Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g76 22/1 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1976
  • Underoverskrifter
  • Forbedret tastatur til skrivemaskiner
  • Ny oliegigant
  • Katolikkerne i Vietnam
  • Træd varsomt
  • Danmark — det største imperium
  • Farlig pilgrimsfærd
  • Er jorden ved at blive køligere?
  • „Den jævne borger“
  • Abort som prævention
  • Cykeltyverier
  • Det højeste bjerg
  • Vejtræer ødelægges
  • Blidere fødsel
  • Millionbyer
  • Waldheim optimistisk
Vågn op! – 1976
g76 22/1 s. 22-23

Vi betragter verden

Forbedret tastatur til skrivemaskiner

● Standardtastaturet til skrivemaskiner blev opfundet i 1873, og det er på ingen måde det mest hensigtsmæssige der kan tænkes, for det er med forsæt udtænkt sådan at bogstavernes placering hæmmer skrivehastigheden, hvilket oprindelig var nødvendigt af hensyn til de første, ret primitive maskiner, hvor „armene“ ret let satte sig fast i hinanden. For omkring 40 år siden blev der opfundet et andet tastatur, som (i det mindste ved skrivning af engelske tekster) betyder at 70 procent af skrivningen foregår på én række taster, mens dette i øjeblikket kun kan lade sig gøre med 30 procent af skrivningen. Det nye tastatur fordeler også arbejdet ligeligt mellem hænderne, og giver altså ikke, som det nuværende, venstre hånd det meste arbejde. Der er nu produceret fire modeller af maskinerne med det nyere tastatur.

Ny oliegigant

● Kina er ved at blive en af verdens største olieproducenter. Produktionen af råolie er blevet mere end fordoblet siden 1971, så der nu produceres mere end en million tønder om dagen. De kinesiske oliereserver er formentlig enorme, og landets stærkt øgede produktion har siden 1973 sat det i stand til at eksportere.

Katolikkerne i Vietnam

● „Vort land er nu fuldstændig befriet og frit . . . Jeg anmoder jer om at gøre jeres del til at landet kan blive genforenet.“ Er det en kommunist fra Vietnam som udsender disse opfordringer? Nej, det er biskop Khuat Van Tao af Haiphong der skriver sådan i et brev til sit folk, refereret i avisen Catholic Herald Citizen fra Superior i Wisconsin. „En katolik kunne blive minister i regeringen, for det er en del af borgerens normale tilværelse,“ erklærer ærkebiskop Joseph Marie Trinh Van Can af Hanoi, Nordvietnams delegerede ved bispesynoden i Rom i 1974. Ærkebiskop Philippe Nguyen Kim Dien af Hue tilføjer: „Der er blevet indført fred gennem blodsudgydelser efter 30 års krig imod erobrerne . . . Vi er sikre på at vi kan forvandle vort land til et velstående og lykkeligt land under ledelse af den provisoriske revolutionsregering . . . Katolikkernes ædle mission er at samarbejde med alle velvillige mennesker om at bygge en ny broderskabets og velstandens verden, så der er beredt en ny himmel og en ny jord når Kristus kommer.“

Træd varsomt

● En officiel rapport fortæller at der i Californien hvert år er 300.000 mennesker som kommer til skade ved at træde på en genstand, for eksempel glasskår, afrivelige øldåseringe og andet henkastet affald.

Danmark — det største imperium

● Efter at Portugal har givet afkald på de fleste af sine oversøiske besiddelser — hvilket land har da det største „imperium“? Det har såmænd Danmark, efter hvad den amerikanske skribent C. L. Sulzberger for nylig skrev i New York Times. Skribenten siger dog at Danmark „ikke er glad for at rykke ind på den plads som imperium nr. 1 der netop er blevet ledig“. Det er naturligvis Færøerne og Grønland han sigter til. Grønland, jordens største ø, er på 2,2 millioner kvadratkilometer, men har kun omkring 50.000 indbyggere.

Farlig pilgrimsfærd

● De nigerianske muhamedaneres traditionelle pilgrimsfærd til Mekka ender for manges vedkommende med døden. Avisen Daily Times fra Lagos i Nigeria meddeler at „sidste år [i 1974] blev 985 nigerianere officielt erklæret døde i Saudi-Arabien“. Mange af dødsfaldene skyldes at nigerianerne udsættes for dårlige indkvarteringsforhold, varme og kulde, sult og utilstrækkelig lægehjælp. Daily Times nævnte også at nogle såkaldte „pilgrimskonsulenter“ benyttede sig af lyssky metoder.

Er jorden ved at blive køligere?

● I den senere tid har der været megen tale om at der siden 1940 har været tendens til køligere temperaturer på jorden. Nogle spekulerer endda på om der skulle være en ny „istid“ på vej. Nu har to videnskabsmænd fra New Zealand imidlertid stillet et spørgsmål som tilsyneladende har været overset i de fleste videnskabelige beregninger om spørgsmålet: Hvad med den sydlige halvkugle? De bemærker at temperaturerne dér har vist nøjagtig den modsatte tendens i forhold til den nordlige halvkugle. For eksempel har New Zealand i øjeblikket det luneste vejr man overhovedet har optegnelser om. I løbet af de sidste fyrre år har landets største gletschere trukket sig mange kilometer tilbage i bjergene.

