anklager om umoralitet

Som om presset i forbindelse med de ægteskabelige vanskeligheder ikke var svært nok for broder Russell, undså hans fjender sig ikke for at rette grove anklager om umoralitet imod ham. Hovedpunktet i disse overlagte løgne var ’historien om vandmanden’, som den kaldtes. Under retssagen i april 1906 sagde mrs. Russell i sin vidneforklaring at C. T. Russell ifølge en vis frøken Ball engang skulle have sagt: „Jeg er som en vandmand. Jeg flyder hid og did. Jeg rører ved den ene og den anden; hvis én reagerer tager jeg hende til mig, og hvis ikke flyder jeg videre til andre.“ I vidneskranken benægtede C. T. Russell kraftigt denne historie, og hele affæren blev slettet af retsprotokollen. Dommeren sagde i sin opsummering af sagen over for nævningene: „Den lille episode med pigen der hørte til familien — den ligger uden for anklagen i denne sag og har intet med sagen at gøre.“

Den omtalte pige, som var forældreløs, blev taget i pleje af ægteparret Russell i 1888, da hun var ti år gammel. De behandlede hende som om hun var deres egen datter, og hun kyssede dem begge godnat hver aften før hun gik i seng. (Retsprotokollen, siderne 90 og 91) Mrs. Russell sagde i sit vidneudsagn at den omtalte episode skulle have fundet sted i 1894, hvor pigen ikke kunne have været mere end femten år gammel. (Retsprotokollen, side 15) Derefter levede mrs. Russell sammen med sin mand i endnu tre år og adskilt fra ham i yderligere syv år, før hun indgav separationsbegæring. I sin begæring nævnte hun intet om denne sag. Den omtalte frøken Ball levede også på det tidspunkt, og mrs. Russell vidste hvor hun boede, men hun gjorde intet forsøg på at indkalde hende som vidne, og fremlagde ingen erklæring fra hende. C. T. Russell kunne ikke selv have indkaldt hende som vidne, for han vidste ikke på forhånd noget om at hans hustru ville bringe dette spørgsmål ind i sagen. I øvrigt kan det nævnes at da mrs. Russell tre år efter at episoden skulle have fundet sted, sammenkaldte den komité i hvis nærværelse hun og hendes mand drøftede visse uoverensstemmelser, blev episoden med vandmanden ikke så meget som berørt. I anmodningen om separation havde mrs. Russells sagfører sagt: „Vi fremsætter ingen anklager om ægteskabsbrud.“ Og at mrs. Russell aldrig selv troede at hendes mand havde gjort sig skyldig i umoralsk adfærd, fremgår af retsprotokollen (side 10). Hendes egen sagfører spurgte hende: „De mener ikke at Deres mand var skyldig i utroskab?“ Hun svarede: „Nej.“

Under hele denne svære tid med de ægteskabelige vanskeligheder og dermed forbundne prøvelser, blev Charles Taze Russell styrket af Jehova ved hjælp af Guds hellige ånd. Gud anvendte stadig Russell som redskab i disse år, ikke alene til at skrive artikler i Zion’s Watch Tower, men også til at varetage andre betydningsfulde opgaver og til at skrive tre bind af Millenniets Daggry (eller Studier i Skriften). Dette er i sandhed en opmuntring for kristne i dag, som fortsætter med at gøre Guds vilje til trods for mange forskellige trængsler. Disse ord af disciplen Jakob er særlig opmuntrende for Jesu trofaste, salvede disciple: „Lykkelig er den mand som bliver ved med at udholde prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham.“ — Jak. 1:12.

Mirakelhveden

C. T. Russells fjender benyttede sig ikke alene af hans hjemlige vanskeligheder, men tog også andre „våben“ i brug mod ham. For eksempel har nogle fremsat den påstand at han solgte en stor mængde almindelige hvedekorn under navnet „mirakelhvede“ til den høje pris af én dollar for et amerikansk pund, eller tres dollars for en bushel (ca. 35 liter). De har ment at Russell må have skaffet sig enorm personlig fortjeneste ved denne handel. Beskyldningerne er imidlertid fuldstændig falske. Hvordan forholdt det sig virkelig?

