Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 19. del

Ingen talsmænd for den katolske kirke ville altså indlade sig på debat med Rutherford. I 1937 udgav Selskabet imidlertid en brochure der hed „Afsløret“, hvori Bibelens lære blev fremholdt, især med henblik på at tilbagevise den katolske kirkes falske læresætninger. Når en person modtog brochuren ved et besøg kunne han følge med i den samtidig med at forkynderen på sin transportable grammofon spillede en dertil hørende serie grammofonplader indtalt af broder Rutherford. Ved hjælp af den lille spørgsmålsbog kaldet Modelstudier nr. 1 kunne der afholdes et bibelstudium. Herom skriver Melvin P. Sargent: „En mand indbød mig til at fremføre denne serie i sit hjem, og han inviterede tre andre ægtepar fra sin familie til at være med ved studiet. Det tog flere uger at behandle dette og andre emner, såsom ’Religionen og kristendommen’. Seks af de otte der var med, indviede sig til Jehova.“

Fra den 31. oktober 1937 holdt Jehovas folk af egen fri vilje op med at bruge kommercielle radioudsendelser. Også senere holdt Selskabets præsident ved visse lejligheder offentlige foredrag over et net af radiostationer, og naturligvis fortsatte WBBR sit virke til ære for Gud; men fra slutningen af 1937 og op i fyrrerne gjorde man mere brug af transportable grammofoner og indspilninger af bibelske foredrag, og på denne måde blev Rigets budskab bragt ud til millioner af hjem.

Hvem er ’den store skare’?

Dette havde i mange år været et brændende spørgsmål blandt Jehovas folk. De havde længe ment at ’den store skare’ var en sekundær åndelig klasse som skulle være sammen med de 144.000 salvede i himmelen, som Kristi bruds brudepiger eller veninder. (Sl. 45:15, 16; Åb. 7:4-15; 21:2, 9) Allerede i 1923 blev det forklaret at „fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene var en nutidig skare som ville overleve Harmagedon og skulle leve i Guds lovede nye orden på jorden. (Matt. 25:31-46; Åb. 16:14, 16) I første bind af bogen Det store Opgør, som udkom i 1931, blev det oplyst at de der blev mærket i panden så de kunne opnå beskyttelse, som omtalt i Ezekiels bog, kapitel 9, var de samme som „fårene“ i Kristi lignelse. I 1932 nåede man frem til at denne nutidige skare af „får“ var forudskildret ved kong Jehus ledsager Jonadab. I 1934 blev det forklaret at disse „Jonadab’er“, som havde et jordisk håb, også skulle indvi sig til Jehova og lade sig døbe. Men hvad angår ’den store skare’ der omtales i Åbenbaringen, kapitel 7, havde man stadig samme forståelse som tidligere.

Usikkerheden om ’den store skare’ blev fjernet da broder Rutherford behandlede emnet ved Jehovas Vidners stævne fra 30. maj til 3. juni 1935 i Washington, D.C. I sit foredrag viste han ud fra Bibelen at ’den store skare’ var det samme som ’de andre får’ ved endens tid. Webster L. Roe husker at J. F. Rutherford ved et højdepunkt i sit foredrag stillede dette spørgsmål: „Vil alle de der har det håb at leve evigt på jorden være venlige at rejse sig?“ Broder Roe fortæller at „over halvdelen af forsamlingen rejste sig op“, og så sagde taleren: „SE! DEN STORE SKARE!“ „Først var der helt stille,“ husker Mildred H. Cobb, „så hørte man et glædesudbrud, og jubelen lød højt og længe.“

Snart var stævnet forbi, men det havde sat noget nyt i gang — en eftersøgning. „Med stor begejstring og fornyet åndelighed rejste vi tilbage til vore distrikter for at søge efter disse ’får’ som endnu skulle indsamles,“ siger Sadie Carpenter.

Nogle som tidligere havde nydt symbolerne, brødet og vinen, ved fejringen af Herrens aftensmåltid, ophørte med at gøre det efter stævnet i 1935. Hvorfor? Ikke fordi de ikke var trofaste mere, men fordi de nu indså at deres håb var jordisk, og ikke himmelsk. Mens Selskabets publikationer i de tidligere år hovedsagelig havde været skrevet med henblik på Jesu salvede disciple, så bragte Vagttårnet og andre kristne publikationer fra 1935 og fremefter åndelig føde til gavn for både den salvede skare og dens medarbejdere som havde et jordisk håb.

