Grækenland ændrer sin militærnægterlov

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

EN NY lov der er vedtaget af det græske parlament har omsider i nogen grad lettet situationen for dette lands militærnægtere. Før denne lov blev vedtaget, blev de der af samvittighedsgrunde nægtede at bære våben sat i fængsel, ikke blot én gang, men igen og igen, ja op til fire gange, på samme grundlag.

Problemet berører først og fremmest Jehovas vidner. På grund af deres stærke tro på Guds love og deres kærlighed til deres medmennesker, vil de ikke bære våben og deltage i nationernes stridigheder. Som følge heraf er de i mange år blevet umenneskeligt behandlet i Grækenland. Men ved en særlig bestemmelse der er vedtaget af parlamentet, er personer som af samvittighedsgrunde ikke vil udføre militærtjeneste og som derfor idømmes fængselsstraf, nu fritaget for yderligere militære tjenestekrav når de løslades fra fængselet.

Hvor lang skal denne ene fængselsstraf så være? Den nye lov siger fire år. Det er det dobbelte af den militære tjenestetid på to år.

Hvad har ført til at den græske regering nu har lempet sit standpunkt vedrørende disse militærnægtere? Er det en sag der pludselig er dukket op? Nej; problemet går mange årtier tilbage.

Ikke et nyt stridsspørgsmål

Skønt Jehovas vidner altid har været militærnægtere i Grækenland, fik spørgsmålet i begyndelsen ikke megen omtale. Der var adskillige grunde hertil. En af dem var at der før den første verdenskrig var forholdsvis få Jehovas vidner i Grækenland. Det var derfor ikke et stort spørgsmål for den græske regering. Desuden var der i 1920rnes og 1930rnes Europa stadig en stærk reaktion mod „den store krigs“ rædsler. Det standpunkt som Jehovas vidner tog imod krigstjeneste vakte derfor ikke særlig stor opmærksomhed i Grækenland.

I 1940 og 1941 voksede problemet, idet Grækenland blev inddraget i den anden verdenskrig, først mod Italien og derefter mod Tyskland. Militærnægtere der var Jehovas vidner blev da ved militærdomstole idømt straffe fra 15 års fængsel til fængsel på livstid. Men da Grækenland blev løbet over ende og besat af tyskerne blev disse domme ikke fuldbyrdet.

Ved afslutningen af den anden verdenskrig blev Grækenland befriet. Men problemet med militærnægterne blev mere tilspidset. Det skyldtes borgerkrigen der hærgede Grækenland mellem 1947 og 1950. På grund af den fremherskende stemning blev et antal militærnægtere blandt Jehovas Vidner stillet for militærdomstole og dømt til døden. For eksempel blev John Tsukaris i Larissa-området henrettet den 10. februar 1948, og George Orphanidis i Nauplia-området den 11. februar 1949.

Disse henrettelser vakte megen modvilje i forskellige dele af verden. Som følge af dette offentlige ramaskrig blev andre dødsdomme forvandlet til fængsel — fra 20 år til livsvarigt.

Mest ansvarlig for alt dette var den græsk-ortodokse kirkes gejstlighed. De gejstlige blev ved med at presse regeringens embedsmænd til at fastholde dødsstraf over for Jehovas vidner. Det var som om de forlangte ’Johannes Døbers hoved på et fad’ og ville have de styrende til at gøre det snavsede arbejde med at henrette Jehovas vidner.

Men på grund af stærke protester fra forskellige organisationer og indgriben fra fremtrædende personer i verden, måtte gejstligheden se sine planer kuldkastet. Til særlig hjælp var et brev fra det engelske overhus til den daværende græske krigsminister, P. Canellopulos. Disse bestræbelser bidrog til en mere lempelig behandling af Jehovas vidner fra militærdomstolenes side.

Ny slags grusomhed

I løbet af 1960erne blev Jehovas vidner som nægtede militærtjeneste udsat for en ny form for grusomhed. Først blev de idømt en fængselsstraf fra fire år til fire år og elleve måneder. Men når de havde udstået den første straf, blev de igen stillet for retten på samme grundlag og på ny idømt en tilsvarende fængselsstraf. Når denne anden dom var afsonet, blev processen gentaget for tredje, og bagefter endog for fjerde gang. Disse straffe blev med rette omtalt som „kædestraffe“.

Så i 1966, i fredstid, blev et af Jehovas vidner, Christus Kazanis, dømt til døden af en militærdomstol i Athen for at nægte at bære våben. Denne uventede afgørelse fremkaldte en voldsom reaktion i Grækenland og i andre lande. Græske ambassader overalt blev oversvømmet af protester mod denne forbløffende dom. En mængde breve og telegrammer med anmodning om appel blev sendt til den græske regering. Som følge heraf blev Kazanis-sagen taget op igen, og dødsdommen forvandlet til fire og et halvt års fængsel.

