Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 12. del
Dommen skulle falde den 21. juni. Retssalen var fyldt. Da de anklagede blev spurgt om de havde noget at sige, svarede de intet. Så afsagde dommer Howe sin dom. Han sagde vredt: „Den religiøse propaganda, i hvilken disse mænd deltager, er mere skadelig for os end en hel division tyske soldater. De har ikke blot anfægtet regeringens love og efterretningstjenesten, men har også undsagt alle kirkernes præster. Deres straf bør være streng.“
Og det blev den. Syv af de anklagede blev idømt firs års fængsel (tyve år for hver af de fire anklager; dommene kunne afsones sideløbende). For Giovanni DeCecca blev afgørelsen udsat, men han fik til sidst fyrre års fængsel, ti år for hver af de fire anklager. De anklagede skulle afsone deres straf i forbundsfængselet i Atlanta i Georgia.
Retssagen havde varet i femten dage. De nedskrevne vidnesbyrd var meget omfangsrige, og proceduren var uretfærdig på mange punkter. Ja, det blev senere påvist at der var begået over 125 procedurefejl under retssagen. Appelretten behøvede kun nogle få af disse for at få proceduren endeligt stemplet som uretfærdig.
„Jeg gennemgik det hele sammen med brødrene og led sammen med dem mens de blev udsat for denne uretfærdige behandling,“ siger James Gwin Zea, der var til stede som observatør. Han fortsætter: „Jeg kan stadig se for mig hvordan dommeren nægtede at give broder Rutherford lejlighed til at forsvare sig. ’Bibelen gælder ikke ved denne domstol,’ sagde han. Jeg var sammen med broder M. A. Howlett på Betel den aften, og omkring kl. 10 fik vi meddelelse om at de var blevet kendt skyldige. Dagen efter fik de deres dom.“
Broder Rutherford og hans medarbejdere lod sig ikke anfægte af de uretfærdige domme og strenge straffe de havde fået. New York-avisen Tribune gav den 22. juni 1918 dette interessante referat: „Joseph F. Rutherford og seks af de øvrige ’russellitter’, der kendtes skyldige i overtrædelse af spionageloven, blev i går af dommer Howe idømt tyve års fængsel, som skal afsones i Atlanta. ’Dette er den lykkeligste dag i mit liv,’ sagde Rutherford på vej fra retten til fængselet, ’at lide jordisk straf på grund af sin religiøse overbevisning er en af de største forrettigheder et menneske kan få.’ En af de usædvanligste scener man nogen sinde har været vidne til i statsadvokaturens lokaler i forbundsretten i Brooklyn, udspilledes kort efter at de fængslede var ført ind i anklagejuryens sal. De dømtes slægtninge og nærmeste venner istemte en sang, og hele den gamle bygning genlød af tonerne fra sangen: ’Velsignede bånd, som binder os her.’ ’Det er alt sammen Guds vilje,’ sagde de til hinanden, og deres ansigter nærmest strålede. ’En dag vil verden få at vide hvad alt dette betyder. Lad os indtil da være taknemmelige for Guds nåde, som har hjulpet os gennem vore prøvelser, og se frem til den store dag der skal komme.’“
Mens sagens appel var til behandling prøvede brødrene to gange at blive løsladt mod kaution, men det blev afslået, først af dommer Howe og senere af dommer Martin T. Manton. I mellemtiden blev de først holdt forvaret i Raymond Street-fængselet i Brooklyn, „det mest snavsede hul jeg nogen sinde har været i,“ som A. H. Macmillan sagde. Clayton J. Woodworth kaldte det spøgende for „Hotel de Raymondie“. Dette ubehagelige ophold på en uge blev efterfulgt af endnu en uge i Long Island City-fængselet. Endelig, den 4. juli, på den amerikanske uafhængighedsdag, blev de uretfærdigt dømte mænd sendt af sted med tog til statsfængselet i Atlanta i Georgia.
Fjendernes jubel
Da disse kristne vidner for Jehova blev sat i fængsel, var det i billedlig forstand et dødsstød, som var til stor lettelse og fryd for deres fjender. Da opfyldtes ordene i Åbenbaringen 11:10: „Og de der bor på jorden fryder sig over dem og morer sig, og de sender hinanden gaver, for disse to profeter pinte dem der bor på jorden.“ De religiøse, juridiske, militære og politiske fjender af ’de to vidner’ sendte virkelig hinanden „gaver“, og de gjorde det ved at gratulere hinanden for den andel de havde haft i sejren over de plagsomme vidner.
