Jehovas vidner atter „kendt“ i Grækenland
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I GRÆKENLAND
JULI 1975 vil længe blive husket af Jehovas vidner i Grækenland. Den ottende i måneden bekendtgjorde Athens førende aviser: „ÆGTESKABER MELLEM JEHOVAS VIDNER ERKLÆRET LOVLIGE.“ Dette skabte stor glæde i tusinder af græske hjem.
Afgørelsen faldt som følge af en dom der blev fældet af landets højesteret den 3. juli. Den lød i uddrag:
„Jehovas vidners eller millennisternes religiøse lære opfylder de krav grundloven stiller til en ’kendt religion’ og er derfor en ’anerkendt’ lære . . ., Ethvert ægteskab som er indgået af tilhængere af den nævnte lære og i overensstemmelse med de dertil hørende ritualer er derfor ikke ikke-eksisterende, og ethvert barn som er undfanget i et sådant ægteskab er ægtefødt.“
Hvorfor var det nødvendigt at få dette afgjort ved landets højesteret?
I mere end fire år havde myndighederne i Grækenland betragtet ægteskaber blandt Jehovas vidner som „ikke-eksisterende“ og deres børn som „uægte“. Hvorfor? Fordi vicepræsident og indenrigsminister Stylianos Patakos den 13. november 1970 havde udsendt et cirkulære om at „Jehovas vidners religion er ukendt“.
En sådan erklæring undrer Dem måske, idet De sikkert ved at Jehovas vidners arbejde er fuldt lovligt i mange lande. I Grækenland har de endog udført deres bibelundervisningsarbejde siden århundredets begyndelse. Hvad var da grunden til at den græske regering, efter cirka halvfjerds års forløb, pludselig erklærede Jehovas vidner for at være et „ukendt“ trossamfund?
Et uophørligt pres
Grunden var et konstant pres mod regeringen, øvet af en indflydelsesrig gruppe der hadede Jehovas vidners bibelske budskab. Hadet kom til udtryk på en særlig måde i 1927. Dette år spurgte nogle gejstlige fra den græsk-ortodokse kirke for første gang advokaten ved Grækenlands højesteret om hvorvidt ægteskaber blandt „bibelstudenterne“ (som Jehovas vidner blev kaldt dengang) var gyldige og hørte hjemme i de officielle registreringsbøger. Advokaten svarede:
„Et af de mest fundamentale principper med hensyn til religiøs tolerance i moderne forfatningsret — med rod i vor traditionsmæssige græske dyd — er uden tvivl retten til at forrette . . . enhver religiøs handling. Et ægteskab som er blevet indgået inden for en religiøs sekt, hvad enten det er mellem personer af samme religiøse overbevisning eller ej, er derfor i princippet fuldstændig respektabelt og kan altså indføres i statens registreringsbøger.“
Tyve år senere prøvede nogle religiøse ledere i Grækenland igen at presse regeringen til at trække sin anerkendelse af Jehovas vidner tilbage. I 1947 satte græske gejstlige atter spørgsmålstegn ved gyldigheden af de ægteskaber der var indgået blandt Jehovas vidner. Men der ventede dem endnu en skuffelse, for højesterettens advokat erklærede:
„Eftersom deres sekt er ’kendt’ i Grækenland, nemlig åben, uden hemmelige lærdomme og ritualer og ikke i modstrid med almindelig moralfølelse og lov og orden . . . har de ret til den religiøse tolerance der garanteres i grundloven . . . Et ægteskab mellem millennister [Jehovas vidner], indgået ved en ceremoni i overensstemmelse med deres tro, har følgelig juridisk gyldighed . . . og kan indføres i registreringsbøgerne.“
De græske gejstlige ville imidlertid ikke indrømme nederlaget. De blev ved med at søge en lejlighed til at bringe spørgsmålet på bane. De fik en anledning i 1959, men igen var der en retskaffen jurist som nægtede at bøje sig for presset. Andreas Tussis, assisterende advokat ved højesteret, affattede en veldokumenteret redegørelse hvori han forsikrede at Jehovas vidner var et „kendt“ trossamfund og at deres ægteskaber var fuldt ud lovlige.
Fra „kendt“ til „ukendt“
Imidlertid forværredes den politiske situation i Grækenland. Natten til den 21. april 1967 overtog en militærjunta pludselig magten i landet. Den indsatte en ny ærkebiskop som den kunne acceptere, Ieronymous.
