Den gode nyhed forkyndes i Botswana
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
EN LØVE brølede og rev os alle fire ud af vores søvn. Fire hoveder løftede sig fra hovedpuderne og stirrede ud i mørket der omgav os i bush’en. En af os kravlede ud af sin sovepose og lagde noget mere brænde på det hendøende bål. Snart sov vi alle igen.
Men ved daggry hørte vi igen løven brøle, og denne gang var den meget nærmere. Vi blev enige om at det var på tide vi begyndte at stå op og støje lidt mens vi lavede vores morgenmad. Ellers kunne vi risikere at ende som morgenmad for løven; og det var ikke det vi var rejst den lange vej for.
Hvad var så grunden til at vi var rejst den lange vej ud i bush’en i Botswana i det sydvestlige Afrika? Jo, det hele begyndte nogle måneder tidligere da min kone og jeg sammen med et andet af Jehovas vidner talte om at foretage en rejse mod nordvest tværs igennem Kalahariørkenen i Botswana til Okavangodeltaet, for at tale med de mange afrikanere som boede dér helt isoleret og fortælle dem om ’den gode nyhed’ i Bibelen. — Matt. 24:14.
En rejse af den art krævede omhyggelig planlægning. Den første uge skulle vi rejse gennem ørkenen, så vi måtte selv medbringe drikkevand. Hvis vi skulle vaskes under denne del af rejsen, kunne der kun blive tale om at skylle ansigtet og hænderne i en kopfuld vand to gange om dagen.
Men efter denne tørre uge ville vi komme til Botletlefloden på det sted hvor den munder ud i Xausøen. Fra da af ville der være rigeligt med vand, for vi ville følge floden tilbage til dens udspring i Okavangodeltaet, som er et stort, trekantet område med flodforgreninger, sumpe og bushland der dækker et areal på næsten 19.000 kvadratkilometer. Den rute vi havde planlagt at følge var over 2000 kilometer lang.
Da vi regnede med at være borte i fire uger, måtte vi tænke os grundigt om under planlægningen af hvilke madvarer vi skulle have med. Vi pakkede en hel del løg, kartofler, ris og majsmel. Vi tog også nogle æg med, som vi lagde ned i majsmelet for at de ikke skulle gå i stykker når bilen hoppede på den ujævne vej. Vi pakkede også noget mad ned i dåser, deriblandt nogle tørrede grøntsager. Med hensyn til brød blev vi enige om at noget mørkt rugbrød, nærmest pumpernikkel, som man kunne købe i tyske delikatesseforretninger, ville holde sig bedst; det viste sig at være rigtigt.
Har du prøvet at foretage en ørkenrejse? Den tur vi var på, var ikke, som mange forestiller sig, en rejse gennem en uendelighed af sand. Jorden var ganske vist sandet, blød og hvidgul, men den var tilvokset med buske og totter af hårdført græs. Hist og her var jorden så blød at vi lang tid ad gangen måtte køre i lavt gear med rigelig brug af bilens firhjulstræk. Ofte så vi vilde dyr der flygtede når vi nærmede os. Vi så både strudsen, kuduen, en gratiøs antilope med snoede horn, og „hartebeest’en“ eller ko-antilopen, en af de hurtigste antiloper, som har et underligt duknakket udseende.
Hvordan vi overvandt kommunikationskløften
De folk vi skulle besøge, talte sproget tswana, men det gjorde vi ikke. Spørgsmålet om hvordan vi kunne komme i kontakt med dem, var et betydeligt problem. Det løste vi ved i forvejen at få nogle tswana-talende Jehovas vidner til at indtale vores bibelske prædikener på nogle kassettebånd, som vi tog med.
Et andet problem var spørgsmålet om hvordan man over for disse isolerede stammefolk skulle fremlægge Bibelens budskab om de frygtelige verdensforhold i vor tid og det lysende håb om at Guds rige snart vil indføre fred og tilfredshed overalt. Vi forestillede os at folk i denne udørk sikkert ikke kendte til de sørgelige forhold der råder i tættere befolkede egne.
Men deri tog vi fejl. Et skriftsted som Andet Timoteusbrev 3:1-5, som nævner at der ville være „kritiske tider“ i „de sidste dage“ for den nuværende tingenes ordning, blev under hele vores rejse modtaget med bekræftende nik af dem der hørte det. Vi opdagede snart at sådanne forhold også råder på de isolerede bopladser i det sydvestlige Afrika.
