Større operationer uden blod

DET er ikke så længe siden at man som ren rutine lod blodtransfusioner indgå i større operationer. Næsten alle læger mente at det var nødvendigt.

Men sådan er det ikke længere. Flere og flere læger indser nu at de kan foretage operationer med et godt resultat uden at anvende blod. Der er udviklet en ny teknik og nye metoder, som i høj grad værdsættes af de stadig flere patienter som ikke ønsker blodtransfusion.

Læger har desuden opdaget at de nye metoder er bedre end de gamle i flere væsentlige henseender. Derfor er der nu mange læger som generelt anbefaler disse nye fremgangsmåder.

Hvad skyldes tendensen?

Hvad skyldes denne tendens til at operere uden blod? Nogle af årsagerne fremgår af en meddelelse fra nyhedsbureauet AP: „To af målene med at operere uden blod er at undgå de mulige farer som transfusioner indebærer — for eksempel overførsel af leversygdommen hepatitis — og at begrænse behovet for bloddonorer.“

De farer der er forbundet med blodtransfusion, erkendes nu i vide kredse. Som Vågn op! berettede i udgaven for 22. august 1974, er der hvert år tusinder som mister livet og titusinder der skades af blodtransfusioner. Det skyldes faktorer som: giftstoffer og sygdomme (især hepatitis) som overføres med blodet, tekniske fejl (for eksempel bloduforligelighed) og allergiske reaktioner. Eksperter indrømmer åbent at de ikke kender nogen laboratorieprøve som helt kan fjerne disse farer. Af denne grund siger dr. Stanley Dudrick, som er overlæge ved et hospital i Philadelphia: „Vi er holdt op med at bruge blod i flaskevis.“

Der er imidlertid også en anden årsag til at man har udviklet nye metoder for at kunne holde op med at anvende blodtransfusion ved operationer. Palo Alto, Times, en avis i Californien, fortæller: „Behovet for at udvikle operationsmetoder der ikke kræver blodtransfusion, er til dels blevet stimuleret ved de begrænsninger som Jehovas vidners tro har lagt på de sædvanlige operationsmetoder, idet deres religion er imod transfusion af blod fra donorer.“

Jehovas vidner tager ikke imod blod. De afviser denne form for behandling fordi Guds ord, Bibelen, kræver at kristne afholder sig fra blod. (Ap. G. 15:20) Hvis de har brug for en operation, leder de derfor efter en læge som er villig til at anvende en alternativ metode.

I begyndelsen nægtede de fleste læger som ikke var Jehovas vidner, at foretage de mere vanskelige operationer uden blod, men efterhånden indså nogle at de måtte hjælpe Jehovas vidner på bedste måde; de tog udfordringen op, og prøvede at finde måder hvorpå de kunne operere uden at anvende blod. Efterhånden som de nye metoder viste sig at give gode resultater, begyndte flere læger at anvende dem.

I mange tilfælde ved beboerne på en egn hvilke læger der opererer uden at bruge blod. På Jehovas vidners hovedkontor i Brooklyn er der en liste med navnene på mange sådanne læger i De forenede Stater. Listen indebærer ikke nogen form for godkendelse eller autorisation af de pågældende læger, men føres udelukkende som en hjælp til dem der måtte behøve en operation, men ikke kender en læge som vil udføre den uden blod.

Kan de nye metoder anvendes til alle former for operationer? Ja, selv komplicerede operationer på de mest livsvigtige organer.

Operationer på åbent hjerte — uden blod

Engang anså lægerne det for utænkeligt at operere på åbent hjerte uden at have mulighed for at bruge blod. Det er derfor interessant at se hvordan man i årenes løb er begyndt at foretage hjerteoperationer uden blod.

Nogle lægehold fra Houston i Texas har været pionerer på dette felt. De har indset at det ville være urimeligt hvis de simpelt hen nægtede at operere Jehovas vidner, for i nogle tilfælde ville dette være det samme som at fælde en dødsdom over dem.

I 1962 begyndte disse læger derfor at udvikle nogle metoder til at tage sig af tilfælde hvor patienter som var Jehovas vidner var blevet nægtet hjælp af andre læger. En af de første rapporter om deres operationer fremkom i tidsskriftet The American Journal of Cardiology for juni 1964. I en artikel med titlen „Åbent hjerte-operationer på Jehovas vidner“ redegør dr. Denton A. Cooley, dr. E. Stanley Crawford, dr. James F. Howell og dr. Arthur C. Beall jun. for nogle af deres metoder.

