Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 26. del

Den første klasse der gennemgik Rigets tjenesteskole bestod af femogtyve elever, nemlig nogle amerikanske zonetjenere (kredstilsynsmænd) og deres hustruer, brødre og søstre som ikke havde været på Gileadskolen. Denne første klasse blev afholdt fra den 9. marts til den 3. april 1959 på Selskabets ejendom ved South Lansing i staten New York. Den 9. april 1967 blev skolen overflyttet til hovedkontoret i Brooklyn.

Siden er der sket nogle ændringer i forbindelse med Rigets tjenesteskole; for eksempel er kursusperioden afkortet til to uger. Skolen afholdes i mange forskellige lande, til stor gavn for Jehovas folk. I flere lande rejser lærerne fra by til by og gennemfører undervisningen i lokale rigssale, sådan at de fleste ældste ikke behøver at rejse alt for langt for at være med på skolen. Hvor kan Jehovas tjenere være taknemmelige for at der gives en undervisning som denne! Rigets tjenesteskole har i høj grad medvirket til at gøre kristne tilsynsmænd egnede til deres ansvar og privilegier.

Endnu en interessant side af den teokratiske undervisning må nævnes. I årenes løb har mange af dem der ønskede bibelkundskab, aldrig lært at læse og skrive. Dette problem er imidlertid ikke blevet overset. I mange lande har Guds folk sørget for undervisning i læsning og skrivning; nogle af disse undervisningsprogrammer er endda blevet rost i høje toner af de respektive landes myndigheder. Mange mænd og kvinder har lært at læse og skrive, og iblandt dem er der også mange som har fået lov at nyde rige tjenesteforrettigheder til Jehovas herlighed og ære.

„Fremad!“

I 1942 havde broder Knorr og hans medarbejdere indset at der endnu lå et stort stykke arbejde forude. Hovedtemaet ved „Den nye verdens teokratiske stævne“ 18.-20. september 1942 kan opsummeres i et enkelt ord: Fremad! Cleveland i Ohio var stævnets hovedby, og hertil var koblet 51 andre stævnebyer ud over De forenede Stater.

Temaforedraget ved stævnet blev holdt af F. W. Franz fredag aften den 18. september 1942. Det hed „Det eneste Lys“ og var baseret på Esajas’ profeti, kapitlerne 59 og 60. I foredraget lød signalet „Fremad!“ klart og tydeligt. Søster Julia Wilcox skriver: „Ved slutningen af temaforedraget ’Det eneste Lys’ tror jeg ikke at en eneste blandt tilhørerne fandt tiden inde til at lade hænderne synke og slappe af. Nej, nu var tiden inde til at ’gøre sig rede og blive lys’, så Guds folk fortsat kunne genskinne det eneste lys i denne gamle verdens mørke.“

Broder Knorr fulgte efter F. W. Franz ved talerstolen, og hans emne var „Sving åndens sværd“. Han indledte sit foredrag med de betydningsfulde ord: „Vi har mere arbejde at gøre, meget mere!“

I det offentlige foredrag søndag eftermiddag den 20. september kom der mere frem som viste at der lå et stort arbejde forude. Foredragets titel kunne nok lyde lidt mærkelig, eftersom alverdens lande på det tidspunkt befandt sig midt i den anden verdenskrig. Foredraget hed „Freden — kan den vare ved?“

Broder Knorr vidste at dette foredrag havde stor betydning. Med Jehovas hjælp var han besluttet på at give ’alt hvad han havde i sig’ ved fremførelsen. „Flere måneder forud,“ fortæller L. E. Reusch, „kunne jeg høre ham øve sig på sit offentlige foredrag ’Freden — kan den vare ved?’; han holdt det højt for sig selv bogstavelig talt dusinvis af gange. Mit værelse på Betel lå lige under præsidentens værelse. Så jeg ved personligt hvor længe og hvor flittigt han øvede sig på foredraget.“

Det offentlige foredrag, der varede en time (en time som fløj af sted), afslørede frimodigt at Folkeforbundet var forudskildret ved det skarlagenrøde dyr i Åbenbaringen, kapitel 17. Taleren påpegede at Folkeforbundet på det tidspunkt befandt sig i uvirksomhedens afgrund — det ’var ikke’, som profetien siger. (Åb. 17:8) Men det ville ikke forblive i dette dyb. Det ville rejse sig igen. „Og læg vel mærke til at profetien viser,“ erklærede Knorr, „at når ’vilddyret’ stiger op af afgrunden efter denne totale krig, kommer det frem med kvinden ’Babylon’ på ryggen, eller også bestiger hun dyret så snart det viser sig.“ Hverken den menneskeskabte fred eller det skarlagenrøde vilddyr skulle imidlertid vare ved. Snart ville dyret selv blive fuldstændig udslettet.

