Er ægteskabsordningen forkert?
EFTERSOM ægteskabsproblemerne i de senere år er taget til med lavineagtig fart, har nogle spurgt: Er selve ægteskabsordningen forkert? Bør man opgive den som utidssvarende?
Hvis manden ved en maskine ignorerer konstruktørens vejledning og behandler maskinen forkert så den går i stykker, er det så konstruktørens fejl? Og hvis bilisten på en længere tur glemmer at se på kortet og kører forkert, kan man så give udgiverne af kortet skylden?
Nej, at noget bliver misbrugt er ikke ensbetydende med at det er ubrugeligt. Hvor ligger fejlen sædvanligvis? Hos den der gør sig skyldig i misbrug.
Gælder det også i tilfældet med ægteskabsordningen? Hvad viser kendsgerningerne? Har de mennesker der har vraget ægteskabet og valgt andre samlivsformer fået det bedre? Hvilken virkning har det haft på børnene, og på samfundet i almindelighed?
Hvad historien viser
Historien viser at ægteskabets og familiens sammenbrud altid har medført at samfundets hele moralske holdning brød sammen. Slutresultatet har aldrig været fremskridt, men flere vanskeligheder. Hele verdensriger er smuldret fra det øjeblik folk ikke mere arbejdede på at bevare ægteskabet og familieordningen.
Erfaringen viser at et ægteskabs forlis altid går værst ud over de uskyldige — børnene. I en rapport fra Ghana om de mange børn fra opløste hjem, hedder det:
„Det er børnene i sådanne hjem der er dårligst stillet. De får aldrig den omsorg fra forældrene som børn har så godt af; de overses, forsømmes, får ingen kærlighed, og ingen er rigtig interesseret i hvad de foretager sig. De bliver vant til at pjække lige fra barndommen af, det går mere og mere tilbage for dem, og de ender som . . . forhærdede voksne forbrydere, der altid er på kant med loven.“
Er der ikke en omsorgsfuld fader, går det hårdt ud over hele familien, især drengene, der har brug for faderens faste ledelse og støtte. Til eksempel kan nævnes en familie hvor faderens arbejde for en tid krævede at han var borte fra hjemmet flere uger ad gangen. Som resultat heraf blev hans tre år gamle søn hyperaktiv; som regel stod han op 10 eller 11 gange hver nat for at kalde på sin fader. Moderen lagde mærke til at når faderen var hjemme sov drengen trygt lige til om morgenen, og han opførte sig meget bedre. Hun sagde: „Den lille fyr trænger til sin far. Han går i børnehave et par dage om ugen, og lærerne ved præcis hvornår [hans far] er hjemme. Det ses tydeligt af hans opførsel.“
Det erkendes altså almindeligvis at børnene lider under det når forældrene ikke kan enes, lader sig skille, eller for ofte er borte fra hjemmet. Men hvad med de voksne? Har de det bedre når de lader sig rive med af nutidens indstilling, som hylder skilsmisse, separation, ’det frie ægteskab’, papirløst samliv, eller ’gruppeægteskaber’?
Har de det bedre?
I mange lande går påvirkningen stærkt i retning af at opgive ægteskabet når der opstår problemer. Tidsskriftet Family Circle skriver: „I masser af bøger og artikler hævdes det at en holdbar forbindelse er uigennemførlig, at risikomomenterne ved at gå hver til sit er til at overse, og at parternes personlige jeg sandsynligvis blomstrer op ved en skilsmisse.“ Også i Danmark har der lydt røster i den retning. Socialrådgiver Annie Warnock sagde ved et socialpolitisk møde sidste sommer: „Det er vores erfaring, at fraskilte kvinder blomstrer op. De bliver meget bedre i stand til at klare deres egne problemer, de får selvtillid.“
Er det tilfældet? Går vejen til en ’blomstrende’ personlighed gennem et forlist ægteskab? For nogle få, hos hvem forudsætningerne er til stede, kunne det måske se sådan ud. Men ikke for det store flertal.