I 1904 bemærkede en hr. K. B. Stoner en usædvanlig plante i sin have i Fincastle i Virginia. Det viste sig at være en hvedeplante af en ganske speciel sort. Den havde 142 strå, og hvert af disse bar et fuldt udviklet aks. I 1906 gav han denne sort navnet „mirakelhvede“. Senere var der andre som begyndte at dyrke den, og den gav usædvanlig højt høstudbytte. Mirakelhveden vandt endda præmier ved adskillige udstillinger. C. T. Russell var meget interesseret i alt hvad der kunne forbindes med Bibelens profetier om at ’ørken og hede skal fryde sig og blomstre frodigt som rosen’ og om at ’landet skal give sin afgrøde’. (Es. 35:1; Ez. 34:27) Den 23. november 1907 indgav H. A. Miller, en statsansat landbrugssagkyndig i U.S.A., en rapport til det amerikanske landbrugsministerium, hvori han gav en rosende omtale af K. B. Stoners hvede. I hele landet blev denne rapport omtalt af den offentlige presse. C. T. Russell fik sin opmærksomhed henledt på den, og derfor offentliggjorde han i Zion’s Watch Tower for 15. marts 1908 nogle pressekommentarer og uddrag af rapporten til landbrugsministeriet. Han sluttede med denne kommentar: „Hvis denne beretning blot er halvt sandfærdig, er den et nyt vidnesbyrd om Guds evne til at tilvejebringe de ting der er behov for til ’alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage’. — Apg. 3:19-21.“ (1871-overs.)

K. B. Stoner var ikke bibelstudent, og han arbejdede ikke sammen med C. T. Russell; det samme gælder de forskellige andre som drev forsøg med mirakelhveden. I 1911 forærede to af Vagttårnets læsere, J. A. Bohnet fra Pittsburgh i Pennsylvanien og Samuel J. Fleming fra Wabash i Indiana, imidlertid Watch Tower Bible and Tract Society et parti på cirka ti hektoliter af denne hvede, med det forslag at det skulle sælges for én dollar pr. amerikansk pund, og at alle indtægterne fra salget skulle betragtes som et bidrag fra de to læsere til Selskabet, til fremme af dets religiøse arbejde. Selskabet modtog hveden og sendte den ud, og bruttoindtægten beløb sig til 1800 dollars. Broder Russell selv fik ikke en øre af disse penge. Han indrykkede blot en notits i The Watch Tower om at hveden var blevet skænket og kunne købes for en dollar pundet. Selskabet gjorde ikke selv nogen fordringer med hensyn til hveden, og de indkomne penge gik som et bidrag til det kristne missionsarbejde. Efter at nogle havde kritiseret dette salg, oplyste man alle der havde bidraget, om at de kunne få deres penge tilbage hvis de ønskede det. Ja, man sørgede ligefrem for at der i et helt år blev holdt et beløb svarende til det der var indkommet for hveden, parat til dette formål. Men ikke en eneste ønskede sine penge tilbage. Broder Russells og Selskabets handlinger i forbindelse med mirakelhveden var fuldstændig åbne og ærlige.

Fordi Charles Taze Russell talte sandheden fra Guds ord, blev han hadet og bagtalt, ofte af præster. Men kristne i vor tid forventer at få en sådan behandling, for Jesus og hans apostle blev udsat for et lignende angreb af deres religiøse modstandere. — Luk. 7:34.

Jehova svigter ikke sit folk

Jehova er en trofast Gud. Profeten Samuel gav Israels folk det råd at tjene Gud af hele deres hjerte; han erklærede: „For sit store navns skyld vil [Jehova] ikke forstøde [svigte, NW] sit folk, da det jo har behaget [Jehova] at gøre eder til sit folk.“ — 1 Sam. 12:20-25.

