Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 20. del
Hvorfor anvendte Jehovas Vidner da informationsmarcher? „For det meste fordi vi fandt det vigtigt at folk fik sandheden at vide om falsk religion og om den modstand den gjorde mod vort kristne arbejde,“ oplyser Charles C. Eberle. Angelo C. Manera jun. kommenterer: „Vi betragtede hver ny tjenestegren der blev opridset for os, som endnu en måde at tjene Jehova på, endnu en måde at bevise vor loyalitet mod ham på, og endnu en prøve på vor integritet, og vi var ivrige efter at vise os villige til at tjene ham på en hvilken som helst måde vi blev bedt om.“
Grant Suiter henleder opmærksomheden på at informationsmarcherne ved en meddelelse i Vagttårnet ophørte fra og med oktober 1939, men han tilføjer: „Denne usædvanlige og virkningsfulde måde at henlede manges opmærksomhed på Jehovas Vidners tjeneste på, var enestående dengang. Jehovas ledelse i denne sag fremgår både af at metoden blev brugt og af at den ophørte med at blive brugt. På dette sene tidspunkt [i halvfjerdserne] gennemføres der alle mulige former for offentlige demonstrationer, men vi tager ikke del i dette på nogen måde, og det vi gør kan ikke forveksles med sådanne demonstrationer.“
’Visdommen’ udbredes ved hjælp af bladene
Rigets forkyndere havde glimrende muligheder for at medvirke i indsamlingen af den store skare og udbrede den sande visdom ved at tilbyde abonnementer på The Watchtower og Consolation (Vagttårnet og Ny Verden) i deres arbejde fra hus til hus. Da man første gang i U.S.A. havde en abonnementskampagne med Consolation, nemlig i april, maj og juni 1938, blev der tegnet 73.006 nye abonnementer. Den første af de årlige kampagner med abonnement på Vagttårnet fandt sted fra januar til og med maj 1939, og dengang tegnede de amerikanske forkyndere alene over 93.000 nye abonnementer.
Men offentligheden skulle få lejlighed til at blive præsenteret for de to blade på endnu en måde — en helt ny måde. Det skulle næsten blive sådan at ’visdommen råbte på gaden’, som der står i Ordsprogenes bog. (Ordsp. 1:20) Hvordan det? Gennem gadearbejdet med bladene, som tog sin begyndelse i februar 1940. Forkynderne gik ud på gaderne og stillede sig på et travlt hjørne, i en rem over skulderen havde de en dertil fremstillet bladtaske med en tekst der fortalte hvad bladene hed og hvad de kostede. Når en forkynder holdt Consolation i vejret, råbte han et slogan, for eksempel: „Nyheder som ingen andre blade tør trykke.“ Der var også slogans som „Afslører religionen som et svindlerforetagende“ og „Vagttårnet fortæller om den teokratiske regering“. Forkynderne blev opfordret til at være moderate i deres udtalelser når de gik med bladene på gaden, og til at opføre sig på værdig måde. Man behøver næppe at sige at de forbipasserende lagde mærke til dem; mange reagerede positivt.
