Amatørradio — en hobby der kan hjælpe andre
„HJÆLP OS,“ råbte en radioamatør fra nordkysten af Honduras. „Her er ved at ske noget forfærdeligt! I kan simpelt hen ikke forestille jer det!“ Den rasende orkan Fifi var faret hærgende gennem hans land. „Ubekræftede meldinger fra radioamatører i området tyder på at antallet af dødsofre er omkring 200,“ hed det da New York Times bragte de første nyheder om uvejret.
Endnu en gang havde radioamatører været blandt de første til at bringe en vigtig besked ud til omverdenen. Hele verden var rystet i flere dage efter begivenheden, efterhånden som det fulde omfang af denne tragedie i 1974 blev kendt. Og som sædvanlig var radioamatører med til at yde hjælp ved at udsende oplysninger og bringe besked fra overlevende til deres bekymrede pårørende.
Der kan anføres tusinder af tilfælde hvor radioamatører har været til værdifuld hjælp i katastrofesituationer, hvor amatørapparaterne måske har været den eneste mulighed der stod tilbage hvis man ville opnå kontakt med omverdenen. De har også tit været til hjælp for læger i en nødsituation. For ikke så længe siden medvirkede en halv snes forskellige radioamatører i mindst tre lande til at finde et sted hvor man havde et bestemt, meget sjældent antibiotikum og til at sørge for at få det bragt frem til et sted hvor man havde brug for det i et forsøg på at redde en lille pige fra Ecuador.
Hvem bliver radioamatører?
Blandt de mere end 750.000 mennesker i hele verden som finder det både fængslende og lærerigt at have deres egen radiosender og -modtager, er der mindst én senator i U.S.A., en berømt entertainer, en astronaut og en konge i mellemøsten. Nogle radioamatører er teknikere, men langt de fleste er ganske almindelige mænd, kvinder og børn fra alle mulige samfundslag og erhverv; nogle er ikke mere end syv år gamle, og andre er oppe i firserne. Men de har det tilfælles at de er betagede af denne form for kommunikation — at de kan tale med deres venner eller med helt fremmede mennesker i den modsatte ende af byen, eller af verden, med udstyr som de selv kan sidde og styre.
En begejstret radioamatør siger at hans hobby er „som at være tilkoblet verdens længste partstelefonledning. Man ved aldrig hvem der bliver den næste der ’tager røret’, hvor han er henne, eller hvad han vil sige“. Amatørerne kan også lære meget om hvordan folk lever i fjerne lande. Da de fleste af dem har et vist kendskab til engelsk, kan de også gøre sig forståelige over for hinanden.
Mange radioamatører har venner over hele verden og taler regelmæssigt sammen over radioen, skønt de aldrig har truffet hinanden personligt. Én fortæller at han med jævne mellemrum har kontakt med ’en ung dame i Houston, og desuden med en gammel fyr i New York hvis kone døde for nylig; denne mand kan ikke sove ret meget mere, men sidder ved sin sender dag og nat. Radioamatørerne er faktisk de eneste venner han har tilbage’. Den hjælpsomme ånd og venlige atmosfære der som regel råder når radioamatørerne taler sammen „i æteren“ kan være til stor styrke og opmuntring for ældre og handicappede, som ad denne vej kan „rejse“ rundt i hele verden uden at forlade deres stol.
Hvordan det begyndte
Italieneren Marconi var den første der beviste at der kan overføres signaler ved hjælp af „trådløs telegrafi“. Det var i 1895. Inden længe havde adskillige folk med interesse for teknik lært sig at bygge en simpel, hjemmelavet sender og modtager, og snart begyndte de at sende til hinanden. Sådan begyndte amatørradioerne omkring århundredskiftet.
Efter nogle år opstod der talrige statsdrevne og kommercielle radiostationer, og hundreder af amatører begyndte også at sende deres signaler ud i æteren. Det blev nødvendigt at indføre nogle regler for at undgå at alle disse sendere forstyrrede hinanden. Derfor kræver myndighederne i de fleste lande nu at alle radioamatører skal have en licens for at kunne sende, og desuden tildeler myndighederne de radiofrekvenser som de enkelte kan benytte. I Danmark styres dette af Post- og Telegrafvæsenet, i De forenede Stater af Federal Communications Commission (FCC).