I sin bog Preachers Present Arms omtaler Ray H. Abrams retssagen mod J. F. Rutherford og hans medarbejdere; forfatteren skriver:
„En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne. . . .
Da nyheden om dommene på tyve års fængsel nåede ud til udgiverne i den religiøse bladverden, jublede praktisk taget alle disse blade, store såvel som små, over det skete. Jeg har ikke været i stand til at finde sympatitilkendegivelser i nogen af de ortodokse religiøse blade. ’Der kan ikke være nogen tvivl om,’ konkluderer Upton Sinclair, at ’forfølgelsen . . . for en del skyldtes at de havde pådraget sig de „ortodokse“ religiøse organisationers had.’ Hvad kirkerne ved deres samlede bestræbelser ikke havde formået at gøre, syntes myndighederne nu at have haft held til at gennemføre for dem — nemlig at gøre det af med disse ’ba’alsprofeter’ for tid og evighed.“
Optimisme trods ’babylonisk fangenskab’
Fra 607 til 537 f.v.t. levede jøderne som fanger i det gamle Babylon. I lighed med dette fangenskab blev de indviede tilbedere af Jehova som var salvet med hans ånd, ført i ’landflygtighed’ i et babylonisk fangenskab under den første verdenskrig i årene 1914-1918. Deres fangne tilstand blev særlig mærkbar da de otte trofaste brødre fra Selskabets hovedkontor blev indespærret i forbundsfængselet i Atlanta i Georgia.
Men under hele denne vanskelige periode udkom hvert eneste nummer af The Watch Tower alligevel. Der var indsat en redaktionskomité, som sørgede for at bladet stadig udkom. Og til trods for de trængsler som de trofaste bibelstudenter blev udsat for dengang, var deres indstilling alligevel eksemplarisk. Broder T. J. Sullivan bemærker: „Jeg havde den forret at besøge betelhjemmet i Brooklyn sidst på sommeren i 1918, mens brødrene var i fængsel. De brødre der havde ansvaret for arbejdet på Betel var på ingen måde frygtsomme eller nedslåede. Snarere tværtimod. De var optimistiske og stolede på at Jehova nok skulle give sit folk sejren til sidst. Jeg havde den forret at være med ved morgenbordet om mandagen da brødrene der havde været ude på weekendopgaver, aflagde deres rapporter. Det tegnede et smukt billede af situationen. I hvert eneste tilfælde var brødrene tillidsfulde og ventede at Jehova ville lede deres arbejde i tiden derefter.“
En formiddag efter retssagen mod broder Rutherford og hans medarbejdere fik broder R. H. Barber en telefonopringning fra Rutherford, som bad ham om at komme hen til Pennsylvania Station, hvor brødrene skulle vente i nogle timer på et gennemgående tog til Atlanta. Broder Barber og nogle andre skyndte sig hen til stationen. Der sagde broder Rutherford at hvis brødrene på hovedkontoret blev generet for meget af politiet, skulle de sælge betelhjemmet og Brooklyn-tabernaklet og flytte enten til Philadelphia, Harrisburg eller Pittsburgh, eftersom Watch Tower Society var indregistreret i staten Pennsylvanien. Der blev foreslået priser på 60.000 dollars for betelhjemmet og 25.000 dollars for tabernaklet.
Hvordan kom det så til at gå? De der havde ansvaret for Selskabet, kom vitterlig ud for mange problemer. For eksempel var der mangel på papir og kul. Der herskede en stærk patriotisme, og mange betragtede med urette Jehovas kristne vidner som landsforrædere. I Brooklyn var der stærk fjendtlighed imod Selskabet, og det forekom umuligt at fortsætte arbejdet dér. Eksekutivkomiteen som stod for ledelsen af hovedkontoret drøftede sagen med andre brødre, og det blev besluttet at det bedste var at sælge Brooklyn-tabernaklet og lukke betelhjemmet. Tabernaklet blev efter nogen tid solgt for 16.000 dollars, efter hvad R. H. Barber husker. Senere blev der truffet alle de nødvendige arrangementer i forbindelse med at sælge betelhjemmet til myndighederne, undtagen selve overførelsen af salgssummen. Men så indtraf der noget som forhindrede det — våbenhvilen. Salget blev aldrig fuldbyrdet.
