Har du nogen sinde sagt: „Hvem tror du egentlig du er?“
MANGE englændere blev chokerede da man for ikke så længe siden offentliggjorde nogle dagbøger skrevet af lord Reith, grundlæggeren af BBC (British Broadcasting Corporation). „Jeg er strålende, intelligent og meget mere,“ skrev han. „. . . Jeg væmmes ved jævne folk, og kun sjældent indrømmer jeg andre en vis storhed.“
De fleste mennesker kan med god samvittighed sige at de ikke er så kritiske som lord Reith, der ’kun sjældent indrømmede andre en vis storhed’. Den yderliggående indstilling han havde blev årsag til mange skuffelser og bitre følelser for ham. Han beskriver for eksempel hvor stor en sorg han følte da Churchill fjernede ham fra den britiske regering, så han blev ligestillet med „jævne folk“. Han beklager at hans efterfølger overtog ministerbilen efter ham, så han måtte stå i kø ved busstoppestederne som alle andre. „Det var en svær kamp for mig,“ siger han. „Ofte fyldtes mine øjne med tårer.“
Heldigvis har de fleste ikke helt så høje tanker om sig selv. Men alligevel — mon ikke du kender eller har truffet nogle som virkede både overlegne og indbildske? Mange regner med at man kun kan „komme frem“ i verden hvis man er aggressiv og selvsikker. En nylig udgivet bog som på engelsk hedder „Winning Through Intimidation“ (Vind ved at intimidere), er blevet meget populær; den går ind for at man skal tyrannisere sig til succes i forretningslivet — man skal skubbe, mase, bluffe, manipulere og udmanøvrere andre til fordel for én selv. Med andre ord: man skal have ringere tanker om andre end om sig selv.
En sådan overlegen indstilling omsættes ofte i ord eller handlinger der viser at vedkommende tænker: „Hvad bilder du dig ind? Er jeg virkelig nødt til at finde mig i en uvidende person som dig? Hvem tror du egentlig du er?“ Måske har du fundet tendenser til denne nedladende indstilling hos nogle på et offentligt kontor — eller hos en ægtefælle.
Lige siden de allerældste tider har der været nogle som har opført sig på denne måde. Dengang kristendommens nye tanker — for eksempel om at man ’i ydmyghed skulle agte andre højere end sig selv’ — for første gang skulle udtrykkes på det gamle græske sprog, fandt man at sproget slet ikke rummede ord der dækkede; bibelskribenten måtte simpelt hen konstruere et nyt ord på græsk, det vi på dansk oversætter med „ydmyghed“. (Fil. 2:3) I en bibelkommentar står der at „den tanke han ønskede at udtrykke havde endnu ikke vundet indpas i græsk tankegang eller sprog. Man havde taget det for givet at alle skulle hævde sig, og at det kun var en tåbe eller en kujon som af sig selv veg pladsen for en konkurrent“. — The Interpreter’s Bible.
Men er det sandt at kun en tåbe eller en kujon ’i ydmyghed agter andre højere end sig selv’? Nej, langtfra. „Det er let at se ned på andre,“ skrev englænderen lord Peterborough; „det svære er at se ned på sig selv.“ Ja, de fleste af os har temmelig let ved at blive en lille smule indbildske; det er meget sværere at være ydmyg — især hvis man faktisk har særlige evner eller gaver.
Hvor er det let at tænke: „Jeg har selv slidt for at nå dertil hvor jeg nu er kommet“ — og så betragte andre som ringere fordi de ikke er nået så vidt. Men hvad nu hvis man var født med et handicap eller en anden begrænsning; ville man så være nået lige så vidt? Hvorfra har man fået sit talent og initiativ, eller sin kundskab og oplæring? Bibelen stiller nogle meget tankevækkende spørgsmål: „Hvad har du som du ikke har fået? Og hvis du virkelig har fået det, hvorfor praler du da som om du ikke havde fået det?“ — 1 Kor. 4:7.
Den der agter andre højere end sig selv, er ikke nødvendigvis en initiativløs person der altid „bare følger med“. Det kan godt være at han faktisk har gode evner til at organisere. Af alle de egenskaber en mand på en ansvarsfuld post kan have, er det hans ydmyghed der mere end noget andet vil gøre ham afholdt blandt de mennesker han har ansvar for.
Nogle af Jesu apostle diskuterede engang hvem af dem der var den største, men Jesus slog hurtigt en pæl igennem deres forestillinger ved at fortælle dem hvad sand storhed består i. Det er almindeligt at folk der har myndighed, „spiller herrer“ over andre, sagde han. „Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener.“ — Luk. 22:25, 26.
Du vil især forstå hvor klogt dette princip er, hvis du tænker tilbage på sidste gang du blev behandlet nedladende af en anden. Havde du lyst til at samarbejde med vedkommende? Eller blev du fornærmet og irriteret — og tænkte ligefrem: „Hvad bilder han sig egentlig ind?“ Når du næste gang fristes til at følge den første indskydelse og sætte et fortrydeligt ansigt op over for en som måske ikke er så godt hjemme på dit felt, så husk dette. Det kan godt være at du på nogle områder er dygtigere end han, men måske overgår han dig på områder som er langt vigtigere. Apostelen Paulus gav dette råd: „[Jeg] siger . . . til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind.“ — Rom. 12:3.
Hvorfor ikke, med disse principper i tanke, prøve at se på dine omgivelser med nye øjne — og ’agte de andre højere’? Det kunne måske forbedre dit forhold til din familie, til dine venner, dine arbejdskammerater eller andre. Husk den kloge vejledning apostelen Paulus gav: „Tænk på andre som I tænker på jer selv; tænk ikke hovmodigt, men hold jer til det beskedne. Bliv ikke kloge i egne tanker.“ — Rom. 12:16.
Selv om det for eksempel er manden der skaffer de penge hans familie skal leve af, kan det godt være at hustruen er bedre til indkøb af mad og andre ting familien skal bruge. Hun kan være dygtigere end han til at indrette hjemmet, og måske er det i højere grad hende end ham der giver børnene sin tid, ømhed og kærlighed. Manden behøver bestemt ikke at føle at hans myndighed som overhoved er truet fordi hustruen overgår ham på disse, og måske andre, felter. At anerkende dette vil sikkert give hende større respekt for ham og befæste deres gensidige kærlighed.
Selv børnene kan yde et vigtigt bidrag. Den spontane og umiddelbare måde de udtrykker deres glæde og kærlighed på, deres små ligefremme og åbenhjertige bemærkninger om det ene og det andet, kan måske være gode at tage ved lære af for de voksne, som plejer at „pakke tingene lidt mere ind“.
Især bør kristne erkende at deres trosfæller alle har visse egenskaber eller evner som de ikke selv har. Nogle har større kundskab og forståelse, andre har mere nidkærhed og begejstring, mens atter andre bedre forstår at vise hjertelighed og medfølelse. Hvis Gud skulle udpege den der, set med hans øjne, var den mest rosværdige, hvem ved om det så ikke ville blive en ydmyg og tilbageholdende person som vi var tilbøjelige til helt at overse? Derfor siger Bibelen: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 Pet. 5:5.