Dette syntes at være en glimrende lejlighed for gejstligheden til at foretage endnu et udfald mod Jehovas vidner. Men i stedet for at henvende sig til advokaten ved højesteret bad Athens ærkeepiskopat denne gang en professor i kirkeret ved Athens universitet, C. Muratidis, om at udtale sig om hvorvidt Jehovas vidner var et „kendt“ trossamfund eller ej.
Professor Muratidis fremlagde sin mening den 5. september 1967. Han tilsidesatte alle de afgørelser der hidtil var blevet truffet af højesterettens advokater og erklærede at Jehovas vidner ikke var et „kendt“ trossamfund og at ægteskaber indgået blandt Jehovas vidner måtte anses for ikke-eksisterende.
Ærkebiskop Ieronymous forelagde dette for vicepræsident Patakos. Derfra gik sagen videre, ikke til højesteret, men til statens juridiske råd, bestående af sagførere som var regeringens ministre underdanige. Hvad var resultatet?
Med professor Muratidis’ udtalelse i ryggen erklærede dette råd den 13. november 1970 at Jehovas vidner ikke var et „kendt“ trossamfund. Derefter udsendte indenrigsministeriet et cirkulære til landets registreringskontorer med påbud om at de ikke måtte indregistrere noget ægteskab indgået blandt Jehovas vidner, eftersom „sådanne ægteskaber ikke er gyldige“. Videre oplyste cirkulæret at børn af Jehovas vidner skulle indføres med moderens efternavn, hvilket er det samme som at sige at børnene er født uden for ægteskab.
Horrible følger
Kan De forestille Dem hvilke følger denne afgørelse fik? Fra den ene dag til den anden mistede tusinder af ægtepar den lovformelige anerkendelse af deres ægteskab. Enker blandt Jehovas vidner kunne ikke længere få enkepension, eftersom de nu ifølge loven ikke virkelig havde været gift. Der blev nægtet udbetaling af sociale ydelser i forbindelse med fødsler og begravelser.
Embedsmænd begyndte at slette familier af registreringsbøgerne. Hustruers navne, som hidtil havde været opført under deres mænds navne, blev slettet og opført under deres fædre. Deres børn blev indført som født uden for ægteskab. Nogle embedsmænd gik endog så vidt som til at fratage ægtepar den jord de ejede, eftersom man ikke længere anså dem for at være gift og have ret til jorden.
Det var naturligvis ikke alle embedsmænd der optrådte så graverende. Nogle indrømmede endog at Patakos’ cirkulære var „fuldstændig meningsløst“. Ikke desto mindre måtte de beklagende sige at de ’desværre ikke kunne ignorere det’. Forstående embedsmænd opfordrede Jehovas vidner til at indbringe deres sager for domstolene.
Mange gjorde dette. I nogle tilfælde gav lavere retsinstanser dem endog medhold. Men når de bagefter forelagde rettens afgørelse for de embedsmænd der skulle indregistrere dem, nægtede disse. De frygtede øjensynlig konsekvenserne af ulydighed mod vicepræsident Patakos. Vicepræsidenten var ubøjelig i sin modstand mod Jehovas vidner. Til en protest mod de beklagelige følger af hans cirkulære svarede han:
„(a) Millennismen er ikke en ’kendt’ religion i grundlovens forstand.
(b) Ægteskaber som siges at være indgået i overensstemmelse med denne religion eksisterer ikke og skal ikke indføres i registreringsbøgerne. I betragtning af dette bedes De ophøre med at blande følelsesmæssige og filantropiske grunde ind i sager der afgøres i henhold til lov og logik.“
De sørgelige konsekvenser af denne „lov og logik“ ses tydeligt i følgende tilfælde: Et spædbarn døde, og faderen, Demetrius Kazanis, søgte om tilladelse til at få det begravet. Men den lokale embedsmand ville ikke give tilladelsen, idet han ikke så sig i stand til at indføre et dødsfald i bøgerne når personen selv endnu ikke stod opført. Ifølge embedsmandens optegnelser var barnet slet ikke født!
Mens faderen forsøgte alle muligheder for at få sagen bragt i orden, måtte man skammeligt nok opbevare det døde barn i et kølerum. Det kom hurtigt journalisterne for øre. Et blad omtalte sagen under denne overskrift: „I FANATISMENS NAVN LIGGER BARNELIG I KØLERUM!“ — Epikaira, 26. januar 1973, s. 20.
