Hvad Bibelen siger

Kan man lave om på sin personlighed?

„BEKLAGER! Men sådan er jeg nu engang, og jeg kan ikke lave mig om. Det må I simpelt hen affinde jer med!“ Fra tid til anden kan man høre et familiemedlem sige sådan for at undskylde eller retfærdiggøre visse karakteregenskaber der irriterer andre i familien eller som endda kan være en alvorlig prøvelse for dem. Det er en indstilling man især ofte vil møde hos dem der er forfaldne til alkohol og hos dem der lever som homoseksuelle.

Men er det virkelig rigtigt at man ikke kan lave om på sin personlighed? Bibelen viser at man udmærket kan gøre det. Apostelen Paulus skrev for eksempel: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Fil. 4:13) Ved hjælp af denne kraft var han først og fremmest i stand til at affinde sig med alle forhold i livet; han havde lært at klare sig med meget eller med lidt. Når vi studerer hans liv ser vi at han tjente trofast som „apostel til nationerne“, selv om han ofte blev slået, én gang stenet, tre gange led skibbrud, tilbragte et døgn i dybet, ligesom han også blev udsat for og udholdt alle slags farer. — 2 Kor. 11:22-27; Rom. 11:13.

Men ikke nok med det; Paulus var også i stand til fuldstændig at ændre sin personlighed. Før han blev kristen havde han været „en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske“. Derfor sagde han om sig selv at han havde været ’den førende af syndere’. (1 Tim. 1:12-16) Da han tog imod Kristus blev han imidlertid en så mønsterværdig kristen at han kunne skrive: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ — 1 Kor. 11:1.

Nej, det var ikke let for Paulus at gøre dette. Han havde indre konflikter; somme tider gjorde han noget han ikke ønskede at gøre og ikke det han gerne ville. Men hans svagheder fik aldrig overtaget. Det er grunden til at han netop i denne forbindelse kunne udbryde: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Rom. 7:13-25) Ja, selv om han havde det enestående privilegium og store ansvar at være apostel til nationerne, måtte han kæmpe med sig selv. Derfor skrev han også: „Jeg banker løs på mit legeme, og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:27) Der er ingen i tvivl om at Paulus, ’i kraft af den styrke Gud gav ham’, var i stand til at forandre sin personlighed.

Det var ikke alene apostelen der kunne det. Han fortæller at nogle i Korint som havde været utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, homoseksuelle, tyve og så videre, også havde forandret deres personlighed. Hvad havde gjort det muligt for dem at foretage denne forandring? Deres nyfundne tro. „Men I er blevet vasket rene,“ siger Paulus, „I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ (1 Kor. 6:9-11) Apostelen Peter skriver ligeledes om nogle der havde aflagt sådanne ting. Disse kristne havde også lavet om på deres personlighed. — 1 Pet. 4:3, 4.

Det er almindeligt kendt at der i det store og hele kun findes meget lidt uselvisk, selvopofrende kærlighed blandt folk, selv blandt dem der tilhører samme tro eller kirke. Men Jesus sagde at denne egenskab, sand kærlighed, skulle kendetegne hans disciple. (Joh. 13:34, 35) Hvis dette skal være tilfældet må hans disciple forandre deres personlighed, så uselviskhed og ikke selviskhed bliver den mest fremherskende egenskab.

I dag er der imidlertid nogle der mener at man ikke kan lave om på sin personlighed. Det gælder for eksempel en professor i psykiatri ved University of British Columbia i Canada. Til et førende „fundamentalistisk“ tidsskrift skrev han et brev som blev offentliggjort under overskriften „Ikke noget at gøre ved homoseksualitet“. Heri gjorde han indsigelse mod en artikel der tidligere havde stået i bladet og som gik ud på at homoseksualitet ikke kan forenes med kristendom. Ifølge hans opfattelse var det for meget at forvente at en omvendelse til kristendommen skulle kunne udvirke en forandring i kønsdriften, så denne blev heteroseksuelt orienteret i stedet for homoseksuelt orienteret. Han henviste til nogle som holder på at det i bedste fald kun er 25 procent der kan gøre denne forandring, og han citerede en evangelisk psykiater i England, der efter samtaler med 50 homoseksuelle har draget denne slutning: „Hvis nogen tror at omvendelseserfaringen kan fjerne de seksuelle drifter og bevirke at man på normal vis føler sig tiltrukket af det modsatte køn, så tager han fejl. . . . Jeg har ikke været ude for et eneste tilfælde hvor en mand er blevet frigjort fra dem ved hjælp af åndelige foranstaltninger.“

Hvorfor denne uoverensstemmelse? Hvem tager fejl? Det kan ikke være apostlene Paulus og Peter, for de var ikke blot forstandige og ærlige mænd, men de skrev også under guddommelig inspiration. Den eneste slutning vi kan komme til, er at de der påstår at omvendelse ikke har ført til en forandring i personligheden, ikke har benyttet de rette „åndelige foranstaltninger“. Med andre ord: de der er blevet „troende“ er ikke blevet omvendt til den sande, ægte, apostolske kristendom.

Hvad er grunden til at sand kristendom kan udvirke en forandring i personligheden, uanset hvilken brist eller svaghed det drejer sig om? Det skyldes blandt andet at sand kristendom giver én en stærk tro på Skaberen. Gud har skabt os, og han har ret til at fortælle os hvad vi må og hvad vi ikke må. Eftersom han er den alvise, retfærdige og kærlige Suveræn, ved han desuden hvad der tjener os bedst. Troen på ham vil sætte os i stand til at anlægge hans syn på tingene, og det fremgår meget tydeligt af hans ord at han betragter homoseksualitet som en grov synd. — Se Første Mosebog 19:1-29; Tredje Mosebog 18:22; 20:13; Første Timoteusbrev 1:8-11; Judas 7.

Lige fra man begynder at vandre på ’sandhedens vej’ må man altså anerkende Guds syn på tingene, betragte denne adfærd som ond og adlyde Guds påbud om at ’hade det onde’. (Sl. 97:10) Ligesom en tidligere dranker må søge at ’hade’ de alkoholiske drikkes berusende virkning, hvis han skal bevare sig fri af sin last, sådan må den der engang har været homoseksuel ’hade’ sin tidligere seksuelle orientering. For at kunne gøre det må han følge denne formaning: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:2) Det forudsætter at man nærer sit sind med Guds ord og at man tænker de rette tanker. (Matt. 4:4; Fil. 4:8) Ja, ved hjælp af Guds ord og hellige ånd kan man aflægge den gamle personlighed og ’iføre sig den nye personlighed som skabes i overensstemmelse med Guds vilje’. — Ef. 4:22-24; Kol. 3:8-10.

Gud har også givet os mulighed for at benytte bønnens vej. Jesus har sagt at hvis vi beder i tro, vil vore bønner blive hørt. (Matt. 21:22; Luk. 11:13; Zak. 4:6) Guds ord nævner endvidere at de ældste i den kristne menighed kan være til hjælp. — Gal. 6:1; Jak. 5:14-20.

Kendsgerningerne viser at disse „åndelige foranstaltninger“ har hjulpet mænd og kvinder i vor tid til at frigøre sig fra en homoseksuel adfærd, ligesom det skete på apostlenes tid. Sand kristendom giver både den tilskyndelse og den hjælp der sætter mennesker i stand til at forandre deres personlighed, hvilket alt sammen er til Guds ære og til velsignelse for dem selv og for dem de omgås.