Jordskælv hærger Guatemala — en øjenvidneskildring
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I GUATEMALA
IKKE sjældent rumler jorden under Guatemala, ja i virkeligheden under store dele af Mellemamerika. Mange her er mestre i at vågne brat fra den blideste søvn, komme på benene og nå ud på gaden endnu før lyden fra den sidste rumlen er døet bort. Men af og til bliver det til mere end blot en rumlen.
I 1917 bragte et mægtigt jordskælv store ødelæggelser over hovedstaden, Guatemala City. Den blev imidlertid genopbygget og er nu den største by i Mellemamerika. Indbyggerantallet ligger på omkring en million.
Min kone og jeg bor her i Guatemala City, og vi er derfor vant til den hyppige rumlen. Men i morgendæmringen onsdag den 4. februar kom vi ud for en så voldsom rystelse og bevægelse i jorden som kun få i Guatemala nogen sinde havde oplevet. Sørgeligt var det at mange ikke overlevede det.
Man har anslået at 50.000 mennesker døde, men det officielle tal ligger nu i nærheden af 23.000 døde. Henved 74.000 mennesker eller flere kom til skade, og over en million blev hjemløse. I en befolkning på lige ved 5,85 millioner mennesker vil det sige at hver femte indbygger stod uden tag over hovedet!
Man har sagt at dette var den største katastrofe i Mellemamerikas historie, værre end det jordskælv der ødelagde Managua i Nicaragua i 1972. Direktøren for den argentinske missionshjælp, dr. Leandro Salato, gik så vidt som til at sige at det var „mere ødelæggende end jordskælvet i Peru i 1970“, selv om antallet af ofre for jordskælvet i Peru, nemlig 70.000, lå betydeligt højere.
En rædselsnat
Efter at min kone og jeg kom hjem fra vort bibelstudium tirsdag aften gik vi i seng og sov trygt. Så jeg vågnede ikke førend den voldsomme skælven og rysten begyndte. Men andre fortalte at de vågnede allerede da rystelserne var i anmarch.
En amerikansk besøgende fortalte at hun havde hørt noget der i hendes øren lød som en fjern torden. Lyden kom nærmere og nærmere og voksede til en brølen — et brag som steg op fra jordens dyb og som skyldtes at klippelag flængedes og brød i stykker. Lyden forplantede sig og forstærkedes, og ved jordoverfladen virkede det ’som om man stod imellem to jetmotorer’. Eller som en anden udtrykte det: „som om tusind klippestykker væltede rundt i jordens indre“.
Som jeg nævnte før, vågnede jeg ikke op før den voldsomme rystelse satte ind. Hvad gør man i en sådan situation? Prøver man på at komme ud af sengen mens glas splintrer og inventar vælter rundt over hovedet på en? Skal man søge at styrte ud ad døren og komme ned på gaden? Mens sekunderne tikkede af sted og rystelserne voksede i kraft, stod det mig klart at dette ikke var nogen almindelig rystelse. Tankerne for igennem min hjerne mens jeg så for mig at husets tag styrtede ned over os, men det eneste jeg kunne gøre var at kaste mig hen over min kone og søge at beskytte både hendes og mit hoved.
Omsider holdt rystelserne op; husets bølgende bevægelser standsede. For mig var det som om det havde varet en evighed — niogtredive sekunder. Til sidst lå alt stille hen. Alt var tyst. Nu kunne jeg komme på benene. Straks vidste jeg at vi havde oplevet et forfærdeligt jordskælv.
Elektriciteten var afbrudt; alt lå hen i mørke. Mens jeg famlede rundt i mørket for at finde en lommelampe, fornemmede jeg hvilket rod der om et øjeblik ville møde mine øjne. Jeg fandt lommelampen og tændte den, og lyset bekræftede hvad jeg havde haft mistanke om. Hvordan havde jeg undgået glasskårene fra spejlet, der splintredes da det faldt ned fra væggen? Vaser og lamper lå spredt på gulvet; flere var gået i stykker. Tallerkener var faldet ud af skabet. Boghylden var væltet. Mens jeg undersøgte hvert værelse gik det op for mig hvor taknemmelig jeg kunne være for at vi boede i et velbygget jernbetonhus. Tidspunktet på jordskælvet kunne vi læse på vort elektriske ur, der var standset ved 03:03.
