Hvad Bibelen siger
Er mennesker med sort hudfarve forbandet af Gud?
MANGE religiøse ledere har svaret ja. Præsterne Robert Jamieson, A. R. Fausset og David Brown siger i deres bibelkommentar: „Forbandet være Kana’an [1 Mos. 9:25] — denne forbandelse har fået sin opfyldelse i . . . afrikanernes, Kams efterkommeres, slaveri.“ — Commentary, Critical and Explanatory, on the Whole Bible.
Det hævdes at ikke alene negerslaveriet men også negrenes sorte hudfarve skyldes denne forbandelse. Af den grund har mange hvide fået den opfattelse at de sorte er mindreværdige og at det var Guds hensigt at de skulle tjene de hvide. Mange sorte har følt bitterhed over den behandling de er blevet udsat for som følge af denne religiøse fortolkning. En af dem beretter:
„Jeg husker at jeg som videbegærlig syvårig i sommeren 1951 sad på trappen til Den første Baptistkirke i Sheepshead Bay, Brooklyn, og græd. Jeg havde omhyggeligt forsøgt at gnide det sorte af min hud fordi mine hvide veninder var kommet med bemærkninger om hvor modbydeligt det sorte var. Gnubberiet med Ajax efterlod kun en rød opsvulmet plet som smertede næsten lige så meget som mit barnehjerte, da jeg begyndte at spekulere på hvordan en kærlig Gud kunne gøre mig sort — medmindre han da ikke elskede mig.
Jeg havde hørt at det var fordi Gud havde forbandet vores race. Men stadig væk hverken vidste eller forstod jeg hvad vi havde gjort Gud som fortjente en sådan straf. Ved nærmere eftertanke tror jeg også at jeg dybt i mit hjerte altid havde båret et vist nag til Gud fordi han havde gjort mig sort og sat mig i en hvid verden.
I fortvivlelse over mine legekammeraters hånende tilråb og skældsord gjorde jeg mig hård. De kunne råbe: ’Hvis du er hvid er du god nok; hvis du er brun, så bliv bare i nærheden; men hvis du er sort, så hold dig væk!’ Jeg begyndte at skumme af raseri, i særdeleshed mod hvide piger på min egen alder.“
Men hvordan forholder det sig med den bibelske forbandelse? Har negrene fået deres sorte hudfarve på grund af en forbandelse som Gud udtalte mod en af deres forfædre? Var det en opfyldelse af denne forbandelse at de sorte måtte slide som slaver i århundreder? Lærer Bibelen virkelig dette? Lad os se nærmere på det. I den bibelske beretning læser vi:
„Da han [Noa] nu drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt. Da så Kana’ans fader Kam sin faders blusel og gik ud og fortalte sine brødre det; . . . Da Noa vågnede af sin rus og fik at vide, hvad hans yngste søn havde gjort ved ham, sagde han: ’Forbandet være Kana’an, trælles træl blive han for sine brødre!’ Fremdeles sagde han: ’Lovet være [Jehova], Sems Gud, og Kana’an blive hans træl! Gud, skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte; og Kana’an blive hans træl!’“ — 1 Mos. 9:21-27.
Nogle har hævdet at denne bibelske forbandelse udpeger de sorte til evigt slaveri. Ja, i 1838 skrev Theodore Weld, der var en stærk modstander af slaveriet, i en populær traktat: „Noas profeti [citeret ovenfor] er slaveejernes vademecum [håndbog], og de vover sig aldrig udenlands uden den.“ — The Bible Against Slavery, side 66.
Læg imidlertid mærke til at der intet siges i den bibelske beretning om at forbandelsen ville indebære at nogen fik en sort hudfarve. Læg også mærke til at det var Kana’an, og ikke hans fader Kam, der blev forbandet. Og hverken Kana’an eller hans efterkommere, som slog sig ned i det land der senere blev kaldt Palæstina, havde sort hud. (1 Mos. 10:15-19) Kana’anæerne blev med tiden undertvunget af israelitterne, Sems efterkommere, og senere af medo-perserne, grækerne og romerne, der var efterkommere af Jafet. Denne undertvingelse af kana’anæerne var en opfyldelse af den profetiske forbandelse der blev udtalt over deres forfader Kana’an. Forbandelsen havde altså intet med den sorte race at gøre.
