Habitat-konferencen — tændte den et håb?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I CANADA

ORDET „habitat“ betyder bosted eller levested. Menneskehedens fælles bosted eller „hjem“ er jorden, hele jorden, og den enkeltes bosted er den by eller landsby og det hus eller hjem han eller hun bor i.

Menneskehedens levested er i en sørgelig forfatning i dag, og det bliver værre og værre. Nogle mener at det er et spørgsmål om mennesket overhovedet kan overleve. Det var baggrunden for at FN havde sammenkaldt „Habitat-konferencen“ (også kaldet en konference om bolig- og bebyggelsesmiljøer), som fandt sted i Vancouver, Canada, i maj og juni 1976.

„Verden er en damper hvor vi alle rejser på tredje klasse,“ sagde miljøeksperten Barbara Ward ved konferencen. Dermed mente hun at forholdene på jorden var så ringe at de kunne sammenlignes med tredjeklasses kahytforhold på et passagerskib.

Mange talte om at konferencen ligefrem var et vendepunkt for De forenede Nationer. Hvorfor? Jo, spørgsmålet om hvorvidt konferencen ville blive en succes eller en fiasko, ville i manges øjne være afgørende for om FN overhovedet havde nogen betydning for løsningen af verdensproblemerne.

Konferencens mål

Tilrettelæggerne af konferencen prøvede at lægge hovedvægten på de voksende boligproblemer i byerne. For cirka hundrede år siden havde kun elleve byer i verden en befolkning på en million. Nu forudsiger man at der i 1985 vil være 273 millionbyer, og at 147 af dem vil være at finde i u-landene.

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil der i år 2000 bo flere mennesker i byerne end på landet; og verden vil have en befolkning på mellem seks og syv milliarder. En sådan ændring af befolkningernes boligmiljøforhold vil afføde gigantiske problemer.

Tænk for eksempel på al den gode agerjord der vil blive inddraget på grund af de umættelige storbyers vækst. Der bliver flere og flere folk, men mindre og mindre landbrugsjord til deres føde. Desuden vil priserne på grunde stige uhyggeligt, da der bliver større rift om dem. Dertil kommer problemer som hvordan man skal skaffe sig af med den stigende mængde affald og hvordan man skal få fat i tilstrækkelige mængder rent vand.

Tænk også på udviklingslandene. Det store flertal af de fattige i verden lever i landsbyer og slumkvarterer i de forskellige ikke-industrialiserede lande. Hvordan får man jordens mere privilegerede folk til at hjælpe de mindre heldige? Det var sådanne problemer Habitat havde som mål at finde løsningen på.

I denne sidste henseende skulle Habitat-konferencen adskille sig fra de fem andre verdenskonferencer FN havde afholdt i de foregående ti år. Man satsede stærkt på at finde en løsning på problemerne og ikke blot definere problemerne. I øvrigt var det den største og mest repræsentative konference der nogen sinde var afholdt. Delegationer fra omkring 140 lande var samlet i Vancouver.

Flere uger før delegationernes ankomst var aviserne i Vancouver fyldt med Habitat-stof. Med forskellige gadeskilte og plakater skærpede man forventningen til den kommende ’festlighed’. Flag og vimpler smældede fra flagstænger og master. Der var optimisme i luften.

Men der var også en vis skepsis. En folkesanger spillede en melodi på sin guitar, hvortil han sang: „Hvad siger de med alle deres ord? Snak snak, snak snak snak.“ Mange delte hans mening.

Forhandlingernes hovedindhold

De vigtigste dele af konferencen blev afholdt i Queen Elizabeth Theatre i Vancouver. Den canadiske premierminister Trudeau lagde ud med idealisme og håb i sin åbningstale, hvori han sagde at vi nu befandt os i „en tid hvor der vises større og større forståelse for det vitale spørgsmål om artens fortsatte eksistens“. Han opfordrede verden til at forene sig i en „kærlighedens sammensværgelse“.

De store forhåbninger gav sig flere udslag i løbet af den følgende uge. Der blev vedtaget henstillinger hvori man opfordrede til aktion mod følgende problemer:

(1) Slumkvarterernes og bølgeblikbyernes vækst.

(2) Den uheldige befolkningsforskydning fra land til by.

(3) Grundspekulanternes urimelige profit.