Den 26. august 1918 var man imidlertid begyndt at overføre Selskabets hovedkontor fra Brooklyn i New York til Pittsburgh i Pennsylvanien. „Når jeg tænker tilbage,“ siger Hazel Erickson, „kan jeg se at selv om det var et hårdt slag for bibelstudenterne at brødrene måtte gå i fængsel, så holdt de aldrig op med at forkynde. De var måske blot en smule mere forsigtige.“ Søster H. M. S. Dixon husker at „vennernes tro forblev stærk og møderne blev afholdt regelmæssigt“. Jehovas kristne vidner viste stadig deres tro på Gud. De var ganske vist midt i trængslernes og forfølgernes ild. Men Guds hellige ånd var med dem. Hvis de blot kunne holde ud, ville den Almægtige med sikkerhed frelse dem fra deres forfølgere og udfri dem fra deres ’babyloniske fangenskab’!
Fængselstiden
I midten af 1918 var J. F. Rutherford og hans syv medarbejdere altså blevet indespærret i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Et brev som A. H. Macmillan skrev den 30. august 1918 giver os et blik ind bag fængselsmurene. Broder Melvin P. Sargent har sendt os en kopi af brevet, og der står blandt andet:
„Du vil uden tvivl gerne høre lidt om vores forhold her i fængselet. Jeg skal kort fortælle dig nogle få ting om livet her. Broder Woodworth og jeg deler celle. Vores celle er meget ren, den er godt ventileret og der er godt med lys. Den er omkring 10 × 6 × 7 fod, der er to sovebrikse med halmmadrasser, to lagener, tæpper og puder, to stole, et bord og rigeligt med rene håndklæder og sæbe. Vi har også et skab hvor vi kan opbevare vore toiletsager. . . .
Alle brødrene arbejder sammen på skrædderværkstedet. Det er et godt ventileret og oplyst værelse på 60 × 40 fod [cirka 18 × 12 meter]. Broder Woodworth og jeg laver knaphuller og syr knapper i skjorter og fangedragter. Brødrene Van Amburgh, Robison, Fisher, Martin og Rutherford laver, eller rettere hjælper til med at lave, fængselsjakker og -bukser. Der arbejder i alt omkring 100 mand i denne afdeling. Fra det sted hvor jeg arbejder kan jeg se alle brødrene, og jeg kan forsikre dig om at det er interessant at se broder Van Amburgh ved en symaskine, mens han syr en søm der skal føje den østlige og vestlige del af et par bukser sammen. . . . Broder Rutherford har næsten opgivet håbet om nogen sinde at lære hvordan man sætter en jakke sammen. Jeg tror ikke han har gjort en eneste færdig endnu, selv om han har arbejdet i omkring tre uger. Når jeg kigger på ham ser han ud til at have travlt, men jeg tror egentlig han bruger det meste af tiden til at prøve at tråde en nål. [En af vagterne behandlede ham så urimeligt at nogle af de andre fanger tog jakken og gjorde den færdig. Senere blev broder Rutherford overført til et sted hvor han var mere ’hjemme’ — biblioteket.] . . .
Det første vi gør når vi er kommet tilbage til vore celler efter aftensmaden, er at læse eftermiddagsaviserne. Så er der en time, fra 18 til 19, hvor alle som ønsker det har lov til at spille på et hvilket som helst musikinstrument de har. Hvilken mangfoldighed! Jeg tror de spiller på alt hvad der nogen sinde er lavet, undtagen jødeharpe, og jeg overvejer at skaffe mig sådan en, for det er det eneste jeg kan spille på, bortset fra den tistrengede harpe. Under dette, som broder Woodworth kalder ’Dantes Inferno’, spiller vi domino. Derefter læser vi daggrybøgerne eller Bibelen til sengetid, klokken 22, hvor lyset bliver slukket. Dagen efter gør vi det samme, og sådan fortsætter det indtil lørdag. Lørdag eftermiddag går alle fangerne ud i gården. Der spilles baseball; der bliver spillet godt, og mændene er dybt interesserede i det. Jeg tilbringer sædvanligvis eftermiddagen med at spille tennis. De andre brødre går rundt og snakker sammen. De forskellige kategorier af folk samles i små grupper anarkister, socialister, bedragere, spritsmuglere, tyskvenlige, bankkasserere, sagførere, apotekere, læger, togrøvere, indbrudstyve, præster (hvoraf der er en hel del), osv., osv., osv. Fængselets orkester spiller adskillige programmer i løbet af eftermiddagen.“
De otte fængslede bibelstudenter havde lejlighed til at forkynde den gode nyhed om Guds rige for andre indsatte. Alle fangerne skulle overvære gudstjenesten søndag formiddag, og de der ønskede det kunne blive og deltage i søndagsskolen bagefter. De otte brødre dannede en klasse med studium og fællesskab for øje. Efterhånden sluttede andre af de indsatte sig til dem, og brødrene skiftedes til at undervise. Endda nogle af betjentene kom hen for at lytte. Interessen voksede, indtil der efterhånden var halvfems der overværede timerne.