En ændring

I 1974 fandt der et regeringsskifte sted i Grækenland; der blev indført en demokratisk regeringsform. På grund af denne mere åbne regeringsform blev de gentagne domme over Jehovas vidner mere kendt verden over. Forskellige organisationer tog nu kampen op med disse umenneskelige domme.

Iblandt dem var Den europæiske Menneskerettighedskommission, Amnesty International og Europarådet. Repræsentanter for disse organisationer besøgte græske militærfængsler for at foretage undersøgelser. Alle kompetente personer der undersøgte sagen var enige om at situationen var aldeles uværdig for et demokratisk land. Og det var særlig inkonsekvent at Grækenland, der var kendt som „demokratiets vugge“, i sine love gav rum for sådanne skændige krænkelser af menneskerettighederne.

Stemningen mod den uretfærdige handling voksede. Fremtrædende embedsmænd i den græske regering, såvel som journalister, begyndte at omtale situationen. Det blev blandt andet påpeget at denne behandling af lovlydige borgere skadede Grækenlands nationale interesser, idet landets omdømme blev forringet.

I løbet af 1977 førte Europarådet, motiveret af humanistiske idealer, nogle drøftelser angående behandlingen af Jehovas vidner i Grækenland. En rapport der blev forelagt rådets Rådgivende Forsamling påpegede at Grækenland krænkede disse kristnes menneskerettigheder mere end noget andet land.

Omsider blev sagen debatteret i det græske parlament. Et medlem, Virginia Tsuderos, foreslog ændringer af den gældende lov. Disse ændringer skulle begrænse straffen for dem der nægtede at gøre tjeneste i de væbnede styrker til kun én fængselsstraf. Et andet medlem, A. Kaklamanis, gjorde opmærksom på at Grækenlands omdømme i høj grad var blevet skadet på grund af dette spørgsmål. Han bemærkede at de gentagne domfældelser krænkede den europæiske menneskerettighedskonvention og ligeledes FNs verdenserklæring om menneskerettigheder. Forskellige medlemmer gjorde opmærksom på at militærnægtere ingen steder i Europa fik en tilsvarende behandling. Det blev bemærket at der i mange lande, også i kommunistiske lande, kun blev idømt én fængselsstraf.

Efter at have drøftet sagen grundigt vedtog det græske parlament en ny lov der gjorde en ende på de gentagne domfældelser af Jehovas vidner. Det blev besluttet at der kun skulle idømmes én fængselsstraf. Straffen skulle være på fire år, dobbelt så lang tid som militærtjenesten. Skønt dette stadig er en hård behandling i sammenligning med behandlingen i andre lande, er det en stor forbedring i forhold til tidligere.

Gejstligheden afsløret

Denne humane afgørelse blev fordømt af repræsentanter for den ortodokse kirke i Grækenland. Højtstående gejstlige kritiserede voldsomt regeringens handling. Gejstligheden appellerede til regeringen om ikke at anvende den nye lov der var blevet vedtaget af parlamentet.

Endnu en gang afslørede de gejstlige sig selv som hyklere. Her var mænd der hævdede at repræsentere Kristus, ’Fredsfyrsten’, men som ønskede at fredelige kristne fortsat skulle lide fordi de adlød Kristi lære!

Denne inkonsekvens og dette hykleri gik ikke upåagtet hen. En kirkelig redaktør ved avisen Kathimerini skrev i udgaven for 22. oktober 1977 en artikel der gendrev gejstlighedens synspunkter. Til gejstlighedens påstand om at den nye lov ville svække støtten til den græske hærs kampenheder, bemærkede redaktøren: „Det er næsten for komisk til at man kan tro det. Vi har selv været i militæret, og vi ved alle at vi endda tæller dagene til vi bliver hjemsendt. Kun en religiøs fanatiker eller en tåbe ville gå med til at afsone to år ekstra for at undgå at bære våben.“

Redaktøren revsede yderligere gejstligheden for at prøve på at handle som et „overordnet parlament“. Han sagde at det ikke var de gejstliges sag at prøve på at presse regeringen i sager som de ikke var kompetente til at bedømme.

Ingen af gejstlighedens forsøg på pression havde nogen virkning. Den nye lov stod fast, og den blev hurtigt bragt i anvendelse. Toogfyrre Jehovas vidner der allerede var i fængsel og afsonede gentagne domme, blev løsladt. Fire af dem blev løsladt fordi de havde været i fængsel i fire år eller mere, mens 38 andre blev løsladt og må afvente en ny retssag, eftersom de ikke endnu har afsonet fire år, som bestemt i den nye lov. De skal sandsynligvis dømmes på ny for at afsone fire år i alt.

Den græske regering har således ændret sin behandling af militærnægtere. Den har gjort ende på „kædestraffene“, som de kristne Jehovas vidner har lidt under i så mange år.

Den nye lov tjener til ros for den græske regering. Men de oprigtige kristne der trods forfølgelse holdt fast ved det de vidste var rigtigt, fortjener også ros.