Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 22. del
„Ved arbejdsmødet en aften i 1934 blev vi bedt om at mødes klokken 9 om morgenen den næste søndag til noget ganske særligt,“ beretter Gladys Bolton. „Alle var spændt på det! Hvad kunne det dreje sig om? Søndag morgen var der fuldt hus. Taleren meddelte at Jehovas Vidners menigheder over hele jorden mødtes i dag for at de alle samtidig kunne sende telegrammer til Hitler for at anmode ham om at holde op med at forfølge Jehovas Vidner i Tyskland.“ Efter at have bedt til Jehova sendte hver gruppe følgende telegram: „Hitlers regering, Berlin, Tyskland. Deres mishandling af Jehovas Vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas Vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“ Telegrammet var underskrevet „Jehovas Vidner“ og angav navnet på den by hvor menigheden havde været forsamlet.
Telegrammerne vakte en vis opsigt, også på telegrafkontorerne rundt omkring i U.S.A. „I Keysville i Virginia, foruden andre steder,“ siger Melvin Winchester, „var telegrafisten lige ved at dåne da vennerne kom og afleverede telegrammet.“
Hvordan reagerede det nazistiske styre? Forfølgelsen af Jehovas Vidner blev forstærket. Men Guds folk, både i Tyskland og andre steder, var blevet forberedt på den modstand og de trængsler der ventede dem. Netop i rette tid sørgede Jehova for at de fik den nødvendige bibelske vejledning og opmuntring. Det skete i slutningen af 1933 i form af vagttårnsartiklen „Frygt ikke for dem“. (Vagttaarnet, 1. januar 1934) Den katolske kirkes fjendtlighed blev afsløret, og artiklen advarede om at modstanden kunne føre til at nogle af Guds trofaste tjenere endog måtte lide døden. Alligevel tilskyndede Vagttaarnet Guds folk til at blive ved med at vidne om hans navn med frimodighed og glæde, så det kunne få en andel i hævdelsen af hans hellige navn.
Hjælpemidler ved retssagerne
For de kristne var dette en tid der satte deres tro på prøve. Det var selvfølgelig ikke ethvert tilfælde af modstand, ikke engang enhver arrestation, der førte til en retssag. Men mange gange fandt Jehovas tjenere alligevel at de havde behov for noget der kunne hjælpe dem til at fremføre et godt forsvar i de amerikanske retssale. Som en hjælp til Rigets forkyndere oprettede Vagttårnsselskabet en juridisk afdeling på sit hovedkontor i Brooklyn. Selskabet udgav også en trykt vejledning på engelsk som hed Order of Trial („Anvisning vedrørende retssager“).
Broder Robert E. Morgan tænker tilbage: „Ved vore ugentlige tjenestemøder studerede vi Order of Trial som Vagttårnsselskabet havde udgivet, og prøvede at udruste os til at have med de politifolk og dommere at gøre som hele tiden chikanerede os i tjenesten på arbejdsmarken. Ved tjenestemøderne lærte vi hvad vi skulle sige og gøre når vi blev anholdt af politiet, hvilke borgerrettigheder vi havde, og hvilken fremgangsmåde vi skulle følge for at lægge et godt grundlag for en retssag der kunne blive til et forsvar for den gode nyhed, i tilfælde af at dommene gjorde det nødvendigt for os at gå til appeldomstolene.“
„I demonstrationer ved tjenestemøderne blev der vist hvordan vi skulle bære os ad, lige fra arrestationen til retssagens afslutning og sagens udfald,“ fortæller Ray C. Bopp. „Tjenerne i menigheden agerede forsvarere og anklagere, og nogle af disse ’retssager’ kunne vare i ugevis.“
Arresteret — og i fængsel
De juridiske hjælpemidler Selskabet stillede til rådighed og den gode undervisning ved tjenestemøderne var en stor hjælp for Guds tjenere. Men til at udholde strabadserne bag tremmerne kunne kun Jehova give sit folk styrke. Som Paulus sagde: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Fil. 4:13.
I hundredvis af Jehovas kristne vidner blev arresteret og sat i fængsel i disse stormfulde år i trediverne og fyrrerne. Om de problemer som Jehovas folk fik på en bestemt egn fortæller Homer L. Rogers: „Byen La Grange [i Georgia] havde indført en forordning der forbød at man besøgte nogen som helst husstand i La Grange for at tilbyde tryksager, uanset af hvilken art. Forbudet var rettet mod Jehovas Vidner, og det blev kun håndhævet mod Jehovas Vidner.“ Hvordan kunne han vide det? Jo, byens beboere kunne bekræfte at alle andre former for tryksager ganske åbenlyst blev uddelt i La Grange uden at myndighederne greb ind.