Praktisk talt hver eneste der kom fra jordskælvet med livet i behold kunne fortælle hvilken rædselsnat de havde været ude for. En turist fra Cedar Rapids i De forenede Stater boede sammen med sin datter på Hotel Ritz Continental, hvor også han blev vækket i sin blide søvn. Han forklarer:
„Først blev jeg vred — vred fordi nogen prøvede på at vælte min seng! Min næste tanke var: Det her er Harmagedon. Vort hotel er jordskælvssikret, og det var jeg sandelig glad for; bygningen svajede faktisk frem og tilbage. For mig at se hang vi bogstavelig talt hen over gaden. Pudset på væggene dryssede ned, og ruderne gik itu. Henimod slutningen løftedes bygningen i vejret som var den en stejlende hest.
Da jordrystelserne var forbi satte en uhyggelig stilhed ind. Folk var lammede. Alt beskrev rædsel, vedvarende rædsel. Manden der boede i værelset ved siden af os havde et stearinlys. Vi spadserede ikke ned ad trapperne; vi formelig sprang. Jeg så på mit ur; vi var nede på gaden inden klokken var 03:15.
Det var koldt, for Guatemala City ligger omkring 1500 meter over havet. Vi kunne se vores egen ånde. Da der var gået en time besluttede vi at vi ville gå tilbage til hotellet og tage mere tøj på. Med det tændte lys i hånden gik vi ind i det mørke hotel, klatrede op på ottende etage mens vi hele tiden ængsteligt tænkte på om et nyt jordskælv ville indtræffe. I værelsets halvmørke pakkede vi vore ejendele sammen, og hurtigt stod vi igen nede på gaden. Da vi rejste hjemmefra tog det os to dage at pakke; nu da vi forlod hotellet varede det ti minutter. Min barbermaskine og vore tandbørster kunne jeg imidlertid ikke finde imellem murbrokkerne på badeværelsets gulv.“
Langt om længe var vi og vore naboer ved at komme os over choket. Biler blev startet; folk ville have deres vogne ud af garagerne. Og folk anbragte deres forskrækkede børn og de gamle i vognene så de kunne beskyttes imod kulden.
Idet vi banede os vej gennem støv og murbrokker indfandt en familie af Jehovas vidner sig hos os for at høre hvordan det stod til. Vi diskede op med varm chokolade og bad derpå i fællesskab en bøn til Jehova Gud og takkede ham fordi vi var i live. Men vi kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan vore kristne brødre havde det. Der bor cirka 2500 vidner i byen og godt og vel 5000 i hele Guatemala.
Eftervirkningerne — hvor slemme?
Allerførst begav vi os hen til Jehovas Vidners afdelingskontor, hvortil der normalt er ti minutters kørsel. På en strækning på halvanden kilometer blokeredes omfartsvejen imidlertid af jord og stenskred. Så vi måtte tage vejen igennem den ældre bydel. I den nyere bydel hvor vi boede havde husene ikke taget megen skade, men her var husenes facader faldet ned i gaderne og murene var væltet.
Trafikken var allerede lige så livlig som i dagtimerne. Folk hastede hen til deres slægtninge og venner. Mænd, kvinder og børn stod i gaderne kun iført nattøj, kåber eller blot indsvøbt i tæpper. De var ængstelige for at opholde sig i husene eller det der var tilbage af dem. Støvet fra de nedfaldne murbrokker og de sammensunkne adobe-vægge (vægge af soltørrede lersten) skabte en uhyggestemning i nattemørket, hvor kun keglerne fra bilernes forlygter kastede lys ind i gaderne.
Det var en lettelse at erfare at alle på afdelingskontoret var i sikkerhed. Der sås ingen tegn på at bygningen havde taget skade. Afdelingskontorets koordinator var allerede taget af sted for at undersøge hvordan Jehovas vidner i en anden bydel befandt sig. Derpå begyndte vi at tage rundt til dem der hørte til vores egen menighed. I de tidlige morgentimer besøgte tilsynsmænd og menighedstjenere blandt Jehovas vidner deres kristne brødre og søstre. De erfarede at nogle havde mistet hus og hjem, andre var blevet kvæstet, men alle havde livet i behold!
Da dagen brød frem sås tydeligere vidnesbyrd om jordskælvets styrke. Vi fik at vide at det havde nået 7,5 på Richter-skalaen. Inden længe lå der i vejsiderne hundreder af lig dækket af tynde lagener eller af plastic. I en nyhedsudsendelse over radioen hed det: „Lighuset er fyldt. Vær så venlig ikke at komme med flere døde.“ Senere blev det oplyst at henved 800 mennesker i byen havde mistet livet.