Hvordan opstod egentlig den idé at gå på gadearbejde med bladene? Broder S. E. Johnston fortæller noget om det. I 1939 skrev Selskabet til alle zonetjenere (forløberne for vore dages kredstilsynsmænd) for at bede dem om at prøve at få The Watchtower og Consolation ud til folk på forskellige måder. Broder Johnston kom til at tænke på gadernes avisdrenge der gik med en taske over skulderen. „Hvorfor ikke prøve noget i den retning?“ tænkte han. Ægteparret Dave og Emma Reusch gik med til at lave nogle bladtasker, og deres datter, Vera Coates, trykte ved hjælp af silketryk og i farver bladenes titler på siden af taskerne — Watchtower på den ene side og Consolation på den anden side. Da broder Johnston besøgte den lille menighed i Concord i Californien gik han sammen med en gruppe forkyndere ud på gadearbejde. Han skriver: „Ugen efter lavede broder og søster Reusch nogle flere bladtasker til os, og denne gang prøvede vi dem på forretningsstrøgene i Oakland. Nogle af brødrene var lidt tilbageholdende i begyndelsen, men efterhånden fik flere mod på gadearbejdet, og vi begyndte at modtage ordrer på bladtasker fra andre kredse [menigheder]. På det tidspunkt skrev jeg min rapport til Selskabet og sendte en taske med som prøve. . . . Selskabet skrev tilbage og takkede mig og de andre for at have foretaget forsøget, og sagde at der snart ville komme en meddelelse om det i Informant [Budbringer]. Og det gjorde der.“
Selskabet sørgede for bladtaskerne. Nicholas Kovalak jun. fortæller: „Forkynderne i menigheden i Passaic, New Jersey, fik den forret at fremstille bladtaskerne for Selskabet. Vi klippede lærredet ud og syede det sammen til bladtasker. Om lørdagen og søndagen samledes alle som kunne og ville, på broder Frank Catanzaros buksefabrik og fik den forret at sy bladtaskerne til vore brødre i hele landet. . . . Selskabet sørgede for trykningen. Så hver gang vi så en bladtaske følte vi at vi havde haft en lille andel i forkyndelsen af Jehovas rige.“
Hvordan føltes det da man første gang skulle stille sig ud på gaden med de to blade, dengang i februar 1940? Peter D’Mura svarer: „Jeg kan tydeligt huske den 1. februar 1940! . . . Hvordan ville vi blive modtaget? Hvordan ville vores naboer og de andre i byen reagere? Det var vi spændte på. Vi skulle være på gadearbejde i to timer. . . . Og hvor blev vi forbavsede! Vi råbte de rigtige slogans og henvendte os til folk, og det gik godt. Vi afsatte alle sammen mange blade.“
Grace A. Estep fortæller også om offentlighedens reaktion: „Den første reaktion var en slags lammet forbløffelse, blandet med morskab og i nogle tilfælde vrede; derefter var der en hel del forlegenhed, idet folk skyndte sig over på den anden side af gaden for at undgå deres naboer, som de helst ikke ville tale med men alligevel skammede sig over at ignorere. Men efter at de første få uger var gået gav de op og lod sig meget belejligt opsluge af en samtale eller af at kigge på vinduer når de gik spidsrod ned gennem en række forkyndere der var på gadearbejde.“
Dengang kunne det også ske at der udbrød pøbeloptøjer når nogle af Jehovas tjenere var på gadearbejde med bladene. H. S. Robbins husker for eksempel at en ophidset menneskemængde overfaldt ham og nogle andre forkyndere ved en lejlighed hvor de var på gadearbejde i San Antonio i Texas. Ingen af forkynderne kom noget til, men de blev arresteret — ikke voldsmændene. Broder Robbins tilføjer:
„Da vi blev løsladt gik vi tilbage til rigssalen for at aftale hvad vi nu skulle gøre. . . . Vi organiserede os på ny og gik direkte tilbage.
Da vi kom ind i byen igen var der udkommet en ekstraudgave af avisen, og avisdrengene råbte: ’Jehovas Vidner drevet ud af byen,’ og nu stod vi overalt på gaderne igen. . . . Vi var i hvert fald ikke blevet drevet ud af byen, og vi var heller ikke ved at gå.“
„De valgte ældste“
I Bibelen beskrives Guds folk som får der røgtes af den himmelske Hyrde, Jehova. (Sl. 28:8, 9; 80:2; Ez. 34:11-16) Foruden Jehovas omsorg nyder de også godt af Jesu Kristi, ’den rigtige hyrdes’, hjælp og ledelse, og af hjælpen fra hyrderne i den kristne menighed. (Matt 25:31-46; Luk. 12:32; Joh. 10:14-16; 1 Pet. 5:1-4) Fra 1870erne indtil 1932 var det sådan at mænd der ved afstemning var blevet valgt til at tjene som ældste i Guds folks menigheder, forestod menighedernes studiemøder og foredrag. Nogle der var valgt til at tjene som „diakoner“ i menighederne, assisterede dem, C. W. Barber fortæller at de ældste „førte an i åndelige anliggender, ledte møderne, holdt foredrag og førte det almindelige tilsyn“, mens diakonerne „blev brugt til at passe døre, sætte stole frem og hjælpe til på andre praktiske områder“.