Hvorfra stammer den sorte race da? Fra andre sønner af Kam, nemlig Kusj og antageligvis også Put, hvis efterkommere bosatte sig i Afrika. Men som vi har set, siger Bibelen absolut intet om at disse mænds sorte efterkommere skulle være forbandede! Og dog er det blevet hævdet at de var det. Hvornår begyndte kirkefolk at henføre forbandelsen til Kam?
For omkring 1500 år siden fortolkede kirkemanden Ambrosiaster den således: „På grund af dårskab blev Kam, som tåbeligt gjorde nar af sin faders nøgenhed, gjort til slave.“ I sin nyligt udkomne bog Slavery and the Catholic Church bemærker John F. Maxwell: „Dette katastrofale eksempel på fundamentalistisk eksegese [fortolkning] blev fortsat fulgt i 1400 år og førte til den udbredte opfattelse at de afrikanske negre var forbandet af Gud.“
Helt indtil for hundrede år siden fastholdt den katolske kirke det synspunkt at de sorte var forbandet af Gud. Maxwell forklarer at dette synspunkt „tilsyneladende holdt sig lige til 1873, da pave Pius IX føjede en syndsforladelse til en bøn for de ’stakkels etiopere i Centralafrika om at den almægtige Gud langt om længe måtte fjerne Kams forbandelse fra deres hjerte’“.
Men allerede før kristenhedens grundlæggelse for over 1500 år siden, ja muligvis endog før Jesus Kristus levede på jorden, havde de jødiske rabbinere en historie om den sorte hudfarves oprindelse. I Encyclopædia Judaica læser vi: „Kams efterkommer (Kusj) er sorthudet som en straf fordi Kam havde haft kønslig omgang i arken.“
Lignende historier er blevet opfundet i nyere tid. De der forsvarede slaveriet, for eksempel John Fletcher fra Louisiana, fremholdt at den synd der fik Noa til at udtale forbandelsen, var at mennesker af forskellig race havde giftet sig med hinanden. Han påstod at Kain fik en sort hudfarve fordi han havde dræbt sin broder Abel, og at Kam havde syndet ved at gifte sig ind i Kains race. Det er også værd at bemærke at Nathan Lord, der i forrige århundrede var leder af Dartmouth College, ligeledes hævdede at Noas forbandelse af Kana’an delvis skyldtes at Kam „trods forbud havde giftet sig ind i Kains tidligere onde og forbandede race“.
Men sådanne synspunkter finder på ingen måde støtte i Bibelen. Også før i tiden var der trods alt nogle som påviste at det var forkert at anvende Noas forbandelse på de sorte. For eksempel forklarede dommer Samuel Sewall fra Boston i juni 1700: „For Kana’an er den der tre gange forbandes, uden at Kam nævnes. . . . Og de sorte er ikke efterkommere af Kana’an, men af Kusj.“
Og i 1762 udsendte en John Woolman et skrift hvori han fremholdt at brugen af denne bibelske forbandelse til at retfærdiggøre at mennesker gøres til slaver og fratages deres naturlige rettigheder „er et falskneri så groft at det ikke kan rummes i noget menneskesind som oprigtigt ønsker at lade sig lede af sunde principper“.
Tænk hvilken fortræd det har voldt at kirkefolk har misbrugt denne bibelske forbandelse! Bibelen retfærdiggør på ingen måde negerslaveriet og den dårlige behandling de sorte har været udsat for lige siden slaveriets dage. Sandheden er at mennesker med sort hudfarve ikke er og aldrig har været forbandet af Gud!