Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g77 8/2 s. 5-9
  • Jeg blev opereret på åbent hjerte

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jeg blev opereret på åbent hjerte
  • Vågn op! – 1977
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Der var alligevel noget i vejen
  • Fejlen findes
  • Opereres uden blod?
  • Forberedelserne til operationen
  • I bedring
  • Hjertekirurgi uden blodtransfusion
    Vågn op! – 1970
  • Større operationer uden blod
    Vågn op! – 1974
  • Hverken mirakelmagere eller medicinmænd
    Vågn op! – 1994
  • Når læger søger at påtvinge patienter blodtransfusion
    Vågn op! – 1974
Se mere
Vågn op! – 1977
g77 8/2 s. 5-9

Jeg blev opereret på åbent hjerte

STEDET: St. Vincents Hospital, Melbourne, Australien. Tiden: fireogtyve timer før jeg skulle gennemgå en stor hjerteoperation. Jeg lå og læste et kærligt brev fra et af mine børn, og jeg kan huske at jeg tænkte: „Uden Guds hjælp slipper jeg aldrig levende fra denne redelighed.“

Jeg havde flere gange i årenes løb haft en fornemmelse af at mit helbred ikke var så godt som det skulle være, men ingen kunne pege direkte på hvad der var i vejen. I marts 1973 besluttede det firma jeg arbejdede for, at lade alle de ledende ansatte gennemgå en omhyggelig lægeundersøgelse.

Undersøgelsen viste ikke nogen alvorlige svagheder, men jeg var ikke helt tilfreds alligevel; jeg følte mig ikke godt tilpas. For eksempel blev jeg let stakåndet uden nogen særlig fysisk anstrengelse. Men den ene uge gik efter den anden, og jeg indstillede mig på at dette sikkert var det normale for mænd i min alder. Jeg var otteogfyrre.

Der var alligevel noget i vejen

I december 1973 tog jeg sammen med min familie af sted til et stævne som Jehovas Vidner afholdt på Randwick Race Course i Sydney på Australiens østkyst. Der var parkeringspladser nok til alle; dog var der et stykke vej at gå hen til siddepladserne, og hver dag når jeg havde parkeret bilen tabte jeg pusten og sakkede bagud i forhold til de andre på vej hen til stævnepladsen.

Stævnet sluttede, og min kone og jeg kørte ned til et sted der hedder Jervis Bay for at besøge mine svigerforældre, som har nogle feriehytter helt nede ved stranden. En formiddag sprang jeg i bølgerne efter at have gået flere kilometer langs stranden, som jeg plejede. Men jeg havde ikke svømmet ret længe før jeg pludselig mærkede at jeg skulle besvime. Det lykkedes mig kun lige at komme op af vandet og vakle op på stranden før jeg faldt om.

Da jeg kom til bevidsthed igen lå jeg på en båre som min søn og flere andre bar af sted i skulderhøjde. En tanke jog gennem mit hoved: De døde ved ingenting; hvordan kan jeg så ligge her og se alle dem der bærer mig af sted til begravelsen? Nå, der er vel noget komisk i enhver situation.

Jeg blev kørt i ambulance til det nærmeste hospital og blev undersøgt. Man fandt at min tilstand var tilfredsstillende og gav mig lov til at tage hjem igen. Dagen efter følte jeg mig ikke spor syg, så jeg besluttede at springe vandreturen langs stranden over og bare tage en stille og rolig svømmetur. Hvad skete? En nøjagtig gentagelse af historien fra den foregående dag. Nu var ambulanceføreren og jeg „gamle bekendte“.

Denne gang indså man på hospitalet at der åbenbart var noget galt, men hvad det egentlig var kunne man ikke sige før der var foretaget omfattende undersøgelser. Man foreslog at jeg underkastede mig disse prøver så snart jeg kom hjem til Vestaustralien.

Fejlen findes

Der skete ikke noget særligt på hjemturen, hvor min kone kørte det meste af vejen. Jeg havde besluttet at konsultere en specialist; skønt jeg ikke rigtig vidste hvad fejlen var, bestemte jeg mig for en hjertespecialist.

Allerede ved mit første besøg kunne lægen høre i stetoskopet at der var noget galt med den ene hjerteklap. For at han kunne få bekræftet diagnosen og sikre sig at der ikke var andet i vejen, måtte jeg gennemgå en lille operation, en såkaldt hjertekateterisering, som krævede en enkelt overnatning på hospitalet.

