Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g77 8/6 s. 5-9
  • Hvor bærer det hen med de olympiske lege?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvor bærer det hen med de olympiske lege?
  • Vågn op! – 1977
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Legenes historie
  • Drømmen og virkeligheden
  • Politiske problemer
  • Pengeproblemer
  • Vindere og tabere
  • Dyster fremtid
  • De olympiske lege — idealet og virkeligheden
    Vågn op! – 1973
  • Fra Olympia til Sydney
    Vågn op! – 2000
  • De olympiske lege — virkelig „til hæder for sporten“?
    Vågn op! – 1984
  • Er den olympiske ånd blevet en hensynsløs konkurrenceånd?
    Vågn op! – 1989
Se mere
Vågn op! – 1977
g77 8/6 s. 5-9

Hvor bærer det hen med de olympiske lege?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I CANADA

DE OLYMPISKE LEGE er næste gang, efter planen, henlagt til Moskva, sommeren 1980. Imidlertid spekulerer mange på hvor legene, i en anden betydning, er ’på vej hen’. Man spørger om de overhovedet kan overleve i deres nuværende form.

Hvordan er det kommet dertil? En af grundene er legenes øgede omfang. I årenes løb er mange nye sportsgrene blevet føjet til. Flere lande og sportsfolk end nogen sinde er med. På grund af dette kræves der flere og flere faciliteter for at afvikle alle disse sportsbegivenheder og huse de tusinder af deltagere, reportere og tilskuere. Det er blevet umuligt for andre end de mere velhavende lande at afholde legene i deres nuværende form.

En anden grund har at gøre med politik. De meningsforskelle som landene har indbyrdes, genspejles i de olympiske lege. Når fjendskabet er dybt nok, boykotter nogle lande endog legene.

Den stærke modvilje der kommer af yderliggående nationalfølelse mærkes overalt. Hvert land prøver at vinde så mange medaljer som muligt, næsten ligegyldigt hvad det måtte koste den pågældende sportsmand. Flere lande har omfattende sportsprogrammer der går ud på at finde og optræne kommende ’supersportsfolk’ lige fra de er ganske små, med den nationale prestige som hovedformål. I nogle tilfælde har kappestriden næsten karakter af krig, især når visse østlige og vestlige lande kæmper mod hinanden.

Så er der den personlige rivaliseren. Sportsfolk er under intenst personligt og nationalt pres for at vinde, og føler ofte dyb modvilje mod andre deltagere. Nogle snyder eller tager narkotika for at vinde.

Både disse og andre problemer kom til syne ved de sidste lege, der blev afholdt her i Montreal, Canada, i sommeren 1976. Hvad der hyldes som en begivenhed der skulle fremme den internationale forståelse og goodwill, viser sig ofte at blive til noget ganske andet.

Legenes historie

Det er interessant kort at tage et overblik over de olympiske leges historie for at se hvordan de udviklede sig til deres nuværende form. Hvad der med tiden skete med oldtidens lege kunne måske finde en parallel i vor tids lege.

De første olympiske lege der kendes, blev afholdt i året 776 f.v.t. på Olympias sletter i det vestlige Grækenland. Det var omtrent samtidig med at den hebraiske profet Esajas begyndte at profetere for Judas nation. Men mens Esajas talte om den levende Gud, viede de gamle grækere deres olympiske lege til den falske gud Zeus. Eftersom legene ærede Zeus, blev der ofret til ham og andre mytiske guder. Man tilbad også den olympiske ild.

På den tid bestod legene kun af en eneste sportsgren, kapløb. Da der var mange konkurrenter fra Grækenlands forskellige bystater, løb løberne i forskellige „heats“ eller løb. Vinderne af disse heats konkurrerede så med hinanden. Den mand der nåede først i mål i det afsluttende løb blev udråbt til vinder. Denne metode anvendes stadig i dag.

Omkring 708 f.v.t. indførtes andre konkurrencer, såsom spring, kast og brydning. Senere blev boksning og væddeløb med stridsvogne føjet til. En af de nye konkurrencer man satte højest var femkamp, hvor hver deltager konkurrerer i fem forskellige discipliner: løb, spring, brydning, samt diskos- og spydkast. En ændret form for femkamp afholdes stadig ved de moderne olympiske lege — ti sportsgrene for mænd og fem for kvinder.

Vinderne i oldtiden fik skænket en krans af vilde olivenblade og blev stærkt hyldet. Udråbere kundgjorde deres navne ud over hele landet. Statuer blev indviet til dem, og digtere skrev digte om dem.

Alle deltagerne i oldtidens olympiske lege skulle aflægge ed på at de havde forberedt sig i mindst ti måneder. De svor også på at de ville holde sig til reglerne og ikke ty til nogen usportslig handling.

