Hvad bør dit barn læse?

FREMTIDSROMANER! Eventyrbøger! Ridderromaner! Tegneserier! Hobbybøger! Cowboybøger! Et utal af bøger kæmper om at lægge beslag på børns opmærksomhed. „Køb den bog til mig!“ „Læs den historie for mig!“ Hører du den slags udråb fra dine egne poder? Vil du gerne opmuntre børnene til at læse? I så fald, hvad skal børnene da læse?

Det er selvfølgelig ikke hver eneste dreng og pige der er ligefrem henrykt for at læse bøger. Undersøgelser tyder på at fjernsynet har indtaget bøgernes plads hos mange børn. En forsker der har beskæftiget sig med dette, siger: „Det som børn oplever [i fjernsynet] har på flere måder en kritisk betydning for det de læser; det har indflydelse på hvor meget de læser, hvad de læser, og hvor godt de synes om at læse.“ Mange lærere og psykologer anbefaler derfor mindre tid til TV, mere tid til læsning.

De fleste forældre vil gerne have at børnene skal kunne lide at læse, da de ved at læsning er en færdighed der kan være dem til stor gavn. I en vejledning til lærere sammenfattes det meget godt med disse ord: „Læsning har direkte indflydelse på vores tilværelse. Det arbejde vi gør, de færdigheder vi får, det udbytte livet giver os, den åndelige vækst vi opnår — alt dette er forbundet med vor evne til at læse. Hvis man ikke er god til at læse, er man udelukket fra en stor del af den rige oplevelse det er at lære og erfare.“

Betyder det så at forældre skal være så lykkelige for at se deres børn læse, at de giver børnene en hvilken som helst bog de peger på? Eller bør forældrene bestemme hvad deres børn skal læse?

Hvad er målet?

Variationen inden for vor tids børnelitteratur er uhyre stor. Man kan bare standse op og se på hvad der tilbydes i en bladkiosk. Alene i De forenede Stater og Canada er der for tiden over 150 børnebogsforlag, og der udgives mere end 250 deciderede børneblade. Med det varierede udbud der er, også her i Danmark, kan man meget vel spørge sig selv: Vil det læsestof børnene sluger, ikke uvægerlig komme til at påvirke deres forventninger, deres forhold til andre og deres syn på sig selv? Hvilket syn på andre mennesker vil jeg fremholde for mine børn som det rigtige? Hvilken form for moral vil jeg søge at fremelske?

Det er en populær tanke i dag at man bare skal lade børnene læse og se hvad de vil, så de selv kan ’finde frem til deres egen moralske målestok’. Men det man i realiteten gør med den filosofi, er at lade fremmede mennesker støbe barnets fremtidige syn på livet.

Ønsker ikke alle forældre at deres børn skal blive sunde, glade og afbalancerede? Opmuntrer de ikke børnene til at lære noget fornuftigt og nyttigt, fordi det ligger dem på sinde at det skal gå børnene så godt som muligt? Hvordan når man da dette mål? Et ordsprog fra Bibelen svarer: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Ja, det er klart at forældre bør have hånd i hanke med hvad deres børn får lov til at læse og beskæftige sig med. Dette forstår man endnu tydeligere når man tænker på det stærke indtryk en historie gør på de smås opladte sind.

At læse er at tro

En moder sad og betragtede sin lille søn mens han læste en historie om hvordan en „klog edderkop“ reddede en lille gris fra at blive slagtet. Da han havde læst den var han så rørt at han kyssede billedet af edderkoppen! Kan der være nogen tvivl om at han var grebet af historien, eller om at han opfattede den som noget virkeligt?

En børnebogsforfatter bekræfter hvilken magt der ligger i sådanne fortællinger: „Sagen er at børnene læser med hele deres hjerte. Til at begynde med spørger de måske: ’Er det rigtig sket?’ Men selv om du svarer: ’Nej, det er bare en historie’ så er det for dem aldrig bare en historie. Det er et liv de lever med i, et helt og meget virkeligt liv de lever med i.“ Forfatterinden Alice Dalgliesh understreger ligeledes hvor meget børn påvirkes af de historier de læser: „Undertiden forstår voksne ikke den vigtige omstændighed at bøger ofte for små børns vedkommende er noget de arbejder videre med — barnet tegner det der læses højt for det, spiller små skuespil over det, eller lader det indgå i sin tale.“

Hvilken magt! Gennem en historie kan et barn pludselig befinde sig i den afrikanske jungle, eller midt ude i rummet, eller det kan ride af sted side om side med prinsen der skal ud for at lede efter sin prinsesse.