Lad sandheden runge!

I trediverne benyttede Rigets forkyndere blandt andet grammofoner i deres søgen efter ’fårene’. Herom fortæller broder Henry Cantwell: „I 1933, da Selskabet begyndte at udvide forkyndelsesarbejdet, blev der sørget for at indspilninger af foredrag som broder J. F. Rutherford havde holdt, kunne fremføres i alle dele af landet. I den hensigt fremstillede Selskabet de såkaldte elektriske transskriptionsmaskiner. Det var store fjedertrukne grammofoner med elektrisk pickup eller tonearm og forstærker og højttaler, som blev drevet af batterier. . . . Vi havde flere forskellige indspilninger. Nogle foredrag kunne være på en enkelt plade; andre fyldte to eller fire plader. Vi havde altså både foredrag på 15 minutter, 30 minutter og en time. Sådan kunne vi holde offentlige møder i de forskellige distrikter vi gennemarbejdede.“

Om det samme arbejde skriver Julia Wilcox yderligere: „Vi begyndte med at finde et hjem, eller somme tider en offentlig bygning, en gammel lade eller måske endda en kirke, hvor vi kunne fremføre et foredrag på en time. Så brugte vi det meste af dagen til at gå fra hus til hus og avertere foredraget og aftalte at komme tilbage og hente dem der ikke selv havde transportmulighed.“

I en serie på tolv grammofonmøder blev det samme distrikt gennemgået tre gange med bibelske publikationer og fire gange med indbydelser. Møderne blev også averteret af plakater i forretningsvinduer og skilte på forkyndernes biler. Der blev opnået fine resultater, mange begyndte at komme regelmæssigt sammen til studier og kom endda med i forkyndelsen.

„Selskabet brugte i hundredvis af disse grammofonplader (33 ¹/₃ omdrejninger i minuttet) til at udbrede Rigets budskab,“ oplyser Ralph H. Leffler og tilføjer: „Mange blev brugt i højttalervogne. . . . Ordene ’Rigets budskab’ stod på siden af mangt et højttalerhorn, og det var selvfølgelig temaet. Op og ned ad gaderne og ude i landdistrikterne blev budskabet hørt. Somme tider, når højttalervognen en stille aften stod øverst på en bakke hvorfra der var udsigt over en lille by nede i dalen, kunne lyden høres milevidt omkring.“

Henry A. Cantwell har også minder fra den tid: „Vi kørte ind i en egn og standsede et sted, spillede nogle plader med musik for at tiltrække os opmærksomhed, bragte en kort annoncering gennem mikrofonen, og spillede så et af foredragene. Så meddelte vi at nogle ville foretage besøg fra hus til hus for at give yderligere oplysninger til dem der ønskede det.“ Der var også højttalerbåde, som virkede på lignende vis.

Jehovas Vidners brug af højttalervogne stødte imidlertid også på modstand. Lennart Johnson skriver for eksempel:

„Et sted i forstæderne omkring Ellevte Gade syd for Rockford [Illinois] var der en kvinde som hverken brød sig om vores arbejde med højttalervognene eller om Rigets budskab. Helt ubehersket i sin ophidselse kom hun i sin bil og kørte hen ved siden af højttalervognen, hvor hun trykkede sit horn i bund og lod det tude i tre eller fire minutter for at overdøve det der blev sagt i højttaleren. Det eneste der skete var at hendes batteri blev opbrugt, hvilket alle kunne høre ved at bilhornet blev svagere og svagere.“

Der var også andre humoristiske oplevelser i forbindelse med højttalervognene. „Nogle blev bange til at begynde med,“ bemærker Julia Wilcox. „Det kunne for eksempel være at de arbejdede ude på marken, langt bort fra højttalervognen, og så hørte noget ligesom en røst fra himmelen der talte om Gud. Vi hørte endda om familier der lod arbejdet ligge og gik hjem fordi de troede at dommedag var kommet.“

Træk grammofonen op!