I tidens løb kom sportsfolk fra andre lande med i konkurrencerne. Gradvis blev den oprindelige praksis, at hylde enkeltpersoner, afløst af at den pågældendes nation blev hyldet. Selviskhed og brutalitet kom også tydeligere til udtryk. Omkring 394 e.v.t. var legene blevet så korrupte at de blev afskaffet af kejser Theodosius, overhovedet for det østromerske rige.

I 1896 blev legene genoplivet, efter femten hundrede år. I det år bistod den franske baron Pierre de Coubertin med at organisere de første olympiske lege i vor tid, i Athen. Otte lande deltog. (De olympiske vinterlege blev ikke påbegyndt før i 1924). Siden legene blev genoplivet i vor tid, er de blevet afholdt hvert fjerde år, undtagen under den første og den anden verdenskrig.

Drømmen og virkeligheden

Coubertin drømte om en international sportsfestival der ville nedbryde sociale, racemæssige og religiøse skel. Den ville, håbede han, i sig selv have en fredsbevarende virkning og føre til forståelse og harmoni mellem nationerne. Der lå således noble motiver bag genindførelsen af legene.

Men motiverne bag de olympiske lege i oldtidens Grækenland var oprindelig også noble. Med tiden kom der imidlertid en uhyre kløft mellem motiv og virkelighed. Historikere fortæller at konkurrenterne i de forskellige sportsgrene dengang blev mere kendt for deres brutalitet end for deres elegance og sportslige opførsel. Dette var især tilfældet i boksning, brydning og det almindelige slagsmål der var kendt som pancratium, hvor boksning og brydning var forenet.

I vor tid er de ædle motiver også i stor udstrækning veget for barske realiteter. Hvad er der sket?

Politiske problemer

Legene i Montreal i 1976 begyndte under ugunstige forhold. Det hidtil største antal lande nægtede at deltage af politiske grunde.

Åbningshøjtideligheden blev boykottet af tyve afrikanske lande. De krævede at New Zealand blev udelukket fra de olympiske lege fordi landets rugbyhold forinden havde været på turné i Sydafrika. Eftersom Sydafrika fører raceadskillelsespolitik, protesterede de afrikanske lande imod at New Zealand havde et sådant sportsligt samarbejde med Sydafrika. Derfor udvandrede afrikanerne og blev fulgt af sympatisører som Guyana og Irak.

Med tiden faldt i alt tredive lande fra. Det var en fjerdedel af de 119 lande man forventede som deltagere. Mere end 600 sportsfolk blev kaldt hjem af deres regeringer og kom ikke til at deltage.

Blandt dem der ikke fik lov at deltage i legene var Taiwan, for det havde insisteret på at deltage under navnet „Den kinesiske Republik“. Men Canada fastholdt at det anerkendte hovedlandets styre som det pågældende lands lovlige regering.

Ved højdepunktet af Taiwan-konflikten udtalte Lord Killanin, præsidenten for den internationale olympiske komité: „Jeg tror verden er led og ked af at politikere blander sig i sport.“ Som følge heraf foreslog nogle at afskaffe nationalsangene for vinderne, såvel som alle flag, undtagen det olympiske banner.

Imidlertid fremførte de mere nøgterne også deres argumenter. De spurgte hvor mange lande der, uden politisk identitet, uden national fanfare, ville yde den nødvendige finansielle og moralske støtte? Og deltagerne selv foretrækker ofte at konkurrere under et nationalt symbol, enten af patriotiske eller af andre grunde, såsom udsigten til at vinde berømmelse og måske rigdom i deres hjemland.

Det politiske element var også tydeligt på en anden måde. Det kunne ses af de uhyre sikkerhedsforanstaltninger man havde foretaget. Bevæbnede vagtposter afpatruljerede de olympiske områder. Helikoptere fulgte med fra luften. Mere end 16.000 soldater var i beredskab. Hvorfor sådanne omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger? På grund af faren for terrorhandlinger. Det stod levende i erindringen hvad der var sket fire år tidligere ved de olympiske lege i München, hvor israelske idrætsfolk var blevet myrdet af politiske terrorister.

Pengeproblemer

Det kostede enorme pengesummer for alle lande at finansiere deres sportsfolk. Men Montreal i særdeleshed havde en gigantisk økonomisk hovedpine da man vågnede op efter legenes afslutning.

Canadierne havde håbet at arrangementet ville „hvile i sig selv“. Men de faktiske omkostninger steg til omkring 9 milliarder kroner. Det var mere end det havde kostet at bygge Sankt Lawrence-kanalen tyve år tidligere! Det samlede underskud, efter at alle indtægter var trukket fra, var på omkring 6 milliarder kroner.

