Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 8. del
Joseph F. Rutherford betalte selv sin uddannelse. Blandt andet blev han dygtig til at stenografere, en færdighed der kom ham til megen nytte når han mange år senere hurtigt nedskrev sine tanker med henblik på bibelske artikler og andet. Endnu mens han gik i skole blev Joseph Rutherford retsstenograf. Det satte ham i stand til at betale resten at sin uddannelse, og det gav ham også stor praktisk erfaring. Efter at have fuldført sine studier modtog han yderligere to års uddannelse under dommer E. L. Edwards. Som tyveårig blev Joseph Rutherford protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Da han var toogtyve år gammel fik han sagførerbestalling i Missouri. Ifølge optegnelserne i Cooper Circuit Court fik han sin tilladelse til at praktisere i Missouri den 5. maj 1892. Rutherford begyndte som sagfører i Boonville, hos sagførerfirmaet Draffen og Wright.
Senere var J. F. Rutherford i fire år offentlig anklager i Boonville, Missouri. Derefter blev han dommer i særlige sager i samme fjortende retskreds i Missouri. I denne egenskab var Rutherford stedfortrædende dommer, hvis den faste dommer ikke kunne møde i retten. Retsoptegnelserne bekræfter at han ved mere end én lejlighed tjente som dommer i særlige sager. Af den grund blev han kendt som „dommer“ Rutherford.
Hazelle og Helen Krull husker at have hørt J. F. Rutherford fortælle hvordan det gik til at han blev interesseret i sandheden, forkyndt af Jehovas tjenere. De fortæller: „Under et af sine besøg foreslog broder Rutherford en spadseretur i måneskinnet. Mens vi spadserede i de landlige omgivelser fortalte han om sin ungdom og om hvordan han blev interesseret i sandheden. Han var opdraget på en gård, men han ville gerne studere jura. Hans fader syntes at han havde brug for hans hjælp på gården, men gav ham til sidst lov til at rejse hvis han selv ville betale sin skoleuddannelse og desuden ville betale en medhjælper til at arbejde på gården i hans sted. I sommerferierne arbejdede han som bogsælger for at kunne overholde sin aftale. . . . Han aflagde det løfte over for sig selv at hvis der nogen sinde kom nogen ind på hans kontor for at sælge bøger, efter at han var blevet praktiserende sagfører, så ville han købe dem. Den dag kom også [i 1894], men det var hans kompagnon der kom til at tale med den besøgende. Det var en ’kolportør’ — søster Elizabeth Hettenbaugh — og hun tilbød tre bind af Millenniets Daggry. Kompagnonen var ikke interesseret, og han lod hende gå [hun var sammen med sin medarbejder, søster Beeler]. Broder Rutherford, der mente at have hørt nogen tale om bøger og huskede sin beslutning, kom nu ud fra sit private kontor, kaldte hende tilbage, tog imod bøgerne og anbragte dem hjemme i sin reol, hvor de fik lov at stå i et godt stykke tid. En dag, mens han var ved at komme sig efter en sygdom, slog han op i en af bøgerne og begyndte at læse. Det var begyndelsen til en livsvarig interesse og aldrig mindsket hengivenhed og tjeneste for Gud.“
Bibelstudenterne afholdt ingen møder i umiddelbar nærhed af Rutherfords hjem. Clarence B. Beaty fortæller imidlertid: „Fra 1904 blev der afholdt møder i vores hjem. Søster Rutherford og dommer Rutherford kom til fra Boonville i Missouri for at overvære mindehøjtiden [for Kristi død]. . . . Han deltog i mindemåltidet for første gang og holdt sit første foredrag som pilgrim for vennerne i vores hjem. I Boonville var der ikke andre i sandheden end dem selv.“
Men hvordan gik det til at J. F. Rutherford begyndte som forkynder af den gode nyhed? Det skyldtes for en stor del A. H. Macmillan. Broder Macmillan traf Rutherford i 1905 i Kansas City på en rejse han sammen med broder Russell foretog tværs over De forenede Stater. Kort efter gjorde broder Macmillan et ophold for at besøge dommer Rutherford i et par dage. Følgende samtale udspandt sig imellem dem:
„Dommer, du bør forkynde sandheden her.“
„Jeg er ikke prædikant. Jeg er sagfører.“
„Hør nu, dommer, jeg vil vise dig hvad du skal gøre. Tag din bibel og få fat i en lille gruppe mennesker og fortæl dem om livet og døden og hvad der er efter døden. Vis dem hvorfra vi har fået livet, hvorfor vi er blevet underlagt døden og hvad døden betyder. Brug Bibelen som vidne, og slut af med at sige: ’Jeg har hermed fremlagt alle kendsgerninger,’ akkurat som du ville gøre over for nævningene i en retssag, og slut så af med at slå det kraftigt fast.“
„Det lyder ikke så dårligt.“
Hvad skete der så? Fulgte Rutherford rådet? Broder Macmillan beretter: „Der var en farvet mand der boede og arbejdede på en lille gård i udkanten af byen, nær hans hjem. Der var omkring femten til tyve farvede der, og Rutherford gik over til dem for at holde en prædiken for dem om ’Livet, døden og hvad der er efter døden’. Mens han talte blev de ved med at sige: ’Herren være lovet, dommer! Hvor ved du alt det fra?’ Det var en stor oplevelse for ham. Det var det første bibelske foredrag han holdt.“
Kun kort tid efter, i 1906, symboliserede J. F. Rutherford sin indvielse til Jehova Gud. Broder Macmillan skriver: „Jeg havde den forret at døbe ham i Saint Paul i Minnesota. Han var en af de 144 som jeg personligt døbte i vand den dag. At han blev Selskabets præsident var mig en særlig stor glæde.“
I 1907 blev Rutherford juridisk rådgiver for Watch Tower Society, og han arbejdede på dets hovedkontor i Pittsburgh. Han fik den forret at føre forhandlingerne da Selskabet overførte sin virksomhed til Brooklyn, New York, i 1909. For at kunne gøre det måtte han have bestalling som sagfører i staten New York, hvilket han søgte om og fik tilstået. Den 24. maj samme år blev han beskikket som sagfører ved De forenede Staters højesteret.