Bibelstudenterne erfarede sandheden i dette. Nogle af deres erfaringer i årene 1914 til 1916 var måske til skuffelse for dem. Men Jehova styrkede sit folk og svigtede det aldrig. — 1 Kor. 10:13.

Store forventninger

På det tidspunkt var der også grund til at glæde sig. I mange år havde Guds folk peget frem til 1914 som det år der ville markere afslutningen på hedningernes tider. Og de blev ikke skuffede i deres forventninger. Den 28. juli 1914 udbrød den første verdenskrig, og som tiden gik, henimod den 1. oktober, blev flere og flere lande og riger inddraget i krigen. Som Jehovas kristne vidner ved fra deres studium af Bibelen, var 1914 afslutningen på den tid hvor hedninger uden afbrydelse skulle udøve verdensherredømmet, og det var tiden for Guds himmelske riges oprettelse med Jesus Kristus som konge. (Åb. 12:1-5) Men der var også andre forventninger knyttet til 1914. Om disse skriver broder A. H. Macmillan i sin bog Troen på March: „Jeg husker tydeligt, at pastor Russell den 23. august 1914 drog ud på en rejse mod nordvest og fortsatte ned ad Stillehavskysten og videre i Sydstaterne for at ende i Saratoga Springs, N. Y., hvor vi holdt konvent den 27.-30. september. Det var en meget interessant tid, fordi en del af os for alvor troede, at vi ville komme i himmelen i løbet af den første uge af oktober.“

Nogle bibelstudenter var stærkt overbevist om at de skulle i himmelen i 1914. Søster Dwight T. Kenyon fortæller: „Vi tænkte at krigen ville gå over i revolution og anarki. Så skulle de salvede eller indviede på det tidspunkt dø og herliggøres. En nat drømte jeg at hele ekklesiaen (menigheden) kørte i tog på vej et eller andet sted hen. Så tordnede og lynede det, og pludselig begyndte vennerne rundt omkring mig at dø. Det fandt jeg helt i sin orden, men hvor meget jeg end prøvede kunne jeg altså ikke dø. Det var fortvivlende! Men så døde jeg pludselig, og jeg følte mig så tilfreds og befriet. Jeg fortæller det bare for at vise hvor sikre vi var på at det hele snart skulle ende, i hvert fald hvad den gamle verden angik, og at resten af ’den lille hjord’ skulle herliggøres. — Luk. 12:32.“

Hazelle og Helen Krull husker at samtalerne ved spisebordet på Betel i 1914 ofte drejede sig om hedningetidernes afslutning. Fra tid til anden, siger de, gav broder Russell en lidt længere kommentar, hvori han opfordrede til trofasthed og fortalte at kronologien var blevet gennemgået igen og stadig forekom at være nøjagtig, men også at „hvis vi ventede mere end Bibelen gav rum for, da måtte vi bøje os for Jehovas vilje og i tro ændre vort sind og hjerte efter hans vej og stadig trofast holde os vågne og vente på at de dermed forbundne begivenheder indtraf“.

Broder Macmillan nævner en begivenhed som fandt sted ved stævnet i Saratoga Springs i 1914, og som fortæller lidt om hans forventning med hensyn til at „komme hjem“ til himmelen i det år. Han skriver: „Onsdag den 30. september blev jeg opfordret til at tale om emnet: ’Alle tings ende er kommet nær, lad os derfor våge og bede!’ Det var rigtigt et emne, der passede mig. Jeg troede det oprigtigt selv — at kirken ville ’komme hjem’ i oktober. Under denne tale fremsatte jeg følgende uheldige bemærkning: ’Det er sandsynligvis det sidste offentlige møde, jeg taler ved, da vi jo alle snart kommer hjem nu.’“

