Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g77 8/2 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1977
  • Underoverskrifter
  • Universet bliver hurtigt ældre
  • Vulgære breve fra børn
  • Dragerekord
  • Ikke-ryger-by
  • Færre blodtransfusioner
  • Flere og flere cigaretter
  • Ærlighed til 150.000 kroner
  • En farlig kombination
  • Sol over Japan
  • Folkets sprog
  • TV-fænomen
  • Religion i Sovjetunionen
  • Velkommen til byen
  • Hvor bliver gummiet af?
  • Upåagtet i tyve år
Vågn op! – 1977
g77 8/2 s. 22-23

Vi betragter verden

Universet bliver hurtigt ældre

● Videnskaben har længe prøvet at fastslå hvor gammelt universet er. For nogen tid siden mente man at det var nogle få milliarder år gammelt. Derefter blev der sagt at det var omkring 10 milliarder år gammelt. Senere anslog man dets alder til et sted mellem 15 og 17 milliarder. Det nyeste forslag lyder ifølge Science News på 20 milliarder år. Forskerne baserer deres beregninger på den radioaktive henfaldstid i grundstoffer som uranium. Når man indrømmer at universet har en alder, betyder det i hvert fald at man indser at det også må have en begyndelse, sådan som Bibelen siger i Første Mosebog 1:1.

Vulgære breve fra børn

● Børnene i en femteklasse i Californien blev bedt om at skrive til en senator og fortælle ham deres mening om et bestemt spørgsmål. En fjerdedel af brevene var „oversmurt med frække og sjofle tegninger, ja selv uden på konvolutterne var der tegnet,“ fortæller en embedsmand. Børnenes breve er kun et enkelt udtryk for det moralske forfald som præger hele samfundslivet i dag.

Dragerekord

● Assisteret af cirka 50 børn, husmødre og forbipasserende lykkedes det for Kazuhlko Asaba at få 1050 drager op at flyve i den japanske luft. De var alle fastgjort til en 1800 meter lang line, og de var 46 gange 84 centimeter store. Det tog et par timer at sætte dragerne op. Denne præstation overgik langt det foregående års rekord, hvor 352 drager var oppe på en gang. I 1975 fik Asaba også en enkelt drage op at flyve som var over 90 kvadratmeter stor.

Ikke-ryger-by

● Den sovjetiske ferieby Sochi ved Sortehavet har forbudt cigaretrygning på alle offentlige steder — på strande, i restauranter, i offentlige kontorer, i offentlige og private transportmidler, i skoler og på hospitaler. Byen kalder sig for landets første „ikke-ryger-by“. Der er ganske vist ingen lov mod at ryge på åben gade, men selv mod dette føres der en kraftig kampagne. Borgmesteren i Sochi siger: „Vi håber at det snart vil være lige så latterligt at vise sig offentligt med en cigaret i munden som at gå ned ad [en boulevard] i pyjamas.“

Færre blodtransfusioner

● I en undersøgelsesperiode på fem år har der vist sig en tydelig nedgang i antallet af blodtransfusioner givet ved Kieleruniversitetets fødeklinik; nedgangen er især tydelig i forbindelse med tilfælde af blodmangel. Dette fremgår af en rapport som dr. H. Anger fra universitetet i Kiel for nylig har udsendt. På grundlag af denne rapport skriver Medical Tribune World Service: „Risikoen for sensibilisering ved blodtransfusion bør tilskynde til kraftig kontrol af indikationerne, især hos kvinder i den frugtbare alder. En gennemgang af transfusionsindikationerne hos 527 kvindelige patienter ved Kieleruniversitetets fødeklinik har vist at kun cirka 63 procent af de givne transfusioner var absolut nødvendige.“ For den der lader sig lede af Bibelen vil det aldrig synes ’absolut nødvendigt’ at modtage blodtransfusion, for ifølge Bibelen bør man afholde sig fra blod. — 1 Mos. 9:3, 4; Apg. 15:28, 29.

Flere og flere cigaretter

● På trods af de mange tydelige tegn på at cigaretrygning skader helbredet (man mener at cigaretrygning er skyld i 90 procent af alle lungekræftdødsfald), ryges der mere og mere. I 1971, det år hvor USA indførte et forbud mod cigaretreklamer i radio og fjernsyn, blev der solgt 547 milliarder cigaretter i De forenede Stater. Men i 1975 nåedes der en rekord på 600 milliarder cigaretter. Mange udtrykker bekymring over at teenagere, og især piger, har et stærkt stigende forbrug. Det er sket til trods for at den amerikanske generallæge, landets øverste autoritet i lægelige spørgsmål, har ladet alle cigaretreklamer og -pakninger forsyne med en advarsel.