Myndighederne — for eksempel telegrafvæsenet — tildeler også de enkelte amatører deres kaldesignaler. I Danmark vil dette signal altid begynde med bogstaverne „OZ“. En amatør i U.S.A. kunne have kaldesignalet „WA2RIK“. Et „W“ eller „K“ som første bogstav angiver at det er en sender fra U.S.A., mens „J“ kan betyde Japan, „F“ Frankrig, og så videre. Tallet „2“ fortæller at senderen er fra et af ti større områder i De forenede Stater, et område der omfatter New York og New Jersey. Hvis man hører kaldesignalet fra en sender kan man altså afgøre nogenlunde hvor den befinder sig, og på den måde kan man få at vide hvor langt ens eget signal har rakt.
Begyndere kan som regel få licens uden at have nogen særlig stor teknisk viden. I Danmark kan man få en „lille“ amatørlicens (med ret til at sende inden for et begrænset område) ved at bestå en forholdsvis ukompliceret skriftlig prøve. I De forenede Stater kan en begynder få en licens fra FCC hvis han kan morse fem ord i minuttet og hvis han kan bestå en ret enkel skriftlig eksamen. Med sin „begynderlicens“ kan amatøren telegrafere i morsekode indtil han efterhånden kvalificerer sig til at få en større licens som giver ham lov til at tale ud i æteren.
Udstyret
Skal man bruge dyre og indviklede apparater for at have fornøjelse af denne hobby? Ikke nødvendigvis. Oprindelig var alle amatørradioer hjemmebyggede, altså bygget af amatøren selv, og endnu i dag bygger mange deres udstyr af samlesæt. En begynder kan sandsynligvis skaffe sig et simpelt udstyr for nogle få hundrede kroner.
En radiosender kan være nok så god — dens effektivitet er dog betinget af en god antenne. Der findes radioamatører som har talt med stationer over hele jorden ved hjælp af en god antenne og en sender hvis effekt ikke var større end ti watt — hvilket næppe er nok til at fremkalde bare et lille blink i en 60-watts-pære! Mange professionelle radiostationer har en effekt på 5000 eller helt op til 50.000 watt.
Kommunikationsmulighederne afhænger desuden i høj grad af de atmosfæriske forhold. Radiosignalerne kastes tilbage af ionosfæren (som befinder sig mellem 50 og 400 kilometer over jordens overflade), og derfor kan de række meget længere end et direkte signal, idet de ikke begrænses af jordens krumning. Flere ting kan have indflydelse på modtage- og sendeforholdene — atmosfæriske forandringer på forskellige tider af døgnet, solpletter, ja, selv nordlys.
Betjeningen af stationen
Lad os sige at du sidder ved dit bord med senderen og modtageren foran dig. Hvad skal du nu gøre? Hvis du bare ønsker at tale med en eller anden, ligegyldig hvor, kan du stille ind på en af de bølgelængder der almindeligvis benyttes af amatører. Så siger du „CQ, CQ“ nogle gange i mikrofonen, efterfulgt af dit eget kaldesignal, og derefter lytter du. „CQ“ er en af de talrige forkortelser der benyttes af radiofolk. Det betyder at man gerne vil tale med en eller anden. Efter at man således har kaldt tre eller fire gange, vil man måske få et svar fra en anden station, og nu er det spændende at få at vide hvor langt signalet har rakt — måske til et andet land, ja måske flere tusind kilometer.
Det kan selvfølgelig også være at du gerne vil tale med en bestemt person — lad os sige en radioamatør i Peru. Så skal antennen først drejes i den rigtige retning. Derefter søger du hen over den pågældende del af amatørfrekvenserne for at høre om stationerne i det pågældende område kommer ind. Hvis det ikke er tilfældet bliver du måske nødt til at prøve på et andet tidspunkt. Men hvis du kan høre nogle kaldesignaler fra det område du gerne vil nå frem til (identificeret ved hjælp af de første bogstaver i kaldesignalet), kan du nu kalde „CQ“ to eller tre gange og nævne det ønskede sted, for eksempel „CQ Lima“.
Hvis du stadig ikke får noget svar, kan du stille ind på en af de internationale frekvenser som radioamatører benytter i fællesskab på forskellige tider af døgnet. Disse frekvenser er en slags „mødested“ hvor radioamatørerne hjælper hinanden med at få kontakt, specielt til andre lande. En af amatørerne agerer frivillig „kontrolstation“, og alle andre amatører kan kontakte ham hvis de gerne vil have en besked bragt videre.