Næste formiddag, den 1. oktober 1914, nød omkring 500 bibelstudenter en dejlig sejltur ned ad Hudsonfloden på en damper fra Albany til New York. Om søndagen skulle stævnedeltagerne mødes i Brooklyn, hvor stævnet skulle afsluttes. Temmelig mange af konventets deltagere opholdt sig på Betel, og naturligvis var medlemmerne af staben ved hovedkontoret også til stede ved morgenbordet fredag den 2. oktober. Alle sad på deres pladser da broder Russell trådte ind. Som han plejede sagde han muntert: „Godmorgen, alle sammen.“ Men i stedet for at gå lige hen til sin plads, som han ellers gjorde, klappede han i hænderne og meddelte med glæde i stemmen: „Hedningernes tider er endt, og deres kongers dage er forbi!“ „Hvor vi dog klappede i hænderne!“ udbryder Cora Merrill. Og broder Macmillan indrømmer: „Vi var meget opstemte, og jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis signalet til at drage til himmelen var blevet givet på dette tidspunkt — men der skete naturligvis intet af den slags.“ Søster Merrill tilføjer: „Efter en kort pause sagde Russell: ’Er nogen skuffede? Det er jeg ikke. Det hele finder sted nøjagtig til tiden!’ Og så klappede vi igen.“

C. T. Russell fortsatte med nogle ord, men det varede ikke længe før A. H. Macmillan blev midtpunkt for opmærksomheden. Godmodigt spøgende sagde Russell: „Vi må foretage nogle ændringer i programmet for søndag. Søndag klokken halv elleve vil broder Macmillan tale til os.“ Alle lo hjerteligt. Så sent som den foregående onsdag havde broder Macmillan jo sagt at det, som han troede, var ’sidste gang han talte offentligt’. „Og så fik jeg jo travlt med at finde noget at sige,“ skrev Macmillan mange år senere. „Jeg fandt den 74. salme, 9. vers: ’Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mere; hvor længe, ved ingen af os.’ Det var noget helt andet. I den tale prøvede jeg at vise vennerne, at nogle af os måske havde været lidt for hastige med at tro, at vi skulle til himmelen med det samme, og at det, vi nu havde at gøre var at arbejde ivrigt i Herrens tjeneste, indtil han besluttede, hvornår nogle af hans godkendte tjenere skulle komme hjem til ham.“

C. T. Russell havde selv advaret imod private spekulationer. I The Watch Tower for 1. december 1912 behandlede han spørgsmålet om hedningetidernes afslutning og skrev blandt andet: „Endelig, lad os huske at vi hverken har indviet os til oktober 1914 eller til oktober 1915 eller til noget andet bestemt tidspunkt, men ’til døden’. Hvis Herren af en eller anden grund har tilladt at vi har fejlberegnet profetierne, så forsikrer tidens tegn os om at fejlberegningerne ikke kan være ret store. Og hvis Herrens nåde og fred, sådan som han har lovet, vil være med os i fremtiden som hidtil, vil vi til hver en tid glæde os lige meget over at gå bort og at forblive, og over at være i hans tjeneste, hvad enten det er på denne side af forhænget eller på den anden side [på jorden eller i himmelen], som det måtte behage vores mester.“

Netop ved begyndelsen af 1914, det imødesete højdepunkt, skrev Russell i The Watch Tower for 1. januar (Vagt-Taarnet for marts 1914): „Det kan være, at vi ikke kan læse Tidstrækkene med den samme absolutte Sikkerhed som Lærdomstrækkene. Tiden er ikke saa bestemt angivet i Skriften som Grundlærdommene. Vi vandrer stadig i Tro og ikke i Beskuelse. Men vi er ikke troløse og vantro, men trofaste og ventende. Hvis det senere skulde vise sig, at Menigheden ikke bliver herliggjort omkring ved Oktober 1914, vil vi forsøge at være tilfredse med hvad som helst, der er Herrens Vilje.“

