Gæstfrihed i et forandret Afrika

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I KENYA

VI NÆRMER OS indgangen til et hus i det østlige Afrika og råber som skik og brug er Hodi!, hvilket er swahili og kan oversættes: „Må jeg komme ind?“ Inde fra huset bliver der svaret Karibu, det vil sige: „Kom nærmere!“ Idet vi træder et skridt frem kommer der en venligt smilende person ud, og i løbet af sekunder er vore tasker bragt ind i huset.

Vi træder ind i en lille opholdsstue. Værten sætter sig ned og venter at vi skal forklare hvad hensigten er med vores besøg. Vi fremfører at vort budskab bygger på Bibelen og at vi vil være glade for at få biblerne der ligger i vore tasker. Straks sender værten et barn ind i soveværelset efter taskerne; de er blevet anbragt dér af sikkerhedshensyn, som stammens tradition for gæstfrihed kræver det.

Dette er blot en af Afrikas mange former for gæstfrihed, der gør et dybt indtryk på besøgende fra andre kontinenter. Venlighed mod fremmede betragtes som en stor dyd i Afrika.

Mange afrikanere begrænser ikke deres gæstfrihed til slægtninge, venner og indbudte gæster. De er også meget høflige mod fremmede. Man har ikke hastværk når man udveksler hilsener, og det foregår heller ikke rent formelt. Nej, værten tager sig tid til at vise sin oprigtighed og interesse. Den fremmede betragtes også som en der bringer nyt. Der stilles mange spørgsmål om den egn han kommer fra og de mennesker der bor der, og man vil også gerne høre nyt fra de steder han er kommet igennem på sin vej. Værten er måske fattig, men gæsten får tilbudt den bedste mad der findes i huset. Og er der behov for logi stilles dette villigt til rådighed. Selv i det tilfælde hvor værten kun har én madras eller ét tæppe, vil han i de fleste tilfælde stille dette til rådighed for gæsten. Værten og hans børn vil tilbringe natten uden disse bekvemmeligheder. Er man gæst i en landsby kan man også føle sig tryg, for værten vil beskytte sin gæst og dennes ejendele. Har man været en god gæst får man undertiden en afskedsgave når man tager af sted igen; gaven kan være en levende kylling. Og værten regner det for et privilegium at ledsage den rejsende på en del af vejen mod hans bestemmelsessted.

En tradition der agtes højt

Fra barndommen lærer de fleste afrikanere at vise gæstfrihed. Selv de små børn bliver kaldt ind for at hilse på gæsten og for at gøre ham små tjenester. Visse stammer opbygger deres landsbyer sådan at nogle af samfundets unge mænd bor i et hus for sig selv midt i landsbyen, hvor de kan tilbyde gæstfrihed mod fremmede der er på gennemrejse. Hos andre stammer er det ældre mænd der har den pligt at opholde sig et sådant sted for at byde fremmede velkommen. En fremmed der prøver på at passere landsbyen uden at komme ind, bliver betragtet med mistænksomhed; det forventes at han drager ind gennem landsbyen og gør sin tilstedeværelse kendt. I visse egne må han henvende sig til landsbyens høvding eller dennes stedfortræder.

Inden for mange stammesamfund vil en gæst ikke alene få mad, drikke, et sted at sove og vand til at vaske sig i, men som den selvfølgeligste ting vil han også få lov til at bruge de fleste af de ting værten har rådighed over. Det er derfor man ser folk i Afrika rejse hundreder af kilometer, ja i dage eller uger, næsten uden bagage. Den rejsende regner med at der bliver vist ham gæstfrihed undervejs. Når man vandrer i den bagende sol og på smalle stier er det en fordel ikke at skulle bære på så meget. Undertiden skal man også vade eller svømme over en flod. Gæstfriheden gør det langt lettere at klare disse besværligheder.

For de fleste afrikanske folk forekommer mange af den vestlige verdens skikke og vaner hjerteløse, uvenlige og uhøflige. De kan slet ikke forestille sig at nogen kan bede en gæst om at vente mens de spiser, som folk i vesten undertiden gør. I afrikaneres øjne er det ikke pænt at række en anden noget hurtigt eller skødesløst, eller at give byttepenge tilbage med venstre hånd. Det er heller ikke velset at nogen går hurtigt ind i et hus og fremfører sit ærinde stående; man må ikke afslå at sætte sig ned først, medmindre man har god grund til det. Det grænser til uforskammethed hvis man afslår at sætte sig ned eller at spise hvis man får det tilbudt. Derimod sætter afrikanerne stor pris på det når fremmede fra andre kontinenter bestræber sig for at respektere disse skikke i forbindelse med gæstfrihed.

Tvungen gæstfrihed

Gæstfriheden i Afrika er imidlertid ved at undergå en hurtig forandring. Menneskets selviskhed, kærlighed til penge, forbryderiske elementer og bylivet med dets jag har for en stor del lagt en dæmper på gæstfriheden. Mange velmenende værter har gjort bitre erfaringer, da ikke alle gæster er kommet i en fredelig hensigt. Førhen kom der slavehandlere, griske eventyrere og fjendtlige stammer. Nu viser „gæsterne“ sig ofte at være forbrydere. Da industrien rykkede ind i Afrika opstod der nye krav og ønsker hos den del af befolkningen der flyttede ind til byerne, og for manges vedkommende blev den samarbejdsvillige indstilling fortrængt af kappestrid, der skabte mistillid til fremmede.