Der blev indført en slange i en af blodårerne ved min ene albue, og slangen blev skubbet op langs armen og ned i hjerteregionen. Her blev der så dryppet et flydende farvestof ind i blodet. Derefter kunne man på en videofilm fotografere hele hjerteregionen og hjertekransårerne. Både jeg selv og medarbejderne på hospitalet kunne se optagelserne på en fjernsynsskærm på væggen. Dette var vist en almindeligt benyttet fremgangsmåde.

Dér kunne man se at der faktisk var en fejl ved den ene hjerteventil, aortaklappen. Desuden var de to kranspulsårer som fører blod til hjertet, indsnævret — den ene næsten fuldstændig blokeret og den anden delvis. Man besluttede at det straks skulle bringes i orden ved en stor operation, en „åbent hjerte“-operation.

Operationen gik ud på at den defekte aortaklap først skulle erstattes med en tilsvarende af plastic. Det er denne hjerteklap der sørger for at blodet bliver pumpet fra venstre forkammer ud i den store legemspulsåre og hele resten af legemet.

Det andet der skulle gøres var at et stykke vene fra mit ene ben skulle fæstnes til hjertets kranspulsåre som afledning eller omførsel for blodet på to steder, sådan at blodstrømmen disse to steder kunne passere uden om fedtaflejringerne i åren. På denne måde ville blodet frit kunne forsyne hjertet med det iltede blod som det ikke kan undvære.

Det er for øvrigt ikke noget usædvanligt at der optræder fedtaflejringer i hjertets kranspulsårer hos folk i dag. Denne tilstand er skyld i en meget stor del af de hjertesygdomme og hjerteanfald der forekommer i dag.a Jeg for mit vedkommende havde været heldig, for jeg var blevet advaret i form af besvimelsesanfald, tilsyneladende uden at hjertet havde taget virkelig skade.

Opereres uden blod?

Jeg sagde at man gerne måtte begynde at forberede operationen. Dog forklarede jeg at jeg ikke ville tage imod blodtransfusion; for det er imod min tro, som er baseret på Bibelen, at indtage blod. Lægen troede vist at jeg ikke havde begrebet situationens alvor, for han foreslog som alternativ at man tappede noget blod af mig i løbet af den næste uges tid, oplagrede det og derefter brugte det under operationen.

Så forklarede jeg ham Guds syn på det at indtage blod og læste for ham hvad der stod i Femte Mosebog 12:23, 24: „Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde blodet; thi blodet er sjælen, og du må ikke nyde sjælen tillige med kødet. Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på jorden som vand.“ At modtage transfusioner med oplagret blod strider altså imod Bibelen, sagde jeg.

Derefter konfererede lægen med tre af sine lægekolleger om sagen og kom til den konklusion at man ikke på disse betingelser kunne gennemføre operationen noget sted i staten Vestaustralien. Man foreslog at jeg skulle rejse over til Melbourne helt ovre mod øst og konsultere en højt kvalificeret læge som boede der. Denne mand havde før foretaget „åbent hjerte“-operationer på Jehovas vidner uden at bruge blod. Men for ikke at give mig alt for store forhåbninger forklarede lægerne at deres kollega i Melbourne først skulle vurdere mit tilfælde, før der kunne træffes nogen beslutning. Man regnede det åbenbart for at være lidt ud over det sædvanlige at erstatte en hjerteklap, fjerne et stykke vene fra benet og indsætte det i form af en dobbelt omførsel i kranspulsåren — alt sammen uden blodtransfusioner.

I det første øjeblik var det alt sammen dårlige nyheder. Til at begynde med føltes det som et dobbelt chok. For det første var noget lignende aldrig før sket for mig selv — det havde altid været andre. For det andet er muligheden for pludselig at skulle dø en tanke der virker ret uhyggelig, en tanke det tager lidt tid at vænne sig til. Det var til stor trøst for mig at jeg kunne hente mod og styrke hos min Gud, Jehova.

Resultaterne af undersøgelsen, deriblandt videobåndene med røntgenfilmen af mit hjerte, blev sendt til lægen i Melbourne. Nogle få dage efter fik jeg besked om at han var villig til at operere mig. Jeg skulle melde mig i Melbourne inden otteogfyrre timer. Kort efter ankomsten til byen blev jeg indlagt på hospitalet.

