Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 13. del
For eksempel stod der i et brev fra et kongresmedlem ved navn E. W. Saunders fra Virginia: „Jeg har modtaget Deres brev angående sagen om bibelstudenterne som nu er fængslet i Atlanta. Jeg vil gerne sige at jeg er stemt for en benådning af disse mænd, og jeg vil med glæde være med til at anbefale dette. Disse folk er ikke forbrydere i ordets almindelige forstand, selv om de måske har været skyldige i en teknisk overtrædelse af loven. Men nu er krigen forbi, og vi bør prøve at lægge den bag os så hurtigt som muligt.“ Borgmester Henry W. Kiel fra Saint Louis i Missouri skrev til U.S.A.s præsident Woodrow Wilson: „Tillad mig at føje min personlige anmodning til dem De allerede har modtaget, om at de herrer Rutherford m. fl. fra International Bible Students Association tillades at blive løsladt mod kaution, mens de afventer de højere domstoles endelige afgørelse på deres sag, og, om muligt, at der gives benådning i disse sager.“
I marts 1919 blev der gjort et nyt forsøg på at få broder Rutherford og hans medarbejdere løsladt. I en kampagne over hele U.S.A. blev der indsamlet underskrifter, og på kort tid havde 700.000 skrevet under. Denne anmodning var dermed sin tids største. Den blev imidlertid aldrig forelagt præsident Wilson eller regeringen, for inden det kunne ske var der taget skridt til at løslade de otte bibelstudenter. Anmodningen tjente ikke desto mindre som et enestående vidnesbyrd.
Om arbejdet med at samle underskrifter på denne anmodning fortæller søster A. L. Claus: „Selvfølgelig kom vi ud for mange forskellige slags oplevelser. Nogle skrev med glæde under, og så aflagde vi et vidnesbyrd, mens andre var fjendtlige og sagde: ’Lad dem bare blive der til de rådner op.’ Under normale forhold ville det have været et ydmygende arbejde, men vi følte at Jehovas ånd ledte os; så vi glædede os over det og fortsatte lige til arbejdet var fuldført.“
Løsladelsen
Den 2. marts 1919 sendte den dommer der havde haft med sagen at gøre, nemlig forbundsdistriktsdommer Harland B. Howe, et telegram til justitsminister Gregory i Washington, D.C., hvori han anbefalede „øjeblikkelig benådning“ af de otte fængslede bibelstudenter. Justitsministeren havde sendt dommer Howe et telegram hvori han bad ham om at tage dette skridt. Det ser ud til at det skete fordi de fængslede brødre havde appelleret sagen, og hverken justitsministeren eller dommer Howe havde noget ønske om at sagen skulle komme for de højere domstole. (Den eneste grund til at de otte brødre var i fængsel mens resultatet af appellen blev afventet, var at dommer Howe og senere dommer Manton havde nægtet løsladelse mod kaution.) Det er også interessant at læse det brev dommer Howe sendte til justitsministeren den 3. marts 1919:
„Højtærede hr. justitsminister!
Som svar på Deres telegram af den 1. ds. telegraferede jeg Dem samme aften som følger:
’Anbefaler øjeblikkelig benådning af Joseph Rutherford, William E. Van Amburgh, Robert J. Martin, Fred H. Robison, George H. Fisher, Clayton J. Woodworth, Giovanni DeCecca, A. Hugh Macmillan. De var alle anklaget i samme sag i New Yorks østlige distrikt. Min indstilling er at man skal vise storsind nu hvor krigen er forbi. De gjorde megen skade ved at prædike og udbrede deres religiøse læresætninger.’
Den hårde straf på tyve års fængsel blev tildelt hver af de anklagede undtagen DeCecca. Han fik ti år. Mit hovedformål var at statuere et eksempel som en advarsel til andre, og jeg var af den opfattelse at præsidenten ville benåde dem når krigen var forbi. Som jeg nævnte i mit telegram har de gjort megen skade, og det kan muligvis hævdes at de ikke bør sættes på fri fod så hurtigt efter, men da de ikke kan betragtes som farlige nu, er jeg tilbøjelig til at være lige så lemfældig som jeg var streng da jeg afsagde dommen. Jeg tror de fleste af dem, om ikke de alle, var oprigtige, og jeg sætter ikke pris på at holde sådanne mennesker i fængsel efter at de ikke længere har lejlighed til at gøre skade. Deres sag har endnu ikke været for kredsappelretten.
