Hvad siger Bibelen?

Hvad skylder den kristne staten?

DA JESUS engang besvarede et spidsfindigt spørgsmål vedrørende skat, udtalte han princippet: „Tilbagebetal derfor kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Matt. 22:21) Kristne har altså visse forpligtelser over for myndighederne. Jesus tog imidlertid også „det der er Guds“ med i billedet og påpegede dermed at en kristen må overveje hvad det er han skylder myndighederne, og hvorfor.

I sit brev til romerne skrev apostelen Paulus følgende vedrørende den kristnes forpligtelser over for de regerende myndigheder: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, en sådan frygt; ham der kræver ære, en sådan ære.“ — Rom. 13:7.

Eftersom myndighederne yder os beskyttelse, sikkerhed og sociale goder, kan de gøre krav på en vis kompensation. Når den kristne betaler sin skat eller afgift, betaler han i virkeligheden en gæld. Hvordan myndighederne derefter bruger de penge de har modtaget, angår ikke den kristne. Hvis staten for eksempel bruger de penge den har modtaget i skat eller afgift forkert, giver det ikke den kristne ret til at undlade at betale hvad han skylder. Under den nuværende ordning kunne den kristne ikke klare sig uden de tjenester staten yder. Derfor bør han også betale hvad den forlanger, og han kan gøre det med god samvittighed. Det samme gælder ens gæld til privatpersoner. Den der har krav på pengene, vil måske misbruge dem, men det fritager ikke skyldneren for pligten til at betale sin gæld. Den kristne er heller ikke fritaget for at betale skat eller afgift, uanset hvad de regerende myndigheder måtte gøre med pengene.

Der er også god grund til at vise regeringsmyndighederne behørig „frygt“. Som apostelen Paulus skrev: „For de herskende er ikke genstand for frygt fra den gode men fra den onde gernings side. Ønsker du altså at være uden frygt for myndigheden? . . . det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde.“ (Rom. 13:3, 4) Den kristne bør altså opføre sig på en sådan måde at han ikke kommer på kant med loven. Han må ikke ignorere den myndighed over liv og død som øvrigheden sidder inde med.

Det er også kun ret og rimeligt at ære og respektere øvrighedspersoner. Men hvordan kan man ære og respektere folk hvis de er uhæderlige og amoralske? Spørgsmålet her drejer sig ikke om embedsmandens moral, om hvilken slags menneske han er, men om den stilling han beklæder. Den ære og respekt man bør vise ham skyldes hans stilling.

Apostelen Paulus’ opførsel over for romerske embedsmænd illustrerer meget vel at den respekt man bør vise sådanne mennesker, ikke er afhængig af deres personlige egenskaber. Den romerske landshøvding Feliks beskrives af historikeren Tacitus som en der „mente at han ustraffet kunne begå alle slags onde handlinger“, og som „hengav sig til enhver form for barbari og vellyst, som udøvede en konges magt i en slaves ånd“. Ikke desto mindre indledte Paulus høfligt, i respekt for Feliks’ stilling, sin forsvarstale med ordene: „Da jeg udmærket ved at denne nation har haft dig som dommer i mange år, taler jeg trygt til mit forsvar om det der angår mig.“ (Apg. 24:10) Paulus tiltalte også kong Herodes Agrippa II, der levede i blodskam, med respekt: „Kong Agrippa, jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig vedrørende alt det som jeg anklages for af jøder.“ (Apg. 26:2, 3) Og Paulus kaldte landshøvdingen Festus, som var afgudsdyrker, for „højtærede Festus“. — Apg. 26:25.

Det kan dog ske at en regering stiller krav til den kristne som, hvis de blev fulgt, ville forhindre ham i at give „Gud det der er Guds“. (Mark. 12:17) Hvad skal man gøre i en sådan situation?

Den hebraiske profet Daniel blev udsat for en sådan situation i mederen Darius’ regeringstid. Darius havde underskrevet en lov om dødsstraf for enhver der i tredive dage bad en bøn til nogen anden end kongen. (Dan. 6:8) Hvis Daniel skulle rette sig efter denne lov ville det betyde at han i tredive dage ikke kunne bede til Gud. Hvad gjorde han? Han bad alligevel til Gud, på trods af denne lov, som gik på tværs af tilbedelsen af Gud, og han blev siden reddet ved et mirakel.

Apostlene bøjede sig heller ikke for den jødiske højesteret sanhedrinets krav om at standse forkyndelsen af den gode nyhed om Kristus. De sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

Det betyder dog ikke at kristne har ret til at deltage i revolutionær virksomhed og sætte sig op imod love der ikke forhindrer dem i at opfylde de krav som Gud stiller til sine tilbedere. I den forbindelse er det godt at huske princippet i Prædikeren 8:6, 7: „Enhver ting har sin tid og sin dom, men det er et tyngende onde for mennesket, at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham, hvorledes fremtiden bliver?“

Når man husker at „hver ting har sin tid og sin dom“, vil man ikke handle i trods. Livet kan have problemer nok, der er ingen grund til at skabe flere ved at tage loven i sin egen hånd. Desuden kan man aldrig være sikker på hvad fremtiden vil bringe. Selv en diktator lever ikke evigt. Når man husker hvor usikker fremtiden er og hvor hurtigt der kan ske forandringer, er det lettere at være tålmodig når man befinder sig i en ubehagelig situation.

Den der erkender vigtigheden af at vente til det rigtige tidspunkt og af at handle efter modent overlæg, vil følge det gode råd i det bibelske ordsprog: „Indlad dig ikke med folk, som gør oprør; thi brat kommer ulykke fra dem, uventet fordærv fra dem begge.“ (Ordsp. 24:21, 22) Hvorfor bringe sig selv i ulykke ved at støtte en sag der ikke kan garantere en tryg fremtid sådan som Guds rige ved Kristus kan?

I harmoni med Bibelen og med det eksempel de kristne satte i det første århundrede, er Guds tjenere forpligtede til at betale al den skat der pålægges dem, og til at vise øvrighedspersoner den frygt og respekt som deres stilling kræver. Dette indbefatter at man tiltaler dem med deres ærestitler og ikke forhindrer dem i at udføre deres pligter. Hvis myndighedernes krav imidlertid forhindrer de kristne i at udføre deres sande tilbedelse af Gud, vil de kristne ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. — Apg. 5:29.