De ældste og diakonerne blev valgt en gang om året ved at medlemmerne i hver enkelt menighed holdt afstemning med håndsoprækning. „Med hensyn til afstemningen,“ forklarer Herbert H. Abbott, „så mente man at det græske ord der er gengivet med ’ordinerede’ i Apostelgerninger 14:23 [King James-oversættelsen; Ny Verden-oversættelsen siger ’udnævnte’], havde at gøre med at række hånden frem som for at afgive sin stemme ved en sådan afstemning om posterne som ledere i menigheden. [Se Apostelgerninger 14:23 ifølge Rotherham.] Vi vidste ikke dengang at det blev brugt i den betydning at apostlene eller det styrende råd udnævnte eller udpegede nogle.“
„Hvilken åndelig tilstand kendetegnede dem der blev udvalgt til at føre tilsyn i menigheden?“ spørger Henry A. Rheb. Som svar siger han selv blandt andet: „For det første valgte man ikke en der var nyomvendt, og det var i høj grad bibelsk. Inden mødet med afstemningen oplæste man de kvalifikationer som den der besad embedet skulle have, ifølge Første Timoteusbrev 3:1-13 og Titus 1:5-9.“ „Når kandidatlisten var komplet,“ siger Edith R. Brenisen, „blev vi indtrængende opfordret til omhyggeligt og under bøn at overveje hver af kandidaternes kvalifikationer og evner, i harmoni med Bibelen, mens vi bad om den hellige ånds ledelse til at træffe vor beslutning. . . . vi mødtes igen på det aftalte tidspunkt for at stemme på kandidaterne.“
Nogle steder opstod der problemer i forbindelse med valget af ældste. Søster Avery Bristow husker at der var kappestrid og at der førtes valgkampagner; hun siger: „Det førte til splittelser og kliker blandt brødrene og søstrene i visse menigheder, og nogle ville ikke engang tale med dem der hørte til en anden gruppe.“ James Rettos bemærker: „Der var endda nogle som blev vrede hvis ikke de blev valgt.“
Til tider opstod der problemer i forbindelse med tjenesten på arbejdsmarken. Ursula C. Serenco skriver: „Alt gik godt indtil det blev meddelt at alle skulle deltage i vidnegerningen fra hus til hus med trykte publikationer, og især i forbindelse med hus-til-hus-arbejdet om søndagen. Dette var i 1927. Vores valgte ældste var modstandere af det og prøvede at få hele menigheden talt fra at påbegynde eller deltage i nogen del af dette arbejde. I menigheden begyndte man at tage parti, og der begyndte at opstå splittelse.“ De ældstes indstilling til forkyndelsen fra hus til hus var af vital betydning. Det kunne derfor hænde at dette punkt i særdeleshed blev trukket frem i forbindelse med den årlige afstemning. Således fortæller H. Robert Dawson at de kandidater der ville være ældste eller diakoner i Pittsburgh, Pensylvanien, i 1929 måtte besvare dette spørgsmål: „Er du villig til at deltage i tjenestegerningen?“
Visse af de ældste havde en følelse af overlegenhed og ønskede kun at holde foredrag, beretter søster J. M. Norris. Hun tilføjer: „Andre var kritisk indstillet over for artiklerne i Vagttårnet; de ønskede ikke at acceptere at det stadig var Guds sandhedskanal, men prøvede hele tiden at påvirke andre til at gå ind på deres egne tanker.“
Man må dog ikke slutte ud fra dette at alle de valgte ældste viste en forkert indstilling eller ånd. Mange varetog trofast deres ansvar som kristne hyrder for Guds folk. (1 Pet. 5:1-4) „Det var kun nogle få som altid lagde hindringer i vejen for forkyndelsesarbejdet,“ siger James A. Barton. Ifølge Roy E. Hendrix var „mange af dem oprigtigt hengivne bibelstudenter, sande vidner for Jehova“. Clarence S. Huzzey bemærker: „Mange af disse ældste var modne kristne brødre, hvem menighedens velfærd lå på sinde.“ Jehova røgtede sit folk som Hyrde, og han fandt behag i at benytte disse mænd til gavn for sine indviede tilbedere.