Hertil skal føjes at myndighederne i de forskellige lande har forskellige regler som man må sætte sig ind i før man får lov at sende. Mange steder må amatører for eksempel kun udveksle oplysninger af rent teknisk art i forbindelse med deres sendere og modtagere. I katastrofesituationer gælder der dog ingen begrænsninger.
En hjælp
I nogle lande (dog langtfra alle) tillader myndighederne at radioamatører kan benytte en særlig indretning hvorved de kan slutte deres radio til et lokalt telefonsystem. På den måde kan de tale med venner og bekendte i fjerne lande skønt disse ikke selv er radioamatører. Missionærer der bor langt fra deres hjem har ofte kunnet tale med deres familie i for eksempel U.S.A. ad denne vej, og det har kun kostet cirka det samme som en lokal telefonsamtale.
Da orkanen Fifi ramte Honduras blev værdien af dette system demonstreret. En radioamatør som arbejder på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, fik kontakt med Selskabets afdelingskontor i Honduras gennem en radioamatør i hovedstaden Tegucigalpa, hvis anlæg kunne tilsluttes det lokale telefonsystem. Sådan kunne de, blot en eller to dage efter katastrofen, udveksle oplysninger om nødhjælpsarbejdet, og man erfarede hurtigt at der ikke var kendskab til nogen dødsfald blandt de cirka 2500 Jehovas vidner i Honduras.
Det sker således ret tit at der kan udveksles nyttige oplysninger gennem amatørradioer. En søndag aften var der således en gruppe amatører der talte sammen i æteren, da en af dem, en mand fra Colombia i Sydamerika, fortalte at han havde brug for nogle oplysninger om en særlig type søjlehøjttalere til et kristent stævne der skulle afholdes. En radioamatør i Texas ringede til en mand der havde erfaring på området, og oplysningerne blev øjeblikkelig sendt videre til Colombia.
Blandt de mange radioamatører i hele verden er der nu næsten 600 Jehovas vidner i over 30 lande og øområder som „mødes i æteren“ på faste tidspunkter og på bestemte bølgelængder for at tale sammen og udveksle erfaringer. Skemaet på forrige side viser de tidspunkter og bølgelængder der oftest bruges af radioamatører blandt Jehovas Vidner fra forskellige dele af verden når de taler sammen over deres radio.
At være radioamatør er således en hobby der, når den holdes på et rimeligt plan og dyrkes med ligevægt så den ikke griber ind i andre forpligtelser, både kan være fornøjelig og lærerig. Og desuden kan radioamatøren en dag være til hjælp i en katastrofesituation. — Indsendt.
[Oversigt på side 19]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Frekvenser og faste „mødetider“ der benyttes af radioamatører blandt Jehovas Vidner
TELEFONI
søn., man., ons.
Greenwich Mean Time:
1.00
Nordamerika, østlig tidszone:
20.00
Frekvens:
14.300 Mhz
lør.
Greenwich Mean Time:
21.00
Nordamerika, østlig tidszone:
16.00
Frekvens:
21.375 Mhz
man. til fre.
Greenwich Mean Time:
12.30
Nordamerika, østlig tidszone:
7.30
Frekvens:
7.245 Mhz
hver dag
Greenwich Mean Time:
11.00
Nordamerika, østlig tidszone:
6.00
Frekvens:
3.965 Mhz
hver dag
Greenwich Mean Time:
1.00
Frekvens:
3.977 Mhz
man. (Europa, engelsk)
Greenwich Mean Time:
18.00
Frekvens:
3.660 Mhz
man. (Europa, engelsk/tysk)
Greenwich Mean Time:
20.00
Frekvens:
3.745 Mhz
TELEGRAFI
søn, man., ons.
Greenwich Mean Time:
2.00
Nordamerika, østlig tidszone:
21.00
Frekvens:
7.110 Mhza
søn, man., ons.
Greenwich Mean Time:
2.30
Nordamerika, østlig tidszone:
21.30
Frekvens:
3.710 Mhzb
lør.
Greenwich Mean Time:
21.30
Nordamerika, østlig tidszone:
16.30
Frekvens:
21.119 Mhzc
[Fodnote]
a „Begynderfrekvenser“
b „Begynderfrekvenser“
c „Begynderfrekvenser“