Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 24. del

„Så begyndte de store, brutale mænd at slå brødrene igen,“ fortsætter søster Schmidt. „Hvor er det dog svært at se på at nogle man holder af bliver slået! Hver gang de slog Victor vaklede han, men han faldt ikke. De slag var en rædsom oplevelse for mig . . .

Gang på gang kom de imod mig bagfra og slog mig som med piskeslag. Til sidst blev vi adskilt fra de to andre brødre, og mens vi gik af sted arm i arm sagde Victor: ’Vi har ikke lidt så meget som Paulus. Vi har endnu ikke stået imod så langt som til blod.’ [Se Hebræerbrevet 12:4.]

Nu var det meget mørkt, og det var ved at blive sent (senere fandt jeg ud af at klokken var omkring 23). Vi var kommet uden for bygrænsen og var nær ved at falde sammen af udmattelse, da en bil pludselig standsede op ved siden af os. En velkendt stemme sagde: ’Hurtigt! Spring ind!’ Tænk, det var den flinke unge pionerbroder Ray Franz der reddede os fra hobens raseri! . . .

Her følte vi alle igen at Jehovas engle havde lukket øjnene på vore fjender så de ikke så os stige ind i bilen. Inde i bilen, i sikkerhed for pøbelen, sad allerede kære broder Rainbow og hans hustru og tre andre. På en eller anden måde blev der plads til os alle otte. . . . Folk var stadig voldsomt ophidsede mod os, og de viste ingen tegn på at ville lade os gå. Det var som om Jehova havde rakt sine kærlige arme ned og reddet os! Senere fik vi at vide at de to brødre, efter at de var blevet afskåret fra os, havde søgt tilflugt i en høstak, hvor nogle brødre fandt dem tidligt næste morgen. En af brødrene var kommet slemt til skade da han blev ramt af en eller anden genstand der blev kastet efter ham.

Vi kom hjem omkring klokken 2 om natten, gennemblødte og forfrosne, for uvejret havde afsluttet en hedebølge og bragt kold luft med sig. Vore brødre og søstre hjalp os og plejede os; de forbandt fem åbne sår i Victors ansigt. Hvor var vi taknemmelige for at være i vore brødres kærlige varetægt!“

Selv under sådanne dramatiske oplevelser støtter og styrker Jehova sine tjenere. Søster Schmidt erklærer derfor: „Her havde vi altså gennemgået endnu en form for prøvelser, som Jehova i sin barmhjertighed hjalp os til at bære så ’udholdenheden kunne have sit arbejde fuldendt’.“ — Jak. 1:4

Andre tilfælde af pøbelvold

Det skete utallige gange at Jehovas Vidner blev genstand for voldsomme overfald fra pøbelens side. I december 1942 blev en gruppe Jehovas Vidner som udførte gadearbejde i byen Winnsboro i Texas, overfaldet af en menneskemængde. Blandt forkynderne var en vennetjener (kredstilsynsmand) ved navn O. L. Pillars. Da pøbelen nærmede sig indså forkynderne at de ikke under de forhold kunne fortsætte deres gadearbejde, og de begyndte derfor at gå hen mod deres bil. „Midt i hovedgaden holdt baptistprædikanten C. C. Phillips i sin højttalervogn,“ fortæller broder Pillars. „Han havde prædiket om Kristus og korsfæstelsen, men så snart han så os fik prædikenen en anden lyd. Han råbte og skreg om at Jehovas Vidner ikke ville hilse flaget, og fortalte hvor glad han ville være for at dø for sit lands fane og at enhver der ikke ville hilse flaget skulle jages ud af byen. Idet vi passerede hans vogn så vi at endnu en menneskemængde var på vej hen imod os fra den anden side. Hurtigt omringede de os og holdt os fast indtil byens sherif kom til stede og arresterede os.“

Senere trængte hoben ind på sheriffens kontor, hvor sheriffen ikke gjorde det ringeste forsøg på at beskytte forkynderne. De ophidsede mennesker førte dem med sig. Ude på gaden blev broder Pillars, ligesom mange af de andre, gennembanket med næveslag. „Men så fik jeg en yderst usædvanlig hjælp,“ fortæller han. „Jeg blev gennembanket på det forfærdeligste. Blodet strømmede ud fra næsen, ansigtet og munden, men jeg følte praktisk talt ingen smerter. Allerede da undrede jeg mig over dette og følte at det var et udtryk for englenes hjælp. . . . Det gjorde det klart for mig hvordan vores tyske brødre trofast havde udholdt nazisternes brændende forfølgelse uden at vakle.“