De mange sportskomplekser, nye indkvarteringsområder og andre faciliteter var meget kostbare. Og det imponerende opbud af avanceret teknologi man anvendte, var en yderligere omkostningsfaktor. For eksempel blev kast med spyd eller diskos ikke mere målt med et simpelt målebånd. I stedet anvendte man instrumenter der projicerede en infrarød stråle, så man øjeblikkelig kunne aflæse resultatet med brøkdele af en millimeters nøjagtighed. Ved løbene angav et digitalur og kameraer med indbygget computer resultaterne, også med en nøjagtighed på hundrededele af et sekund. Desuden blev startblokkene, hvorfra løberne sætter af, styret elektronisk så ingen løber kunne tyvstarte.

I det olympiske svømmebassin skulle alle svømmere berøre en elektronisk kontaktplade ved enden af banen, hvorved de øjeblikkelig stoppede uret i den pågældende bane. Forskellen mellem en førsteplads med guldmedalje og en andenplads med sølvmedalje kan være blot nogle få hundrededele af et sekund, ikke meget mere end forskellen mellem at have lange fingernegle og korte.

Når en konkurrence var afsluttet viste 38.000 lyspærer øjeblikkelig resultaterne, sammen med sportsmandens billede og position, på to gigantiske skærme, hver fire etager høj. Og de mere end 1600 kilometer videotape og omkring 360 kilometer film der blev brugt, repræsenterede den mest ambitiøse og teknisk avancerede gengivelse af legene til dato — såvel som den mest kostbare. Tooghalvfems farvefjernsynskameraer sendte programmer verden rundt pr. satellit.

Vindere og tabere

I snesevis af verdensrekorder og olympiske rekorder blev slået. Men taberne var i almindelighed enige om at baron de Coubertin havde uret da han sagde: „At vinde medaljer er ikke det afgørende ved olympiaderne. Det vigtigste er at deltage.“ I dag føler sportsfolk ofte at det eneste det drejer sig om er at vinde. Mange viste det ved deres holdning under legene.

En deltager, beretter bladet Psychology Today, „sidder alene, med bøjet hoved, lukkede øjne, og opbygger aggression og en følelse af had imod den næste modstander“. Andre indtog anabole steroider [syntetiske hormoner] for at udvikle musklerne. Nogle få tyede til ’bloddoping’ for at forøge blodets iltmængde, ved at tappe deres eget blod og derefter ved transfusion få det tilbage til deres legeme lige før de skulle konkurrere. En del tyede til forskellige narkotika for at øge udholdenheden. Én sportsmands sammenbrud kunne direkte tilskrives narkotika som han havde taget.

En fægter blev grebet i at snyde. Ved fægtning foregår pointberegningen elektronisk. Hver gang modstanderens brystskjold rammes, registreres det automatisk på en scoringstavle. Men den pågældende fægter havde en elektronisk anordning i håndtaget på sit våben, så der registreredes en træffer hver gang han trykkede på en knap. Men han blev for dristig og noterede sig for en træffer på et tidspunkt hvor han ikke var tæt på. Hans våben blev inspiceret og anordningen opdaget, og han blev i vanære forvist fra legene.

Hvad der i virkeligheden nu kræves for at vinde i de olympiske lege, blev bemærket af en træner: „Et land er nødt til at leje professionelle hvis det ønsker at vinde i amatørsport.“

Dyster fremtid

Som følge af de stadig voksende problemer indrømmer mange iagttagere at legenes fremtid er usikker. En Montreal-avis siger at arrangementet blev efterfulgt af „skuffelse og nedslåethed“. Den nævner at ’principperne er blevet nedslidt’ og at ’ånden er blevet forringet’.

Prins Philip af England har sagt: „Jeg mener at når først folk synes det er betydningsfuldt for nationen at få en mængde medaljer eller hvad det nu er, så tror jeg at jeg hellere ville lægge konkurrencerne på hylden — de er meningsløse.“ Han brugte udtrykket „beklagelige“ om de oplysninger der gik ud på at en regering ville holde forhør fordi landets sportsfolk ikke havde vundet tilstrækkelig mange medaljer.

En skuffet canadisk bokser udtalte: „Jeg ville ikke konkurrere i de olympiske lege igen for en million dollars. Det er ikke ofrene værd, for der er alt for megen politik i det. De store lande leger på sportsmandens bekostning.“

Blandt de spørgsmål der stilles af dem der ser tilbage på legene, er disse: „Hvor mange flere principper kan man bryde? Hvor mange skammelige tilfælde af snyderi, doping og politisk kævl kan legene endnu tåle? Hvor mange flere penge skal der anvendes? Hvor længe endnu skal arrangementet ’stives af’ af forretningsverdenen for at holde det svævende på en urealistisk sky?“

Ja, spørgsmålene kredser faktisk omkring dette punkt: Er legene som de udspillede sig i Montreal færdige? Svaret vil komme i Moskva i 1980, om ikke før.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del