I de fattigere bydele var tusinder af hjem sunket i grus og titusinder af mennesker stod hjemløse. I nogle kvarterer sås intet andet end ruindynger. Men i andre kvarterer, hvor middelstanden og overklassen boede i huse af stærkere materialer, var der sket forholdsvis få skader. Mange af kirkerne var yderst medtagne. Tæt ved vort hus var en moderne katolsk murstenskirke styrtet sammen.
Myndighederne anslog at 20 procent af alle bygningerne i hovedstaden var helt ødelagt; 40 procent var så beskadigede at de ikke kunne bebos. Landets tab regnede man med ville overstige 5 milliarder dollars. Guatemala by forvandledes til en teltby. Selv folk i de finere kvarterer sov i deres vogne, ude på deres græsplæner eller under et nødtørftigt halvtag fordi de frygtede flere store jordskælv.
Til trods for vanskelighederne var de fleste mennesker ved godt mod. Jehovas Vidner holdt sammen og hjalp hinanden. Vi opdagede at femogtredive lå og sov i et interimistisk gadelæskur. Udenfor havde man af nedfaldne adobesten bygget et simpelt ildsted. Alle var i godt humør, og selv besøgende var velkomne.
Men ængstelsen lurede stadig. Grunden hertil var at der et stykke tid efter jordskælvet mærkedes en halv snes rystelser hver dag. Rystelsen om fredagen den 6. februar nåede 5,5 på Richter-skalaen. Allerede ødelagte mure væltede og nye klippemasser kom i skred. Jeg tror at turisten fra De forenede Stater gav en udmærket beskrivelse af hvordan det var at bo her efter det største af jordskælvene:
„En læge på vort rejsehold måtte hjælpe til med de døde og sårede,“ forklarede han. „Et syn som denne læge sagde han aldrig ville glemme, var en ung kvinde der lå død. Der fandtes ingen synlige tegn på kvæstelser, men hun var, efter hans mening, omkommet af skræk.
Klokken 8 om morgenen foreslog vores rejseleder at vi flyttede til Antigua Guatemala, en by der ligger cirka tres kilometer mod sydvest. Det tog os fem timer at nå derhen. Vejene var ufremkommelige på grund af klippeskred og vrimlen af lamslåede, skrækslagne mennesker. Landsbyboerne var på vej ind i byen, byboerne var på vej ud i landsbyerne; alle ville opsøge deres slægtninge.
Den bestandige rumlen og rysten gav genlyd i dalen. Den spadserende havde en sælsom fornemmelse. Jordsmonnet føltes forkert. Det var som at gå i mudder uden at fødderne sank i. Med andre ord var den faste grund under fødderne slet ikke fast.
På hotellet i Antigua boede vi alle sammen i haven omkring svømmebassinet. Dér spiste vi, dér tilberedte hotelstaben måltiderne, og dér sov vi, eller snarere, forsøgte at sove. Alle var bange for at opholde sig i bygningen hvis der skulle indtræffe et nyt stort jordskælv.
Gru og rædsel mødte os overalt. Undervejs til lufthavnen søndag den 8. februar så vi soldater der brændte stabler af lig. Vi så landsbyer hvor kun enkelte mure endnu stod tilbage.“
Til at begynde med var der mange, også i Guatemala City, der ikke havde den fjerneste idé om ødelæggelsernes omfang. Onsdag formiddag meddeltes det over U.S. Armed Forces Radio at jordskælvets epicenter havde ligget nær Gualán, 170 kilometer nordøst for Guatemala City. Vor mistanke om at ødelæggelsen kunne være værre andre steder blev bekræftet af meldinger der indløb fra fjerntliggende landsdele.
Værre end vi kunne have forestillet os det
Noget af det første vi hørte var at El Progreso, nordøst for os, var jævnet med jorden; mere end 2000 var omkommet. Dernæst forlød det at landsbyerne San Juan Sacatepéquez og San Pedro Sacatepéquez, lige nord for os, var jævnet med jorden og at tusinder havde mistet livet. Og endelig kom den chokerende nyhed at store ødelæggelser havde ramt staten Chimaltenango, der med sine mange indianske byer ligger i den sydcentrale del af landet. Mere end 13.000 meldtes omkommet!