Gang på gang blev broder Pillars slået bevidstløs, derefter genoplivet og slået igen. Da de afsindige mennesker til sidst ikke kunne kalde ham til bevidsthed, overhældte de ham med koldt vand og prøvede at få ham til at hilse et lille flag på ikke mere end fem gange ti centimeter, „det eneste flag som disse store ’patrioter’ kunne finde,“ fortæller han. De holdt flaget frem og prøvede at løfte hans arm, men han lod hele tiden sin hånd falde, for at vise at han ikke ville hilse det. Snart efter lagde de et reb om halsen på ham, slog ham til jorden og begyndte at trække ham af sted hen til fængselet. I det fjerne hørte han dem sige: „Lad os bare hænge ham. Så slipper vi af med de vidner én gang for alle.“ Og det varede ikke længe før de prøvede at gøre alvor af deres trusler. „De lagde et nyt halvtommes hampereb om halsen på mig, bandt det i en løkke og trak mig ud på gaden. Derefter blev rebet kastet op over et rør der stak ud fra et hus. Fire eller fem mænd begyndte at trække i rebet. Så blev jeg løftet op fra jorden, rebet strammedes, og jeg mistede bevidstheden.“

Derefter husker broder Pillars intet før han igen var i det kolde fængsel. Han blev undersøgt af en læge, som sagde: „Hvis den unge fyr her skal leve, må I hellere få ham på hospitalet, for han har mistet en masse blod og hans pupiller er udspilede.“ Dertil svarede sheriffen: „Han er den mest stædige djævel jeg nogen sinde har set.“ Broder Pillars bemærker: „Hvor de ord dog opmuntrede mig! De forvissede mig om at jeg ikke havde givet efter.“

Efter at lægen var gået, defilerede bøllerne forbi broder Pillars i det kolde, mørke fængselsrum. De strøg nogle tændstikker for at kunne se broder Pillars’ ansigt, og han hørte dem spørge: „Er han død nu?“ En eller anden svarede: „Nej, men det varer ikke længe.“ Iskold og drivende våd som han var, prøvede broder Pillars at lade være med at skælve, i håb om at de ville tro at han allerede var død. Endelig forsvandt de, og så blev der stille. Efter et stykke tid blev døren åbnet igen, en betjent fra politiet i staten Texas kom ind, og broder Pillars blev kørt i ambulance til hospitalet i Pittsburg, Texas. Han havde været overladt til pøbelen i seks timer. Men hvad var der sket da de hængte ham? Hvordan kunne det være at han stadig var i live? „Det fandt jeg ud af sent næste dag,“ fortæller broder Pillars.

„Da jeg lå i fængselsafdelingen på hospitalet i Pittsburg og var ved at komme til hægterne igen, kom broder Tom Williams. Han var sagfører i Sulphur Springs, en sand forkæmper for retfærdighed. Han havde uden held prøvet at finde ud af hvor jeg var, indtil han til sidst truede med at anlægge sag mod byen. Så rykkede de ud med at jeg var på hospitalet. Hvor var det dejligt at se en broders ansigt! Han fortalte mig at hele byen talte om det; jeg var blevet hængt — men rebet var bristet!

Senere indledte forbundskriminalpolitiet en officiel undersøgelse, som førte til at sagen kom for en storjury, og her trådte en gruppe mænd fra pinsebevægelsen frem og var villige til at vidne. De sagde: ’I dag er det Jehovas Vidner. I morgen bliver det os!’ De beskrev hængningen: ’Vi så ham dingle i rebet. Så bristede det. Da vi så rebet gå i stykker vidste vi at det var Herren der gjorde det.’“

Sheriffen og andre af de ansvarlige flygtede over grænsen til en anden stat. Derfor kom de aldrig for en domstol. Broder Pillars kom sig og vendte tilbage til sin gerning som vennetjener i samme område.