I mange år spillede rejsegrammofonerne en vigtig rolle i forkyndelsesarbejdet. I forbindelse med udviklingen af dette arbejde var Jehovas Vidners generalstævne i Columbus, Ohio, 15.-20. september 1937 betydningsfuldt. Elwood Lunstrum har denne kommentar til stævnet:

„Ved dette stævne fik vi anvisning på ’sæt-op’-metoden med de transportable grammofoner på folks dørtrin. Tidligere havde vi haft grammofonerne med os i tjenesten, men vi havde kun afspillet pladerne hvor vi blev inviteret indenfor.

Ved stævnet i Columbus blev det ridset op at der skulle være en gruppe ’specialpionerer’ til at gå foran med hensyn til at bruge grammofoner på dørtrinnene og følge interessen op ved at komme igen (de såkaldte ’genbesøg’) og holde bibelstudier efter et system der kaldtes ’modelstudium’.“

Kort efter dette stævne blev 200 særligt udvalgte pionerer fra hele U.S.A. sendt til de større byer hvor der allerede var menigheder af Guds folk. Udstyret med rejsegrammofoner skred disse heltidsforkyndere til arbejdet. Snart blev Jehovas Vidner i almindelighed mere indstillet på at bruge grammofonerne, og på kun to år måtte Selskabet i Brooklyn fremstille over 20.000 af disse apparater. Men alligevel blev efterspørgselen for stor til at man kunne dække den, efterhånden som tusinder af forkyndere trak grammofonen op og lod sandheden lyde for enhver!

Selve grammofonerne som Rigets forkyndere anvendte, undergik visse forandringer i tidens løb. Omkring 1934 brugtes en kraftig, kompakt model med fjedertrukken motor og ekstra plads til adskillige grammofonplader. Sammen med 6 plader vejede denne grammofon ni og et halvt kilo. Den gav forkynderne en vis motion. Et par år efter kunne man gennem Selskabet få en der var noget lettere. Og ved stævnerne i 1940 blev der introduceret en helt ny grammofonmodel. Den var tegnet og bygget af brødre ved Selskabets hovedkontor, og den spillede pladerne i lodretstående stilling. Der var endda et ekstra lille rum til bøger og måske til en lille madpakke. Det var en model der gjorde forkyndelsen fra hus til hus en hel del lettere.

Forestil dig nu at du er med i tjenesten som forkynder af Riget sådan som den gik for sig for godt tredive år siden. „Når den besøgte åbnede døren sagde vi: ’Goddag, jeg har noget De skal høre.’ På med nålen, og så gjaldede broder Rutherfords stemme ud,“ fortæller L. E. Reusch. „Hen mod slutningen af pladen nævnte taleren den bog vi tilbød og hvor meget den kostede,“ oplyser Angelo C. Manera jun. „Så præsenterede vi bogen og afsatte den hvis der var nogen interesse.“ „Vi var aldrig uhøflige,“ kommenterer George L. McKee, „men vi var sikre på at alle havde brug for at høre Rigets gode nyhed.“

Arbejdet med grammofonerne mødte også modstand. Ernest Jansma fortæller os: „Der var tilfælde hvor folk af bare ondskab ligefrem smadrede grammofonen for øjnene af forkynderen. Andre forkyndere oplevede at den hensynsløst blev smidt ned fra en veranda. En broder ude i ’midtvesten’ stod og så til mens en ophidset landmand skød hans apparat i småstykker med en haglbøsse, hvorefter han hørte kuglerne hvine forbi sin bil da han forlod skuepladsen. Folk kunne være ondskabsfulde og fanatiske dengang.“ Amelia og Elizabeth Losch fortæller om en lejlighed hvor de spillede foredraget „Fjender“ for en klynge mennesker på en veranda uden for et hus. Da foredraget var forbi var der en kvinde der tog pladen af grammofonen, brækkede den i stykker og sagde: „Sådan skal I ikke tale om min pave!“

Men arbejdet med grammofonerne fortsatte, trods modstanden. Brugen af grammofonerne aftog dog i løbet af fyrrerne, og efter 1944 begyndte grammofonforkyndelsen, som havde været udført i ti år, at blive erstattet af mundtlige vidnesbyrd ved dørene.

