Hvad plantelivet fortæller

PLANTEVÆKSTEN udgør jordens største „fabrik“. Ifølge et forsigtigt skøn producerer den hvert år 150 milliarder tons kulhydrater — over 200 gange mere end verdensproduktionen af stål og cement. Planterne er en nødvendig fødekilde for alle dyr og mennesker på jorden, og de er i stand til rigeligt at dække behovet. Planterne forsyner os ikke alene med sukkerstoffer, der giver os energi, men med vitaminer, mineraler og lægende stoffer, foruden råstoffer til beklædning, bygningsmaterialer, papir, farver, maling og utallige andre nyttige produkter.

Vi kan være glade for at plantelivet, i alle dets utallige former, opstod på jorden før mennesket, for planterne er en livsbetingelse for alle dyr og mennesker. Bibelen fortæller at vegetationen blev til før dyrene og at Skaberen netop havde en hensigt med dette; som han sagde til den første mand og kvinde: „Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde.“ — 1 Mos. 1:29, 30.

Fotosyntese

Til planteriget henregnes også havets fytoplankton, som er en elementær fødebestanddel for dyrene i havet. På landjorden danner vegetationen, lige fra græsset til træerne, grundlag for „fødekæden“. Dyrene kan ikke selv frembringe den føde de skal bruge; det gør planterne til gengæld for dem. Ved den indviklede proces der kaldes fotosyntese, og som mennesker endnu ikke fuldt ud kan forklare, endsige eftergøre, omdanner planterne kuldioxyd, vand og solenergi til kulhydrater og ilt. Planterne optager energi fra solens stråler og omdanner mineraler og andre stoffer fra jorden til fedtstoffer, protein, stivelse, vitaminer og andet, der udgør føde for dyrene. Mennesker og dyr indånder ilt; denne ilt tjener som „brændstof“ for den proces hvorved kulhydrater omdannes til vand og kemisk energi, som igen skal bruges til optagelsen af de andre planteprodukter i legemet.

Planternes formering

Planterne kan kun opfylde deres rolle som hovednæringskilde for dyrene, ved at de eller deres frugt bliver spist. Der må derfor være en måde hvorpå plantelivet kan videreføres, så der stadig kan være føde til rådighed. Planterne må dø, gå i forrådnelse og blive fornyet; de må formere sig i en jævn og ubrudt kæde ud i fremtiden. Foregår denne proces på en måde der tyder på hensigt og omtanke, eller tyder den på at være opstået ved et tilfælde?

Tænk på nogle af de metoder hvorved planterne formerer sig. De fleste frembringer et stort overskud af frø. Det er nødvendigt, for i tonsvis af frø bliver fortæret af insekter, fugle og andre dyr, og af mennesker. Hvis hver plante kun frembragte et enkelt eller nogle få frø, ville plantearten hurtigt komme i fare for at uddø. Desuden falder frøkornene på mange slags jordbund, og mange kommer aldrig til at spire. Dårligt vejr, svampeangreb og andet kan også forhindre mange frø i at spire. Af den grund må planterne frembringe et rigeligt overskud af frø. Hvis man siger at „naturen er ødsel“, må man derfor ikke forstå det sådan at der er et stort og unyttigt spild. Nej, der er et formål med den rundhåndethed naturen udviser. Planterne må nødvendigvis frembringe i hundredvis og tusindvis af frøkorn. Nogle træer giver adskillige millioner frø pr. tønde land. Man kan ikke påstå at denne rigelighed ikke tjener et formål. Og når der er et formål, tyder det på at der ligger omtanke bag.

De frø der frembringes, må desuden have en stærk spiringskraft, for nogle skal kunne overleve en lang vinter eller tørketid eller lange perioder med ugunstige forhold. De fleste frø har en bemærkelsesværdig spiringskraft, helt op til 90 procents levedygtighed. Et frø kan være helt indtørret og „i dvale“. Men i denne tilstand kan det overleve selv under ekstreme temperaturforhold, ofte langt under frysepunktet, og i nogle tilfælde næsten op til kogepunktet (dog ikke i vand ved denne temperatur). Selv efter flere års forløb kan frøene komme til live, hvis de kommer i vand eller fugtig jord. En indisk lotusplante spirede og blomstrede efter at frøet havde ligget i dvale i 2000 år; stiklinger og frø fra den er nu blevet sendt til botaniske institutter i hele verden.

Ingen kan vel påstå at planterne selv har tænkt på hvordan de skal videreføre deres art. Hvilket utroligt tilfælde — hvis det da er et tilfælde — at alle planter har denne evne! Kunne tilfældige kræfter i blinde få et så ensartet resultat der i den grad er gavnligt for alt liv på jorden?

Planternes formering kan fremvise andre komplicerede mekanismer, der er nødvendige for at spirerne kan vokse. En af disse faktorer er at hvert frø er udstyret med en forsyning af næring som de nye planter kan „begynde på“. Alle frø indeholder tilstrækkeligt med kulhydrater og andre stoffer til at spiren kan slå rod og få blade og derefter vokse op på normal vis.