Udholdenhed under forfølgelse

Måske siger du: „Jeg kunne aldrig holde ud under så brutal en forfølgelse!“ Nej, det kunne ingen af os i egen kraft. Men Jehova kan give os styrke hvis vi benytter os af de foranstaltninger han har truffet til åndelig opbyggelse. Den største årsag til forfølgelsen har at gøre med stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet. Satan udfordrede Gud ved at hævde at intet menneske ville forblive trofast mod Jehova hvis det blev udsat for prøve af ham, Djævelen. Tænk hvilket privilegium det er at kunne bevare sin integritet over for Gud og derved være med til at bevise at Satan er en løgner og til at træde frem på Jehovas side i stridsspørgsmålet! — Job 1:1 til 2:10; Ordsp. 27:11.

I de år der er gået siden den stormfulde tid vi netop har berettet om, hvor Jehovas Vidner i U.S.A. blev udsat for det ene pøbeloverfald efter det andet, er Guds folk blevet mere og mere klar over hvor vigtigt det er at sætte sin fulde lid til Jehova. De er naturligvis parate til at forsvare sig selv og deres nærmeste i harmoni med de kristne principper, men de bevæbner sig ikke med bogstavelige mordvåben for at kunne modstå et eventuelt overfald. (Matt. 26:51, 52; 2 Tim. 2:24) Nej, de erkender at ’deres krigsførelses våben ikke er kødelige’. — 2 Kor. 10:4; se Vagttårnet, 1. september 1968, siderne 401-405.

Teokratisk stævne i Saint Louis

Menneskeheden var midt i den anden verdenskrigs trængsler, og der rasede forfølgelse mod Guds folk. Men ’hærskarers Jehova var med dem’. (Sl. 46:2, 8) Han sørgede for at de blev godt forsynet med åndelig føde. I denne forbindelse var Jehovas Vidners teokratiske stævne i Saint Louis, Missouri, bemærkelsesværdigt; det blev afholdt 6.-10. august 1941.

Jehovas tjenere var ivrige efter at komme til stævne, så der var mange der begav sig af sted til Saint Louis. „Vi fandt snart ud af,“ fortæller søster A. L. McCreery, „at alle de der var Jehovas Vidner satte et blad [The Watchtower eller Consolation] op i bilruden for at fortælle hvem de var, så det gjorde vi også. Under hele turen bestilte vi ikke andet end at vinke til fremmede der kørte forbi os, mennesker som vi vidste var vore brødre fordi de smilede og vinkede til os.“

På trods af pres fra Katolsk Aktion og en forening af krigsveteraner nægtede bestyrelsen for „The Arena“, hvor stævnet skulle holdes, at annullere kontrakten med Jehovas Vidner. Men de katolske kirker satte en modpropaganda i gang som fik mange af byens borgere til at tilbagekalde deres tilbud om logi til stævnedeltagerne. „Nogle nonner gik fra dør til dør og fortalte folk at de ikke skulle udleje værelser til Jehovas Vidner,“ siger Robert E. Rainer. Så ved ankomsten til Saint Louis „var der så mange Jehovas Vidner der manglede logi at det blev nødvendigt at få nogle madrasser syet og udstoppet sådan at nogle kunne sove på selve stævneområdet,“ fortæller Margaret J. Rogers.

Om dette logiproblem har broder og søster G. J. Janssen følgende at berette: „Under stævnet var der en avis der bragte et billede af en moder og et barn der sov på græsplænen ved stævnepladsen. Det var lige hvad der skulle til. De lokale beboere, som var mere blødhjertede end deres falske lærere, begyndte at ringe til logibureauet for at fortælle at de ekstra værelser de havde, stod til rådighed for Jehovas Vidner.“ Inden længe strømmede det ind med tilbud om logi pr. telegram, telefon og brev, foruden ved personlige henvendelser. Nogle forkyndere blev endda standset på gaden af folk som tilbød logi.

Nogle af forkynderne benyttede den teokratiske trailerby (campingplads) ved stævnet. Den voksede og voksede, indtil der til sidst var 677 campingvogne, 1824 telte, 100 biler hvori nogle overnattede, 99 lastvogne og 3 busser — i alt en befolkning på 15.526. „Den var kolossal,“ fortæller Edna Gorra, og tilføjer: „Gaderne havde navne, og der var rigtige vaske- og badefaciliteter og så videre. Det var skønt at se så mange mennesker fra forskellige stater bo i deres campingvogne, telte og busser, i fuld harmoni.“

