Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g76 8/12 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1976
  • Underoverskrifter
  • Gæstearbejdere uden arbejde
  • „Hvem ringer klokkerne for?“
  • En bedømmelse af „Vågn op!“
  • Dagslys på Venus
  • Selvmord — hvorfor?
  • „Operation Noa II“
  • Bolig på kirkegården
  • Alkoholisme i Danmark
  • For ærlig
  • Det bedste præventionsmiddel
  • Buddhas aske
  • Generalsekretærens årsrapport
  • Tog standset af myrer
Vågn op! – 1976
g76 8/12 s. 22-23

Vi betragter verden

Gæstearbejdere uden arbejde

● Som følge af den økonomiske tilbagegang har omkring to millioner gæstearbejdere i Vesteuropa mistet deres arbejde i de forløbne to år. Det drejer sig om mennesker der er flyttet til fra Sydeuropa og Nordafrika. Den internationale Arbejdsorganisation, ILO, regner med at endnu flere gæstearbejdere vil miste deres job, på trods af den økonomiske opgang som nu er ved at kunne spores. De arbejdsløse kan blive nødt til at vende tilbage til deres hjemlande mod syd og slutte sig til de mange der i forvejen er arbejdsløse dér.

„Hvem ringer klokkerne for?“

● Da Grækenlands nye styre gav Jehovas vidner ret til at samles frit, skete det under kraftig modstand fra den græsk-ortodokse kirkes side. Man kunne derfor vente noget i retning af det som Athen-dagbladet Eleftherotypia meldte om fra et stort stævne som Jehovas Vidner afholdt i Agrinion: „Under stævnets program ringede byens [græsk-ortodokse] kirker sørgmodigt med klokkerne.“ Derefter stillede avisen imidlertid dette spørgsmål: „Men hvem ringer klokkerne for? Det er spørgsmålet!“ Var det mon kirkens egen svanesang?

En bedømmelse af „Vågn op!“

● Det canadiske blad Free Press, der udkommer i Winnipeg, havde for kort tid siden en artikel der hed „Et anglikansk synspunkt“, hvori skribenten, Sidney Macbeth, erklærede at man kunne lære meget af at undersøge „konkurrerende trosretninger“. „Et af de aktive kristne samfund er Jehovas Vidner,“ som man ofte ser „tilbyde deres blad ’Vågn op!’ til offentligheden,“ skriver Sidney Macbeth. „Det er forbavsende hvad man lærer ved at læse et af de små Vågn op!-blade, der ikke, som man måske skulle tro, er fyldt med propaganda. Det må kræve mod at stille sig op og tilbyde disse blade til forbipasserende. De Jehovas vidner der gør det, ser ikke ud til at være forlegne eller at skamme sig over det, og de er tydeligvis stolte af deres blad.“

Dagslys på Venus

● De sovjetiske rumskibe Venera 9 og Venera 10 har landsat instrumenter på overfladen på planeten Venus, hvorfra der er sendt fotografier tilbage til jorden. Billederne har forbløffet hele verden ved at være usædvanlig klare. Nogle har ment at landingsfartøjet sikkert selv udsendte lys da billederne blev taget, for man havde den opfattelse at Venusatmosfæren var så tæt at der ikke trængte ret meget sollys igennem. Men sådan forholder det sig ikke; bladet Science News fortæller: „Venusskyerne viser sig at være lettere end nogen har troet. De kan faktisk bedre sammenlignes med en let dis end med tunge skyer.“ Solskinnet på de sovjetiske Venusbilleder var „kraftigere end nogen havde forventet“; lyset var nærmest ligesom det er på jorden en overskyet dag.

Selvmord — hvorfor?

● I 1975 var der 53 studerende ved universitetet i Lund i Sverige der begik selvmord; 500 andre prøvede, uden held, at tage deres eget liv. Der var 2000 studerende der søgte psykiatrisk hjælp. Hvad er grunden til at så mange ligefrem ønsker at gøre ende på deres eget liv? Bladet Parade siger: „De oftest anførte motiver er ensomhed, dårlige resultater i studierne, og pengesorger.“

„Operation Noa II“

● „Vi kalder projektet Operation Noa II,“ siger John Walsh fra Den internationale Dyrebeskyttelsesforening, „men dyrene står ikke pænt to og to og venter på arken.“ Der er tale om dyr som har søgt tilflugt i trætoppene og nu er fanget dér, fordi vandet stiger bag en nybygget dæmning i Panama, Bayano River Dam. Dyrebeskyttelsesforeningen har ansat nogle lokale indianere til at redde dyrene, og der er mange sjældne junglearter imellem. „Det er en kamp at få dem ned i bådene,“ siger John Walsh. „De store kattedyr er farlige, og selv den mindste lille abe gør hårdnakket modstand.“ Foruden de hundreder af pattedyr man har reddet, dumper der utallige insekter, for eksempel edderkopper, og slanger, ned over redningsfolkene når de passerer i deres kanoer. Flere indianere er allerede blevet bidt af utaknemmelige taranteller (en art edderkopper hvis bid er giftigt).

Bolig på kirkegården

● Den alvorlige boligmangel i Cairo har fået nogle opfindsomme ægyptere til at slå sig ned i usædvanlige omgivelser. „Det er efterhånden meget populært at bosætte sig på kirkegårdene i Cairo,“ hedder det i New York Post. Der blev bragt interview med en familie som havde boet i et mausoleum i over tyve år; det var en mand og hans hustru, deres fire børn og svigermoderen. „Vi bor her fordi der ikke er nogen lejligheder at få,“ siger han. Foruden at nogle bor i mausoleer på begravelsespladserne, lige ved siden af kisterne, er der andre som har bygget skure af pakkasser, og nogle har endda bygget sig huse af sten ved siden af gravene. Der skal ikke betales husleje. På FNs boligmiljø-konference i Canada kom det frem at der i mange af u-landenes storbyer er så mange som en fjerdedel eller helt op til to tredjedele af alle indbyggere som lever i den slags ikke-registrerede boliger.