For at operationsholdet kan arbejde må hjertet undertiden sættes i stå i en periode. Dets pumpefunktion overtages af en „hjerte-lunge-maskine“, som opretholder blodcirkulationen sådan at den livsvigtige ilt stadig føres ud til alle dele af legemet. Det havde været almindelig praksis at anvende halvanden til to liter blod for at „spæde“ denne pumpe og fylde dens slanger og beholdere med blod før den blev forbundet til patienten. Hvad brugte disse læger i stedet? De fortalte:

„Med den teknik der er udviklet på vort hospital kan der bruges 5 procent dextrose [en form for druesukker] i destilleret vand til at fylde og igangsætte hjertelungemaskinen, uden tilføjelse af blod. Opløsningen indeholder 25 milligram heparin pr. 1000 milliliter, for at forhindre fibrinansamlinger i iltningsenheden. Den væske apparatet ’spædes’ med består af 20 til 30 milliliter dextroseopløsning pr. kilogram legemsvægt [cirka 2 liter til en person på 75 kilogram].“

Eftersom der ikke kunne anvendes blod under operationen måtte kirurgerne desuden være ekstra omhyggelige med at begrænse blødningen fra blodkarrene. Til dette formål har man udviklet mange nye metoder, som nu anvendes i stor udstrækning.

Idet metoderne fortsat blev anvendt på Jehovas vidner, styrkedes troen hos disse pionerer på den „blodløse“ kirurgis felt. Efter næsten ti års erfaring med operationer på åbent hjerte uden anvendelse af blod, udsendte bladet The American Journal of Cardiology for februar 1972 en rapport over det arbejde som disse læger fra Houston havde udført. Rapporten omhandlede specielt operationer foretaget på Texas Heart Institute of St. Luke’s-Texas Children’s Hospitals i Houston. Den var skrevet af dr. John R. Zaorski, dr. Grady L. Hallmann og dr. Denton A. Cooley, som blandt andet sagde:

„Siden 1962 er der på dette hospital som ren rutine anvendt hjerte-lungemaskine uden blod i over 5000 operationer med glimrende resultater; og mange hundrede af disse operationer blev udført helt uden blodtransfusion på patienter hvoraf de fleste ikke var Jehovas vidner. . . .

De patienter i denne operationsrække som var Jehovas vidner, fik samme behandling som alle andre patienter, bortset fra at alle som var Jehovas vidner fik injektioner af jern før og efter operationen, og der blev ikke holdt blod i beredskab til dem i blodbanken. Den eneste væske de modtog var den væske der brugtes til ’spædning’, samt intravenøse tilførsler af dextrose i saltvandsopløsning eller Ringers laktat.“

Beretningen viste at der i hele denne periode kun var et af Jehovas vidner som var død hvor årsagen var angivet som „blodmangel“. Dette dødsfald skete tre dage efter operationen.

Rapportens generelle konklusion var denne: „Vi mener at vore erfaringer viser at det er muligt at operere på åbent hjerte på Jehovas vidner, og desuden at blodtransfusioner kan og bør benyttes sparsomt over for alle patienter, for at undgå sygdom og død.“

Andre begynder at bruge nye metoder

Efterhånden som erfaringer blev indvundet og offentliggjort begyndte andre læger at bruge lignende metoder til at operere på åbent hjerte uden anvendelse af blod, som en service for Jehovas vidner. For eksempel udførte dr. Charles W. Pearce i 1970 en „blodløs“ operation på åbent hjerte på et af Jehovas vidner i Metodisthospitalet i New Orleans. Dr. Pearce, der i adskillige år har arbejdet som forsker for Den amerikanske hjerteforening, blev under operationen assisteret af dr. White Gibson. Om denne operation stod der en interessant beretning på forsiden af The Sentry News fra Slidell i Louisiana:

„Mange læger, både herboende og besøgende, kunne ikke forstå hvordan det kunne lade sig gøre, og fik adgang til operationsstuen for at blive vidne til denne usædvanlige operation. Der kom ligefrem så mange at hospitalet løb tør for kirurgkitler.“

Det at andre læger ikke kunne forstå hvordan det kunne lade sig gøre, viser hvor nødvendigt det er at læger holder sig à jour med de nyeste kirurgiske metoder. Det viser også at de ikke bør afvise enhver metode som afviger fra det der anses for at være „normalt og accepteret“.