Guds ords forvandlende kraft havde en stærk indvirkning på nogle af fangerne. En af dem sagde for eksempel: „Jeg er tooghalvfjerds år gammel, og jeg måtte bag tremmerne for at høre sandheden. Derfor er jeg glad for at jeg blev sendt i fængsel. I syvoghalvtreds år har jeg stillet spørgsmål til præsterne og aldrig kunnet få nogen tilfredsstillende svar. Alle spørgsmål jeg har stillet disse mænd [de fængslede bibelstudenter] er blevet besvaret til min tilfredshed.“
Den spanske syge rasede på det tidspunkt, og det bragte søndagsskoletimerne til ophør. Men lige før de otte bibelstudenter skulle løslades fra fængselet i Atlanta, blev alle de grupper som de havde undervist, samlet, og J. F. Rutherford talte til dem i omkring tre kvarter. Der var også nogle betjente til stede, og mange af de indsatte fældede en tåre af glæde over at høre om håbet om menneskehedens kommende frihed under Rigets styre. Da bibelstudenterne blev sat på fri fod efterlod de i fængselet en lille gruppe som forblev trofast.
Tillidserklæringer
Våbenstilstanden blev undertegnet den 11. november 1918, og den første verdenskrig var forbi. Men de otte bibelstudenter var stadig i fængsel. Dér var de også mens deres trosfæller afholdt et stævne i Pittsburgh i Pennsylvanien, fra 2. til 5. januar 1919. Dette stævne var kombineret med den betydningsfulde generalforsamling for Watch Tower Bible and Tract Society, som afholdtes lørdag den 4. januar 1919.
J. F. Rutherford var klar over at modstanderne inden for organisationen ville prøve ved denne generalforsamling at få ham og de andre ledende brødre i Selskabet udskiftet med folk som var efter deres smag. Den lørdag, den 4. januar, spillede A. H. Macmillan tennis på fængselets tennisbane. Macmillan fortæller hvad der skete:
„Rutherford kom ud til mig og sagde: ’Mac — jeg vil gerne snakke med dig.’
’Om hvad?’
’Om det, der sker i Pittsburgh.’
’Jeg vil hellere være med i turneringen herude.’
’Er du ikke interesseret i, hvad der sker? Ved du ikke, at de vælger en leder i dag? Måske bliver du udelukket og må blive her for stedse.’
’Broder Rutherford,’ sagde jeg. ’Må jeg fortælle dig noget, du måske ikke har tænkt på. Dette er første gang, siden Selskabet blev etableret, at det kan blive helt åbenbart, hvem Jehova ønsker som præsident.’
’Hvad mener du med det?’
’Jeg mener, at broder Russell som øverste myndighed i virkeligheden kontrollerede valget, og at han selv udpegede de forskellige ledere. Nu, da vi tilsyneladende er ude af spillet, er sagen en helt anden. Men, hvis vi slap ud i tide til at nå frem til valgmøderne, ville vi træde ind og som en selvfølge overtage broder Russell’s plads og de samme æresbevisninger, som han modtog. Det kunne se ud, som om det mere var menneskeværk end Guds værk.’
Rutherford så bare tankefuld ud og gik bort.“
Det blev en begivenhedsrig dag i Pittsburgh. „Da tiden kom hvor forretningsmødet skulle begynde var spændingen på sit højeste,“ husker Mary Harman. „Vi lagde mærke til at der var nogle fra oppositionen til stede, som håbede at få deres mand valgt ind i bestyrelsen.“
Et brev fra broder Rutherford blev læst højt for forsamlingen. Han sendte de kærligste hilsener til alle og advarede dem imod Satans stærkeste våben, nemlig stolthed, ærgerrighed og frygt. Som udtryk for sit ønske om at underlægge sig Jehovas vilje, foreslog han også i ydmyghed nogle mænd som var egnede, for det tilfældes skyld at der blev valgt nogle andre medlemmer til Selskabets bestyrelse.