Det udstyr der skal til for at foretage en operation på åbent hjerte er så dyrt at der kun er råd til ét sæt til hver af hovedstæderne i de australske stater. I Melbourne fandtes udstyret på St. Vincents Hospital. Den første aften jeg var på afdelingen besøgte lægen mig, og han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at få mig til at glemme min overbevisning vedrørende blod. Mine chancer for at overleve var yderst beskedne, sagde han. Ja, han gjorde sit bedste for at skræmme mig — og det lykkedes ham faktisk også!

Jeg blev så bange at jeg kunne mærke mine knæ slå mod hinanden nede under tæpperne. Da han var gået havde jeg indtryk af at han havde fået betænkeligheder over at skulle gennemføre operationen, hvilket jeg faktisk også selv havde fået. Jeg anede ikke om jeg skulle tage mit tøj og springe ud ad døren eller om jeg hellere skulle blive og stå operationen igennem. Den nat betød det virkelig noget for mig at være kristen; jeg indså hvor meget vi er afhængige af Gud.

Lægen fortalte senere min kone at han omhyggeligt havde vurderet situationen. Cirka 30 procent af alle patienter får indre blødninger efter en sådan operation, og hvis blodet ikke erstattes kan resultaterne blive katastrofale. Det var faktisk en trøst for mig da jeg læste i avisen at der den selv samme dag var en patient på samme hospital som var død efter at have fået overført blod af en forkert type. Den mand der lå i sengen ved siden af mig sagde: „Nu er jeg helt bekymret over at få blod; der ser ud til at være en risiko ved det som man må regne med.“

Forberedelserne til operationen

Det blev besluttet at jeg før operationen skulle ligge en uges tid på afdelingen for at falde til, for at få taget nogle flere prøver og for at foretage nogle åndedrætsøvelser. Efter en hjerteoperation har patienten til at begynde med svært ved at trække vejret. Derfor er det vigtigt at forberede sig på hvad man kan forvente og hvordan man skal klare det. Det giver mere ro i sindet, og man bliver hurtigere rask.

I denne uges tid før operationen fik jeg besøg af utallige læger som havde at gøre med sagen. Operationen skulle foretages af et hold bestående af flere højt kvalificerede læger. Jeg fik at vide at de var nødt til at skaffe sig adgang til brysthulen, hvilket sker ved at man skærer lodret ned gennem brystbenet (sternum). Det gør man med et apparat der nærmest ligner en transportabel rundsav. Det viste sig at jeg heldigvis var i dyb søvn da det foregik, så jeg blev skånet for at se fagets værktøj.

Den læge der stod for hjerte-lungemaskinen, fortalte at denne maskine skulle overtage hjertets og lungernes funktion i omkring to timer under operationen. Normalt skal apparatet spædes med blod. I mit tilfælde ville man dog anvende en saltvandsopløsning i stedet. Når mit blod flød gennem hjerte-lungemaskinen, ville det blive iltet og nedkølet til cirka 29 grader, hvorefter det ville blive pumpet tilbage i mit kredsløb. Dette ville give kirurgen tilstrækkelig tid til at arbejde med mit hjerte, som på grund af den nedsatte temperatur ville være ophørt med at pumpe.

Derefter ville vi komme til det kritiske tidspunkt hvor arbejdet var fuldført og hjertets temperatur skulle hæves til det normale. Pumpefunktionen ville blive sat i gang igen med en elektrisk impuls, og så skulle jeg være ’levende’ igen. Til sidst ville brysthulen atter blive lukket.

Nogle dage før operationen kom den læge der skulle foretage omførslerne på pulsåren, for at hilse på mig. Han havde selv en broder som var et af Jehovas vidner, fortalte han. Og da han vidste at vi ikke er overtroiske, fortalte han også at jeg var det trettende Jehovas vidne som skulle opereres ved hjælp af dette apparat. Han gjorde virkelig hvad han kunne for at berolige mig — det var længe siden de havde mistet en patient, sagde han. Jeg satte stor pris på hans besøg.

Da ugen var gået havde både læger og sygeplejersker vænnet sig til situationen og de var mere venlige mod mig. Jeg havde endda adskillige drøftelser om Bibelen med flere af dem. Det forekom mig at Bibelens budskab blev godt modtaget et sted som dette, hvor de sørgelige virkninger af menneskelig elendighed, sygdom og ufuldkommenhed ses så tydeligt.