I denne patients tilfælde, hvor så mange andre læger var vidner, blev der udtrykt forbløffelse over at patienten så hurtigt kom sig. En sygemedhjælper kaldte ham „Speedy“ — „den hurtige“. Kun ti dage efter operationen blev han udskrevet af hospitalet. En nyhedsmeddelelse skrev angående dr. Pearces erfaringer med at operere uden blod:

„Kirurgen har sagt at han er overbevist om at den anvendte metode har vist sig at være ideel, ikke blot for Jehovas vidner, men for de fleste patienter der bliver underkastet operation på åbent hjerte.

’Vi anvendte for nylig denne teknik i 100 på hinanden følgende åbent-hjerte-operationer for medfødte hjertefejl,’ fortæller han, ’og der var kun ét dødsfald.’

Den berømte kirurg siger at denne metode uden anvendelse af blod udelukker så godt som enhver mulighed for infektion med smitsom leverbetændelse. Han fortæller også at den begrænser risikoen for allergisk reaktion . . . at den begrænser de mere alvorlige chokvirkninger . . .

Når der anvendes blod bliver hjertets, lungernes og nyrernes funktion undertiden nedsat i den første tid efter hjerteoperationen, fortæller dr. Pearce. ’Men med [den blodløse] teknik er disse organers funktion næsten altid tilfredsstillende,’ tilføjer han.“

Nu mere udbredt

Rapporter fra hele verden viser at operationer uden anvendelse af blod, selv i meget vanskelige tilfælde som operationer på åbent hjerte, i de sidste få år er blevet gennemført mange forskellige steder og accepteres af højt ansete læger. En hjertespecialist i Johannesburg i Sydafrika opererede for eksempel en fjortenårig pige, et af Jehovas vidner. Avisen Sunday Times fortalte at hun kom sig „fantastisk hurtigt“, idet hun kun behøvede at være under intensiv overvågning en enkelt dag.

I Spokane i Washington er der et lægehold som nu udfører ’åbent hjerte-operationer’ på Jehovas vidner uden anvendelse af blod. Seattle-bladet Times beskriver metoden: „Lægerne har brugt en teknik som ikke kræver anvendelse af blod, men en opløsning af dextrose (sukker) og vand alene, eller en sukkeropløsning sammen med Ringers laktat (en almindeligt anvendt opløsning af natriumklorid, kaliumklorid, og kalciumklorid).“ De fortæller at der ikke har været nogen negative resultater.

I San Francisco havde en fireoghalvtredsårig patient hårdt brug for en hjerteoperation. Han var et af Jehovas vidner. For dr. Ellas Hanna og hans lægehold var det første gang de skulle operere på åbent hjerte uden blod. Efter operationen, som varede mindre end fem kvarter, sagde dr. Hanna om patienten: „Han klarer sig fantastisk godt i betragtning af alt det vi gjorde ved ham.“

I et brev som dr. Jerome H. Kay fra Los Angeles skrev til bladet Vågn op! i november 1973, fortæller han at hans lægehold nu udfører „blodløse“ hjerteoperationer i næsten alle tilfælde. Dr. Kay tilføjede: „Det har været en glæde at operere patienter som er Jehovas vidner. Disse patienter giver vi hverken blod eller bloderstatningsmidler.“

Det er klart at hvis operationer så indviklede som hjerteoperationer kan udføres med held uden blod, kan andre også. Det har også vist sig at være tilfældet. Tilskyndet af andres erfaringer og gode resultater er flere læger end nogen sinde nu begyndt at studere de nye metoder og anvende dem.

Andre operationer uden blod

I Wellington i New Zealand fik en femtenårig pige fjernet en hjernesvulst ved en kompliceret operation — uden at der blev anvendt blod. Operationen lykkedes fuldstændig, og hun fik lov at vende hjem allerede en uge efter!

I Milwaukee opererede læger en sekstenårig patient som havde pådraget sig brud på en hovedpulsåre i brystet. Han havde mistet over halvanden liter blod og ville miste mere under operationen. Detroit-bladet Free Press fortæller at lægerne „erstattede det tabte blod med saltvand, mens de indsatte en dacron-slange som i erstatning for den del af hans aorta der var flænget“. Da operationen var forbi var de røde blodlegemer hos patienten nede på en tredjedel af det normale antal. Men når patienten fik jerntilskud og proteinrig kost ville legemet erstatte blodet i løbet af få uger.