Der var altså store forventninger til 1914 hos mange bibelstudenter. De havde imidlertid også fået god vejledning i Vagt-Taarnet. Nogle kristne troede at de skulle kaldes ’hjem’ til himmelen i efteråret. „Men,“ siger C. J. Woodworth, „den 1. oktober 1914 kom og gik — og der fulgte år efter år — og de salvede var stadig her på jorden. Nogle blev bitre og faldt bort fra sandheden. De der satte deres lid til Jehova så alligevel 1914 som et virkeligt mærkeår — ’begyndelsen til enden’ — men de indså også at deres tidligere opfattelse var forkert med hensyn til ’de helliges herliggørelse’, som det hed. De forstod nu at der endnu var meget arbejde at gøre for de trofaste salvede — og min far [Clayton J. Woodworth] hørte til denne gruppe.“

Men skuffelserne over ikke at komme i himmelen i 1914 var i virkeligheden små, sammenlignet med de store forventninger der blev indfriet i forbindelse med dette år. I de første seks måneder af 1914 skete der intet med hedningenationerne, skønt bibelstudenterne længe havde påpeget at hedningernes tider ville udløbe i det år. C. T. Russell og Watch Tower Society blev spottet af religiøse ledere og andre, men Jehova havde bestemt ikke svigtet sit folk eller tilladt at det kom på vildspor. Tilskyndet af hans hellige ånd fortsatte de deres vidnegerning, idet de ikke forventede afslutningen på hedningernes tider før efteråret. Efterhånden som månederne gik steg spændingen i hele Europa, og dog blev Rigets budskab udsat for større og større spot. Men da det ene land efter det andet blev draget ind i den første verdenskrig skete der en forandring. Jehovas kristne vidners arbejde kom nu i søgelyset på en anden måde.

En typisk pressereaktion fra den tid var en artikel der stod at læse i The World, som dengang var en førende New York-avis. Bladets søndagstillæg (30. august 1914) bragte artiklen „Enden på alle riger i 1914“. Her er et uddrag af artiklen:

„Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. Igennem et kvart århundrede har de ’internationale bibelstudenter’, bedre kendt som ’millennister’, gennem prædikanter og aviser forkyndt for verden at den vredens dag som Bibelen taler om, ville tage sin begyndelse i 1914. ’Hold øje med året 1914!’ har været hundreder af rejsende evangelisters råb. Som repræsentanter for denne besynderlige tro har de rejst rundt i landet og forkyndt den lære at ’Guds rige er nær’. . . .

Pastor Charles T. Russell er den mand der siden 1874 har fremlagt denne fortolkning af Skriften. . . . ’I betragtning af dette stærke bibelske bevis,’ skrev pastor Russell i 1889, ’betragter vi det som en fastslået kendsgerning at den endelige afslutning på denne verdens riger og Guds riges fulde oprettelse vil finde sted ved udløbet af året 1914 e. Kr.’ . . .

Men at sige at trængslerne skulle kulminere i 1914 — det var ejendommeligt. Af en eller anden mærkelig årsag, måske på grund af pastor Russells rolige, nøgterne måde at skrive på i stedet for at bruge blomstrende vendinger, har verden i almindelighed knapt regnet med ham. Studenterne ovre i hans ’Brooklyn Tabernakel’ siger at det at verden aldrig har lyttet til guddommelige advarsler og heller aldrig vil gøre det, før trængslernes dag er forbi, kun er hvad man kunne forvente. . . .

Og i 1914 kommer der krig, den krig som enhver frygtede, men som enhver også mente ikke kunne bryde ud. Pastor Russell siger ikke: ’Jeg sagde jer det jo’; og han korrigerer ikke profetierne så de kan passe til tidens historiske begivenheder. Han og hans studenter er tilfredse med at vente — at vente til oktober, som de regner for den virkelige afslutning på 1914.“

(Fortsættes i næste nummer)