Der er stor variation i de måder formeringen foregår på. Og dette betyder at hver planteart er i stand til at overleve i netop de omgivelser hvor den ifølge sin egen art hører hjemme. Visse planter kan deles ned gennem roden, så der bliver to eller flere uafhængige planter med rødder, og hver del kan vokse videre som en sund plante. Fra andre kan man tage stiklinger og sætte dem ud i jorden. Den overskårne ende af stilken eller grenen får rødder, og planten trives. Hos nogle planter kan der endda vokse rødder ud fra et blad, hvis der skæres et snit i bladet. Nogle, som kartoffelplanten, formerer sig gennem rodknolde, andre gennem løg.

Der ligger både skønhed og „videnskabelig“ genialitet i den måde hvorpå frøene bliver spredt. Træer og andre planter kan jo normalt ikke flytte sig af stedet, men de må have deres frø spredt hvis de skal dække et nogenlunde stort område. Det sker på forskellige, meget effektive måder. Ahorntræets frø har „vinger“, så vinden kan bære dem langt omkring. Og mælkebøttens frø har deres egen lille paraply eller faldskærm så vinden kan føre dem med sig over lange afstande. Springbalsaminen (den såkaldte „Rør mig ikke“) spreder sine frø ved en hel lille eksplosion. Burreplanter kan spredes ved at deres frugter hænger fast i forskellige dyrs pels og føres hen til andre voksesteder. Visse bær og frugter bliver spist af dyr, uden dog at blive opløst ved fordøjelsen; senere spredes de sammen med dyrets udtømmelser.

Kokospalmen spredes på genial vis. Dens store frøkerner føres af havet ud til fjerne strande, til andre øer og fastlande. Man kunne måske tro at kokospalmen fortrinsvis vokser på eller i nærheden af strandbredder, fordi den har behov for havvand; men det er ikke tilfældet. Den skal bruge ferskvand. Derfor er dens rødder forholdsvis korte, nemlig kun lange nok til at nå ned til ferskvandet, der er lettere end saltvandet og derfor flyder oven på det indtrængende saltvand ved kysterne. Men af hensyn til plantens spredning er kystegnene bedst, for de giver kokosnødderne mulighed for at blive ført bort af havet til fjerne egne. Hvilket tilfælde kan kokospalmen takke for at den er så enestående indrettet? Er det ikke rimeligt at tro at der ligger en eller anden form for omtanke bag denne ganske særlige kombination af omstændigheder?

Befrugtning

Hvordan kunne ’blinde kræfter’ sørge for at nogle planter blev delt i to køn, sådan at en hunblomst skulle bestøves af en hanblomst? Og hvordan kunne de blinde kræfter sørge for at støvet blev overført fra den ene blomst til den anden, specielt i betragtning af at bæreren ofte ville være en mere kompliceret organisme end planten selv?

Skønt blomsterstøv også bæres af vinden, kræver mange planter samarbejde af insekter. Det betyder at planterne må have en form for føde som insekterne kan lide, og de må også have en metode til at tiltrække insekterne til denne føde. Dette formål tjener planternes duft. I nogle tilfælde er blomsternes strålende farver sandsynligvis også med til at tiltrække insekterne. I hanblomsten må støvdrageren med blomsterstøvet være placeret i nærheden af føden, sådan at insekterne kommer i berøring med støvet og noget af det hænger fast på deres lådne krop. I hunblomsten må være således anbragt at den kan modtage blomsterstøvet når insekterne kommer „på besøg“. Tænk på hvor kompliceret alt dette er. Der må være det rette forhold mellem blomsternes opbygning, deres duft og deres nektarindhold. Alt dette ville endda ikke være til nogen nytte hvis det ikke var afstemt med insekternes instinkter og vaner, deres forkærlighed og behov for en føde som kun visse udvalgte blomster kan levere.

Skønt befrugtningen således er afhængig af mange faktorer, vidner blomsternes store udbredelse om hvor effektiv metoden alligevel er. Og processen er blevet gentaget milliarder af gange i tusinder af år. Kunne tilfældet tilvejebringe alle disse nødvendige forudsætninger og derefter gentage processen helt nøjagtigt, uden at der i århundredernes løb indsneg sig nogle ødelæggende fejl i mekanismen?

’Jordens største fabrik’

I form af den føde planterne producerer, udgør de jordens mest righoldige energilager, idet de fanger energien fra solen, som er kilden til næsten al energi på jorden. Men energilageret er langt mere omfattende, som det fremgår af bogen Photosynthesis and Related Products af Eugene I. Rabinowitch (Bind I, Interscience Publishers Incorporated):

„De grønne planters nedbrydning af kuldioxyd er den største enkelte kemiske proces der foregår på jorden. For at klargøre hvad en ydelse på 10¹¹ tons om året betyder, kan vi sammenligne det med den samlede verdensproduktion inden for den kemiske industri, metalindustrien og mineindustrien, der ligger på 10⁹ tons om året. Halvfems procent af denne produktion er kul og olie, det vil sige produkter af fotosyntese i fortiden. Lige så imponerende virker det at sammenligne den energi planterne hvert år oplagrer, med den energi der er til rådighed fra andre kilder. Den energi der omdannes ved fotosyntese er omkring hundrede gange så stor som den varmeenergi der ville udvikles ved forbrændingen af alt det kul der udvindes i hele verden på samme tid, og ti tusind gange så stor som den energi der i hele verden skaffes gennem kraften af faldende vand.“