Sådanne „valgte ældste“ førte tilsyn med menighederne i mange år. Men da 1932 oprandt, skete der en foreløbig ændring. Ældre medlemmer af betelfamilien i Brooklyn husker stadig det møde der blev afholdt onsdag aften den 5. oktober 1932 i Apollo Hall i Brooklyn. Omkring 300 medlemmer af New York-menigheden vedtog ved den lejlighed en resolution som betød at det var forbi med at vælge ældste i byen New York. (Se The Watchtower for den 1. september 1932, siderne 265 og 266 [Vagttaarnet for den 1. november 1932, side 330], og for den 15. oktober 1932, side 319.) Næsten alle andre menigheder ophørte prompte med at vælge ældste ved afstemning, efter at have vedtaget lignende resolutioner. I 1932 blev „de valgte ældste“ således erstattet af en gruppe modne kristne mænd der kom til at udgøre et såkaldt „arbejdsudvalg“, valgt af menigheden, og som skulle assistere den lokale arbejdsdirektør, der var udnævnt af Vagttårnsselskabet.
Indførelsen af den nye ordning i 1932 førte til visse problemer, og der var også enkelte som forlod organisationen, Men det store flertal af menighederne og deres tilsluttede tog med taknemmelighed imod denne organisationsmæssige forandring.
Flere ændringer i organisationens struktur
I mange år var det kun brødre som var salvede disciple af Jesus Kristus der fik ansvarsposter i den kristne menighed. Men i 1937 skete der en forandring. Broder Grant Suiter skriver: „Hvad det organisationsmæssige angik fik vi hjælp i den vejledning der fremkom i The Watchtower for 1. maj 1937 [Vagttaarnet for den 15. august 1937], hvor der stod at de der hørte til Jonadabskaren [de der havde et jordisk håb] kunne udnævnes til at tjene på forskellige poster i menigheden. . . . The Watchtower for den 15. august [Vagttaarnet for den 15. oktober 1937] nævnte at Jonadab’erne kunne være med i arbejdsudvalgene og på lignende poster i kredsene [menighederne].“ Ifølge Vagttaarnet kunne „Jonadab’erne“ blive „kredstjenere“ (i dag har vi et ældsteråd med en præsiderende tilsynsmand i hver menighed), hvis der ikke var nogen medlemmer af den salvede rest der kunne tjene på denne post. „Vi kan se hvordan Jehova banede vej for den store vækst der skulle komme,“ siger Norman Larson, og han tilføjer: „Det åbnede helt nye perspektiver for dem der, som jeg, hørte til den jordiske skare.“
I 1938 skete der endnu en betydningsfuld ændring med hensyn til organisationen. Nogle artikler i Vagttaarnet, „Enhed i Handling“ (på dansk 15. juli 1938) og „Organisation“ (på dansk 1. og 15. august 1938), viste at de enkelte menigheder ikke havde myndighed til at udnævne tilsynsmændene og deres assistenter. Det blev foreslået at menighederne i hele verden vedtog en resolution som stod trykt i Vagttårnet, hvori man bad „Selskabet“ om at organisere menigheden til tjeneste „og udnævne dens forskellige Tjenere“, det vil sige dem der skulle udfylde de lokale ansvarsposter. (Se Vagttaarnet for 1938, siderne 233, 246, 247.) De fleste menigheder vedtog denne resolution, og de få der ikke gjorde det, mistede snart deres åndelige udsyn og de forrettigheder de havde i forbindelse med tjenesten for Riget.
„Rigssal“
Den himmelske Hyrde, Jehova, sørger for rigelige åndelige forsyninger til sit folk. De kristne møder spiller en vigtig rolle i forbindelse med den åndelige føde. (Hebr. 10:24, 25) Guds tjenere i nutiden har ofte benyttet private hjem eller lejede lokaler som mødested. Men efter at det himmelske rige var blevet oprettet i himmelen i 1914 begyndte Guds folk at kalde deres mødesteder for „Jehovas Vidners rigssal“.
Domenico Finelli fortæller at den første rigssal blev bygget i Roseto, Pennsylvanien, i 1927, og han siger at „den blev indviet med et offentligt foredrag af broder Giovanni DeCecca“. Ordet „rigssal“ blev dog først almindeligt anvendt fra 1935. I det år var J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, på besøg på Hawaii, og han indviede et nyoprettet afdelingskontor i Honolulu. Man havde også indrettet en mødesal i forbindelse med afdelingskontoret; denne sal blev kaldt „Kingdom Hall“ — rigssal.
(Fortsættes i næste nummer)