Staten New Yorks Journal of Medicine har bragt en artikel med titlen „Omfattende operationer i urinvejene uden blodtransfusion“. Den er skrevet af dr. Philip R. Roen og dr. Francesca Velcek fra afdelingen for urinvejssygdomme ved St. Barnabas-hospitalet i New York. Lægerne fortæller:

„Vore erfaringer med tilfælde hvor operative indgreb på Jehovas vidner har været nødvendige, har vist os at blodtransfusioner ikke nødvendigvis er uundværlige, heller ikke selv om hæmoglobinniveauet er lavt — så lavt som 5 g pr. 100 ml, som det var i et af vore tilfælde!

Dette tyder på at erfaringerne med at undgå blodtransfusion måske kan overføres til en overvejende del af alle tilfælde, også selv om patienten tillader blodtransfusion. Det eneste der kræves er en omhyggelig og mere påpasselig operationsteknik. Vi har anvendt denne fremgangsmåde i alle vore tilfælde, og blodtransfusion er en yderst usædvanlig foreteelse hos os. . . .

Andre har anvendt særlige metoder til begrænsning af blødning og risici i forbindelse med operationerne, metoder som nedsættelse af legemstemperaturen, nedsættelse af blodtrykket, anvendelse af kolloide bloderstatningsmidler og så videre, men vi har ikke benyttet den slags metoder. Rent kirurgisk har vi grebet det an med den mest omhyggelige operationsteknik og har lagt vægt på at spare hver milliliter blod der kunne spares og erstatte blodtabet med en simpel krystalloidopløsning, nemlig Ringers væske. Resultaterne har været yderst tilfredsstillende.

Det er i øvrigt en glæde at man ikke behøver at bekymre sig om de komplikationer der er i forbindelse med fuldblodstransfusioner, såsom allergiske eller hæmolytiske reaktioner, nyrestop og hepatitis.“

Hvilken „formel“ bruger disse læger til erstatning af det blod der går tabt, før eller under operationen? De fortæller:

„Vor egen metode i behandlingen af disse patienter er at vi kun har brugt lakteret Ringers væske til bloderstatning. Der har ikke været anvendt nogen særlig formel, men vi bruger almindeligvis denne væske i en mængde der er tre gange større end blodtabet. . . .

Isotonisk dextroseopløsning og isotonisk saltopløsning er meget anvendt, men en ’afbalanceret’ væske er bedre — Ringers væske indeholder kalium og kalcium, foruden natrium og klorid. Det skal bemærkes at kalcium og kalium kun findes i en ’fysiologisk’ koncentration og at dette præparat ikke er beregnet til erstatning af mangel på disse ioner.

’Forbedret’ Ringers væske indeholder natriumlaktat. Den almindelige Ringers væske har en let syredannende effekt; lakteret Ringers væske har tendens til at modvirke den syredannende virkning og er derfor den foretrukne krystalloide opløsning til intravenøs brug.“

Omfattende underlivsoperationer som fjernelse af mave- eller tarmdele i forbindelse med alvorlige sygdomme, er nu blevet gennemført mange gange uden anvendelse af blod.

Nogle ransagende spørgsmål

I betragtning af alle disse gode resultater er det værd at lægge mærke til en kommentar af dr. Roen og dr. Velcek. De siger: „I de fleste tilfælde har læger og hospitalsmyndigheder nægtet at operere patienter som var Jehovas vidner, på grund af problemet med blodtransfusion. Vi vil hævde at det er forkert at nægte at operere disse mennesker, uanset hvor omfattende den påtænkte operation er.“

Lægerne anfører det ene tilfælde efter det andet hvor patienter som er Jehovas vidner er blevet nægtet behandlinger andre steder, derefter er kommet til St. Barnabas-hospitalet og er blevet opereret med godt resultat uden anvendelse af blod. Deres konklusion bekræftes af de gode resultater som andre dygtige læger over hele verden har opnået ved at operere uden blod.