Den sidste aften før operationen, og efter at min familie havde forladt stuen, fik jeg stor trøst ved at bede til Gud. Jeg må være faldet i søvn med Bibelen i hånden, for næste morgen havde jeg den stadig hos mig da jeg fik en bedøvende indsprøjtning. Det var det sidste jeg husker af den 22. februar 1974.

I bedring

Først nogle dage senere vågnede jeg, stadig stærkt omtåget, i intensivafdelingen. Det første jeg husker var at jeg så min kone komme hen imod min seng, fuldt udstyret med maske, kittel og kappe. På grund af infektionsfaren fik hun kun lov til at blive der et par minutter. Men jeg kan huske at hun sagde: „Nu håber jeg du har opført dig ordentligt!“ Jeg forsikrede at jeg ikke havde mulighed for ret meget andet, med alle de rør og slanger der stak ud fra mig over det hele.

Lægen havde bedt min kone om ikke at være på hospitalet den dag jeg skulle opereres, men havde samtidig lovet at han ville ringe til hende så snart det var forbi, hvad han også gjorde. Han forsikrede hende om at jeg havde det godt; hele operationen havde taget fem timer og var lykkedes uden brug af blod. Det var, som lægen sagde, „et skridt fremad i deres erfaring“.

Efter lægernes egen beskrivelse var det ikke blot en „stor“ operation, men en „enorm“ operation. De havde været ekstra forsigtige, så jeg havde ikke tabt mere end en halv liter blod under operationen. Senere dryppede der yderligere en halv liter blod ud gennem slanger som var indsat i den nederste del af brysthulen, med samme formål for øje.

To dage efter operationen var jeg vistnok mere eller mindre sindsforvirret. Men det gik over. Den fjerde dag kom jeg ind på opvågningsstuen, og snart efter kunne jeg sidde op og lægge mærke til hvad der foregik omkring mig, skønt jeg stadig var meget svag.

Fjorten dage efter operationen blev jeg udskrevet. Endnu en uge senere, før jeg gik om bord i jetmaskinen for at flyve hjem, aflagde jeg mit sidste besøg hos den læge der var leder af operationsholdet, for at gennemgå den sædvanlige undersøgelse. Han sagde at han ville være interesseret i at følge mine fremskridt, så han ville holde sig i forbindelse med min egen læge i Perth, Vestaustralien. Derefter forærede jeg ham en bibel og bogen Sandheden der fører til evigt liv, som han lovede at læse.

Jeg er stadig sygemeldt, men regner med at begynde at arbejde i den nærmeste fremtid. Mit helbred er blevet betydeligt bedre. Jeg tager en svømmetur hver dag, jeg spiller golf, og sammenlagt har jeg sikkert spadsere omkring 3200 kilometer siden jeg blev udskrevet fra hospitalet.

Når jeg nu ser tilbage, kan jeg ærligt og oprigtigt sige at de sidste to år har været de rigeste i mit liv. Det firma jeg havde arbejdet for i tyve år erklærede ganske vist at man ikke længere havde brug for mig, idet man regnede med at jeg var for risikabel at satse alt for meget på. Dengang følte jeg mig for syg og svag til at blive rigtig vred over det. Men siden da har jeg nydt en overflod af rige oplevelser og har lært at sætte større pris på mange ting.

For eksempel har jeg fået større forståelse for og medfølelse med syge, svage og gamle mennesker. Men først og fremmest føler jeg nu endnu mere end før at mit liv har et formål og en mening. Den kærlighed jeg føler til min Gud, Jehova, kan jeg slet ikke beskrive i ord.

Seks måneder efter operationen kunne jeg igen forkynde fra hus til hus sammen med min hustru. Næsten alle inviterede os indenfor, så vi kunne sætte os i en lænestol og fortælle hvorfor vi var kommet. Det har været både opbyggende og berigende for mig at tale med andre om det vidunderlige håb Bibelen giver os.

Under de nuværende forhold er min forventede levetid måske noget forkortet, og det kan godt være at jeg rent forretningsmæssigt er for risikabel at satse på, men det der hele tiden styrker mig er den absolutte vished om at Gud vil give menneskene et evigt liv i fuldkommen sundhed under sit riges styre. Bibelen lover at de der kommer til at leve under hans herredømme, vil opleve dette: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ (Åb. 21:4) — Indsendt.

[Fodnote]

a Se artiklen „Hjerteanfald — vor tids plage bekæmpes“ i Vågn op! for 8. december 1975.

[Illustration på side 9]

Jeg tager en svømmetur hver dag, og mit helbred blevet betydeligt bedre

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del