Ærlighed til 150.000 kroner

● Hvad ville De gøre hvis De fandt 150.000 kroner på gaden i kontanter? En chauffør i Brooklyn, New York, fik øje på en lærredstaske mærket med en seddel hvorpå dette beløb ($25.000) stod noteret. Tasken var ubemærket faldet ud af en pansret lastvogn ved et mindre færdselsuheld. Om den 27-årige chauffør fortalte New York Post at han var „et af Jehovas vidner, fader til tre børn, som var drejet af fra sin rute for at samle tasken op og bringe den til Elmhurst politistation i Queens; den indeholdt 25.000 i dollarsedler, ingen større end 20 dollars“. Fuld af undren udtalte den stedlige opdager: „Aldrig i mine 18 år ved politiet har jeg set noget lignende. Jeg tvivler på at jeg får det at se selv om jeg bliver her 18 år til.“ Chaufførens kone udtalte imidlertid: „Det var ingen vanskelig beslutning. Ifølge Bibelen var det det eneste rigtige at gøre.“

En farlig kombination

● En amerikansk antinarkocentral (Federal Drug Abuse Warning Network) gør opmærksom på hvor farligt det er at drikke alkohol efter at have indtaget euforiserende stoffer eller medicin, som for eksempel sovepiller. Kombinationen af alkohol og medicin er skyld i det største antal af alle dødsfald som har forbindelse med euforiserende stoffer, viste undersøgelsen, som blev foretaget i 24 byer.

Sol over Japan

● En distriktsdomstol i Japan fastslog for nylig at „solskin er en betingelse for et behageligt liv, og [at] borgernes ret til at nyde solen i deres hjem derfor bør værnes behørigt ved lov“. Retten tilkendte fire naboer til en nietages industriudstillingshal 40.000 kroner i erstatning for deres tab af solskin i dens skygge. En stor del af det ofte jordskælvsramte Tokyo er tæt pakket med i tusindvis af huse og forretninger på en eller to etager, men bedre byggemetoder og mangel på grunde har forårsaget at der bygges højere — og anlægges flere og flere sager om erstatning for tab af solskin.

Folkets sprog

● I 1976 benyttede Grækenland for første gang det almindelige talesprog, demotiki, i skolernes lærebøger og i den lovgivning der affattes i Parlamentet. Indtil da havde dette materiale været affattet på katharevusa, et kunstsprog baseret på oldgræsk. Det blev udtænkt efter staten Grækenlands oprettelse i 1830rne, fordi man mente at talesproget var for degenereret til at det på værdig måde kunne repræsentere ’genfødelsen af det antikke Grækenland’.

„Det var en tåbelig, romantisk idé,“ siger Harry T. Hionides, forfatter og lærer i det græske sprog. „Europa fortalte os at det var os der var arvtagerne efter det antikke Grækenland, og vi troede på det.“ Katharevusa „blev den uddannede elites kendingsmærke og en betydelig kilde til magt og profit, fordi det jævne folk ikke kunne læse aviserne eller lovene, ja ikke engang instruktionerne på en medicinflaske,“ bemærker en rapport i New York Times.

TV-fænomen

● Ingen enkelt opfindelse har med så stor hast opnået popularitet som fjernsynet. Opfundet i 1926 er det noget af en efternøler, sammenlignet med telefonen (1861) og automobilen (1885). Og dog findes der verden over allerede fjernsynsapparater i et antal af cirka 364 millioner, mens der kun findes cirka 360 millioner telefoner og 300 millioner biler efter mange flere års eksistens.

Religion i Sovjetunionen

● „Kristendommen er langtfra død i Sovjetunionen, og for tiden viser den sig endda særdeles livskraftig,“ siger bladet Newsweek. Blandt tegnene på kristendommens livskraft nævner bladet at „selv i fængslerne mødes Jehovas vidner, som er modstandere af militærudskrivning, i smug for at bede og læse miniatureeksemplarer af [deres bibelske blad] Vagttårnet“. Jehovas vidner modsætter sig ikke statens militærudskrivning og hindrer ikke nogen i at aftjene deres værnepligt, men for deres eget vedkommende følger de princippet i Esajas 2:4 („Folk skal ej løfte sværd mod folk“), og i flere lande er de blevet fængslet fordi de nøje følger Bibelen og holder sig strengt til deres kristne neutralitet. (Joh. 15:19) Når Jehovas vidner af denne grund fængsles, i Sovjetunionen eller i andre lande, ophører de altså ikke med at studere Bibelen.

Velkommen til byen

● En 18-årig ung mand fra Florida som skulle besøge nogle slægtninge i Brooklyn, New York, fik en ublid modtagelse i den store by. Den samme gruppe bøller antastede ham ved tre forskellige lejligheder inden for syv timer, idet de slog ham og udplyndrede ham. De sidste to overfald fandt sted da han var på vej fra hospitalet, hvor han havde fået behandling for de første slag.

Hvor bliver gummiet af?

● Bildæk og cykeldæk slides ned — hvad de fleste sikkert ved. Men alt det gummi der slides af dækkene — i USA alene drejer det sig om mere end 72.000 tons hvert år — hvor bliver det af? „Mange forskere har prøvet at finde ud af det, men forbløffende nok har det været dem umuligt at finde det mindste spor af dette affald,“ skriver kemikeren J. Robert Kelly i bladet The National Observer. De små mængder man har kunnet måle krævede „yderst fintmærkende instrumenter“. Forskerne er endnu ikke helt sikre, siger kemikeren, men „det kan ikke udelukkes at der . . . ved vejkanterne eksisterer en række mikroorganismer som faktisk spiser — og lever af — disse lækre små stykker gummi.“

Upåagtet i tyve år

● En kvinde i Florida fik fjernet en cirka femten centimeter lang operationsklemme, som ved et uheld var blevet efterladt i maven på hende under en operation tyve år forinden. Klemmen kom til syne på et røntgenbillede hun fik taget i forbindelse med en tarminfektion. „Hun har været meget heldig,“ siger en talsmand for kirurgerne, at klemmen ikke har forvoldt skade.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del