Med højagtelse
(underskrevet) Harland B. Howe,
distriktsdommer.“
Den 21. marts 1919 gav højesteretsdommer Louis D. Brandeis ordre til at de otte brødre i fængselet skulle løslades mod kaution og at de skulle have ret til at få deres sag behandlet af en appeldomstol den 14. april samme år. De blev løsladt prompte, og tirsdag den 25. marts forlod de forbundsfængselet i Atlanta med tog. I Brooklyn den 26. marts 1919 blev brødrene løsladt af forbundsmyndighederne mod en kaution på 10.000 dollars for hver, idet man afventede sagens appel.
Den lykkelige hjemkomst
„Der blev stor glæde blandt brødrene ved nyheden om deres løsladelse, og man mødte op for at byde dem velkommen hjem,“ fortæller Louise Paasch, og hun fortsætter: „De arrangerede hurtigt en stor festmiddag på betelhjemmet i Brooklyn. Jeg kan huske at min fader tog til Brooklyn for at hjælpe med at gøre værelserne i stand og deltage i glæden over at byde brødrene velkommen tilbage.“
Hvor var det en lykkelig dag! Mabel Haslett skriver: „Jeg kan huske at jeg bagte hundrede berlinerboller, og det så ud til at brødrene kunne lide dem . . . Jeg kan stadig se broder Rutherford række ud efter dem. Det var uforglemmeligt da han og de andre fortalte deres oplevelser. Jeg kan også huske da broder DeCecca, som ikke var ret høj, stillede sig op på en stol så alle kunne se og høre ham.“ Giusto Battaino fortæller: „Der blev lavet middag med kyllinger, og vi var så mange at vi måtte stå op og spise. Og hvor var det spændende at høre brødrenes oplevelser! . . . En af de ting broder DeCecca sagde var: ’Brødre, jo større trængsler, jo større velsignelser.’ Og jeg kunne i sandhed se Jehovas rige velsignelse over hans folk.“
Om aftenen den 1. april 1919 holdt brødrene fra hovedkontoret en velkomstmiddag for de løsladte brødre på hotel Chatham i Pittsburgh. T. J. Sullivan siger: „Der var ingen grænser for Jehovas folks glæde da vore brødre blev løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta tirsdag den 25. marts 1919. . . . Deres stadige hengivenhed for Jehova fremgik af at de straks gik i gang med at forkynde for Guds folk overalt om Jehovas udfrielse, nemlig ved stævnet i Cedar Point i 1919.“
Fuldstændig oprejsning
De otte bibelstudenters appelsag skulle behandles den 14. april 1919. De blev afhørt af Andet distrikts Forbundsappelret i New York, og den 14. maj 1919 blev de uretfærdige domme omstødt. Det var dommerne Ward, Rogers og Manton som førte forsædet. Da dommer Ward gav udtryk for rettens afgørelse om at sagen skulle prøves på ny, sagde han: „De anklagede i denne sag har ikke fået den nøgterne og upartiske behandling de havde ret til, og derfor omstødes dommen.“
Dommer Martin T. Manton afgav dissens, det vil sige at han var imod en omstødelse af den tidligere dom. Den 1. juli 1918 havde denne dommer, som var katolik, uden at anføre nogen grund nægtet at give Rutherford og hans medanklagede ret til løsladelse mod kaution, med det resultat at de uretfærdigt sad i fængsel i ni måneder mens de ventede på at sagen kunne blive taget op til appel. For øvrigt blev denne dommer Manton senere af pave Pius XI slået til „ridder af Sankt Gregor den Stores orden“. Men senere blev Mantons foragt for retfærdigheden afsløret. Den 3. juni 1939 blev han idømt maksimumstraffen for sine forseelser: To års fængsel plus en bøde på 10.000 dollars for vanærende misbrug af sin høje stilling som forbundsdommer. Han havde ved afsigelsen af seks domme modtaget bestikkelse på i alt 186.000 dollars — over en million kroner.
Da de uretfærdige domme mod de otte bibelstudenter blev omstødt den 14. maj 1919, betød det at de nu var frie, medmindre staten ønskede at retsforfølge dem. Men nu var krigen forbi, og myndighederne indså at det ville være umuligt at få dem dømt på grundlag af det foreliggende materiale. Den 5. maj 1920 bekendtgjorde statsadvokaten derfor ved et åbent retsmøde at anklagen var trukket tilbage. Sagen faldt efter forslag om ikke at forfølge den videre. Sådan gik det til at alle disse otte kristne mænd blev renset fuldstændigt for en uretfærdig og lovstridig dom.