Nogle højdepunkter på stævneprogrammet

Programmet ved stævnet var i sandhed åndeligt berigende. Hazel Burford, som nu er missionær i Panama, fortæller herom: „Det var spændende for os at få forklaret stridsspørgsmålet om Jehovas overherredømme som den øverste Suveræn og få at vide hvordan dette berørte Jehovas tjeneres integritet. . . . Vi indså tydeligere end nogen sinde hvorfor Jehova tillod at hans folk over hele jorden blev så stærkt forfulgt.“ I et foredrag med titlen „Ustraffelighed“ pegede broder Rutherford på at det spørgsmål Satan rejste på Jobs tid var dette: „Kan Jehova sætte Mennesker paa Jorden, som — under den haardeste Prøve — vil bevise deres Trofasthed imod Gud?“ Imidlertid blev det fremhævet at spørgsmålet først og fremmest drejede sig om herredømmet i universet. Taleren opfordrede blandt andet tilhørerne til at være helt og uforbeholdent viet til den teokratiske regering ved Kristus Jesus, i bevidstheden om at den vil ophøje Jehovas navn og udfri alle som elsker retfærdighed og tjener Jehova.

Der var især én af stævnebegivenhederne der rørte deltagernes hjerter. Søndag den 10. august 1941 var „Børnenes Dag“ ved stævnet i Saint Louis. Tidligt om formiddagen blev der holdt et dåbsforedrag, og 3903 blev døbt, deriblandt 1357 børn. Og for børnene — ja, også for de voksne — var dette en ganske særlig dag. „Alle der er mellem 5 og 18 år og børn af indviede forældre og som har billet til de reserverede pladser, bedes om at samles i hovedafsnittet lige foran platformen,“ stod der i det trykte program. Broder Rutherfords foredrag „Kongens Børn“ skulle holdes kl. 11.00.

På det tidspunkt var der en vældig mængde på 115.000 til stede. Direkte foran platformen og på de nærmeste pladser omkring den sad et ganske særligt publikum — udelukkende børn og unge der var mellem 5 og 18 år gamle. Da broder Rutherford trådte frem på platformen lød der bifaldsråb og klapsalver fra alle de unge mennesker. Han vinkede med sit lommetørklæde, og tusinder af unge vinkede igen. Så trådte han frem på platformen; hans ansigt bogstavelig talt strålede på grund af det syn der mødte ham.

Broder Rutherford havde meget at sige til alle disse unge og de tusinder af andre som var til stede. Dorothy Wilkes fortæller for eksempel: „Håbet om paradisiske forhold på jorden blev meget levende for os da broder Rutherford sagde til os at ’de ejendomme I så på vej til stævnet er ingenting i sammenligning med det I vil få!’“ Og Neal L. Callaway, der også var med blandt det unge publikum dengang, har engang skrevet: „. . . efter at have sluttet sit foredrag sagde Selskabets præsident: ’Jeg vil nu stille jer et Spørgsmaal hver især. Alle I Børn, som er gaaet ind paa at gøre Guds Vilje, og som har taget Standpunkt for hans teokratiske Regering gennem Kristus Jesus og besluttet at lyde Gud og hans Konge, rejs jer op!’

Vi rejste os som én mand. ’Se,’ udbrød Selskabets præsident, ’mere end 15.000 nye Vidner for Riget!’ Efter lange klapsalver sagde han: ’Alle I, som vil gøre jert bedste for at tale til andre om Guds Rige og de Velsignelser, det vil bringe, maa svare Ja.’ Der lød et tordnende ’Ja’ fra de 15.000 stående børn og unge.

Så sagde Selskabets præsident: ’Dersom I har et Redskab i jeres Hænder, som I kan anvende til Jehovas Ære og til at indhente Kundskab om hans Rige fra, vil I da benytte det?’ Vi svarede ’Ja!’ ’Sæt jer da ned, og jeg skal fortælle jer om det. Herren har gjort det muligt, at denne Bog har kunnet udgives som et Budskab til jer! Bogens titel er Børn. Der fulgte et stormende bifald!“ Så blev der overrakt et gratis eksemplar af den nye bog Børn, skrevet af broder Rutherford, til hvert eneste barn der sad i den særlige afdeling af stævnepladsen, og på lignende måde i trailerbyen.

Mange af dem der var til stede som børn ved denne særlige lejlighed, gjorde stadig fremskridt, fortæller George D. Caron. „De er blevet pionerer, kommet på Gileadskolen og rejst ud som missionærer, eller kommet på Betel og på anden måde gået fremad med organisationen. I dag er de til støtte og styrke i mange menigheder i hele verden.“

(Fortsættes)