Der ligger en særlig magt i fabler eller „lignelser“ med en pointe. En kvinde der er moder til flere drenge, fortæller at hendes børn før i tiden var noget nærige over for hinanden. De hørte så en historie om et træ og en lille dreng, en historie de blev dybt grebet af. Træet gav noget af sig selv til drengen den ene gang efter den anden, indtil der kun var stubben tilbage. Moderen fortæller om drengenes reaktion: „Det er klart at alle mine sønner nu identificerer sig, ikke med drengen, men med træet, for de har forstået at træet havde mere glæde af at give end drengen nogen sinde fik af at modtage.“

Ja, dette kan lære børnene noget om hvordan de skal bære sig ad i livet. Det kan vække deres fantasi og kreativitet. Det kan lære dem noget om ’den store, vide verden’ uden for deres nærmeste nabolag. Det kan udvikle deres fornemmelse af tid, fortid og historie. Men er alle bøgerne på børnebibliotekerne, eller i boghandelernes afdelinger for børnebøger, lige gode at læse? Måske ikke. Der er i nyere tid sket nogle ændringer inden for børnelitteraturen som man ikke kan overse. Lad os kort kaste et blik på denne udvikling, for at se hvor den nye tendens gør sig gældende.

Udviklingen inden for børnelitteraturen

Lige siden franskmanden Charles Perrault i 1697 udgav Gåsemors Eventyr, har mange skribenter og forlæggere udgivet bøger med direkte henblik på at fornøje purunge læsere. I det nittende århundrede begyndte brødrene Jacob og Wilhelm Grimm at samle og udgive tyske folkeeventyr. Også i det nittende århundrede begyndte H. C. Andersen her i Danmark at skrive de eventyr der siden har været kendt og elsket af mange generationer. Samtidig skrev Lewis Carroll ovre i England sin Alice i Eventyrland.

Dette var begyndelsen til en stor mangfoldighed af læsestof for børn. For eksempel blev der skrevet mange historier i stil med gamle folkeeventyr — ofte en blanding af legender og fordrejet historie. Andre beskriver nutidige forhold. Man kunne måske inddele børnelitteraturen i dag på denne måde:

(1) Fagbøger. Blandt disse er opslagsværker og hobbybøger for børn. De kan være nyttige til at hjælpe børnene over den første angst for selv at prøve noget nyt. Der findes fagbøger for børn om hvordan man passer en have, hvordan en benzinmotor virker, hvordan man arrangerer blomsterbuketter, og endda om fornuftig økonomi.

De forskellige ABC’er og mere avancerede læsebøger kan hjælpe mange børn til at lære at læse, få et større ordforråd, og forstå det de læser.

(2) Folkeeventyr. Disse eventyr er fantasifortællinger om feer, hekse, troldmænd og den slags. Ofte kommer løsningen eller redningen i disse historier på overnaturlig vis, for eksempel ved trylleri. Blandt de fem folkeeventyr som Charles Perrault samlede og udgav i 1697, var „Rødhætte“, „Askepot“ og „Tornerose“, eventyr som endnu i dag lever i bedste velgående. Oprindelsen til folkeeventyrene er ofte ret dunkel, da mange af dem har eksisteret som mundtlige fortællinger før de er blevet nedskrevet.

(3) Andre fantastiske fortællinger. Som sådan kunne man betegne de eventyrlige historier hvis forfattere kendes, og som altså ikke er anonyme, overleverede eventyr. Historierne kan handle om væsener eller begivenheder der er utænkelige i det virkelige liv, som for eksempel historierne om Peter Plys eller Pinocchio. Til denne kategori kunne man også regne de moderne „eventyr“ der er henlagt til rummet eller fremmede planeter.

(4) Skønlitteratur for børn. Til denne gruppe hører bøger der beskriver den verden vi kender, skønt selve handlingen og personerne er opdigtede. Som eksempler kunne man nævne Heidi-bøgerne og Flemming-bøgerne.