Marie Gibbard husker også foredraget: „Hvor har profetien i Åbenbaringen 17 vist sig at være nøjagtig, sådan som den blev forklaret for os, nemlig at Folkeforbundet ville stige op af afgrunden til en usikker fred som ikke ville vare ved! Hvor er det en herlig beskyttelse for os at vi ikke lader os rive med af verdensbegivenhederne — som den jubel folk brød ud i her i landet på VE-dagen og VJ-dagen [’Sejr i Europa’ og ’Sejr i Japan’], i 1945, og da De forenede Nationer blev hyldet som garantien for fred i fremtiden! Dette foredrag gjorde varigt indtryk på os og lærte os noget vi kunne bruge.“ Sagen var klar. Jehovas tjenere havde arbejde at gøre, og de ville få en vis tid at gøre det i.

Besøg af rejsende hyrder

Ved dette stævne i 1942 blev det meddelt at menighederne igen ville få regelmæssige besøg af brødre som repræsenterede Selskabet. (Der havde tidligere været en ordning hvorved zonetjenere besøgte menighederne, men denne ordning ophørte den 1. december 1941, samtidig med at kredsdirektørernes virksomhed og afholdelsen af zonestævner blev indstillet.) Fra den 1. oktober 1942 ville Selskabet igen begynde at udsende rejsende tilsynsmænd. De blev kaldt „vennetjenere“, og deres gerning svarede til den tjeneste som kredstilsynsmændene udfører i dag. „De gennemgik menighedernes optegnelser og hjalp brødrene med at arbejde for Rigets interesser,“ siger søster J. Norris. „Dette gjorde det klart for os hvor stor omsorg Jehova har for sit folk gennem sin organisation.“

Fra den 15. oktober 1946 blev der indført nogle ændringer i denne tjeneste. Alle menighederne (som dengang kaldtes ’kredse’) blev inddelt i zoner, med cirka tyve menigheder i hver zone. De rejsende tilsynsmænd ville fra nu af besøge hver menighed en uge ad gangen, først og fremmest for at hjælpe forkynderne i deres hus-til-hus-arbejde. To gange om året skulle alle „zonens“ menigheder samles til et „zonestævne“, hvor „sektionstjeneren“ (som vi i dag kalder områdetilsynsmanden) var ordstyrer. I de følgende år er denne ordning blevet justeret mere eller mindre, og alle Jehovas vidner nyder stadig godt af den. Men hvordan var det dengang for tredive år siden?

Lad os tage sektionstjenesten i fyrrerne som et eksempel på den indsats som disse villige hyrder for Guds hjord gjorde. Tilbage i slutningen af fyrrerne var broder Nicholas Kovalak jun. en af de få brødre som rejste i sektionstjenesten i U.S.A. Han fortæller hvad han foretog sig i oktober 1949: „Jeg kørte 6430 kilometer i bil den måned!“ Videre siger han: „I weekenderne havde jeg fem zonestævner den måned, foruden at jeg skulle betjene en hel del menigheder ind imellem. Så jeg rejste, holdt foredrag, forkyndte, gennemgik optegnelser, spiste, studerede, læste, og havde ikke ret meget tid til at sove!“ På en enkelt uge kørte han næsten 3200 kilometer for at betjene to menigheder og forestå et zonestævne i weekenden. Det var selvfølgelig ikke alle hans bilture der var så lange. „I dag hvor der er flere menigheder er det meget lettere,“ siger broder Kovalak. „Jehova er god mod os og sørger for os.“

De kreds- og områdetilsynsmænd der besøger vore menigheder i dag, er også dybt interesseret i deres medtilbedere af Jehova. De søger at hjælpe dem i tjenesten på arbejdsmarken og opbygge dem åndeligt. Også kredsstævnerne spiller en vigtig rolle. I tjenesteåret 1974 blev der gennemsnitlig afholdt tyve kredsstævner hver uge i De forenede Stater, med et gennemsnit af 1605 tilstedeværende. Det vil sige at der på hele året blev afholdt 1064 kredsstævner med et samlet antal tilhørere på 1.708.143.