Vi blev hjerteligt modtaget af beboerne i de landsbyer og på de kvægbedrifter vi besøgte. Mange af dem havde ganske vist hørt om Bibelen, men kun ganske få havde set et eksemplar af den eller hørt nogen læse højt fra den. Kristenheden havde ikke oprettet nogen kirker eller menigheder på disse steder.
De lyttede med iver og værdsættelse når de bibelske sandheder blev forklaret for dem på deres eget sprog, gennem vores båndoptager. Flere af vore tilhørere gjorde et lille notat på deres underarm når der var et skriftsted eller noget andet de gerne ville huske.
Et møde ved byens „Kgotla“
Når vi kom til en landsby gik vi først hen til byens Kgotla.
Det er mødestedet for landsbyens ældsteråd. Efter at have præsenteret os for høvdingen og dem af hans rådgivere der eventuelt var til stede, afspillede vi en båndoptagelse af en prædiken som sluttede med tilbud om nogle publikationer på sproget tswana. De folk vi mødte ved byens Kgotla kunne som regel tale engelsk, så vi havde lejlighed til at besvare bibelske spørgsmål og vise hvordan vore bøger kunne hjælpe folk til selv at besvare bibelske spørgsmål og danne grundlag for bibeldrøftelser i familien og i andre grupper.
Med høvdingens tilladelse gik vi så igennem landsbyen og afspillede vores prædiken for ti til tyve mennesker ad gangen. Vi gjorde en særlig indsats for at finde skolelærerne i byen, og disse var glade for denne lejlighed til at skaffe sig noget bibelsk læsestof. Botswanas regering gør meget ud af at sørge for undervisning til folk overalt, så i alle landsbyer fandt vi en skole med unge mænd og kvinder som var travlt optaget af at undervise børnene. Det var en dejlig følelse at være omgivet af halvtreds børn som ivrigt strakte hals, og samtidig høre hvordan de fra alle sider råbte for at få at vide hvad der stod i Bibelen og hvornår de kunne regne med at læreren begyndte at læse den højt for dem!
Hvis landsbyen var stor, kunne det være svært at finde dens Kgotla. Et sted besluttede vi at spørge os for, og samtidig ville vi så afspille vores bånd for dem der kom for at hjælpe os. Vi havde netop sat båndoptageren i gang, da en ung politibetjent kom kørende på cykel. „Hvad foretager I jer?“ spurgte han, og standsede. Vi prøvede at forklare det, men han var stadig mistænksom. „I må hellere følge med,“ sagde han. Så fulgte vi efter, mens han cyklede hen til politistationen. Her blev vore pas omhyggeligt undersøgt; der blev stillet mange spørgsmål.
Vi havde ikke stort held med os, men pludselig gik døren til et bagkontor op, og den lokale politiofficer kom ud for at se hvad der foregik. Da han hørte os sige at vi forkyndte „den gode nyhed“, lyste hans ansigt op i et stort smil, og han sagde at han da også gerne ville høre denne „gode nyhed“.
Officeren mente at hans folk sikkert også ville have godt af at høre hvad vi fortalte, og bød os ind på sit kontor, hvor hele politistyrken samledes mens båndet blev afspillet. Officeren lyttede koncentreret og med åbenlys interesse. Bagefter tog han med glæde imod bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? På hans opfordring fik hver af betjentene og overbetjenten også et eksemplar. Nu spurgte han om vi ikke havde mere han kunne læse, så vi spillede et bånd der fremholdt bogen Vi lytter til den store Lærer, en bog som på udmærket måde hjælper forældre til at undervise deres børn om Bibelen. Denne bog tog han også imod, idet han fortalte at hans kone var skolelærer og sikkert ville have stor gavn af begge bøgerne.
Har du nogen sinde set en landsbyudråber? Jeg var overbevist om at udråberfaget var en profession der for længe siden var uddød. Men en formiddag så vi en levende landsbyudråber udfolde sig i bedste stil. Og det var endda for vores skyld.
Vi var ankommet til en landsby en aften ret sent, og nåede kun lige at træffe høvdingen. Han foreslog at vi vendte tilbage klokken 8 næste morgen, hvor han så lovede at samle alle landsbyens beboere. Da klokken var blevet 9 næste morgen, havde der imidlertid kun vist sig fem mennesker.