Det er inden for den sidstnævnte kategori at de seneste år har set de mest drastiske omvæltninger. Børnebogsforfatteren Jane Yolen beskriver den nye tendens sådan: „Der er ikke længere noget som er tabu i børnebøger, bortset fra smagløshed. . . . Hvad man før i tiden end ikke hviskede om i salonerne, og kun i smug morede sig over ved en bardisk, serverer man nu ganske roligt for børn. Det gammeldags syn at visse ting bør være tabu for børn, simpelt hen fordi de er børn, er slet ikke på mode mere.“ — The Writer, april 1975, s. 12.

Som grunde til denne udvikling anfører hun: (1) Børn får en mere omfattende skoleundervisning; (2) i hjemmene findes en overflod af blade som beskriver vor tids verden; og især: (3) fjernsynet er på pletten til at gengive hvad der sker i samfundet — „studenteruroligheder, mord på politikere, strid om fødselskontrol, nyt syn på seksualmoral“.

Måske er ikke alle enige med hende i hvorfor den nye „stil“ er blevet til, men faktum er at børnelitteraturen i dag berører mange emner som den slet ikke kom ind på for 10 eller 15 år siden. Ser man på nogle nyere titler, finder man børnebøger der beskriver alkoholisme, skilsmisse, kønslige forhold uden om ægteskabet, graviditet, abort, homoseksualitet og senilitet.

Noget nyt inden for børnebøgerne er også den holdning nogle af forfatterne har til Bibelen. For eksempel siger én: „Mange af historierne i Det gamle Testamente hviler på den primitive opfattelse af Jehova som en hævngerrig Gud der udslynger frygtelige straffe (som i historien om Vandfloden) eller en Gud der kræver overvældende beviser for at man underkaster sig hans vilje (som i historien om Abraham og Isak).“

Men ifølge Bibelen er det ikke sådan. Tværtimod lærer vi igennem hele Bibelen Jehova at kende som en kærlig Fader, der konstant tilskynder sine børn til at vende om og gøre det gode, når de fejler. (Mal. 3:6-10) Man kan næppe forvente at en skribent som indtager en så fjendtlig holdning til Bibelens Gud, vil hjælpe sine unge læsere til at se hen til denne Gud. Kristne forældre som selv mener at et nært forhold til Gud er den største gave de kan give deres børn, må være opmærksomme på at denne yderliggående holdning findes.

Efter at forældre har set hvilken forvirring der råder i børnelitteraturens verden, står de altså over for spørgsmålet: Hvad skal man gøre når der er så mange forskelligartede bøger? Hvad skal man give Peter og Lise lov til at læse?

Hvad kan forældre gøre?

Man kan selvfølgelig ikke sætte alle bøgerne i ovennævnte fire kategorier i bås som værende „helt igennem gode“ eller „helt igennem dårlige“. Begge forældre må gøre sig klart hvilket behov deres barn har rent følelsesmæssigt og i overensstemmelse med dets alderstrin, og hvilken indvirkning læsestoffet vil få på netop dette barn.

Lad os for eksempel se på eventyrene. Nogle vil sikkert sige at de beriger børnene — de taler til fantasien, og det er som regel det gode der går af med sejren. Andre vil sige at den slags historier gør børnene overtroiske og giver dem et usundt syn på det overnaturlige. De kan måske hensætte børnene i en drømmeverden, hvor de forventer en magisk løsning på tilværelsens problemer i stedet for at forstå at man selv må gøre noget for at opnå det man vil.

Forældrene må selv afgøre dette. Men hvordan man end vil ræsonnere, er det da ikke klogt at betragte hvert af sine børn som et selvstændigt individ, forskelligt fra andre? Det ene barn er måske mere end de andre tilbøjeligt til at „dagdrømme“, så det af den grund kunne være klogest at lede dets tanker i en anden retning.

„Men hvordan kan jeg vide hvilken indvirkning de historier han læser, har på ham?“ spørger du måske. Det er ikke altid så let. Der er meget andet end læsestoffet der påvirker et barn. Men der er en metode hvorved man kan få meget at vide om hvad der virkelig rører barnets hjerte.

Læs historien sammen. Børn elsker denne opmærksomhed. Det er en følelsesmæssig tilfredsstillelse for børn der elsker at læse, og det virker tilskyndende på dem der ikke er så glade for at læse. Nogle pædagoger siger ligefrem at forældre der læser højt for spædbørn, allerede på dette tidlige tidspunkt giver børnene et gunstigt indtryk af det at læse, eller en „tendens til“ at læse.