Kristnes neutrale standpunkt

Samtidig med at Vagttårnsselskabets nye administration begyndte at fungere først i fyrrerne rasede den anden verdenskrig og et stort antal kristne mænd gennemgik en prøve på deres integritet mod Jehova. I 1940 indførte De forenede Stater en ny værnepligtslov, endnu før landet var blevet inddraget i krigen. Ifølge denne lov skulle alle unge mænd der var over atten år gamle udskrives til militærtjeneste, men der kunne gives fritagelse til „tilbørligt ordinerede ordets tjenere“ i henhold til afsnit IV-D. I de fleste tilfælde nægtede man at klassificere Jehovas vidner som ordets tjenere. De var ikke skyldige i nogen undergravende virksomhed, og de søgte heller ikke at lægge hindringer i vejen for nogen militære handlinger eller andre aktiviteter som jordiske regeringer måtte foretage. De var imidlertid fast besluttede på at bevare deres neutralitet som kristne. (Joh. 17:16) De havde ’smedet deres sværd til plovjern’. — Es. 2:2-4.

I tusindvis af tilfælde hævdede de offentlige anklagere at de unge Jehovas vidner var nødt til at lade sig indrullere i hæren før de kunne søge om fritagelse ved forbundsdomstolene. Det betød at de unge mænd blev sendt fra forbundsdistriktsdomstolene direkte i fængsel, og mange af dem fik maksimumstraffen på fem års fængsel og en bøde på 10.000 dollars. Eugene R. Brandt fortæller at da han og seks andre forkyndere fik deres dom, pegede dommeren på et flag der hang på væggen bag dommersædet og sagde: „Kan I se dette flag? Når jeg ser dette flag, ser jeg min Guds ansigt i det, og derfor har jeg ikke noget imod at tilbede det; sådan burde I også se på det.“

God anvendelse af fængselstiden

Den første nat bag tremmerne kunne være noget af en oplevelse. Broder Daniel Sydlik, som var pioner dengang (i dag tjener han på Betel i Brooklyn som medlem af det styrende råd), blev sat i fængsel på grund af sin kristne neutralitet i 1944. Han husker at han lå på sin briks og lyttede mens jerndørene „blev lukket i med en lyd som rumlende torden“. Lydene nærmede sig mens celledørene en for en blev rullet i, indtil det var hans egen celledør der rystede og langsomt rulledes i. Han siger: „Pludselig blev jeg overvældet af kvalme, jeg følte det som om jeg var fanget i en fælde og aldrig kunne komme ud mere. Men lige så hurtigt afløstes denne fornemmelse af en ny og lige så stærk følelse, en følelse af dyb fred og glæde, den fred Bibelen taler om — ’Guds fred, som overgår al forstand’.“ — Fil. 4:7.

Broder Sydlik blev, som så mange af hans brødre, overført til et forbundsfængsel. Hvad kunne de kristne militærnægtere foretage sig der? De gjorde god brug af tiden. Når de ikke var optaget af det arbejde fængselsledelsen gav dem, fik de ofte lov til at holde møder hvor de studerede Bibelen og Vagttårnsselskabets publikationer. De benyttede også lejligheden til at udvide deres almenviden; for eksempel lærte de sig fremmede sprog som spansk og græsk. Om nogle brødre der var indsat i fængsel i Mill Point, West Virginia, fortæller Rudolph J. Sunal: „Vi afholdt vores menighedsbogstudium . . . hver sovesalsgruppe af brødrene holdt tjenestemøde og teokratisk skole. . . . Om søndagen havde vi Vagttårnsstudium i biblioteket. . . . Det lykkedes også for os at arrangere små stævner. . . . En sommer brugte vi boldpladsen og lånte klaveret plus nogle andre musikinstrumenter og nød et meget belærende program.“

Broder F. Jerry Molohan hentyder til den bibelundervisning der blev gennemført i fængselet dengang idet han siger: „Alle de forskellige studiemøder vi afholdt var yderst velbesøgte, og de var så belærende at vi i spøg kaldte fængselet (Leavenworth Prison Honor Farm) for ’Tremmely Højskole’.“

Vagttårnsselskabet var stadig interesseret i disse unge mænds åndelige helbred. Der blev sørget for at nogle brødre kunne komme og besøge dem regelmæssigt, for eksempel A. H. Macmillan og T. J. Sullivan. Hensigten var at de besøgende brødre skulle give de indsatte bibelsk vejledning og opmuntring.