Alkoholisme i Danmark

● Der er stigende enighed blandt læger om at alkoholismen er et af vor tids største og mest udbredte problemer. Senest har overlæge Egill Jensen i Amtsrådsforeningens tidsskrift „Danmarks Amtsråd“ oplyst at der i Danmark er mellem 100.000 og 200.000 alkoholikere, fordelt nogenlunde ligeligt mellem næsten alle samfundsklasser. Overlægen formoder at halvdelen af al spiritus der indtages i hele landet, drikkes af 10 procent af befolkningen. Alkoholikere optager endvidere 10 procent af kapaciteten i det almindelige sygehusvæsen, og de går tre gange så meget til læge som gennemsnitsbefolkningen. Det kan desuden fastslås, siger overlæge Egill Jensen, at deres overlevelsestid er nedsat med 10 år i forhold til normalbefolkningen, og det er en kendt sag at alkoholikeres selvmordstal er meget høje. Der er grund til at tro at problemet i dag omfatter flere og flere kvinder, og at drikkeriet påbegyndes i en tidligere og tidligere alder. — Morgenposten, 26. september 1976.

For ærlig

● En kontrollant der arbejdede for en engelsk bilfabrik, greb 100 ansatte i at stjæle fra deres arbejdsgiver, hvorved han sparede 100.000 pund for sit firma. Hvordan blev han belønnet? Vagten „skadede sig selv ved at fange for mange tyve“, skriver Daily Express i London. Fagforeningen reagerede så kraftigt at det næsten førte til strejke og tvang derved firmaet til at flytte ham til et kontorjob. Der er nu sat en meddelelse op, underskrevet af formanden for fagforeningens samarbejdskomité, Doug Laurence, som advarende siger at ingen har lov at optage kontakt med denne „overivrige“ medarbejder.

Det bedste præventionsmiddel

● Den britiske forfatter og læge dr. Margaret White er kendt som modstander af fri abort. Om prævention siger hun at ordet „nej“ stadig er „det bedste præventive middel i de unges seksualliv“. I juli 1976 var dr. White medudgiver af et kampskrift der vendte sig mod den form for seksualundervisning der gives i engelske skoler. Forfatterne erklærer at situationen er kaotisk. „Eleverne indoktrineres til at mene at det er normalt at starte et seksuelt samliv i de unge år. Dette kan få unge piger til at føle det som noget mindreværdigt at de er uberørte. I stedet bør de opmuntres til at stå imod dagens opinionspres. De må have at vide at afholdenhed før ægteskabet er den sikreste vej til at opnå seksuel lykke i ægteskabet. Det bedste præventiv er fortsat ordet ’nej’.“ — Det norske Aftenposten, 7. september 1976.

Buddhas aske

● Prins Siddharta, der blev berømt under navnet Gautama Buddha, tilbragte de første niogtyve år af sit liv i den gamle by Kapilavastu. Derefter forlod han sine forældre og sine besiddelser. I dag mener man at det gamle Kapilavastu har ligget ved en landsby som i dag hedder Piprahwa, i staten Uttar Pradesh. For kort tid siden har statsansatte arkæologer nu meddelt at de har fundet nogle af resterne af Buddha, buddhismens grundlægger. Da Buddha døde, i det sjette århundrede f.v.t., blev hans aske fordelt mellem otte forskellige byer som havde haft forbindelse med hans liv. I Piprahwa (det gamle Kapilavastu) afdækkede man i 1973 en kiste der bærer en inskription som fortæller at kisten indeholder rester af prins Siddharta. Indiske arkæologer mener at inskriptionen er autentisk.

Generalsekretærens årsrapport

● I sin rapport over De forenede Nationers arbejde i det forløbne år skriver generalsekretær Kurt Waldheim at han mere end nogen sinde er overbevist om gavnligheden af FNs eksistens. Men samtidig er han mere bekymret end nogen sinde før over den „tøven eller halvhjertethed“ landene undertiden viser når det gælder om at gøre brug af eller videreudvikle verdensorganisationen. Han fortæller at hans eget embede — som han nu har beklædt i næsten fem år — sikkert er „et af verdens mest fascinerende, men også mest frustrerende“. Hver dag får han nogle „barske indblik i hvordan verden virkelig er“, siger han, og samtidig nogle glimt af „hvordan den kunne være“.

Tog standset af myrer

● I Japan er der sket det utrolige at nogle af de japanske statsbaners tog er blevet standset af myrer. Avisen Daily Yomiuri fortalte den 11. maj at togene på Dosan-linjen, en vigtig strækning i det centrale Shikoku, blev standset i halvtreds minutter. Hvordan var det gået til? Insekterne var kravlet ind i et relæ, hvor de havde sluttet en kontakt, så signalerne skiftede til rødt og standsede togene. I november sidste år kravlede myrer ind i det elektroniske maskineri ved en jernbaneoverskæring, med det resultat at jernbanetrafikken i nærheden af Matsuyama på Yosan-linjen blev standset. De japanske statsbaner har nu sørget for at der er blevet anbragt naftalin i maskinerierne for at holde de besværlige insekter borte.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del