Det var et problem hvordan man kunne få den traditionelle gæstfrihed passet ind i bylivet og i en økonomi der var afhængig af penge. Den begrænsede plads i byernes boligområder bevirker at lejen er høj og at folk bor tæt. Lønningerne er lave, og man må købe maden da der sædvanligvis ikke er jord man kan dyrke noget på. Men de mennesker der endnu bor ude i de små landsbyer hører om bylivet og dets tillokkelser. De får mere og mere lyst til at komme ind til byen for selv at se, eller måske ligefrem at slå sig ned der. Og hvor tager de så hen når de ankommer til byen? Det er de slet ikke i tvivl om, for deres slægtninge eller endog fjerne bekendte fra det samme stammeområde må vise dem gæstfrihed.

Dette fører let til misbrug. De fleste afrikanere spørger aldrig en slægtning om hvor længe han har tænkt sig at blive. Derfor bliver nogle på ubestemt tid. I begyndelsen deler værten villigt sin mad med gæsten, og konen vasker hans tøj. Slægtningen eller den bekendte finder det helt i sin orden at han bliver „forkælet“ og ikke giver en hånd med i arbejdet. Nu da han føler sig hjemme begynder han måske at gå med værtens tøj.

En dag standser en taxi måske op foran huset, og endnu en ung mand stiger ud. Han kommer også fra en landsby og skal have et sted at være i byen. Da han er steget på taxien uden en cent på lommen beder han værten om at betale chaufføren. Værten kender måske ikke engang den unge mand personligt. Men eftersom han er fra den samme landsby eller kender en af værtens fjerne bekendte, drives værten til at betale af gæstfrihed; han gør det undertiden med et suk. Og når værten ser på sin kone og sine børn og de fortæller ham at de er sultne og mangler tøj, sukker han måske endnu en gang! Nogle arbejdere i byerne huser 10 eller flere slægtninge eller fjerne stammefrænder der er kommet til byen for at gå i skole eller for at finde et job.

Bor man i byens centrum, og især i nærheden af en større busholdeplads, kan man have endnu et problem. Da det jo er så bekvemt, stikker mange ind ved spisetid, idet de gør regning på at møde gæstfrihed. En afrikansk vært vil næppe nogen sinde sige nej. Men det går hårdt ud over hans økonomi. Nogle har fundet det nødvendigt at løse problemet ved ganske stille at flytte, uden at sige hvor de flyttede hen.

Selv i landsbyerne ses en tydelig forandring i indstillingen. Fremmede på gennemrejse har ofte vist sig at være tyve. Nogle landsbyboere siger åbent at de skjuler deres mad eller kun tilbyder den for betaling når en fremmed viser sig. Folk der kører i bil gennem tropeskoven har af og til været ude for at vejen var spærret af en tung træstamme. Når de så stod ud for at se på hvad de kunne gøre, dukkede der en gruppe landsbyboere op for at tinge om prisen for at fjerne forhindringen. Så snart bilen havde passeret blev træstammen lagt over vejen igen så landsbyboerne kunne skaffe sig ny fortjeneste når de næste kom og skulle forbi. Så i mange afsides egne kan fremmede ikke mere gøre regning på at møde gæstfrihed. De må være indstillet på at betale.

Er gæstfriheden ved at dø?

Som det er tilfældet med mange andre menneskelige værdier, er gæstfriheden på retur de fleste steder i verden, også i Afrika. Dette hører med til en tilstand som Bibelen har forudsagt skulle markere „de sidste dage“ af den nuværende tingenes ordning. Ifølge Bibelen ville mange mennesker overalt i verden i de sidste dage være „egenkærlige, pengekære, . . . utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, . . . uden kærlighed til godhed“. (2 Tim. 3:1-3) Har denne almindeligt udbredte selviskhed og mistillid kvalt gæstfriheden i Afrika?

Det har den sikkert hos nogle, men det er ingenlunde tilfældet hos flertallet af de mennesker der lever i denne del af verden. Afrika er ganske vist ikke som før, men der er dog stadig mange, især ældre mennesker, der lægger stor vægt på gæstfriheden. Der bliver også flere og flere i alle aldre der øger deres gæstfrihed fordi de lærer Bibelen at kende. Blandt de bibelske bud der opmuntrer til at vise kærlighed, finder vi disse: „Tilsynsmanden bør derfor være . . . gæstfri.“ „Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ „Vær gæstfri mod hinanden uden knurren.“ (1 Tim. 3:2; Hebr. 13:2; 1 Pet. 4:9) En kristen bør imidlertid aldrig udnytte en andens gæstfrihed, men følge Bibelens råd: „Sæt sjældent din fod i din næstes hus, at han ej får for meget af dig og ledes.“ — Ordsp. 25:17.

Bevæget af tilskyndelsen i Guds ord viser mange afrikanere fortsat gæstfrihed trods vore dages voksende uvenlighed. De der tror på Bibelen har gode grunde til at gøre dette, for de ved at Gud snart vil indføre en ny tingenes ordning. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-5.