Den 17. maj 1936 blev 176 Jehovas vidner arresteret og fængslet for at have forkyndt i La Grange. Dagen efter blev kvinderne løsladt, men 76 mænd blev tilbageholdt i fjorten dage i Troup County Prison and Stockade, som lå godt seks kilometer uden for byen. De øvrige indsatte var fanger som rent bogstaveligt var lænket sammen, mens de fra solopgang til solnedgang blev holdt i gang med vejarbejde. Forkynderne blev kendt skyldige og hver idømt en bøde på én dollar eller tredive dage i fængsel, meddeler broder C. E. Sillaway. Byens offentlige anklager sørgede for at brødrene ikke fik mulighed for appel, og 57 af dem måtte den 28. maj 1937 tilbage til fængselet for at afsone den resterende del af de tredive dage. Forkynderne havde ikke begået nogen forbrydelse, men de måtte alligevel bære fangetøj, de måtte dele tæpperne to og to under de kolde nætter, og de måtte udføre hårdt straffearbejde på gaderne og andre steder.
De måtte gennemgå mange lidelser. Men de fik dog også lejlighed til at gøre godt i åndelig forstand. Broder Sillaway skriver: „Da vi nærmede os slutningen af de tredive dage fik min gruppe og en anden gruppe, tolv i alt, tildelt arbejde på en kirkegård for farvede, et sted der lå så isoleret som var det ude på landet. Cirka midt på formiddagen kom der et ligtog ind ad hovedindgangen; det standsede, og bedemanden gik hen til os. Det viste sig at den pågældende familie havde været for fattig til at betale præsten den faste pris han krævede for en begravelse, og de havde hverken fået prædiken eller bøn. Så blev vi spurgt om en af os som ordets tjenere ville sige et par ord. Det var en forret for os at kunne fortælle denne håndfuld mennesker hvordan de dødes tilstand virkelig er og hvilket håb der er om en opstandelse. De havde ikke noget imod at vi havde fangetøj på.“
Søster Theresa Drake fortæller at hun fik en forsmag på intolerancen mod Guds folk allerede i begyndelsen af trediverne, da hun for første gang blev arresteret i Bergenfield, New Jersey. „I Plainfield, New Jersey, tog de mine fingeraftryk. Det var også i Plainfield jeg blev tilbageholdt en nat sammen med 28 andre søstre. Vi blev spærret inde i en lille celle, og da vi var 29 kunne vi umuligt ligge ned og sove. Til sidst førte de os over i en gymnastiksal i samme bygning, og der havde de nogle måtter vi kunne ligge på. Jeg kan huske at en betjent åbnede døren, kiggede på os og sagde: ’Som får der føres til slagtning.’“
Søster Drake omtaler også et andet tilfælde: „I Perth Amboy blev vi arresteret og tilbageholdt fra klokken 10 til klokken 20. Det var dengang jeg traf broder Rutherford, som kom for at skaffe os 150 der var arresteret, løsladelse mod kaution. Vi blev tilbageholdt i ét stort rum i retsbygningen. Udenfor begyndte folk at tage vores bøger og blade ud af vores biler — og kaste dem rundt over hele græsplænen foran retsbygningen. Der sad omkring et halvt dusin mænd bagest i retssalen og ventede på at få fat på broder Rutherford. De rettede nogle trusler mod ham, men fik aldrig fat på ham, for da han forlod retsbygningen omgav vi ham og gik hurtigt ud til en ventende bil, som ikke var den bil han plejede at bruge.“
Om nogle byer i Ohio og West Virginia oplyser Edna Bauer: „Mange af vennerne blev arresteret og kørt i fængsel i brandbiler med fuld udrykning, så folks opmærksomhed på denne højlydte måde blev henledt på at nogle var blevet arresteret.“ Ofte var der mange der blev sat i fængsel på én gang, og der blev ikke taget hensyn til alder. Søster J. W. Bennecoff husker for eksempel et tilfælde i Columbia, South Carolina, hvor „vi var 200 der blev sat i fængsel, og den yngste var seks uger gammel“.