Tiltalefrafaldet og omstødelsen af dommen betød at J. F. Rutherford og hans syv medarbejdere havde fået fuldstændig oprejsning. Nogle har omtalt dommer Rutherford som „en tidligere straffefange“, men det er fuldstændig uden grund. Domstolens afgørelse den 14. maj 1919 fastslog helt og holdent at han og hans medarbejdere havde været fængslet uden lovlig grund. At broder Rutherford ikke blev betragtet som en tidligere straffefange kan bevises med at han senere praktiserede som sagfører ved U.S.A.s højesteret, hvilket er umuligt for en tidligere straffefange. I efteråret 1939, tyve år efter den uretfærdige fængsling, påhørte de ni dommere ved højesteret Rutherfords fremstilling af en sag, idet han virkede som sagfører i sagen Schneider mod New Jersey. Dommerstemmerne var otte mod en til fordel for Rutherfords klient, Clara Schneider, et af Jehovas kristne vidner.
I de kritiske år 1918 og 1919 kom Jehovas folk ud for svære trængsler. Men med Guds hjælp stod de dem igennem. (Rom. 5:3-5) Satan havde, på trods af de forskellige metoder han benyttede sig af, ikke formået at få dem der priste Gud, til at forstumme. Bibelstudenternes årstekst for 1919 var derfor meget passende — den lød: „Intet Vaaben, som dannes imod dig, skal have Fremgang, . . . Dette er Herrens Tjeneres Arv.“ — Es. 54:17.
En ny holdning
Efter trængselstiden i 1917-1919 underkastede Jehovas folk sig en selvransagelse. De indså at de på flere områder havde handlet på en måde som Gud ikke kunne godkende, og de søgte tilgivelse i bøn, idet de angrede deres tidligere handlemåde. Jehova tilgav dem og velsignede dem. — Ordsp. 28:13.
De var for eksempel gået på kompromis derved at de havde skåret nogle sider ud af bogen The Finished Mystery for at behage censuren. Et andet eksempel har at gøre med en meddelelse i The Watch Tower for 1. juni 1918; der stod: „I overensstemmelse med Kongressens beslutning af 2. april og præsidentens opfordring af 11. maj foreslås det at Herrens folk overalt sætter den 30. maj til side til bøn og påkaldelse.“ Der fulgte nogle rosende udtalelser om De forenede Stater, hvilket ikke var i harmoni med de kristnes neutrale standpunkt. — Joh. 15:19; Jak. 4:4.
Under den første verdenskrig var der opstået spørgsmål blandt bibelstudenterne om hvordan de skulle stille sig til militærtjeneste. Nogle havde nægtet at deltage på nogen som helst måde, men andre var gået med til våbenfri tjeneste. I samme forbindelse var også opstået spørgsmålet om man kunne købe krigsobligationer eller ej. Hvis man ikke gjorde det, kunne man risikere forfølgelse, ja ligefrem voldelige overgreb. Når Jehovas tjenere i dag betragter nationernes forehavender, hvad disse end går ud på, så handler de i harmoni med sådanne bibelske principper som det man kan læse i Esajas 2:2-4, hvor der til sidst står: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“
Ja, Jehovas tjenere havde indtaget en ny holdning da de gik ind i 1920rne. De havde gennemgået nogle vanskelige år, men Kristi salvede disciple, de symbolske „to vidner“, var nu åndeligt levende igen og klar til at gå i aktion. Hvordan kom det så vidt? Hvad skete der i månederne der fulgte umiddelbart efter at broder Rutherford og hans syv medarbejdere var blevet løsladt fra fængselet?
En vellykket prøve
Da Rutherford blev løsladt fra fængselet var han optaget af et betydningsfuldt spørgsmål: Hvor stor er interessen for Rigets budskab? Han var syg, og man kunne med rimelighed forvente at han først og fremmest ville være optaget af sit helbred, men han måtte simpelt hen have dette vigtige spørgsmål besvaret.
Det forholdt sig sådan at broder Rutherford og broder Van Amburgh i de måneder hvor de havde opholdt sig i forbundsfængselet i Atlanta, havde delt en celle hvor der ikke var tilstrækkelig ventilation fordi en ventilator var ude af funktion. Da de ikke havde fået tilstrækkeligt med ilt, var deres organisme blevet fyldt med giftstoffer. I fængselet pådrog broder Rutherford sig en lungesygdom som han måtte kæmpe med under resten af sit jordiske liv. Kort efter sin løsladelse fik han lungebetændelse. Han blev så syg at der var tvivl om hvorvidt han ville overleve. Han rejste til Californien, både af hensyn til sit helbred og fordi hans familie boede der.