Høvdingen tilkaldte derfor udråberen for at denne skulle minde alle om at de skulle samles. Udråberen brugte hverken tromme eller klokke til at tiltrække sig folks opmærksomhed. Han råbte ind i en tom spand der havde indeholdt en gallon olie. Og hvilken besked var det han udråbte? Han kastede et blik på nogle af overskrifterne på de bøger og blade vi havde i hånden, og så gik han gennem landsbyen og råbte: „Kom og hør sandheden!“ Denne usædvanlige meddelelse havde den ønskede virkning, og snart var en stor forsamlet skare parat til at høre os fortælle sandheden.
Dansede af glæde
Vi havde en usædvanlig og glædelig oplevelse i Shakawe, som ligger i det nordligste Botswana. På dette sted var der engang en gruppe som var interesseret i at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Men gruppen var blevet opløst, og siden januar 1969 syntes ingen at have kendskab til den. Vi kendte navnene på to mænd som havde haft tilknytning til gruppen, og vi mente at vi gennem dem kunne finde de andre interesserede. Men det viste sig at blive vanskeligere end vi havde forestillet os at finde de to mænd.
Først spurgte vi hos politiet. Ingen på politistationen kendte det første navn. Men de genkendte det andet. En mand der hed sådan, havde forladt Shakawe og var rejst til en landsby nede mod syd, hvor han var blevet præst. Efter at have hørt det, tænkte vi at det eneste håb for os ville være at finde den mand der stod først på vores liste. Vi spurgte på handelsstationen, og til sidst på skattekontoret, hvor vore forhåbninger sank endnu dybere. Det viste sig at manden var rejst fra Shakawe allerede syv år tidligere.
Men da den mand vi spurgte, så på det stykke papir vi havde skrevet navnene på, opdagede han navnet på den anden, ham der efter sigende var blevet præst. „Den mand kan I finde i nærheden af skolen; han er tømrer,“ fik vi at vide. Det var en overraskende vending af sagen, og vi fulgte sporet. Da vi besøgte manden i hans hjem og viste at vi kendte hans navn, blev han først mistænksom, og kommunikationen var vanskelig til at begynde med. Vi tyede derfor til vores båndoptagelser, der præsenterede os som „Basupi Ba Ga Jehofa“ (Jehovas vidner).
Da vores vært hørte dette, kan det nok være at han forandrede sig. Hans ansigt strålede, tårerne løb ned ad hans kinder, og han dansede af glæde. Så vidste vi at vi havde fundet den mand vi søgte efter. Hvad kunne han fortælle?
Mens han engang havde været på rejse til Angola, var den anden som var med til at organisere bibelstudiegruppen i Shakawe, flyttet bort. Gruppen var blevet opløst, og den mand vi nu havde fundet, vidste ikke hvordan han skulle komme i kontakt med nogen der kunne hjælpe ham yderligere med at bringe sit liv i harmoni med de bibelske krav. Han havde konstant bedt Gud om hjælp. Mens vi lyttede til denne mands beretning, følte vi os bevægede over hans dybe tro på Jehova, den Gud der hører bønner. (Sl. 65:2) Rejsens strabadser og vores træthed svandt ind til ingenting når vi tænkte på hvor stor en forret det var for os at finde en sådan mand.
Turen var meget udbytterig for os. Det giver stor glæde at fortælle andre om den gode nyhed, specielt når de tager imod den med værdsættelse. Jeg kan stadig se for mig hvordan en ældre mand greb vore hænder og sagde: „Er I kommet hele denne lange vej for at tale med os om dette? Det er venligt af jer, meget venligt.“
Vores glæde var imidlertid blandet med følelsen af en vis alvor. Da vi rejste gennem dette land fik vi kun lejlighed til at tale med ret få mennesker. Disse mennesker har et meget stort behov for regelmæssig undervisning i Bibelen. Vi tænkte derfor på om der i andre lande var nogle af Jehovas vidner der kunne flytte hertil og få arbejde, måske i nogle af de diamantminer vi passerede. Det ville give dem lejlighed til at drage omsorg for disse ydmyge botswaneres åndelige behov. Er det muligt for dig at flytte herned?
[Kort på side 17]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
BOTSWANA
Shakawe
Maun
Francistown
Serowe
Okavangodeltaet
Botletlefloden
Ngamisøen
Xausøen
ANGOLA
CAPRIVI
RHODESIA
SYDAFRIKA
SYDVESTAFRIKA
Nord
[Kort]
BOTSWANA