Den del af landet der var hårdest ramt lå altså 20 kilometer nord for Guatemala City og strakte sig mod øst og vest over 240 kilometer. Men vi tænkte ved os selv om det nu virkelig var så slemt som forlydenderne ville vide.
Det var tilstrækkeligt med ét besøg i en af de byer hvor så at sige alle huse var opført af soltørrede lersten. Fredag den 6. februar besøgte jeg San Pedro Sacatepéquez, der ligger mindre end 20 kilometer nord for Guatemala City. Næppe et eneste hus stod tilbage; alt lå i ruiner. Byens gader var fyldt med murbrokker fra husenes lerstensvægge. Den katolske kirke var ødelagt, og folk var stadig lamslåede. De fleste af de døde var blevet begravet, men man fandt stadig væk lig i ruinerne.
Et sted sad en mand og arbejdede med en lille murske for at grave sine få ejendele frem af den murstensdynge der engang havde været hans hjem. Jeg kunne lige skimte det øverste af hans billige fyrretræsbord. En anden mand var beskæftiget med at redde de blikplader der sad på de nedfaldne tagbjælker.
Om lørdagen var jeg i stand til at transportere fødevarer til nogle af Jehovas Vidners menigheder i de hårdest ramte bjergegne. Selv om vejene var vanskeligt passable på grund af klippeskred lykkedes det mig at nå Patzicía, Zaragoza, Tecpán og Comalapa. I Comalapa havde borgmesteren og dommeren mistet livet. Det store antal døde samt frygten for epidemier gjorde det nødvendigt at samle de fleste af de døde i en fælles grav.
Mens jeg kører gennem bjergbyerne ser jeg at alt er jævnet med jorden. Den eneste forskel på de små huse og de store kirker er at kirkerne efterlader en større ruindynge. Her ligger eller lå indianernes byer. Indianerne udgør 43 procent af Guatemalas befolkning, og det var deres bysamfund ude i landegnene der blev hærget mest.
Hvor man end kom frem manglede man vand, og man havde heller ikke mange levnedsmidler. Få kunne finde læ for vinden og bjergkulden, som om natten kan nå ned på 5 grader Celsius. Vinden førte støvet fra de smuldrede, soltørrede lersten med sig og var ved at kvæle os; ikke sjældent lå støvet i et lag på 15 centimeter.
Tusinder af dem der gik i seng tirsdag aften vågnede aldrig op igen. Deres adobestenshuse styrtede sammen, og de tunge tagsten faldt ned over dem. En af byens indbyggere sagde om adoben: „Den er af jord og bliver vores ligkiste.“
Mange af de kvæstede led grufuldt. Bjerg- og stenskred gjorde det umuligt at passere vejene, hvorfor lægehjælp sjældent nåede ofrene førend efter flere dages forløb. En læge meldte: „De har ligget i dagevis med deres smerter. Hævelserne er ofte alvorlige. Mange af kvæstelserne, især i benene, er åbne benbrud. Sårene er i de færreste tilfælde blevet forbundet, hvorfor der hurtigt kan gå infektioner i dem.“
En datter til et af Jehovas vidner i Tecpán havde brækket benet. Også andre af vidnerne havde fået kvæstelser. Men vi var forbløffede over at ingen var blevet dræbt. Ja, det viste sig faktisk at ingen af Jehovas vidner i landet var omkommet! Dog var der flere som mistede familiemedlemmer.
Et af Jehovas vidner forklarede at femogtyve af hans slægtninge var omkommet i nærheden af Tecpán. Han ankom til deres landsby om torsdagen, og på det tidspunkt var femten medlemmer af hans familie allerede blevet begravet. Der var ikke kister nok, ej heller havde man brædder til at fremstille nye, således at de øvrige døde kunne begraves. Så fortalte han oprydningsmændene at de døde alligevel ville vende tilbage til støvet, hvorpå han opfordrede dem til hurtigt at lægge ligene i jorden for således at undgå smittefaren.
Det samme Jehovas vidne traf en mand som kom ned ad gaden med en stor sæk på ryggen. Manden standsede op for at tale med ham et par minutter og spurgte derpå: „Ved du hvad jeg har i sækken?“
„Nej,“ svarede vidnet.
