Vi betragter verden
Går ikke på kompromis
● Hvordan går det med religionen i Sovjetunionen? „Den russisk-ortodokse kirke og baptisternes fællesråd fungerer nydeligt under statens kontrol,“ fortalte New York Times den 1. marts 1976. „Men ikke-godkendte sekter som Jehovas Vidner . . . har fået vanskeligheder fordi de nægter at underlægge sig staten i spørgsmål som militærnægtelse af samvittighedsgrunde. I sidste måned meddelte den officielle presse i Hviderusland at der var givet fængselsstraffe til adskillige Jehovas Vidner som var fundet skyldige i at afskrive artikler fra det vestlige blad Vagttårnet og opretholde hemmelige mødesale.“
Videnskab som religion
● I hvor høj grad holder skolebøger om videnskabelige emner sig til påviste kendsgerninger? En artikel der for ikke så længe siden stod i Scientific American, indrømmede at „lærebøgerne især har en tendens til at give ikke-specialisten det indtryk at der er tale om vished. . . . Kun ganske få lærebøger er omhyggelige med at understrege forskellen mellem kendsgerninger og fortolkning eller oplyse at det faktisk er intuition og spekulation der bestemmer udviklingen af de videnskabelige opfattelser“. Om „videnskabsmænd som har et stærkt ønske om at undgå spørgsmålstegn og kritik fra folk uden for deres egen profession“ bemærker artiklen at „de har tendens til at reagere med en form for videnskabelig fundamentalisme når de bliver kritiseret“.
Den ægyptiske boomerang
● For ikke så længe siden blev der i Australien udgivet en bog hvori man påstod at boomerangen faktisk blev opfundet af de gamle ægyptere; man henviste til nogle buede trægenstande som er fundet i faraonernes grave. Den australske Boomerangforening blev rasende og prøvede gennem en retssag at få bogen forbudt som et angreb på de australske indfødtes kulturarv. Får de ægyptiske „boomeranger“ lejlighed til at bevise hvad de duer til? „Da museumsfolk er meget lidt tilbøjelige til at lade 3000 år gamle klenodier blive kylet gennem luften,“ bemærker bladet Newsweek, „er det usandsynligt at der vil komme en endelig afgørelse på boomerangstriden.“
Japansk læseiver
● I Japan steg bogsalget sidste år med over 16 procent, efter at det i 1974 endda var steget med en tredjedel over det foregående år. Hver indbygger i Japan, hvor der så godt som ikke er nogen analfabetisme, købte i gennemsnit seks bøger i 1975, i alt 666 millioner bøger. Japanernes læseiver overstiger mange andre nationers; hvis amerikanerne, for eksempel skulle følge med, ville det betyde at de skulle købe 1,3 milliarder bøger. „Der var udbredt frygt for at bogsalget ville dale under den økonomiske tilbagegang,“ siger en talsmand for Japans største forlag, „men disse år er faktisk de bedste vi har haft siden krigen.“
Evolutionister har taget fejl igen
● For nogle år siden proklamerede tilhængere af udviklingslæren at man endelig havde fundet det manglende led mellem dyr og mennesker, nemlig Australopithecus (’sydaben’). Men i de seneste måneder har man fundet fossiler i Østafrika som viser at der samtidig med dette ’abemenneske’ eksisterede mennesker af samme type som de nulevende. New York Times skriver: „Forskere siger at de ny fossiler er et afgørende bevis for at Australopithecus, en uddød art som man engang mente var overgangsform mellem abe og menneske, faktisk levede samtidig med det tidlige menneske og blev til en evolutionær blindgyde.“ Man kan kun forvente at fortalerne for udviklingslæren netop vil støde på sådanne ’blindgyder’ eftersom deres teori ikke er baseret på sandheden.
For mange tilskuere
● Den zoologiske have i Köln har omkring 40.000 besøgende hver weekend, og havens direktør, Ernst Kullmann, siger at alle disse gæster „gør dyrene, specielt aberne og de store kattedyr, så nervøse at de har brug for en hel dag til at hvile ud. Når vi lukker søndag aften løber aberne rundt som om de var trukket op med en fjeder. De leger ikke, og de nægter at spise. Mange af dem får kredsløbsforstyrrelser. De sidder bare i burene og er fuldstændig udmattede“.
Bønner fra prostituerede
● Hundreder af autoriserede og ikke-autoriserede prostituerede i Pei-t’ou (et kursted med varme kilder) på Taiwan gik for nylig i strejke, hedder det i en meddelelse fra nyhedsbureauet AP. Bureauet fortæller også at pigerne, hvoraf de fleste var buddhister, benyttede strejken til at gå hen til templerne for at bede.
Verdens længste vejtunnel
● For kort tid siden fjernede man ved en eksplosion de sidste granitstykker fra en tunnel som skal forbinde Schweiz og Italien gennem Skt. Gotthard-bjerget. Tunnelen er næsten 16 kilometer lang, og den er verdens længste vejtunnel når den åbnes for trafik.