J. F. Rutherford holdt ofte foredrag som pilgrim, rejsende taler fra Watch Tower Society. Han rejste vidt omkring som bibelsk foredragsholder i De forenede Stater, besøgte mange universiteter og andre læreanstalter som indbudt taler, og talte også til store forsamlinger i hele Europa. Rutherford besøgte Ægypten og Palæstina, og for eksempel i 1913, da han rejste til Tyskland sammen med sin hustru, talte han til i alt 18.000 ved forskellige lejligheder.
Hans karaktertræk
Jesus Kristus sagde at alle hans disciple var „brødre“ og at ’den største iblandt dem skulle være deres tjener’. (Matt. 23:8-12) Derfor er der ingen sand kristen som tilskriver nogen af sine medtroende større betydning end der tilkommer dem. Imidlertid fremhæver Bibelen visse karaktertræk hos forskellige af Guds tjenere. For eksempel var Moses kendt for sin sagtmodighed, og Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, for deres glødende begejstring. (4 Mos. 12:3; Mark. 3:17; Luk. 9:54) Eftersom Joseph F. Rutherford fik et stort ansvar betroet inden for Guds jordiske organisation, har det en vis interesse at lægge mærke til hvilke egenskaber han havde.
„Rutherford havde altid vist en sand kristen kærlighed for sine medarbejdere og megen venlighed,“ fortæller A. H. Macmillan, „men han var ikke af naturen af den samme blide og rolige disposition som Russell. Han var åbenhjertig og ligetil og skjulte ikke sine følelser. Hans ligefremhed blev undertiden misforstået, selv når hans udtalelser var venligt ment. Men han havde ikke været præsident ret længe, før det stod klart for os, at Herren havde valgt den rigtige mand til arbejdet.“
Vi får lidt mere at vide om Rutherfords personlighed ved at bemærke noget der fandt sted i bibelstudenternes gamle „London-tabernakel“, hvor han holdt mindehøjtidstalen den 18. april 1924. Herom skriver søster William P. Heath: „Tabernaklet var en gammel episkopal kirke som Selskabet havde købt billigt, og den brugte de til søndagsmøder ligesom vi bruger en rigssal i dag . . . Taleren skulle stå højt oppe under loftet, omkring tyve fod over gulvet. Kun hans hoved var synligt når han talte til forsamlingen. Måske er det derfor broder Rutherford kaldte det for ’hestetruget’. Han nægtede at tale derfra; ja, han chokerede brødrene ved at komme ned og tale direkte til dem fra gulvet.“
Da broder Rutherford overtog posten som præsident for Watch Tower Society, havde han brug for mod, trofasthed og beslutsomhed. Disse egenskaber ejede han. For eksempel husker Esther I. Morris et foredrag broder Rutherford som pilgrim holdt for en stor forsamling i det der dengang var det største teater i byen Boise i Idaho. Hun beretter: „Hans afsløring af falsk religion vakte vrede hos adskillige af de lokale præster, som prøvede at afbryde hans foredrag og udfordre ham, men han sagde højt og myndigt: ’Sæt Dem! Jeg forlanger lovens beskyttelse!’ og så kunne han fortsætte. Bibelstudenter fra nærliggende byer kom, og vi lejede en sal og holdt et lille stævne. Han lagde altid stor vægt på at det skulle blive kendt at budskabet og tjenesten ikke var noget ubetydeligt fænomen.“
Anna Elsdon husker en rørende episode der også fortæller noget om broder Rutherfords natur. Hun tænker tilbage på sin barndom, og skriver: „Vi besøgte broder Rutherford mange gange. Og ved en lejlighed var flere af os unge samlet, og broder Rutherford kom hen til os. Vi stillede mange spørgsmål om skolen, om flaghilsen og så videre, og han talte længe til os. Da han skulle til at sige farvel holdt han os alle fem kærligt i hænderne — alle vore hænder i hans to store hænder — og han havde tårer i øjnene. Han var så glad og rørt over at se os, der var så unge, tale om de dybe ting i sandheden. Jeg har aldrig glemt det. Lige så vel som broder Russell var kærlig, følte vi også kærligheden hos vores store broder Rutherford.“
Fremad med arbejdet!