Et mere karakteristisk eksempel på hvordan det går, har vi i den kvinde der lod sig separere fra sin mand og begyndte at tage rundt på de enliges barer for at ’more sig’ og for at træffe nye mennesker. Efterhånden viste disse midlertidige bekendtskaber sig at være overfladiske og utilfredsstillende. De fleste af mændene var kun interesseret i løse seksuelle forhold.
Senere sagde hun om mange af de fraskilte og separerede mennesker hun havde mødt: „Jeg glemmer aldrig hvor fortabte de så ud. Jeg følte mig selv fortabt. De var enlige, erklærede enlige. Ægteskabet synes ikke at fungere mere. Men samtidig er der en ny generation af fortabte som bliver større dag for dag. For sandheden er at det frie liv heller ikke fungerer.“
’Det frie liv fungerer heller ikke.’ Det er en konklusion der står endnu klarere nu da man kan analysere resultaterne af adskillige årtiers voldsomt stigende skilsmisse- og separationstal. Flere og flere indser nu at livet for de fleste mennesker er utilfredsstillende hvis der ikke er nogen der bryder sig om dem, nogen de kan gøre noget for, nogen de kan stole på, og nogen de kan dele deres sympati, kærlighed og problemer med.
Når nyhedens interesse har fortaget sig, opdager mange at deres nyerhvervede frihed til at følge deres egne luner uden hensyn til en partner, ikke har medført de forventede goder. Det er ikke på den måde de opnår en ’blomstrende’ personlighed.
‘Gruppeægteskaber’
Da ægteskab mellem to mennesker så ofte er endt ulykkeligt, og da det at være alene ikke virker tiltrækkende, er nogle i stedet for gået ind for ’gruppeægteskaber’ eller kollektiver, hvor de enkelte kan tillade sig at have flere partnere. Fungerer dette bedre end ægteskaber efter det traditionelle mønster?
Et kollektiv i staten Tennessee på over 1000 beboere har gjort forsøg med ’multiægteskaber’. Efter forsøget sagde en af beboerne: „Det fungerede ikke. De almindelige problemer som alle har, blev kun mange gange større.“ Han havde lagt mærke til at de gifte par efter kort tid „søgte væk for at få lidt privatliv“, og at de enlige ofte spurgte de gifte: „Kan vi ikke leve sammen med jer som jeres slægtninge, så vi også kan være med i en familie?“
I begyndelsen virker det måske tiltalende at prøve på at undgå ægteskabets problemer ved at ty til alternative samlivsformer, som for eksempel gruppeægteskaber. Men ingen kan flygte fra den menneskelige natur. Før eller siden må man gøre sig den klart og lære at leve med den. Og jo længere et menneske kommer væk fra den måde hvorpå menneskene oprindelig var bestemt til at leve indbyrdes, des vanskeligere bliver dets tilværelse. Dette gælder især den erotiske kærlighed mellem en mand og en kvinde, og forældres kærlighed til deres børn.
En familie- og børneekspert siger: „Hvad man end forsøger sig med i vore dage, lever jalousien lige så godt som på bedstemoders tid. Når det kommer til stykket er der næppe nogen der kan holde ud at dele den de elsker, med en anden“. Hvorfor er det sådan? Ganske enkelt fordi vi er skabt til at føle på den måde.
I et andet kollektiv erfarede man at gruppesystemet „faldt fra hinanden“ når et par i gruppen fik børn. Forældrene kunne ikke give andre del i det inderlige, kærlige forhold der bestod mellem fader, moder og barn. Faderen bemærkede: „Alle gruppeforestillinger blæste simpelt hen væk da jeg blev fader.“ Parret gav efter for det stærke ønske om at have deres egen ’kernefamilie’ med faderen og moderen som midtpunkt, omgivet af deres børn.
’Det frie ægteskab’
’Det frie ægteskab’ kalder man det når to som er gift med hinanden bliver enige om gensidigt at tillade seksuelle forhold uden for ægteskabet — altså hor eller ægteskabsbrud. For cirka seks år siden blev bogen Open Marriage, af Nena og George O’Neill, bestseller. Forfatterne tilrådede seksuelle forhold uden for ægteskabet; de sagde at det kunne være ’berigende og meningsfyldt’ for nogle ægtepar, idet det kunne styrke deres ægteskab. Har det vist sig at være rigtigt?
