Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g77 22/4 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1977
  • Underoverskrifter
  • Tilbage til Sodoma og Gomorra
  • Alkoholdødsfald
  • Må betale prisen
  • Arbejdsløshedsunderstøttelse til prostituerede
  • Kirkens økonomi truet
  • Jehovas Vidner i svensk radio
  • Alkohol og p-piller
  • Australiere og religion
  • Elefanterne trues
Vågn op! – 1977
g77 22/4 s. 22-23

Vi betragter verden

Tilbage til Sodoma og Gomorra

● Man fortsætter med at oversætte de tusinder af lertavler fra det gamle Ebla som er fundet ved udgravninger i det nordlige Syrien. Under arbejdet er man stødt på et overraskende antal bibelske navne der ikke tidligere er fundet i ikke-bibelske skrifter. For nylig oversatte man et forretningsdokument som omtaler varer der blev solgt til Sodoma og Gomorra. Ur og Karan nævnes også, steder som har tilknytning til Abraham. De lærde gør opmærksom på at der ikke er beviser for at disse steder er de samme som dem der nævnes i Bibelen; men alene det at tavlerne indeholder navne som blev brugt på Bibelens tid, er af betydning. En forsker har meget fornuftigt sagt at „fundene fra Tell Mardikh afgjort ikke ’beviser Bibelen’. Det kan et arkæologisk fund simpelt hen ikke“.

Alkoholdødsfald

● Der er foretaget en undersøgelse der sammenholder alkoholforbrug og dødelighed som følge af dette, og den viser at antallet af danske mænd og kvinder der dør af skrumpelever er firdoblet i løbet af et tiår. Politiken for 27. juli 1976 oplyser endvidere at „i det tiår, undersøgelsen omfatter, er det gennemsnitlige alkoholforbrug pr. indbygger over 15 år i Danmark fordoblet til 10 liter ren alkohol pr. år. 484 mænd og 93 kvinder døde i løbet af denne periode (1961-1972) af skrumpelever, hvor den kendte årsag var alkoholmisbrug. Det gennemsnitlige alkoholforbrug for skrumpelever-ofrene var for mænd 14 genstande om dagen og for kvinder 12 genstande. Men forskerne fastslår at man bringes i farezonen med et årelangt vaneforbrug på over 50 g alkohol dagligt, hvilket svarer til mere end fem øl om dagen.“ I Ugeskrift for Læger kommenterer overlæge Egill Jensen undersøgelsen, og han anslår at der er cirka 150.000 alkoholikere i Danmark.

Må betale prisen

● De der indlader sig på umoralske seksuelle forbindelser må betale en stadig højere pris.

● En sjælden form for kønssygdom, „gonorré i svælget, som skyldes øget oral kontakt, rammer flere og flere,“ siger lederen at afdelingen for infektionssygdomme ved New Yorks Columbia University. „Det er et særlig stort problem i homoseksuelle kredse,“ siger en talsmand for sundhedsmyndighederne i New York. Den usædvanlige form for gonorré er også modstandsdygtig over for de medikamenter man normalt behandler kønssygdomme med.

● Det blev for nylig meddelt at den nye form for gonorré der nu spredes i USA, ligefrem er i stand til at gøre penicillin virkningsløst. En forsker ved et center for sygdomskontrol i Atlanta, Georgia, siger at omkostningerne „kan strække sig fra 3 kroner for et skud penicillin til 20 til 30 kroner og helt op til 60 kroner“ for behandling med andre antibiotika.

● Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddeler at befolkningen i et stort område i Afrika lige syd for Sahara er ramt af ufrugtbarhed. En bestemt stamme er blevet reduceret med mere end en tredjedel, med det resultat at stammens medlemmer tager ud til omkringboende stammer for at røve frugtbare kvinder. WHO anfører at det er gonorré hos begge køn som er den væsentlige årsag til ufrugtbarheden.

Arbejdsløshedsunderstøttelse til prostituerede

● Süddeutsche Zeitung i München meddeler at „prostituerede er berettigede til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste på grund af midlertidig uarbejdsdygtighed“, ifølge en kendelse fra den tyske forbundsdomstol. „Af moralske grunde kan [de] ikke få maksimal kompensation,“ siger retten. Kompensationen skal „begrænses til middellønnen for en gennemsnitsarbejder“, i stedet for de 650 kroner pr. dag som de prostituerede ellers modtog og som de tidligere var blevet tilkendt af provinsretten i München.

Kirkens økonomi truet

● Næsten 95 procent af alle danskere er stadig medlem af folkekirken, men fordelingen er geografisk skæv, og specielt i hovedstadsområdet kniber det med tilslutningen til kirken. Stadig flere melder sig ud, men det alvorligste problem er at flere og flere ikke lader deres børn døbe. Omkring en tredjedel af børnene i hovedstadsområdet bliver ikke døbt, og det vil på længere sigt betyde væsentlig færre kirkemedlemmer — og dermed også færre kirkeskatteydere. Politiken for 10. december 1976 oplyser at kirkeministeriet ser meget alvorligt på problemet og har nedsat et arbejdsudvalg der skal „se på de dystre fremtidsudsigter for folkekirkens økonomi“. En uofficiel statistik viser at der forekommer flest udmeldelser blandt folk i indtægtsgruppen over 100.000 kroner.