Broder Rutherford var fast besluttet på at lade arbejdet med at forkynde Riget fortsætte for fuld kraft. I mange år havde bibelstudenterne under Jehovas hellige ånds ledelse forkyndt sandheden fra Gud i en kampagne af et bemærkelsesværdigt omfang. Fra 1870 til 1913 havde de uddelt 228.255.719 traktater og spredt 6.950.292 indbundne bøger. Alene i det betydningsfulde år 1914 havde Jehovas tjenere uddelt 71.285.037 traktater og spredt 992.845 indbundne bøger. I årene 1915 og 1916 skete der imidlertid en nedgang i forkyndelsesarbejdet fordi den første verdenskrig tiltog i styrke og forbindelseslinjerne efterhånden blev afbrudt. Men i 1917 viste arbejdet igen en opadgående tendens. Hvad var grunden?
Selskabets nye præsident havde straks reorganiseret hovedkontoret i Brooklyn. Desuden tog han skridt til at genoplive tjenesten på arbejdsmarken. Det var imidlertid blot ændringer og programmer som C. T. Russell selv havde indledt. Antallet af pilgrimme, Selskabets rejsende tilsynsmænd, blev forøget fra 69 til 93. Der blev lagt yderligere vægt på uddelingen af gratis traktater foran kirkerne på visse søndage, og regelmæssigt fra hus til hus. Der blev udgivet en ny firesiders traktat, The Bible Students Monthly (Bibelstudenternes Månedsblad), og alene i 1917 blev der uddelt 28.665.000.
Der blev også sat mere ind på at gennemføre et nyt arbejde som var blevet sat i gang før C. T. Russells død. Det kaldtes „hyrdegerningen“ og var en forløber for de genbesøg som Jehovas kristne vidner aflægger i dag. I Russells tid udførtes gerningen kun af omkring 500 menigheder som efter eget ønske havde valgt ham til deres pastor. I et brev til disse beskrev han det som „et vigtigt opfølgningsarbejde som er muligt i forbindelse med adresser der modtages ved offentlige møder, ved forevisninger af fotodramaet, fra kolportørlister, osv. — personer som formodes at have en vis interesse i religiøse anliggender og muligvis er mere eller mindre velvillige over for sandheden“.
Kvinder i menigheden som var interesseret i at udføre dette arbejde, valgte iblandt sig en der skulle tjene som „løjtnant“ og en anden der skulle være sekretær og kasserer. En by blev opdelt i distrikter der blev tildelt de enkelte søstre, som besøgte alle interesserede hvis navne man havde fået opgivet. Man udlånte bøger, som folk kunne læse og studere. „Ingen kunne bruge den undskyldning: ’Jeg har ingen penge,’ for vi udlånte bøgerne gratis,“ fortæller Esther I. Morris. Ved besøgets afslutning fik vedkommende at vide at der snart ville blive afholdt et foredrag over „tidsalderkortet“ i distriktet, og alle der viste interesse blev opfordret til at komme. De der hørte foredraget blev senere besøgt, og man prøvede at påbegynde et studium over „Guds Verdensplan“, første bind af Studier i Skriften. Højdepunktet bestod i at få samlet disse mennesker til „klasser“, først for at høre foredrag over „tidsalderkortet“ og senere for at udgøre regulære grupper, kaldet „Berøaklasser“. — Apg. 17:10, 11.
Selskabets nye præsident tog også andre skridt for at genoplive forkyndelsesarbejdet. Kolportørtjenesten blev udvidet. Antallet af kolportører blev sat op fra 373 til 461. Til hjælp for dem udgav Selskabet fra begyndelsen af 1917 et lille blad som hed „Bulletin“, med forslag til forkyndelsen. Fra oktober 1922 blev Bulletin udgivet til alle bibelstudenter, en gang om måneden. Søster H. Gambill fortæller at det senere bragte „trykte prædikener som vi blev opfordret til at lære udenad og bruge i tjenesten. Min svigerinde . . . fulgte efter mig overalt, fra det ene værelse i huset til det andet, fordi hun ville have hvert eneste ord med. Hun ville gerne have helt nøjagtigt fat i det.“ Om disse på forhånd udarbejdede prædikener skriver Elisabeth Elrod: „Jeg var glad for dem, for dengang havde vi ikke, som nu, nogen ordning med at en forkynder kunne følges med en anden for at blive oplært og efterhånden blive en dygtig forkynder. [De trykte prædikener] betød at det blev et ensartet budskab.“
(Fortsættes i næste nummer)
[Illustration på side 15]
Seks bind af „Studier i Skriften“ („Millenniets Daggry“)