Drøftelsen havde fortsat et stykke tid, da broder E. D. Sexton tog ordet og sagde:
„Jeg er lige ankommet. Mit tog var otteogfyrre timer forsinket på grund af snevejr. Der er noget jeg gerne vil sige, og for at få lettet mit hjerte må jeg hellere få det sagt nu. Kære brødre! Jeg er, som de fleste af jer, kommet her med visse tanker — både for og imod. Vi må, med al respekt for vore sagførervenner, sige at vi har talt med nogle andre sagførere. Jeg finder at det på mange måder er med dem ligesom med læger. De er ikke altid enige. Men jeg tror at det jeg siger vil være helt i overensstemmelse med det de har sagt. Der er ingen juridiske hindringer. Hvis vi ønsker at genvælge vore brødre nede sydpå [i fængselet] til en hvilken som helst opgave de kan bestride, kan jeg ikke se, eller forstå ud fra nogen af de oplysninger jeg har fået, hvordan dette på nogen som helst måde kan være berørt af deres sag for forbundsdomstolen eller deres forhold til offentligheden.
Jeg tror at den største ære vi kan vise vor kære broder Rutherford vil være at genvælge ham til Vagttårnsselskabets præsident. Jeg tror ikke der hersker nogen tvivl i offentlighedens sind om hvor vi står i denne sag. Hvis vore brødre på en eller anden måde teknisk set har overtrådt landets lov, uden selv at være klar over det, så véd vi at deres motiver har været rene. Og over for den almægtige Gud har de aldrig overtrådt hverken Guds lov eller menneskers lov. Vi kunne give udtryk for den største tillid til vore brødre, dersom vi genvalgte broder Rutherford til Selskabets præsident.
Jeg er ikke jurist, men hvad det juridiske angår i dette tilfælde, er der én lov jeg kender, og det er de loyales lov. Det er loyalitet Gud kræver. Jeg kan ikke forestille mig at vi kan give udtryk for nogen større tillid end den at foretage en afstemning og genvælge broder Rutherford til præsident.“
Man indstillede kandidaterne til de forskellige poster, der blev holdt afstemning, og J. F. Rutherford blev valgt til præsident, C. A. Wise til vicepræsident, og W. E. Van Amburgh til sekretær og kasserer. Anna K. Gardner tænker tilbage og siger: „Der var dyb glæde efter dette møde, over igen at se Jehovas tydelige ledelse af sit folk.“
Scenen skifter; vi er tilbage i fængselet i Atlanta. Det er søndag den 5. januar 1919. J. F. Rutherford banker på væggen ind til Macmillans celle og siger: „Stik hånden ud.“ Han rækker Macmillan et telegram. Hvad står der i det? At Rutherford er blevet genvalgt til præsident. Senere samme dag sagde broder Rutherford til A. H. Macmillan: „Jeg vil gerne sige dig noget. Du kom med en bemærkning i går, som jeg har tænkt meget over; det var din udtalelse om at vi blev sat i broder Russell’s sted og at det kunne have øvet en indflydelse på valget hvis vi havde været i Pittsburgh og at Herren så ikke ville have haft mulighed for at vise hvem han ønskede til at lede Selskabet. Næh, broder, hvis jeg nogen sinde slipper ud herfra, så skal jeg med Guds hjælp knuse enhver form for persondyrkelse. Og hvad mere er, jeg vil tage sandhedens dolk og flå indvoldene ud af det gamle Babylon. Det var dem der fik os herind, men vi skal nok komme ud.“ Og Rutherford mente det. Fra han blev løsladt og lige til sin død i begyndelsen af 1942 holdt han sit løfte om at afsløre ondskaben i den falske religion.
Indsats for at gennemføre løsladelsen
I februar 1919 iværksatte nogle aviser en kampagne over hele U.S.A., i den hensigt at udvirke at J. F. Rutherford og hans medarbejdere blev løsladt. Bibelstudenterne skrev tusinder af breve til bladudgivere, kongresmedlemmer, senatorer og guvernører, hvori de opfordrede disse mænd til at gøre noget for de otte fængslede kristne. Mange af dem der modtog sådanne anmodninger, udtrykte at de var stemt for en løsladelse og tilkendegav at de gerne ville hjælpe.
(Fortsættes i næste nummer)