Man vil blive forbavset over nogle af de slutninger børnene kommer til, eller hvilke træk ved historien der virker særlig fængslende på dem. Spørg drengen eller pigen: „Hvad mener du om [den eller den person]?“ „Hvad kunne du allerbedst lide i historien?“ Ud fra de svar man får kan man afgøre om man skal foretage nogle justeringer, måske læse lidt mere faglitteratur og lidt færre eventyr og historier. Dette har den ekstra fordel at det opmuntrer børnene til ikke bare at læse om andres oplevelser, men også selv lære at gøre noget.

At følge denne metode betyder selvfølgelig ikke at man ikke længere behøver at tænke på hvilke bøger man vil tillade i sit hjem. Inden for den nyere tids skønlitteratur gør man klogt i at vise stor skønsomhed. Bør det ikke være forældrene selv der bestemmer hvornår de synes deres børn skal lære om seksuallivet, om graviditet og abort? Det er rigtigt at småbørn bør lære at også gode mennesker kan begå fejltagelser, men på den anden side: Virker det heldigt på udviklingen af deres personlighed hvis de læser om ondskabsfulde mennesker der slipper godt fra deres forbrydelser?

Har man lyst til at lade børnene tro at „den stærkeste altid har ret“? Bør de ikke snarere lære at der er visse ting der er rigtige og andre ting der er forkerte, og at der er visse principper man må respektere? Mange finder for eksempel at tegneserier med „superhelte“ som ødelægger alt hvad der kommer i vejen for dem, kan blive farlige som eksempler for børnene.

Selv når det drejer sig om bøger der skal give rent faktiske oplysninger om et emne, kan forældre finde det bedst at blade bogen igennem før de giver den til børnene. Der findes stadig bøger som stiller visse befolkningsgrupper (for eksempel visse racer eller nationaliteter) i et dårligt lys. Andre fremholder nogle meget dogmatiske synspunkter som bør tages med forbehold.

En bog om naturvidenskabelige emner synes måske at fremstille en sag på en meget nøgtern måde. Den hævder måske at alt liv på jorden har udviklet sig fra lavere livsformer og antyder (eller erklærer ligefrem) at Bibelens skabelsesberetning blot er ’en religiøs legende’. Dette står måske i modsætning til den religiøse opdragelse barnet får hjemme. Faderen og moderen afgør måske at bogen generelt er så god at barnet godt kan læse den, men først vil de måske tale med barnet om nogle af de synspunkter bogen slår til lyd for.

Alt dette tager sin tid. Men det er et bevis på forældrenes omsorg. De ønsker at barnet skal lære noget, men samtidig at det skal forstå hvad der tjener til dets egen gavn og lykke. Man kan ikke flygte fra realiteterne i denne verden. Men de små kan forberedes på og rustes til at møde dem, på et tidspunkt og en måde der varierer fra barn til barn. Et barn er et nyt liv der er betroet i ens varetægt, et lille menneske der er fuldt af undren og kundskabstørst — så undervurdér ikke hvor stor betydning din vejledning og kærlighed har for dine børns mentale og følelsesmæssige udvikling.

Kloge forældre erkender desuden at alle — også børn — har et åndeligt behov. De små er ofte fulde af spørgsmål — spørgsmål som det kan være svært nok at svare på. Men Guds ord, Bibelen, er en rig visdomskilde. Den kan „give tankeløse klogskab, ungdommen kundskab og kløgt“. (Ordsp. 1:4) Når man læser Bibelen sammen med sine børn, vil man ganske naturligt komme til at tale om de ting der virkelig har betydning. De fleste der konsekvent har brugt Bibelen som en moralsk vejleder, har fået øjnene op for at den ikke bare er et enestående stykke litteratur, men at den er et nødvendigt „lys“ på vores livsvej. — Sl. 119:105, 160; 36:10.

I dag er der mere læsestof for børn end nogen sinde før. Der er også meget der konkurrerer om at lægge beslag på børnenes tid — fjernsyn, og flere og flere fritidstilbud. Man gør ret i at opmuntre sine børn til at læse. Men samtidig gør man klogt i at interessere sig for hvad de læser, for at vejlede dem i hvad de skal bruge deres tid og kræfter på.

Når alt kommer til alt havde filosoffen Francis Bacon måske ret da han skrev: „Nogle bøger skal man smage på, andre skal man sluge, men nogle få skal man tygge og fordøje.“