„Det er min kone og mine to børn. Jeg er på vej til kirkegården.“
En rejsende repræsentant for Jehovas Vidner, som var på besøg i en af menighederne i Gualán, der ligger lige i nærheden af jordskælvets epicenter, udtalte: „Det er vanskeligt at beskrive hvor rædselsfuldt det er at spadsere blandt døde, og høre skrigene fra de kvæstede som ligger indespærret i ruinerne.
Mange krøb frem fra nedstyrtede huse. Nogle måtte under lægebehandling i skæret fra et stearinlys. Rigssalen led skade, men kan dog repareres. Mange af Jehovas vidner var kommet fra landdistrikterne for at overvære mit besøg, og de kunne ikke vende hjem men måtte sove i rigssalen den nat da jordskælvet ramte. Det kan have reddet deres liv.“
Ulykkens omfang er det svært at få et overblik over, selv for os der bor her. Kun en lille uges tid efter jordskælvet oplyste præsident Laugerud García at af 300 byer og landsbyer var mere end 40 procent gået til grunde. Ligstanken hang i mange af landsbyerne flere dage efter. Lastbiler og helikoptere kom med kalk som skulle bredes ud over de lave forsænkninger man i hast måtte grave.
En kæmpemæssig revne der skar sig ned i landet imellem Guatemala City og Hondurasbugten gav et vidnesbyrd om hvor voldsomt jorden havde bevæget sig. Revnen er på sine steder to og en halv meter bred og tre meter dyb! På den panamerikanske motorvej forekom mange klippeskred, og færdselen på den blev derfor farefuld.
Men skønt ødelæggelserne har været store, er folket nu ved at komme ovenpå igen. Hvad der har bidraget hertil er den kolossale hjælp landet har modtaget.
Hjælp fra mange sider
Hjælpen kom fra mere end hundrede lande. Dag og nat i flere uger fyldtes luftrummet med flyvemaskiner der bragte læger, nødhjælpsarbejdere, medicin, nødhospitaler, telte, levnedsmidler, tøj og tæpper. Desværre var det vanskeligt at transportere disse ting videre til de fjerntliggende byer og landsbyer. Hvor vejene var ufarbare måtte helikoptere bringe forsyningerne frem, men alligevel kunne det tage flere dage inden hjælpen nåede de betrængte områder.
Da hjælpetransporten nåede frem fik krisen ikke den indianske befolkning til at tabe besindelsen; alle stillede roligt op på rad og række for at modtage mad og lægehjælp. En af de amerikanske deltagere i nødhjælpsarbejdet udtalte: „Hvis dette her havde været i De forenede Stater ville der have været slagsmål nu. Her stiller de sig op i række og venter. Der er end ikke en eneste soldat til at bevare ro og orden.“
Også Jehovas Vidner i Mellemamerika og andre steder gik hurtigt i gang med at sende hjælp. Den dag jordskælvet ramte sørgede vidnerne i El Salvador for at mad og tøj nåede frem. Næste dag kom der forsyninger fra Nicaragua. Vidnerne i Honduras sendte telte og galvaniserede tagplader. Flere tusinde dollars kom som bidrag fra Jehovas Vidners landsorganisationer i Mellemamerika samt fra Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York, og også enkeltpersoner bidrog med gaver. Og menighederne i de ikke-jordskælvsramte områder i Guatemala sørgede for hjælp i form af levnedsmidler og penge.
Som følge heraf kunne vi forsyne de nødlidende med tusinder af tons levnedsmidler og tøj. Det var virkelig en stor glæde at få lov til at bringe forsyningerne til de fjerntliggende byer og landsbyer. Det hændte ikke sjældent at vi var de første der nåede frem med hjælp. For eksempel var den første lastbil som ankom med forsyninger til Rabinal, en stærkt beskadiget by der ligger cirka 50 kilometer nord for Guatemala City, udsendt fra vort afdelingskontor.
Da vi indså at der ville opstå mangel på træ og galvaniserede tagplader, sørgede vi for som noget af det første at indkøbe fyrretræsrafter og galvaniserede tagplader. Nogle af Jehovas vidner der havde erfaring i at bygge huse læssede en transportabel generator samt elektriske save på en lastvogn og kørte derpå til hærgede byer og landsbyer i Chimaltenango. Dér begyndte de at opføre hytter der var to trekvart meter på hver led. Vidnerne der havde mistet deres hjem kunne opholde sig her. Disse hytter kunne rejses i løbet af en time. Inden nogen andre hjælpeorganisationer kunne få telte frem til disse egne havde Jehovas vidner fået et sted at være.