For at prøve at finde ud af hvor stor interesse der var for Rigets budskab arrangerede broder Rutherford et offentligt møde i Clune’s Auditorium i Los Angeles søndag den 4. maj 1919. I en omfattende aviskampagne der gik forud, lovede han i sit foredrag at fortælle den nøjagtige grund til at lederne af Watch Tower Society var blevet uretfærdigt og ulovligt dømt.
De lokale præster troede at bibelstudenterne og Selskabet var færdige, og at der ikke ville komme et eneste menneske til det arrangerede foredrag „Håb for den nødlidende menneskehed“. Men de tog fejl. Der kom 3500, og yderligere 600 måtte gå med uforrettet sag, fordi der ikke var nogen pladser tilbage. Rutherford lovede at tale til dem mandag aften. Selv om han havde været syg hele dagen, holdt han så et foredrag for en forsamling på 1500. Han var så syg at han efter cirka en time måtte afløses af en medarbejder. Men prøven i Los Angeles havde været vellykket. Der var stor interesse for Rigets budskab.
„Skal betelhjemmet genåbnes?“
Også dette var et stort spørgsmål. Brooklyn-tabernaklet var blevet solgt. Betelhjemmet tilhørte stadig Selskabet, men det var så godt som tømt for inventar, og hovedkontorets funktioner var blevet overført til Pittsburgh. Brødrene dér havde ikke ret mange penge, og deres kontor i Federal Street var langtfra egnet til udvidelse. Der var ingen muligheder for at foretage trykning, og mange af de klicheer man havde benyttet ved trykningen af Selskabets bøger og blade, var gået tabt. Udsigterne var ikke ligefrem lyse.
Men under J. F. Rutherfords ophold i Californien skete der noget interessant ved Selskabets hovedkontor i Pittsburgh. En formiddag kom en mand ved navn George Butterfield, en kristen broder som var temmelig velhavende, ind på kontoret. Broder Macmillan talte med ham i dagligstuen og fortalte ham at broder Rutherford var i Californien, og så skete der følgende, efter hvad Macmillan selv fortæller:
„Han sagde: ’Har I et privat værelse her?’
’Ja, hvis vi låser den dør der — så er det privat! Hvad er det du vil, George?’
Han begyndte at tage skjorten af, mens jeg talte med ham. Jeg troede han var blevet tosset. Hans udseende bar præg af den lange rejse; sædvanligvis var han sirligheden selv. Da han stod i sin undertrøje bad han om en kniv. Så skar han en lille lap af som sad på trøjen og tog et bundt penge ud. Der var henved 10.000 dollars i sedler.
Han lagde dem fra sig og sagde: ’De penge kan hjælpe jer til at få arbejdet i gang. Jeg ville ikke sende en check, da jeg ikke vidste hvem der var her. Jeg rejste ikke med sovevogn, for jeg ville ikke så gerne have at nogen skulle komme og tage pengene fra mig — hvis der var nogen der havde en anelse; derfor sad jeg op hele natten. Jeg var ikke klar over hvem der ledede arbejdet her, men nu da jeg ser jer som jeg kender og stoler på, så er jeg glad for at jeg er kommet!’ . . . Det var en behagelig overraskelse og en stor opmuntring.“
Da broder Rutherford var vendt tilbage til Selskabets kontor i Pittsburgh instruerede han Selskabets vicepræsident, C. A. Wise, om at rejse til Brooklyn og undersøge om betelhjemmet kunne genåbnes og der kunne lejes lokaler hvor Selskabet kunne begynde at trykke. Følgende samtale udspandt sig:
„Rejs til New York og se om det er Herrens vilje at vi skal vende tilbage til Brooklyn.“
„Hvordan kan jeg afgøre om det er Herrens vilje at vi skal vende tilbage?“
„Det var kulmangelen i 1918 der tvang os til at flytte fra Brooklyn tilbage til Pittsburgh. Lad os gøre kul til prøvestenen denne gang også. Tag ind og bestil noget kul.“ [I New York var kul stadig rationeret ved slutningen af krigen.]
„Hvor mange tons mener du at jeg skal bestille for at det kan være en prøve?“
„Det skal være en ordentlig prøve; bestil fem hundrede tons.“
Og det gjorde broder Wise. Han indsendte sin ansøgning til myndighederne — og fik bevilget fem hundrede tons kul! Straks telegraferede han til J. F. Rutherford. Dette store kvantum ville sikre forsyningen flere år frem. Men hvor skulle de gøre af det? Store dele af betelhjemmets kælder blev omdannet til kullager. Denne vellykkede prøve blev opfattet som et umiskendeligt tegn på at det var Guds vilje at man skulle flytte tilbage til Brooklyn, hvilket man så gjorde den 1. oktober 1919.
(Fortsættes i næste nummer)