Jehovas vidner prøver altid, hvad enten de er i fængsel eller på fri fod, at finde en lejlighed til at opfylde det hverv de har fået: at gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) I et fængsel var der ganske vist ikke megen lejlighed til at gøre dette. Men de var alligevel ikke bragt til tavshed. Broder Molohan siger: „Jeg gjorde hvad jeg kunne i forbindelse med en livstidsfange, Frank Ryden, som havde et godt hjerte; han blev mit første ’anbefalingsbrev’ og blev døbt i et hestetrug.“ — 2 Kor. 3:1-3.

Benådningsansøgning

Den 10. august 1946 vedtog op mod 60.000 forsamlede Jehovas vidner ved „Glade nationers teokratiske stævne“ i Cleveland i Ohio en ganske særlig resolution. Det var en anmodning til De forenede Staters præsident om at tilstå fuld benådning til de over 4000 uretmæssigt dømte og fængslede Jehovas vidner. Ved en benådning kunne han sørge for at disse neutrale kristne, som udskrivningskomiteerne og forbundsdomstolene havde nægtet deres ret i årene mellem 1940 og 1946, fik deres borgerrettigheder tilbage.

„Til min overraskelse meddelte ordstyreren,“ fortæller Edgar C. Kennedy, „at resolutionen, hvori vi anmodede om fuld benådning for alle disse brødre, skulle overrækkes De forenede Staters præsident personligt af en talsmand for Selskabet. Eftersom præsidenten var Harry Truman, den officer jeg havde arbejdet sammen med i hæren under første verdenskrig, tænkte jeg at jeg måske burde meddele dette på ordstyrerens kontor, hvilket jeg gjorde.“ Det kom til at gå sådan at Selskabets juridiske rådgiver sammen med en anden sagfører og broder Kennedy, der var pioner dengang, fredag den 6. september 1946 klokken 12.30 fik en fyrre minutters samtale med præsidenten. Broder Kennedy fortæller at præsident Truman lyttede opmærksomt mens Selskabets sagfører gengav resolutionens forskellige afsnit frem til det punkt hvor man anmodede om benådning fra præsidenten. Han fortæller: „Truman brød ophidset ind og sagde: ’Jeg har ikke brug for en SOB [bandeord] der ikke vil slås for sit fædreland. Og jeg kan heller ikke lide den mangel på respekt I viser for flaget.’“ Broder Kennedy fortsætter:

„Nu vidste jeg at det var min tur til at sige noget. Jeg præsenterede mig som en af præsidentens tidligere medofficerer i hæren og sagde at det var mig der havde haft ansvar for at hans batteri blev forsynet med al den ammunition som blev affyret under krigen. Jeg tog et billede af regimentets officerer op af min mappe og lagde det på hans bord. Han så på billedet og sagde at han havde et magen til hængende over skrivebordet i sit bibliotek. Så sagde jeg til ham at det er sværere at kæmpe for de kristne principper end det havde været at kæmpe i krigen. Ganske kort forklarede jeg hvorfor Jehovas vidner ikke hilser flaget. Han lyttede, og sagde derefter: ’Jeg ser at jeg tog fejl.’“

Broder Kennedy beretter at præsidenten vendte sin opmærksomhed mod Selskabets sagfører, „som nu fremførte slutningen af anmodningen om løsladelse af de Jehovas vidner som var fængslet i medfør af loven om værnepligt. Truman lovede at drøfte det med justitsministeren.“

Senere nedsatte præsident Truman en amnestikommission. Den gennemgik tusinder af retskendelser og anbefalede amnesti i visse tilfælde. Men da resultatet den 23. december 1947 blev kendt, viste det sig at Truman kun havde benådet 136 Jehovas vidner ud af det samlede antal benådninger på 1523. De andre religionssamfund der, i sammenligning med de 4300 fængslede Jehovas vidner, tilsammen kun havde 1000 mand i fængsel, fik broderparten af benådningerne. Langt de fleste blev således udsat for forskelsbehandling fordi de resolut havde bevaret deres integritet over for Jehova Gud.

