Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g78 8/10 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1978
  • Underoverskrifter
  • Unge og troen på Gud
  • Sjælden fødsel
  • Rygning og hukommelse
  • Dødshjælp i England
  • Nyt smertestillende stof
  • Nedsat modstandskraft
  • Rustfrit jern på månen
  • Hav truet
  • Unge nordmænd mod fri abort
  • Sverige forbyder spraydåser
  • Utrolig overlevelsesevne
  • Antarktis’ første indfødte
  • Spiritus og kriminalitet
  • Forebyggelse af hudkræft
  • Tiltro til bølgekraft
  • Alene til nordpolen
  • Hvem forårsager ulykkerne?
Vågn op! – 1978
g78 8/10 s. 22-23

Vi betragter verden

Unge og troen på Gud

● Blandt unge italienere har man foretaget et rundspørge angående troen på Gud. I alt 1076 personer mellem 15 og 24 år blev interviewet. Kun 7 procent erklærede at de ikke troede på en Skabers eksistens. Sytten procent vidste ikke hvad de skulle svare, og én procent undlod at svare på spørgsmålet. Hovedparten, nemlig 75 procent, svarede at de troede på Guds eksistens.

Sjælden fødsel

● For første gang på den vestlige halvkugle er en afrikansk elefant nedkommet i fangenskab. Det er en zoologisk have i Tennessee, USA, der kan prale af den sjældne fødsel. (Der har tidligere været to tilfælde i Europa.) Grunden til at sådanne fødsler er så sjældne, er blandt andet at man ikke har ret mange hanelefanter i fangenskab på grund af deres hidsige temperament. Men da antallet af frie elefanter er på retur, tager flere og flere zoologiske haver imod hanelefanter. Den nyfødte vejer 90 kilo. Moderen er 16 år og faderen en 28-årig cirkusveteran der blev skænket til haven for 18 år siden.

Rygning og hukommelse

● Et forskerhold i Californien har prøvet en gruppe rygere ved at give nogle af dem cigaretter indeholdende nikotin mens de øvrige fik cigaretter uden nikotin. Prøverne afslørede at nikotinen i cigaretrøgen nedsætter evnen til at lære og at huske.

Dødshjælp i England

● En kvindelig børnespecialist på Nottingham City Hospital har over for lederen af de lokale sundhedsmyndigheder vedgået at hun har ladet nyfødte børn med alvorlige handicap „få lov at dø“. Hendes motivering var at de ville have fået en karikatur af et liv. Beslutningen om ikke at gøre noget for at bevare børnenes liv, blev i samtlige tilfælde taget efter langvarige drøftelser med forældrene. Både lederen af sundhedsmyndighederne og biskoppen af Southwell har udtalt sig til støtte for børnelægen og hendes beslutning om at lade de alvorligt deforme børn dø.

Nyt smertestillende stof

● På grundlag af den kemiske formel for enkefalin, som er et af hjernens naturlige smertedæmpende stoffer, har et schweizisk firma nu fremstillet et nyt stof mod smerte. Stoffet kan indsprøjtes i musklerne eller indtages gennem munden, og det har ved forsøg vist sig at være uhyre effektivt, oplyses det. Af bivirkninger nævnes en tung følelse i musklerne og en trykken i bryst eller svælg. Halvdelen af forsøgspersonerne fik desuden røde øjne, blussen i ansigtet og lidt maverumlen. Forsøgene med det nye stof fortsætter. — Berlingske Tidende, 11. juni 1978.

Nedsat modstandskraft

● En undersøgelse har vist at cigaretrygning nedsætter legemets modstandskraft mod sygdomme, selv hos unge der kun har røget en forholdsvis kort tid. Dr. Ronald P. Daniele ved University of Pennsylvania har opdaget at rygning nedsætter lungernes evne til at bekæmpe virus og bakterier. Science Digest siger at „det har tidligere vist sig at rygere lider af flere infektioner i åndedrætsorganerne end ikke-rygere“, og nu fremgår det af dr. Danieles undersøgelser at en nedsat modstandskraft kan være en af de første skadevirkninger cigaretrygere erfarer.

Rustfrit jern på månen

● Sovjetiske videnskabsmænd har konstateret at jern fra klippestykker på månens overflade ikke ruster. Dette skyldes navnlig påvirkning fra de såkaldte solvinde. Ved forsøg under kunstigt frembragte månebetingelser og bombardement af jernet med kunstige solvinde, bevirkede solvindens indhold af ioner af neon, helium og argon at der omgående dannede sig en film af gasser omkring jernet, og denne film forhindrede jernet i at indgå forbindelse med luftens ilt. Jern fra dybereliggende lag på månen opfører sig imidlertid som jern på jorden. — Holbæk Amts Venstreblad, 8. maj 1978.

Hav truet

● Deltagere fra 17 lande mødtes for nogle måneder siden i Monte Carlo for at udfærdige en traktat imod forurening af Middelhavet. Havforskeren Jacques Cousteau fortalte de delegerede at fiskene i Middelhavet bliver mindre og mindre og at den forurening som tidligere var begrænset til kysterne, nu er et problem længere ude i havet. Tidsskriftet To the Point International skrev: „Videnskabsmænd har opdaget at mængden af kviksølv i fisk er så stor at nogle fiskere i Adriaterhavet har optaget så meget kviksølv i sig at det er nok til at forgive en kat; en regelmæssig, ugentlig kost bestående af 2,5 kg fisk fra Middelhavet er tilstrækkelig til at døden med sikkerhed vil indtræffe i løbet af cirka 20 år.“ Et af de største problemer er at over 100 byer langs Middelhavet lader deres spildevand løbe ud i havet uden at rense det. Mange fabrikker har gjort det samme med giftige kemikalier. Resultatet er, siger man, at „én ud af syv som bader i Middelhavet, må regne med at hente sig en eller anden infektion“.