Jehovas Vidner i svensk radio

● I oktober 1976 havde den svenske radio et par udsendelser om Jehovas Vidner. Efter udsendelserne blev der skrevet en del om dem i forskellige aviser, undertiden i uventede forbindelser. I Svenska Dagbladet for 18. oktober 1976 kunne man i en artikel om mormonkirken læse følgende: „I radioen (P 1) har redaktør Alvar Jansson fra religionsredaktionen i to 45-minutters programmer . . . givet et meget fyldigt billede af Jehovas Vidner. Serien har været som et vækkeur for de kristne samfund.“ Det erkendes altså at de forskellige religiøse samfund sover. Spørgsmålet er om de lader sig vække.

I en artikel i Norrtelje Tidning for 15. oktober 1976 kritiserer skribenten Jehovas vidners „stædige vægring ved at lade sig udspørge af præster og pastorer“. Han mener at denne indstilling er et bevis på fejhed og en total mangel på moralsk mod. Han vil imidlertid have at radioen er retfærdig og mener at hvis disse programmer angiver tonen, burde både pinsevenner, baptister og andre udsættes for en lignende eksaminering. Vi citerer her skribentens mening om selve udsendelserne:

„I to på hinanden følgende radioudsendelser om ’Jehovas Vidner’ har Alvar Jansson med alle til rådighed stående midler — måske mere valne end slående argumenter! — som en afsindig forsøgt at påvise at ’vidnernes’ virksomhedsform og lære fratager dem retten til at kalde sig kristne.

Som det oftest går når ukyndige lægfolk, svagtseende eller fuldstændig i blinde, sætter sig for at angribe ildesete læresætninger, blev specielt den sidste udsendelse en ren fiasko.

Begge ’vagttårnsvidnerne’, Bengt Hanson og Åke Carlsson, kunne nu helskindet trække sig ud af striden i et program der, som følge af at udspørgerne ustandselig afbrød ’vidnerne’, gav et meget nervøst og uligevægtigt indtryk.

Efter min mening ser det ud til at både Alvar Jansson og Carl-Olof Nordelius . . . udviste en blind tro på autoriteter som Ragnar Alcén. Denne fór frem i en nærmest latterlig skolemesteragtig tone og tog brodden af sine egne argumenter da han forsøgte at belære det svenske folk om at ’Jehovas Vidner’ ikke er kristne fordi de ikke kan se nogen grund til at betragte julen (den nordiske midvinterfest) som en i kristne dokumenter og praksis påbudt højtid!“

Vi vil også citere nogle afsnit af et indlæg i Falu-Kuriren for 16. oktober 1976. Indlægget havde overskriften „Jehovas vidner, en diskrimineret befolkningsgruppe“.

„Hvorfor får Jehovas vidner ikke den plads i massemedierne som de i forhold til deres medlemstal burde have krav på?

Hvorfor indbydes vidnerne kun til at træde frem i massemedierne for at komme i krydsild, men aldrig, ligesom de øvrige kirker og trosretninger, for at prædike for troende og ikke-troende? . . .

Jeg er ikke et af Jehovas vidner og jeg accepterer heller ikke uforbeholdent deres lære — det er vel nærmest fordi det er rystende at vidnerne diskrimineres og behandles meget uretfærdigt at jeg føler et behov for at forsvare den forfulgte part. Forfølgelsen af vidnerne har oprørt mig, bedrøvet mit hjerte. . . .

Skal retfærdigheden ske fyldest, bør de blandt andet have den samme naturlige ret til at træde frem i den svenske radio som de øvrige trosretninger har. Hvornår får de denne ret?“

Hvordan det end går med retten til at træde frem i radioen, mærker vore trosfæller i Sverige at disse to udsendelser har gjort en hel del til at åbne folks øjne og vække dem til eftertanke. Folk ser også hvor tydeligt Jehovas vidner adskiller sig fra andre. Vi håber det kan være en tilskyndelse til at undersøge det Jehovas vidner forkynder og begynde at studere Bibelen.

Alkohol og p-piller

● Undersøgelser ved University of Oklahoma har vist at alkohol bliver længere tid i blodet hos kvinder der bruger p-piller end den gør hos andre kvinder. Ifølge tidsskriftet Parade har psykologen Ben Morgan Jones sagt at prøver tyder på at alkoholen ikke optages så hurtigt i kvindens legeme „når det indeholder de stoffer der findes i p-piller“.

Australiere og religion

● Omkring tre ud af fire australiere tror på at Gud er universets skaber og hersker. En gallupundersøgelse der indbefattede 2004 personer fra 16 år og opefter viste at 76 procent havde denne opfattelse. Tooghalvfjerds procent troede på at Jesus Kristus er menneskehedens frelser. Men det var få der regelmæssigt gik i kirke. Bortset fra kirkebesøg i forbindelse med bryllupper og andre særlige begivenheder, havde halvdelen af befolkningen ikke været i kirke i over et år.

Elefanterne trues

● Det statistiske departement i Hongkong har meddelt at der i 1975 gik mere end 500.000 kilo elfenben fra Kenya, Tanzania, Uganda og Zaire gennem Hongkong. Det vil sige at ikke mindre end 20.000 elefanter må være blevet dræbt. Inden for de første seks måneder af 1976 kom mere end 350.000 kilo elfenben i hænderne på forhandlere i Hongkong. Det er en 30 procents forøgelse og betyder at 14.000 elefanter er blevet dræbt på blot et halvt år. Naturfredningsforeningerne er bange for at efterspørgselen efter elfenben kan betyde at elefanten uddør i Central- og Østafrika.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del