Endelig trådte en offentlig anklager til og gav besked om at barnet skulle indføres i bøgerne med faderens efternavn og begraves. Dette ændrede dog ikke sagen for de fleste andre Jehovas vidner i Grækenland. Hverken de lavere retsinstansers afgørelser, som blev tilsidesat, eller assistance fra en del af pressen kunne ophæve indenrigsministerens cirkulære. Hvad kunne der gøres?
En uventet forandring
Efter langvarige drøftelser med juridiske rådgivere besluttede man at forelægge statens juridiske råd to sager. Den ene sag drejede sig om Prokopius A. Delis. Skønt hans ægteskab blev lovformeligt indregistreret i 1957 havde registratoren i Vuniatades på øen Korfu nægtet at indføre hans hustru og barn sammen med hans navn i registreringsbøgerne.
Den anden sag drejede sig om Stamatius Kallinderis, ansat som foged i kommunen Peristeri-Athen. Man havde inddraget det månedlige tilskud til hans familie fordi „ægteskabet mellem ham og Maria Hormova, som begge tilhører Jehovas vidner, der ikke er et ’kendt’ og ’anerkendt’ trossamfund, blev indgået i overensstemmelse med dette samfunds ritualer og derfor ikke eksisterer“.
I betragtning af sagernes betydning skulle de for højesteret, som besluttede at behandle dem begge samme dag, den 22. april 1975. Før sagerne skulle for, stillede Jehovas vidner sig selv mange spørgsmål. Ville landets højesteret mon være fri for religiøs fordom? Hvordan ville gejstligheden mon reagere? Ville ærkebiskop Ieronymous mon gøre sin indflydelse gældende?
Nogle måneder før retsmøderne i april skete der imidlertid noget ganske uventet. Militærjuntaen afsatte regeringen og indsatte en ny. Denne styrede med endnu hårdere hånd end den tidligere, men i løbet af få uger måtte den opgive, og militærfolkene overlod magten til civile politikere. De overdrog ledelsen til den tidligere ministerpræsident Konstantin Karamanlis, som i ti år havde levet i frivilligt eksil i Paris. Ville forholdene nu blive bedre for Jehovas vidner?
Karamanlis’ regering udskrev parlamentsvalg, og der blev indført et demokratisk styre. Det nye græske parlament stemte for en liberal forfatning som garanterede det græske folk personlig frihed og gav alle landets borgere lige rettigheder uanset deres religiøse overbevisning. Interessant nok skete denne udvikling umiddelbart før de to sager vedrørende Jehovas vidner skulle behandles i højesteret.
Den nye indenrigsminister, Stefanopulos, blev forespurgt om hvorvidt det var muligt at udsende et nyt cirkulære som kunne ophæve virkningen af det tidligere der var blevet udsendt af Patakos. Stefanopulos foreslog i sit svar at man lod de to sager gå sin gang. Han gav udtryk for tillid til at loven nok skulle „give den rette løsning“, og tilføjede: „I modsat fald skal vi se hvad vi kan gøre. Som De sikkert forstår, er der ikke blot tale om ophævelse af et tidligere cirkulære, men om en retssag der verserer for højesteret.“
Atter „kendt“ i juridisk forstand
Retsmøderne gik glimrende. Advokaten, M. S. Muzurakis, gav en god fremstilling af hele sagen vedrørende Jehovas vidner. Han foreslog derefter at den tidligere bestemmelse blev annulleret. En af regeringens sagførere erklærede sig enig med ham, mens en anden, ikke særligt overbevisende, søgte at forsvare det cirkulære der havde nægtet Jehovas vidner deres rettigheder. Hvad blev udfaldet?
Den 3. juli 1975 afsagde retspræsidenten sin kendelse, der i begge tilfælde var til gunst for Jehovas vidner. I anerkendelse heraf udsendte indenrigsministeren et nyt cirkulære til alle landets byer og kommuner og til græske konsulater i udlandet, gående ud på at ægteskaber blandt Jehovas vidner, samt børn i disse ægteskaber, skulle indregistreres.
Hvor glædeligt for Jehovas vidner i Grækenland! Nu da disse alvorlige juridiske hindringer er ryddet af vejen kan de igen koncentrere sig helt og fuldt om deres kristne gerning — at forkynde det vigtigste af alle budskaber for deres medmennesker, den gode nyhed om Guds oprettede rige. — Matt. 24:14.
[Illustration på side 19]
Det tidligere kongeslot, hvor Grækenlands højesteret afsagde en betydningsfuld kendelse den 3. juli 1975