Unge nordmænd mod fri abort

● I Norge har man foretaget en undersøgelse af de unges holdning til moral og familieliv. Ifølge bladet Vårt Land viser det sig at 48 procent af de unge i alderen 15-20 år er imod fri abort. Endvidere mener 56 procent af de unge at skilsmisse er forkert, og næsten en tredjedel holder på at det er forkert at have et seksuelt forhold uden at være gift.

Sverige forbyder spraydåser

● Den 1. januar 1979 vil spraydåser med klor-fluor-methaner som drivmiddel blive forbudt i Sverige. Det er det første land der har udstedt et sådant forbud. Forbudet skyldes den skadelige virkning som drivmidlet formodes at have på atmosfærens ozonlag. „Vi har gjort det for at sætte et eksempel, for at henlede opmærksomheden på problemet og fordi vi mener at nogen må begynde at trække grænsen,“ erklærer en svensk økolog.

Utrolig overlevelsesevne

● I lavt vand i Australien, Afrika og Sydamerika lever der en lungefisk som kan ånde ved både lunger og gæller. Når vandet fordamper under tørke, graver den sig ned i mudderet med sine kraftige kæber, og der kan den opholde sig med kun et lille lufthul i op til to år, indtil vandet vender tilbage. Hvad er det der sætter den i stand til at overleve så længe? Det viser sig at fiskens stofskifte nedsættes. Forskere fra University of Pennsylvania mener at det er et særligt stof i fiskens væsker der nedsætter dens stofskifte. „Finder man dette stof, regner man med at kunne indsprøjte det i venerne på alvorligt syge, så man kan nedsætte deres stofskifte,“ hedder det i Berlingske Tidende, 11. juni 1978.

Antarktis’ første indfødte

● Verdens første indfødte antarktikaner blev født i begyndelsen af dette år, ifølge Population Reference Bureau. Det er lederen af Argentinas Esperanza station nær sydpolen der er drengens stolte fader.

Spiritus og kriminalitet

● Ni ud af ti brud på straffeloven i Grønland sker under indflydelse af alkohol, fremgår det af en undersøgelse. Af 856 lovbrud, herunder specielt drab, vold og hærværk, er 770 begået af personer i spirituspåvirket tilstand. Ud af samtlige dømte i 1977 er 158 idømt afvænningsbehandling.

Forebyggelse af hudkræft

● I De forenede Stater forekommer der, ifølge det nationale kræftinstitut, over 300.000 tilfælde af hudkræft om året. Over 6500 af disse er dødelige. Sundhedsmyndighederne mener at en af årsagerne hertil er overdreven solbadning. Hvorfor? Fordi „for meget sollys ødelægger cellerne i hudens øverste lag og gør den sårbar for kræft“, skriver U.S. News & World Report. Hudkræft kan i de fleste tilfælde kureres hvis den opdages tidligt nok; men, skriver bladet, „det bedste værn er at undgå for meget solskin“. Solbadere gør klogt i at følge dette råd.

Tiltro til bølgekraft

● Den hektiske søgen efter nye energikilder fortsætter. Blandt andet forsøger den britiske regering nu at udnytte bølgekraften. I øjeblikket er der i alt fire bølgekraftanlæg under afprøvning ved de britiske kyster. Den britiske regering mener at bølgekraften efterhånden vil kunne sikre halvdelen af det britiske energiforbrug.

Alene til nordpolen

● Efter at have kørt alene med hundeslæde i 57 dage og tilbagelagt en strækning på 768 kilometer nåede den japanske opdagelsesrejsende Naomi Uemura for nylig nordpolen. Den 37-årige eventyrer havde visse moderne hjælpemidler til sin rådighed på rejsen, blandt andet nedkastning af forsyninger fra fly, radioforbindelse og satellitpejling af hans position. Men han overvandt mange vanskeligheder alene, såsom at hakke sig gennem 9 meter høje isrygge, at blive fanget på en drivende isflage, temperaturer på minus 56 grader celsius, stærk blæst, voldsomme snestorme og en isbjørns angreb. Uemura fortæller at den sultne bjørn rullede hans sovepose rundt (mens han lå i den), efter at den havde ødelagt hans telt og spist hans mad. Hans kone siger: „Han overrasker mig stadig. Hjemme er han bange for kakerlakker. Derude tager han kampen op med en bjørn.“

Hvem forårsager ulykkerne?

● Professor Jørgen B. Dalgaard fra retsmedicinsk institut i Århus har foretaget en undersøgelse af hvem der forårsager flest ulykker i trafikken. Om resultaterne af sin undersøgelse siger han: „Den vigtigste ulykkesforårsager — altså den gruppe, der har flest ulykker — er de helt unge, som kører for hurtigt og ofte også er berusede. Det er den farligste gruppe, men den næstfarligste gruppe er de ældre, som kører for ringe.“ På grundlag af sine undersøgelser fremsætter professoren det forslag at alle bilister der bliver 70 år bør op til en orienterende køreprøve før de kan få deres kørekort fornyet. — Berlingske Tidende, 30. april 1978.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del