I Guatemala City var to rigssale blevet stærkt ramponeret, og det var nødvendigt at genopbygge dem. Menigheder i andre byer mistede også deres mødesale. Jehovas Vidner har imidlertid ikke tabt modet. De er travlt beskæftiget med at opføre nye. De har tillid til fremtiden.
Hvorfor denne tillid?
Det skyldes først og fremmest deres åndelige indstilling. De forstår hvilken betydning der ligger i de store jordskælv i vore dage, og til trods for de ødelæggelser og den sorg de medfører henter Jehovas Vidner i disse hændelser en tillid til fremtiden. Den overvejende katolske befolkning har dog en helt anden indstilling. De ser kun det triste i det.
Et eksempel: Mens vi besøgte San Pedro Sacatepéquez om fredagen efter jordskælvet sad en mand og rodede rundt i ruinerne af sit hjem og sagde meget nedslået: „Dette er en straf fra Gud, for vi har opført os meget slet.“
Man kan undre sig over hvor han og mange andre af disse beskedne, forslidte mennesker får en sådan opfattelse fra? Det opdagede vi næste dag. Den katolske kardinal i Guatemala, Mario Casariego, udtalte ifølge en af landets største aviser:
„I disse for vort folk så ulykkesfyldte øjeblikke rinder det hellige ords lære os i hu: Gud elsker os; og fordi han elsker os, tugter han os, retleder os og vækker os. . . . Har vi ikke i den grad stået Gud imod at vi har tvunget ham til at gribe til denne udvej?“ Derpå føjede han til at hvis man hjalp til med at genopbygge katedralen og andre ødelagte kirker, ville det „være symbolet på en ægte og personlig omvendelse til Gud“. — El Imparcial, 7. februar 1976, side 6.
Jehovas Vidner ved imidlertid at Bibelen intet siger om at Gud vil fremkalde sådanne jordskælv for at straffe menneskene. Slet ikke! Derimod fortæller Bibelen at tegnet på at Kristus er nærværende i magt og at denne tingenes ordning nærmer sig sin afslutning blandt andet vil være „store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød“. Efter at den store profet Jesus Kristus havde fremsat dette „tegn“ fortsatte han med disse opmuntrende ord: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Luk. 21:7-28; Matt. 24:3-14.
I disse jordskælv ser Jehovas Vidner et magtfuldt vidnesbyrd om at Bibelens forudsigelser opfyldes, og derfor løfter de deres hoveder i tillid til at Guds nye tingenes orden er meget nær. Det ser ud til at Guatemalas rådvilde befolkning nu er særlig åben for Guds ords trøstende budskab. (2 Pet. 3:13; Åb. 21:3, 4) Da N. H. Knorr, et medlem af Jehovas Vidners styrende råd, besøgte Guatemala City i december 1975, altså forud for jordskælvet, samledes mere end 5000 mennesker i boldparken på byens nordlige væddeløbsbane. Det er mere end dobbelt så mange som der er vidner i Guatemala city!
Nitten hundrede og seksoghalvfjerds skulle være et stort år her. På rådhusbygningen i Guatemala City er ophængt et banner hvorpå der står 1776 TO HUNDREDE ÅR 1976. Den 6. januar begyndte byen fejringen af sin tohundredeårsdag. Den gamle hovedstad var blevet ødelagt af et jordskælv, og den 6. januar 1776 tog man officielt den nye hovedstad i brug.
Her i januar 1976 så den nye, voksende Guatemala City lyst på fremtiden. Men når man ser folk tage fat på genopbygningen og sætte deres lid til Guds ords sande forudsigelser, er der endnu større grund til at nære forvisning om at fremtiden vil være lys for disse mennesker.
[Tekstcitat på side 4]
’Bygningen løftedes i vejret som var den en stejlende hest.’
[Tekstcitat på side 6]
„Jordsmonnet føltes forkert. Det var som at gå i mudder uden at fødderne sank i.“
[Tekstcitat på side 7]
„Der var ikke kister nok, ej heller havde man brædder til at fremstille nye.“
[Kort på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
GUATEMALA
GUATEMALA CITY
Rabinal
San Juan
Gualán
El Progreso
San Pedro
Antigua Guatemala
CHIMALTENANGO
Tecpán
Comalapa
Patzicía
HONDURAS
EL SALVADOR
Stillehavet