Er du følsom på den rigtige måde?

DER er både forkerte og rigtige måder at være følsom på. At være følsom på den forkerte måde er en svaghed, et tegn på umodenhed. At være følsom på den rigtige måde er et udtryk for styrke, et tegn på modenhed.

Vi træffer bestandig mennesker der er følsomme på den forkerte måde, for eksempel ved at de er nærtagende. Nogle er nærtagende når det drejer sig om deres udseende, fordi de måske er overvægtige eller halter eller fordi deres ansigt ikke er helt som de kunne ønske sig.

Andre igen er følsomme på grund af deres nationalitet, race eller hudfarve. Det kan resultere i at deres venner og bekendte må gøre alt for at undgå at disse mennesker føler sig tilsidesat eller ignoreret. Ved at være følsomme eller nærtagende henleder de opmærksomheden på netop den ting som de ønsker at andre skal overse. Hvis de derimod glemmer det, da vil andre uden tvivl også gøre det.

Det er også en almindelig fejl at man er for følsom når man bliver irettesat eller kritiseret. Ofte er ansatte på en arbejdsplads og skoleelever meget nærtagende ved det mindste tegn på tugt. En af grundene til at Bibelen meget stærkt understreger nødvendigheden af tugt, er uden tvivl at mennesket har en tendens til at afvise tugten, at vige tilbage for den på grund af overfølsomhed. Bibelen taler snesevis af gange om værdien af tugt. Vi læser: „Hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ „Tugtens revselse [er] livets vej.“ „Hør på tugt og bliv vise.“ Ja, den vise er ikke nærtagende når han bliver irettesat. — Ordsp. 4:13; 6:23; 8:33.

I denne forbindelse har vi et godt eksempel i kong David i fortidens Israel. I en af sine salmer siger han: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ (Sl. 141:5) Han nøjedes ikke med blot at udtale disse ord, men han levede selv efter dem. Ved flere lejligheder blev han retledt fordi han havde gjort noget forkert, men han tog aldrig retledningen fortrydeligt op. Hans søn kong Salomon gav udtryk for den samme indstilling i et af sine ordsprog: „Hellere åbenlys revselse end kærlighed, der skjules. Vennehånds hug er ærligt ment.“ — Ordsp. 27:5, 6.

Paradoksalt nok er det ofte den der er meget følsom når det gælder hans egne følelser der ikke er så hensynsfuld når det drejer sig om andres følelser. Han kan ikke tåle at blive kritiseret, men han er alligevel parat til at kritisere andre. Vi har for eksempel Adolf Hitler som et meget ekstremt eksempel. Det siges at han ikke tålte at hans medarbejdere, hans underordnede eller nogen som helst andre kritiserede ham eller havde en anden mening. Alligevel var han selv overordentlig kritisk over for andre. Ikke alene bestemte han ganske uanfægtet at millioner af uskyldige jøder skulle myrdes, men han glædede sig over at se dem og andre af hans fjender blive pint og plaget. Han sørgede ikke blot for at de der havde forsøgt at skaffe ham af vejen blev udsat for de frygteligste pinsler, men han fik også for sin fornøjelses skyld filmet deres dødskamp. Det er bestemt meget uheldigt at være overfølsom når det drejer sig om ens egne følelser og samtidig være fuldstændig ufølsom når det gælder andres.

Hvordan kommer den rette form for følsomhed til udtryk? Det kan illustreres med et par eksempler fra kunstens verden. En dygtig musiker har et følsomt øre for klang, melodi og harmoni, og det kommer til udtryk når han spiller et dejligt stykke musik. En maler opfatter med øjet lys og skygge, farver og former mere levende og nuanceret end de fleste gør, og denne følsomhed kommer til udtryk når han fæstner sin oplevelse til lærredet. Det er disse kunstneres følsomme, fintmærkende opfattelsesevne der sætter dem i stand til at skabe noget som er til glæde for dem selv og andre.

På samme måde kan vi alle være vågne og opmærksomme i vores iagttagelse af andre. Vi kan lade vores følsomhed komme til udtryk i form af næstekærlighed og medfølelse. I den bibelske beretning om den næstekærlige samaritaner viste både en præst og en levit at de ikke var følsomme. Uden den mindste form for medfølelse ignorerede de en mand der lå ved vejsiden og både var blevet slået og bestjålet. Men den næstekærlige samaritaner viste medfølelse; han havde empati, han følte med et medmenneske. Dette viste han ved at gøre alt hvad han kunne for at hjælpe denne mand der var blevet overfaldet af røvere. — Luk. 10:29-37.

Jesus var selv medfølende. Vi læser at han ved en lejlighed blev meget vred, „dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“, fordi de der hårdnakket krævede sabbaten overholdt, hellere så at en mand led end at han blev helbredt på en sabbat. — Mark. 3:1-5.

Ja, Jesus fik „inderligt ondt af [folkeskarerne], for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Matt. 9:36) Han viede sit liv til at hjælpe dem. Og han gav sine disciple den samme opgave, idet han sagde: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’ Kurér syge, oprejs døde, gør spedalske rene, uddriv dæmoner. I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ — Matt. 10:7, 8.

En anden af de rigtige former for følsomhed har at gøre med vores samvittighed. Ondskaben i denne tingenes ordning og den medfødte selviskhed gør at mange mennesker „vandrer i deres sinds frugtesløshed, . . . på grund af deres hjertes ufølsomhed. Da de har mistet al moralsk sans har de givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed“. De har ikke længere en følsom samvittighed. Tværtimod er de „mærkede i deres samvittighed som med et brændejern“. Hvis vi ignorerer samvittighedens stemme i små ting, kan vi blive mere og mere efterladende, med det resultat at vi til sidst begår alvorlige synder. — Ef. 4:17-19; 1 Tim. 4:2.

Endnu en positiv form for følsomhed er evnen til at handle efter konduite når man omgås andre. Det indebærer at man kan bedømme en given situation og at man ved hvad den kræver. Når man er sammen med andre vil man prøve at finde ud af hvilket humør de er i og hvilken tankegang de har, og derved undgå at fornærme dem. Denne ’situationsfornemmelse’ kan man for eksempel få ved at iagttage folks ansigtsudtryk, deres stemmeføring og holdning, ja endog deres påklædning. De der omgås mennesker der er mentalt syge, bør kunne handle efter konduite; og alle kristne som på en virkningsfuld måde vil forkynde den gode nyhed om Guds rige, må også kunne handle efter konduite.

Der er mange former for følsomhed. Til tider kan den forkerte form for følsomhed blot være et udslag af tankeløshed. Men hvis man er ufølsom over for andre, er det oftere et udtryk for svaghed, måske endog selviskhed. Hvis vi er følsomme på den rigtige måde, handler vi med visdom og giver udtryk for empati, medfølelse og kærlighed.