Man må ligefrem sige at læger som endnu i dag nægter at operere Jehovas vidner medmindre de kan anvende blod, afslører sig selv. De har uden tvivl de bedste hensigter, men alligevel må man stille spørgsmålet: Hvorfor nægter de? Har de ikke kendskab til hvad fremtrædende og højt respekterede læger kan gennemføre i andre dele af verden, eller måske endda i samme land eller by? Kan det tænkes at deres lange uddannelse har gjort dem snæversynede og uvillige til at følge den seneste udvikling på det medicinske felt? Skyldes det i nogle tilfælde at de simpelt hen ikke har tilstrækkelig tillid til deres egen dygtighed? Eller kan der ligefrem være tale om religiøs fordom?

I lyset af lægevidenskabens udvikling i vor tid har ingen læge nogen undskyldning for at prøve at påtvinge andre en blodtransfusion.

Andre metoder

De ovennævnte eksempler omfatter ikke alt hvad der nu praktiseres eller undersøges i forbindelse med operationer uden blodtransfusion. En anden metode der har vist sig meget nyttig, går ud på at opbygge patientens blodprocent i forvejen, hvis tiden tillader det, og ligeledes efter operationen. Patienten får forskellige næringsstoffer som jern, vitaminer og aminosyrer. Selv om der vil gå noget blod til spilde under indgrebet, vil det tilbageværende blod være tilstrækkeligt. Næringsmidlerne hjælper også legemet til selv at erstatte det tabte blod. En læge som anvender dette i forbindelse med selve operationen, siger: „Det er forbløffende så hurtigt patienterne kommer sig.“

Dr. James E. Eckenhoff, der er dekan for Northwestern University Medical School, har arbejdet med en anden fremgangsmåde. Den går ud på at nedsætte blodtrykket for at begrænse blodtabet. Metoden siges at være nyttig til operationer på hoved, hals og overekstremiteter, samt til neurokirurgi og plastisk kirurgi.

En anden form for kirurgi uden anvendelse af blod kaldes cryokirurgi. Her benytter man meget lave temperaturer til at mindske blodtabet. Metoden har været anvendt til fjernelse af svulster og i behandling af andre lidelser. En af de læger der har arbejdet med den er dr. Irving S. Cooper fra St. Barnabas-hospitalet i New York.

New York-lægen Lewis Balamuth er ophavsmand til en anden idé. Han har fået patent på en skalpel der vibrerer med høj hastighed, over 30.000 gange i sekundet. Den bevæger sig kun omkring en tiendedel millimeter. De blodkar der skæres over, bliver samtidig lukket ved friktionens varme. Denne metode siges at kunne gøre det overflødigt at underbinde vener og arterier som er skåret over, og kan betyde en forbedring i forhold til lignende metoder som kirurger har anvendt i de seneste år.

Fluorcarbon

En anden metode, som endnu kun er på forsøgsstadiet, er også af interesse. Den har at gøre med legemets behov for ilt. Normalt dækkes behovet af de røde blodlegemer, som optager ilt i lungerne. Hjertet pumper det iltede blod gennem legemet, hvor ilten frigøres og anvendes af de milliarder af celler som har behov for den for at kunne fungere. De bloderstatningsmidler der nu anvendes, kan imidlertid ikke optage ilt. Når der sker et meget stort blodtab har legemet altså nedsat evne til at transportere ilten rundt.

Der foretages nu forsøg med nogle fluorcarbon-forbindelser der kan virke som bærere af ilt. Det er organiske forbindelser hvori alle brintatomer er blevet erstattet af fluor. Et minus ved metoden er at dette stof har tendens til at akkumuleres i legemsvævene med virkninger som ikke kan forudses. Tidsskriftet Science melder imidlertid at man har fundet frem til nogle nye fluorcarbon-forbindelser som i tilfælde med forsøgsdyr hurtigt har kunnet fjernes fra legemet.

Forskerne henleder opmærksomheden på at det endnu ikke er muligt at overføre disse forsøg til praktisk anvendelse på mennesker. De bemærker også at fluorcarbon-forbindelserne langtfra er nogen fuldkommen bloderstatning. Blodet indeholder hundreder af andre kemikalier og forbindelser foruden de røde blodlegemer med deres evne til at optage ilt. Fremtiden vil vise om denne forskning nogen sinde vil blive til praktisk hjælp for mennesket.

Ja, der gøres meget for at imødekomme patienter som ikke ønsker blodtransfusion. Højt kvalificerede læger har allerede fundet metoder hvorved der kan opereres uden blod, og endnu flere gavnlige resultater kan forventes.