Forholdene i fængslerne kunne være fortvivlende. Earl R. Dale var en af dem der uretfærdigt blev sat i fængsel — det var i Somersworth, New Hampshire — og han skriver: „Om natten sov jeg, prøvede i hvert fald på det. Fængselet var ikke særlig rent. I løbet af natten var der nogle smådyr der kravlede hen over os; jeg kunne ikke lide dem, men de kunne godt lide mig.“ Broder og søster R. J. Adair blev sat i fængsel for at have forkyndt den gode nyhed i Caruthersville i Missouri i 1941. De fik otteoghalvfjerds dages fængsel, og søster Adair beskriver stedet som „et fangehul“. Hendes helbred led også under indespærringen. „Det var virkelig ikke behageligt at sove på et cementgulv med et tæppe og en pude i otteoghalvfjerds dage,“ indrømmer hun. „Men det vigtigste var at bevare sin trofasthed mod Jehova.“
Selv om Jehovas Vidner i De forenede Stater således ofte blev sat i fængsel for at forkynde Rigets budskab, holdt de dog ikke op med at forkynde. Selv når de var indespærret fortsatte de uanfægtet med at fortælle om den gode nyhed. Dora Wadams nævner for eksempel at hun havde flere lejligheder til at forkynde da hun var i fængsel. Engang hvor hun var indsat i et fængsel i Newark, New Jersey, og det blev kendt at vidnerne snart skulle løslades, skete der følgende: „En aften da vi blev lukket ind i vore celler hørte vi fangerne rundt omkring sige: ’Bibelfolkene forlader os i morgen. Stedet her bliver aldrig det samme igen. De er som engle der er sendt til os.’“
Deres sag kommer frem i retten
Jehovas tjenere var parate til både at forsvare sig selv og deres gudgivne arbejde, hvis de blev ført frem for en domstol efter at være blevet arresteret. Der var tilfælde hvor de ikke engang fik sagførerbistand. For eksempel fik broder Roland E. Collier, der hørte til menigheden i Orange, Massachusetts, engang i 1938 tilladelse til at køre ud med en højttalervogn i den nærliggende by Athol. Sammen med en anden broder sad han i højttalervognen og afspillede pladen „Fjender“, mens andre forkyndere besøgte folk fra dør til dør. Broder Collier blev arresteret og anklaget for at have gået fra hus til hus, skønt han ikke ved den lejlighed havde gjort det. Her er hans beretning: „Med stor interesse afventede vi retssagen og forberedte os på den. Jeg læste omhyggeligt vejledningen Order of Trial, som Selskabet havde udgivet som en hjælp til at forberede sig til retssager. Den dag retssagen skulle finde sted kom der nogle brødre ind i retssalen for at styrke mit mod. Jeg fulgte den rigtige procedure som Selskabet havde anbefalet, endda så vidt at jeg krydsforhørte politichefen. Da alle vidnesbyrdene var blevet fremsat efter en fuldstændig retssag, blev jeg kendt ’Ikke skyldig’, og der kom til at stå følgende overskrift i avisen: ’Mand fra Orange prædiker sig ud af fængsel.’“
Flere sagførere som ikke var Jehovas Vidner, gjorde et stort arbejde for at forsvare Guds folk. Men ofte var det sagførere som selv var Jehovas Vidner der repræsenterede deres trosfæller i retssager. En af dem var Victor Schmidt. Her er et uddrag af hvad hans hustru Mildred fortæller: „Efter at højesterets beslutning var gået imod os i sagen om flaghilsen, var det næsten som om der faldt en hel lavine af pøbeloverfald og arrestationer ned over vore brødre mange steder uden for Cincinnati [Ohio]. Jeg blev nødt til at køre min mand til de forskellige steder, for han kørte ikke selv bil. I et stykke tid skulle vi næsten hver dag køre til et nyt sted. Derfor måtte jeg give afkald på at arbejde sammen med pionererne. . . . Victor havde en stærk tro på Jehova, hvad der styrkede mig til en lignende tro. Når vi nærmede os en by hvor han skulle repræsentere vore brødre i en retssag, skete det tit at han fik mig til at køre ind til siden, og så bad han Jehova om at gøre vejen åben for ham så han kunne hjælpe vore brødre, og han bad også om at Jehova, hvis det var hans vilje, i sin kærlighed ville beskytte os og hjælpe os til aldrig at give efter for menneskefrygt. Mange gange så vi vidnesbyrd om at Jehova havde hjulpet os ved sine engles mægtige kraft.“
Appel til højesteret
Adskillige retssager mod Jehovas Vidner endte med at blive forelagt De forenede Staters højesteret. En af disse var sagen Lovell mod byen Griffin. Guds tjenere var ofte blevet arresteret for at have forkyndt den gode nyhed i Griffin, som ligger i Georgia, men ved en bestemt lejlighed blev mange af dem arresteret fordi man påstod de overtrådte en af byens forordninger som forbød „uddeling . . . af skrifter af en hvilken som helst art . . . uden forudgående skriftlig tilladelse fra borgmesteren“. Broder G. E. Fiske fortæller: „Adskillige af brødrene var over 1,80 meter høje, og embedsmændene spurgte om brødrene ville være villige til at lade dem udvælge én der kunne repræsentere alle de arresterede, hvilket vore tilsynsmænd gik med til. Så valgte de en lille, spinkel søster [Alma Lovell], fordi de mente at hun ville være et let bytte. Men hun havde studeret sin Order of Trial . . . Ikke en eneste af brødrene havde forberedt sig så godt som denne spinkle søster havde, og da sagen kom for retten talte hun for domstolen i over en time og aflagde et vidunderligt vidnesbyrd. Desværre var dommeren ikke engang interesseret i at høre efter; han sad med fødderne oppe på skranken, og da søsteren satte sig, tog dommeren fødderne ned og sagde: ’Er De nu færdig?’ Hun sagde: ’Ja, høje dommer.’ Så kendte han dem alle skyldige. Selskabets sagfører appellerede øjeblikkelig sagen.“ Den 28. marts 1938 afsagde højesteret en enstemmig kendelse om at den pågældende forordning var ulovlig og ugyldig.
(Fortsættes)