„Den jævne borger“

● Når feriesæsonen er forbi har hotellerne som regel mistet en stor del af deres løsøre. „Folk stjæler hvad som helst, om det så er boltet fast eller ej,“ sagde en amerikaner i hotelbranchen for ikke så længe siden. Det anslås at tre ud af fem hotelgæster stjæler, og „kvinder er absolut de værste,“ siger en direktør. En stuepige fortæller at det „alt for ofte er den uskyldigt udseende gråhårede bedstemoder som viser sig at være en førsteklasses rapser“. „Der er ingen løsning i sigte,“ siger en forfærdet krovært, „medmindre der sker en pludselig forbedring af den jævne borgers ærlighed og pålidelighed.“

Abort som prævention

● Der foretages et stigende antal svangerskabsafbrydelser på de danske hospitaler. I juli sidste år havde 28 procent at de abortsøgende ved Gentofte Sygehus tidligere fået foretaget abort, mens tallet kun var 16 procent dengang abortloven trådte i kraft. En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser samtidig at salget af p-piller er faldet med 28 procent på et år. Professor, dr. med. Jørgen Falck Larsen fra Gentofte Sygehus siger: „Det kunne indicere, at en del kvinder er begyndt at benytte abort som prævention mod uønsket svangerskab.“ — Kristeligt Dagblad, 8. september 1975.

Cykeltyverier

● I 1974 fik forsikringsselskaberne i Danmark indgivet anmeldelser om tyveri af 45.000 cykler. Hver fjerde tyverianmeldelse til forsikringsselskaberne drejede sig om cykler. Det svarer til en værdi af 14 millioner kroner. — Berlingske Tidende, 4. september 1975.

Det højeste bjerg

● Er Mount Everest jordens højeste bjerg? Ja, hvis man måler fra havets overflade er det. Ved databehandling af nogle satellitmålinger har man imidlertid for ikke så længe siden fundet ud af at der er et andet bjerg som er højere, hvis man måler fra jordklodens centrum. Det er bjerget Chimborazo i Ecuador, som er 2153 meter højere. Hvordan kan det være? Svaret er at jorden ikke er rund som en perfekt kugle, men er en smule „fladtrykt“, så der ved ækvator er flere kilometer længere ind til jordens midte end der er ved polerne. På den måde bliver det 6272 meter høje bjerg Chimborazo højere end Mount Everest med sine 8848 meter, som ligger et godt stykke fra ækvator.

Vejtræer ødelægges

● I København frygter ’Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse’ at byen er på vej til at blive en stenørken. Omkring 10.000 træer er svækkede eller døende. Det skyldes ikke mindst at der bruges en del salt på gaderne om vinteren, men det skyldes også asfalt, brosten og manglende pleje. — Politiken, 17. september 1975.

Blidere fødsel

● Følelsesmæssigt er det ikke sundt at komme til verden i en sparkende og skrigende tilstand, siger den franske fødselslæge Frederick Leboyer. Han hævder at det nyfødte barn simpelt hen skriger fordi det er bange. Det kraftige lys, de høje stemmer, rykket i fødderne og det lille klask bagi kommer som et chok for det lille barn når det kommer ud af det beskyttende moderskød, siger Leboyer i sin bog Birth Without Violence. Han anbefaler at der skal være helt stille på fødestuen, og at der skal være mørkt, bortset fra en vågelampe. Det siges at gøre det lettere for det lille barn at tilpasse sig sine nye omgivelser, hvis det får lov at hvile nogle minutter på moderens mave så snart det er født. Navlestrengen tilfører stadig den nødvendige ilt indtil barnet begynder at ånde normalt, uden at det får det sædvanlige klap bagi. Derefter skæres navlestrengen over, og så bliver den lille forsigtigt vasket i vand der har legemstemperatur. Resultatet skulle blive at barnet er afslappet og måske ligefrem smiler. Dette er selvfølgelig blot én af mange forskellige opfattelser om dette.

Millionbyer

● Fra 1970 til 1975 er antallet af millionbyer i verden steget med 24, så der nu er 181 byer med en million indbyggere eller derover. Af de 24 nye millionbyer findes 18 i udviklingslandene. I industrilandene bor gennemsnitlig over halvdelen af befolkningen i byer. Det er Australien og New Zealand der (procentvis) har den største bybefolkning; dér bor 85 procent af indbyggerne i byer.

Waldheim optimistisk

● Efter at De forenede Nationer i september havde holdt en ekstraordinær generalforsamling om økonomiske problemer og udvikling, udtalte generalsekretær Kurt Waldheim sig optimistisk angående fremtiden. Han sagde til dagbladet Politikens medarbejder: „FN har nået et vendepunkt i sin historie. For første gang i mange år er der en klar tendens til at foretrække realistiske forhandlinger for konfrontation.“ Generalsekretæren fortsætter: „Det er en opmuntrende udvikling, vi har gennemgået på det sidste. . . . den kritik, de vestlige lande havde rettet mod FN som en ’diskussionsklub’, er nu forstummet til fordel for en ny goodwill og erkendelse af, at FN er et godt redskab for praktiske løsninger. Behovet for en ’ny orden’ mellem verdens rige og fattige lande er også almindeligt anerkendt nu.“ (11. oktober 1975) Behovet for en ’ny orden’ er tydeligt for enhver, men bibellæsere ved at den kun kan komme ved at Gud indfører sit styre gennem sin messianske regering.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del