Blandt de hjælpemidler der blev brugt dengang var vidnesbyrdskortene, som blev taget i anvendelse i slutningen af 1933 og blev brugt et stykke op i fyrrerne. John og Helen Groh fortæller: „Der var ikke så mange forkyndere af den gode nyhed dengang som der er i dag, og de var ikke så godt oplært. Som en hjælp i arbejdet og for at vi bedre kunne gennemarbejde distrikterne, benyttede vi det der blev kaldt vidnesbyrdskort. Det var korte trykte prædikener som vi bad folk om at læse. Hvis folk afslog at læse det, eller hvis de blev irriterede fordi de ikke havde deres briller i nærheden, fortalte vi dem hvad der stod på kortet.“

Endnu en måde at forkynde Riget på

Et betydningsfuldt arbejde som henledte offentlighedens opmærksomhed på Jehovas folk og på Kongen og Riget, tog sin begyndelse ved et stævne i Newark, New Jersey, i 1936. Denne tjenestegren blev videreudviklet ved et stævne i London i 1938. Mange år senere gav man arbejdet den anerkendelse det fortjente ved at kalde det „informationsmarcherne“. Rosa May Dreyer tænker tilbage på stævnet i Newark i 1936 og bemærker: „Hovedforedraget blev averteret med ’sandwich-plakater’ som hang ned fra skuldrene, foran og bagpå. [Plakaterne blev sammenlignet med sandwichbrød; deraf navnet.] Der blev også uddelt løbesedler.“

Ved Londonstævnet i 1938 foreslog broder J. F. Rutherford at nogle brødre skulle gå på informationsmarch med tankevækkende skilte monteret på nogle stænger. Broder A. D. Schroeder (som dengang førte tilsyn med Selskabets afdelingskontor i England) fortæller blandt andet:

„. . . Næste aften gik broder Knorr og jeg forrest i den første af disse opsigtsvækkende parader; den blev næsten ti kilometer lang, og lige ved tusind brødre marcherede gennem det centrale forretningskvarter i London. Hver anden af deltagerne havde en plakat med teksten ’Se Kendsgerningerne i øjnene’ [som averterede det offentlige foredrag der skulle holdes i Royal Albert Hall], og hver anden havde et skilt hvor der stod ’Religionen er en Snare og et Svindlerforetagende’. Sikke et syn den aften!

Næste formiddag kaldte broder Rutherford mig ind på sit kontor for at høre hvordan det var gået. Jeg rapporterede at vi havde vakt stor opmærksomhed og at mange havde råbt ’kommunister’ efter os. Så tænkte han sig om i nogle minutter mens han skrev et eller andet med sin pen. Endnu et stykke papir blev revet af og rakt til mig; der stod: ’Tjen Gud og kongen Kristus.’ Han spurgte mig om jeg ikke mente at den hujen vi havde mødt aftenen før, ville forstumme hvis vi satte et sådant slogan på et tredje skilt. Jeg svarede jo. Så gav han instrukser om at dette slogan skulle trykkes og bruges i de næste optog som skulle finde sted to dage senere. Det gjorde vi så, og med gode resultater. Med skilte der skiftede mellem disse tre tekster gennemførte vi mange bemærkelsesværdige optog før stævnet den 9. til 11. september. Da den britiske regering i mange år havde nægtet os brugen af radioen til vore undervisningsprogrammer og meddelelser, var denne metode en yderst effektiv måde at henvende sig til offentligheden på.“

For Gladys Bolton var informationsmarcherne „den hårdeste af alle tjenestegrene“. Hun siger også: „Plakaterne var forskellige, men den der står tydeligst i min erindring er ’Religionen er en Snare og et Svindlerforetagende’! Det var vel nok en som præsterne holdt af!“ Om skiltet „Religionen er en Snare og et Svindlerforetagende“ fortæller Ursula Serenco: „Dengang skelnede vi ikke mellem ’sand religion’ og ’falsk religion’; al religion var simpelt hen af det onde. Det sande omtalte vi som ’tilbedelse’, mens det falske var ’religion’.“

Undertiden var der åben fjendtlighed mod informationsmarcherne. „I visse byer, som for eksempel Pittston [i Pennsylvanien], fik vi ikke nogen gæstfri modtagelse,“ siger John H. Sovyrda. „Mange spyttede på os, de råbte sjofle navne efter os og kaldte os kommunister. De kastede ting efter os, og nogle slog os ligefrem med næverne.“

(Fortsættes i næste nummer)