Blandt de øvrige henstillinger man vedtog, var et krav om rent drikkevand til hele verden i 1990, kontrol med den stigende inddragelse af landbrugsjord til bebyggelse, energibesparende foranstaltninger, udvikling af nye energiformer, opfordring til kvinder om at tage større del i samfundslivet, og tilskyndelse til større offentlig deltagelse i beslutningsprocesserne.

Et eksplosivt stridsspørgsmål

Men hvis man troede at alt skulle fortsætte i velviljens og samarbejdets ånd, måtte man have overhørt stormvarslerne. Stormvarslerne lød i forbindelse med den afgørende principerklæring som komiteen havde forberedt i udkast, og som man håbede på enstemmig opbakning af. Erklæringen skulle indeholde en tilkendegivelse af deltagerlandenes mening om et spørgsmål som racediskrimination.

Tidligere på året havde De forenede Nationer vedtaget en resolution som fordømte zionismen som en form for racisme og racediskrimination. Nu frygtede man at dette spørgsmål kunne forstyrre freden ved Habitat-konferencen. I aviserne advarede store overskrifter om at skyerne var ved at trække sammen. En overskrift sagde: „Canada håber at Habitat vil glemme striden om zionismen.“ En anden erklærede: „Israelere ved Habitat håber på ’sund fornuft’-politik.“

Men det kom alligevel til at gå sådan at spørgsmålet om zionismen satte et politisk uvejr i gang som var lige ved at få Habitat-skibet til at kæntre. Allerede på konferencens fjerde dag rejste snesevis af delegerede fra „den tredje verdens“ lande sig og gik da den israelske delegationsleder tog ordet. På gaderne var der demonstrationer over andre politiske spørgsmål. Og i talerne i konferencesalen blev atter andre politiske spørgsmål blandet ind i forhandlingerne. Det stod klart at man ikke kunne nå det store mål: at holde alle splittende politiske spørgsmål uden for forhandlingerne.

Efterhånden som dagen nærmede sig hvor principerklæringen skulle forelægges, var der stadig optimister som håbede at der kunne vindes bred tilslutning til et kompromisforslag. Bag kulisserne forhandlede man febrilsk om ordlyden af en erklæring som skulle søge at hindre et brud mellem den såkaldte „77-gruppe“ (en gruppe u-lande fra Afrika, Asien og Latinamerika) og vestlandene på grund af spørgsmålet om zionismen.

Så brød uvejret løs. Den nye majoritet af lande fra den tredje verden — „77-gruppen“ — var nu vokset til over hundrede lande. Disse lande gennemførte en vedtægtsændring som betød at en udtalelse nu blot kunne vedtages ved simpelt flertal, i stedet for, som før, med to tredjedeles flertal. Derefter vedtog de en stærkt omstridt ændring af principerklæringen hvori man fordømte bosætning i forbindelse med besættelse af „landområder der er inddraget ved undertvingelse“. Dette var en ganske klar hentydning til israelernes besættelse af arabiske landområder.

På konferencens sidste dag blev principerklæringen forelagt til vedtagelse. Resultatet blev at Habitat-skibet simpelt hen faldt fra hinanden. Femten lande stemte imod, deriblandt Danmark, Canada, U.S.A. og Israel. Den canadiske chefdelegerede udtalte at slutresultatet var „yderst beklageligt og sørgeligt“. De forenede Staters repræsentant sagde: „Hvis denne form for taktik fortsætter, lover det ikke godt for mit lands støtte til og deltagelse i fremtidige FN-konferencer om globale problemer.“ Der var naturligvis andre lande som så anderledes på sagen.

Endnu en gang havde en stor FN-konference altså demonstreret den politiske kendsgerning at der er en dyb, dyb kløft mellem idealer og virkelighed. Det billede Habitat fremviste, var præget af katastrofale splittelser. Ganske vist havde mange udtrykt medfølelse med de fattige i verden. Men de lyse idealer blev slemt formørket af landenes indbyrdes stridigheder. Den „kærlighedens sammensværgelse“ som den canadiske premierminister havde håbet på, var blevet til en hadets sammensværgelse. En canadisk lederskribent skrev: „Hørte vi — eller vil historien høre — en dødsrallen fra De forenede Nationers organisation som vi kender den?“