Hvad med et testamente?
● En person der dør uden at have affattet et behørigt testamente, kan være årsag til mange problemer for de efterladte. Det er naturligvis en personlig sag om man vil skrive testamente eller ej. Men hvis man vælger at gøre det kan det være en fordel at få assistance af en kompetent jurist og få testamentet bekræftet hos notarius publicus. Det er imidlertid klogt at man på forhånd gør sig klart hvem og hvad man vil betænke i sit testamente. „Hvis De allerede har skrevet testamente,“ skriver bladet Industry Week, „bør De overveje at revidere det hver gang der sker en ændring i Deres ejendomsforhold eller hvis De flytter til et andet land. Fødsler, dødsfald og ægteskaber bør også få Dem til at tage testamentet op til overvejelse.“
Svulst på 40 kilo
● Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Hsinhua fik en togolesisk kvinde ved navn Sowa i december sidste år fjernet en ovariesvulst der vejede 40 kilo og havde en diameter på 45 centimeter. Det meddeles at hun kom sig hurtigt oven på operationen, som blev udført af læger fra Kina og Togo, under akupunkturbedøvelse. Ifølge samme nyhedsmeddelelse bemærkede kvinden for første gang i 1970 en hævelse af underlivet, og hendes vægt var vokset til næsten 90 kilo inden svulsten blev fjernet.
’Falsk patriotisme’
● Forfølgelsen af Jehovas Vidner i Malawi har mødt omfattende kritik i verdenspressen. Ifølge nogle kommentatorer er forholdene et tegn på at mange nye, uafhængige lande i Afrika ikke er „civiliserede“ nok til selvstyre. Bladet Gazette fra Charleston i USA minder imidlertid sine amerikanske læsere om deres egen fortid: „Vi burde alle protestere mod den behandling Jehovas Vidner får i Malawi. Men vi burde også huske at vi selv engang, skønt i mindre grad, forfulgte en harmløs religiøs sekt på grund af en falsk patriotisk stemning.“ Den omtalte forfølgelse af Jehovas Vidner i De Forenede Stater fandt sted i slutningen af trediverne og begyndelsen af fyrrerne. Den slags kan altså også ske i demokratiske lande hvis ikke der værnes om de friheder som loven garanterer.
Løverne i fare
● Tidsskriftet International Wildlife fortæller at der i dag kun eksisterer 200.000 løver. Det er et 50 procents fald i antal på blot et kvart århundrede. Man mener at nedgangen ikke så meget skyldes at mennesker har jagtet dem, som det at visse afrikanske jordbesiddere forgifter dem. Dertil kommer at større og større dele af løvernes græsarealer efterhånden inddrages til kvægdrift. Der udtrykkes frygt for at der kun vil være nogle få tusind løver tilbage ved udgangen af dette århundrede hvis tendensen fortsætter.
Børn og sport
● „De seneste undersøgelser viser,“ siger bladet Family Health, „at hvert tredje barn under femten år ved sportsudøvelse kommer ud for uheld der er alvorlige nok til at de må under lægebehandling.“ Bladet lægger en stor del af skylden på „den indstilling der begynder alt for tidligt, nemlig at man skal vinde for enhver pris.“ Den professionelle baseballspiller Rusty Staub siger at sport inden for alle aldersgrupper i stadig højere grad genspejler „tidens vold og frustration“. Han erklærer at de professionelle boldspil „ikke længere er sport. Det er et ondskabsfuldt, håndfast forretningsforetagende“.
Læger ryger mindre
● Den amerikanske Kræftforening siger at der har været en betydelig nedgang i antallet af amerikanske læger der ryger cigaretter. Kun omkring én ud af fem ryger. En statistisk undersøgelse blandt 5604 læger har vist at 38,6 procent røg cigaretter i 1959, men dette faldt til 28,3 procent i 1965 og kun 19,2 procent i 1972. Af de adspurgte var 5407 mandlige læger og 197 kvindelige læger. Blandt de kvindelige læger i undersøgelsen var antallet af rygere kun faldet fra 34,4 procent til 23,7 procent mellem 1959 og 1972. Atten procent af de oprindelige 5604 læger er afgået ved døden og 2426 deltog i undersøgelsen i 1972.
Hundegalskab spredes
● I de senere år er hundegalskaben med stor hast trængt frem fra Polens skove og hen over Europa. Det forlyder at sygdommen nu spredes i Frankrig med 40 kilometer årligt langs en 1126 kilometer lang linje. På grund af strenge forholdsregler, blandt andet seks måneders karantæne for en hundehvalp der føres ind i Storbritannien, har dette land næsten undgået hundegalskaben. Men der er fare for at sygdommen vil blive bragt over Kanalen, måske af et menneske der smugler en smittebærende hvalp ind i landet. En der pådrager sig hundegalskab vil dø hvis vedkommende ikke i løbet af få dage kommer under lægebehandling.