Kan mennesker give en løsning?
HAR eksperterne i verden kunnet give den rettesnor der skal til for at skabe stærke familier med et godt sammenhold? Anviser videnskaben og teknologien den rette vej til en tryg og lykkelig fremtid?
Ofte er selv „eksperter“ i familierådgivning og børneopdragelse stærkt i vildrede. For eksempel kunne man den 22. januar 1974 læs i en amerikansk avis (Milwaukeebladet Journal):
„Benjamin Spock, forfatteren til ’Bogen om barnet’, var mandag rede til at indrømme at han havde en del af skylden for at nogle af vor tids børn er så uregerlige. ’Manglende evne til at vise fasthed er . . . det mest udbredte problem hos forældre i Amerika i dag,’ skriver Spock i februarudgaven af bladet Redbook. Og han placerer i hvert fald noget af skylden for de amerikanske børns uregerlighed hos eksperterne — ’børnepsykiatere, psykologer, lærere, socialpædagoger og børnelæger som mig selv’. Han skriver: ’I det tyvende århundrede er forældre blevet bragt til at tro at [de ovennævnte] er de eneste der ved med sikkerhed hvordan børn skal behandles. Det er en grusom berøvelse vi fagfolk på denne måde har udsat mødre og fædre for. Selvfølgelig gjorde vi det i den bedste hensigt. . . . Ikke før det var for sent opdagede vi hvordan vores vi-alene-vide-indstilling underminerede forældrenes selvsikkerhed.’ Som resultat af dette, siger Spock, tillader forældrene, af frygt for at støde deres børn fra sig, at børnene bliver væk fra måltiderne, går ud at lege uden at have det rigtige tøj på, og spiser slik når de ikke skulle gøre det.“
Tyder dette på at man kan stole på at eksperterne altid vil anvise den rette vej til et lykkeligt familieliv?
Er videnskaben løsningen?
Hvad med videnskaben og teknologien? Ved slutningen af det nittende århundrede var folk fulde af begejstring over de vidundere som de mente at videnskaben og teknologien ville hidføre i fremtiden.
Helt tilbage i juli 1899 bragte bladet Scientific American nogle optimistiske forudsigelser om hvilken virkning automobilen ville få på bylivet. Bladet havde visioner om „lette køretøjer på gummihjul, som bevæger sig hurtigt og lydløst“ gennem „rene, støvfri og lugtfri“ gader, hvor man var fri for en stor del af „nervøsiteten, forvirringen og presset i det moderne storbyliv“. Hvor er dette forskelligt fra situationen som den er i dag — støjende gader, biler, busser og lastbiler, trafikpropper, og dødsensfarlig udstødningsgas.
Videnskaben og teknologien har naturligvis frembragt mange arbejdsbesparende indretninger, forøget fritiden for mange og givet folk større mulighed for at komme omkring. Men desværre har alt dette været ledsaget af et øget pres som virker splittende på familierne, fører til skuffelser, ødelægger manges helbred og i det lange løb truer menneskehedens eksistens.
Videnskabsmanden og skribenten René Dubos skrev i New York Times for 7. januar 1975:
„I De forenede Stater er det gennemsnitlige forbrug af energi pr. person i dag omtrent dobbelt så stort som det var for tredive år siden og dobbelt så stort som det er i Europa i øjeblikket. Mon der virkelig er nogen som tror at denne ændring har givet sig udslag i større lykke, mindre lidelse, længere levetid blandt vore dages amerikanere, eller i at den amerikanske kultur har gjort hurtigere fremskridt mod mere ønskværdige mål? En rapport der for nylig er udarbejdet, baseret på undersøgelser af forskellige sociale ’strømpile’ i 55 lande, har ikke afsløret at det øgede energiforbrug har haft en gavnlig virkning på livskvaliteten; hvis der har været en sammenhæng, så går den ud på at jo større energiforbruget har været, jo større har procenten af skilsmisser og selvmord været!
En rigelig energiforsyning er naturligvis uundværlig for fremstillingen af flere og flere industriprodukter, men lykke og kultur drejer sig om mere end det. . . .
Jeg vil gå endnu videre og hævde at et nedsat energiforbrug i de højt industrialiserede dele af verden kunne få en mangfoldighed af gavnlige virkninger i det lange løb. For eksempel forbedringer i den fysiske og mentale sundhed, sundere landbrugsmetoder baseret på økologiske principper, arkitektoniske stilarter som var mere interessante fordi de var bedre tilpasset de lokale forhold, en land- og byudviklingspolitik der lagde vægt på at genoplive den lokale fællesskabsfølelse — og naturligvis et mindre ødelagt miljø på jorden.“
Om den farlige situation menneskeheden befinder sig i har Barry Commoner skrevet i sin bog „Science and Survival“ (s. 126):
„På trods af den moderne teknologis strålende resultater og de moderne militærsystemers uhørte slagkraft, lider de af en fælles og katastrofal fejl. De giver os en rigelig forsyning af føde, sammen med store industrianlæg, hurtige transportmidler og militære våben af uhørt styrke, men samtidig truer de selve vor fortsatte eksistens.“
Det er tydeligt at de problemer menneskeheden står ansigt til ansigt med, i mange tilfælde stammer fra ting som man troede ville føre til en bedre verden. Der kan ikke være nogen tvivl om at menneskers modstridende og omskiftelige meninger ikke er nogen pålidelig vejleder der kan føre os ud af den nuværende dårlige situation. Viser dette ikke at vi har behov for vejledning fra en kilde som står over mennesket? Og eftersom mange foretager sig ting som de ved er forkerte og skadelige for dem selv og andre, må en sådan vejleder desuden kunne bibringe mennesker den nødvendige motivering for og tilskyndelse til at ændre deres handlemåde. Den må give dem et virkeligt formål i livet. Findes der en sådan rettesnor eller vejleder?