Plantelivets store værdi giver os noget at tænke over

Kort sagt: Vi kan være glade for at det hele er indrettet som det er. Det logisk tænkende menneske kan selv overveje hvad der lyder mest sandsynligt: at alt liv er blevet til ved en tilfældighed, eller at det er skabt af en højere magt. Det har i det mindste vital betydning at plantelivet kom før dyrelivet. Skete det ved et tilfælde eller ved styring? Man kan selvfølgelig sige at plantelivet nødvendigvis måtte komme først fordi dyrelivet simpelt hen ikke kunne eksistere uden planterne. Men ved nærmere undersøgelse finder man at også planterne er yderst komplicerede og bestemt ikke minder om primitive „urorganismer“. Desuden er planter vidt forskellige fra dyr, og der kan ikke gives nogen forklaring på hvordan en plante skulle have udviklet sig til selv det mest primitive dyr.

Vegetationens evne til at optage kuldioxyd fra atmosfæren taler imod den påstand at livet og dets fortsættelse her på jorden skulle være sikret af blinde kræfter. Det er givet at ’tilfældet’ ikke har nogen mulighed for at forudse eller tage hensyn til pludselige forandringer i miljøet. Dette ville imidlertid være muligt for en Skaber som ønskede at livet skulle bestå. Og denne forberedelse blev sandsynligvis truffet allerede da planterne blev til. Hvordan det? Bemærk følgende eksempel:

Siden „den industrielle revolution“ begyndte har der været stor frygt for at den stærkt øgede udvikling af kuldioxyd, som skyldes forbrænding af fossile brændstoffer, ville bringe livet på jorden i fare, måske endda gøre livets beståen umulig. Men nyere undersøgelser tegner et meget lysere billede. Bladet Science News for 19. april 1975 fortæller om nogle opdagelser som geologen Fred T. MacKenzie fra Northwestern University i U.S.A. har gjort:

„Ved forbrænding af fossile brændstoffer afgives der kuldioxyd. Når man ved hvor meget brændstof der forbrændes i hele verden, kan man udregne hvor meget kuldioxyd der forventes at blive afgivet, og hvor meget der skulle blive hængende i atmosfæren. Disse udregninger giver imidlertid et interessant problem. En sammenligning af det virkelige og det forventede indhold af CO₂ viser at det meste af det ’mangler’.

Det manglende CO₂ optages af planterne. Vegetationens biomasse er måske øget med 10 procent siden slutningen af 1800-tallet, da afgivelsen af CO₂ steg med den øgede brug af fossile brændstoffer, siger han.

Planternes optagelse af CO₂ sammen med tilgængelige næringsstoffer udgør måske en global feedbackmekanisme som medvirker til at forhindre uligevægt i atmosfærens sammensætning, siger MacKenzie.“

Dertil kan føjes at havet udgør et kolossalt forråd af kuldioxyd. Det optager eller afgiver kuldioxyd efter behov. Dette forhold, sammen med den omstændighed at fotosyntesen indretter sig efter forholdene, betyder at dyrelivet kan fortsætte.

Hvem kan dogmatisk hævde at der ikke findes nogen Skaber, som allerede da jorden og livet på den blev grundlagt, sørgede for disse „sikkerhedsmargener“ til at klare eventuelle situationer?

Det er desuden nødvendigt at der findes en måde hvorpå solens energi bliver opfanget. Dette gør planterne for os. Tænk hvilket „samarbejde“, at solen, som befinder sig 150 millioner kilometer borte, afgiver den rette form for stråling og netop i den rette mængde! Vi kan også være glade for at plantevæksten ikke kappes med dyr og mennesker for at få føde, men tværtimod tilvejebringer føde. Og planternes vækst foregår stort set uafhængigt af dyrene. Den rolle mennesket spiller med hensyn til dyrkning er i virkeligheden minimal. Mennesker kan kun gøre meget lidt for at hjælpe — væksten sker af sig selv, og vi kan endda ikke forstå den fuldt ud. Kan man forestille sig at noget der er så kompliceret, velordnet og effektivt virkende kan være sat i gang ved et tilfælde, når selv mennesker med al deres forstand kun kan undersøge disse mekanismer men ikke forstå dem til fulde?

[Diagram på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Fotosyntesen, skematisk

solen

vandmolekyler nedbrydes

ilt til atmosfæren

brint og energirige forbindelser

kuldioxyd fra atmosfæren

brint og kulstof danner glykose

energirig glykose, et grundlæggende fødemolekyle

[Illustration på side 6]

Planterne spreder deres frø på mange måder — mælkebøttens „paraplyer“ bæres bort af vinden

[Illustration på side 9]

Kunne „blinde kræfter“ sørge for at visse planter kun kan bestøves med insekters hjælp, og samtidig tilvejebringe insekterne til at gøre det?