Kampen i retssalene fortsætter

I Smith- og Estep-sagerne afsagde den amerikanske højesteret den 4. februar 1946 kendelse om at de lavere forbundsdomstole havde haft uret i at nægte Jehovas vidner en rimelig lejlighed til at fremføre deres sag og i at hævde at man måtte lade sig indrullere i de væbnede styrker før man kunne få lov at forsvare sig ved en retssag. Senere samme år (23. december 1946) udvidede højesteret loven så den også tillod Jehovas vidner at forsvare sig i retten når de blev anklaget fordi de ikke havde meldt sig til en militærnægterlejr eller ikke var blevet i lejren efter at have meldt sig dér. Dette skete i Gibson-sagen og Dodez-sagen.

Statsadvokaterne fremførte i hver sag det argument at heltidsforkynderne, pionererne, ikke var berettiget til fritagelse for militærtjeneste da de ikke havde faste menigheder de betjente. Desuden hævdede de at menighedstjenerne (de præsiderende tilsynsmænd) ikke var berettiget til fritagelse fordi deres menigheder ikke bestod af lægfolk men af Jehovas vidner. Deres argumenter blev tilbagevist i Dickinson-sagen, som højesteret afgjorde til fordel for Jehovas vidner den 30. november 1953. Denne afgørelse dannede præcedens for alle de lavere forbundsdomstole.

Faste i troen trods fængsling

Når man tænker disse tredive år tilbage, til den tid hvor så mange kristne blev sat i fængsel fordi de ikke ville give slip på deres integritet, kan man komme til at spekulere på hvordan man selv ville klare sig under lignende omstændigheder. Når fjenderne sætter Guds tjenere i fængsel gør det ikke stor forskel hvilket påskud de benytter. Med Jehovas hjælp kan hans tjenere bevare deres integritet, ligesom vore brødre i U.S.A. og mange andre lande har gjort det. En af vore brødre, Stanley Ernest Jones, var i syv år fængslet i det kommunistiske Kina. Efter sin løsladelse i 1965 holdt han et foredrag for over 34.700 på Yankee Stadium i New York, hvor han fortalte at han under fængselsopholdet havde mediteret over Bibelen, støttet sig til bønnen og holdt sig åndeligt stærk ved hjælp af Jehovas ånd. En af de ting han nævnte var: „Vore trængsler vil kun vare i ’ti dage’. De vil med andre ord få en ende. Alting får en ende når tiden er inde til det. Derfor må vi blot holde ud; Gud skal nok føre os igennem.“ — Åb. 2:10.

Hjælp til brødre i nød

Den 2. september 1945 var verdenskrigen endelig slut. Vagttårnsselskabets afdelingskontorer blev snart genåbnet i mange lande. Menighederne blev genetableret, og der var igen åndelig føde til rådighed, i større og større mængder. Men brødrene i de krigshærgede lande havde også brug for mange materielle ting. Som et udslag af kristen kærlighed igangsatte Jehovas tjenere et verdensomspændende hjælpearbejde til gavn for deres brødre, et arbejde der skulle vise sig at vare i to og et halvt år. (Joh. 13:34, 35) Tusinder af Jehovas vidner i De forenede Stater, Canada, Schweiz, Sverige og andre lande sendte tøj og penge til levnedsmidler til brødrene i Belgien, Bulgarien, Danmark, England, på Filippinerne, i Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kina, Norge, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

„Da den anden verdenskrig sluttede,“ beretter Hazelle og Helen Krull, „vendte vore brødre tilbage fra fangelejrene; mange af dem var syge og havde mistet alle deres materielle ejendele, nogle af dem var blevet adskilt fra deres familie og vidste ikke om disse endnu var i live i kødet eller ej. Men alligevel var de forbløffende stærke i åndelig henseende. Deres brødre i hele verden bød dem velkommen hjem. Det første de tænkte på var at sætte tjenesten for Riget i gang igen, at forkynde den samme gode nyhed som de var blevet fængslet for, og at genopbygge deres bibelkundskab. Den drivkraft de besad, selv efter deres lange og hårde trængsler, virkede inspirerende på os, og vi så det som en forret at vi på ganske ringe måde kunne hjælpe dem ved at dække nogle af deres materielle behov. Tøj, sko og andet fornødent blev indsamlet og sorteret i rigssalene; derefter blev det hentet af lastbiler og sendt af sted til brødrene. Det var i tonsvis af ting der i kærlighed blev givet.“

(Sluttes i næste nummer)