I en del år har forfatterne haft føling med hvordan det er gået, og de indrømmer nu at deres anvisning overhovedet ikke har haft den tilsigtede virkning. Tværtimod. De konstaterede at de par der fulgte rådet, fik et meget ulykkeligt indbyrdes forhold. Det længste nogen af dem blev sammen efter at have indledt ’det frie ægteskab’, var kun to år. Forfatterne konkluderer: ’Fri sex var en kæmpefiasko.’ De har nu udgivet en anden bog, hvori de fremsætter det synspunkt at en „fornyet opfordring til seksuel trofasthed“ bringer den største lykke i ægteskabet.
Angående ’det frie ægteskab’ har en canadisk ægteskabsrådgiver, Ed Bader, bemærket: „Alle de ægtepar vi ved der begyndte at praktisere det frie ægteskab, er gået fra hinanden — alle uden undtagelse.“ Og psykologen Larry Cash, Canada, har sagt: „Det frie ægteskab, den idé at gifte mennesker kan være fuldkomment frie seksuelt og følelsesmæssigt, er en farce. I de 10 år jeg har virket som vejleder har jeg aldrig set et eneste tilfælde hvor det gik godt. Det er muligvis en ædel tanke, men den menneskelige natur er ikke tilbøjelig til at gå ind for den.“
Men er det nu også en „ædel tanke“? Slet ikke. Den går stik imod hvad vi mennesker følelsesmæssigt og mentalt er skabt til. Vi vil at den vi elsker skal være tro og ikke utro. De intime forhold der hører ægteskabet til, kan ikke deles med andre uden at det skader eller ødelægger ægteskabet. Det resultat som de der tilråder ’alternative ægteskabsformer’ når frem til, er i virkeligheden kun det som ægteskabets Indstifter for længe siden har ladet skrive til oplysning for os: „Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle og ægtesengen være ubesmittet.“ — Hebr. 13:4.
Betydningen af at binde sig
Der er noget andet som mange der har forsøgt sig med forskellige samlivsformer, har fundet ud af. Hvis et menneske ikke er bundet af den forpligtelse som ægteskabet medfører, er det af naturen ikke så tilbøjeligt til at prøve på at løse problemerne. De frie samlivsformer giver heller ikke den samme tryghed, især ikke for kvinden.
Mange kvinder opdager at eftersom vi i temmelig høj grad lever i et mandssamfund, er tilværelsen langt vanskeligere uden den tryghed ægteskabet giver. De finder det følelsesmæssigt meget foruroligende at leve i et forhold hvor manden i virkeligheden siger: ’Jeg vil bare have dig for en tid, og når jeg bliver træt af dig, skifter jeg dig ud med en yngre udgave.’
Tidsskriftet Good Housekeeping har spurgt sine læsere: „Mener De at samliv uden ægteskab er medvirkende til at skabe et varigere forhold, [eller] svækker det muligheden for et varigere forhold?“ En del af læserne gik ind for samliv uden ægteskab, men over 10 gange så mange sagde at man svækkede muligheden for et varigt forhold ved ikke at gifte sig.
Et tilfælde som det der stod omtalt i dagbladet Toronto Star er ikke usædvanligt. Et par som levede sammen uden at være gift, opdagede at de alligevel „skændtes om alt muligt“, og at samlivet medførte de samme problemer som et ægteskab. Da de imidlertid ikke var bundet af en vielsesattest, havde de altid en følelse af at de blot kunne gå. Men hjalp det dem til at komme overens? Nej, det hindrede dem snarere i at forsøge mere intenst at løse problemerne. Så giftede de sig. Bagefter sagde de: „Efter at vi er blevet gift har vi i højere grad bestræbt os for ikke at skændes. Vi sætter ind på det begge to. Vi har overgivet os, så der er ingen fornuft i at slås. Førhen truede vi gerne med at gå vores vej, men det er vi ikke så tilbøjelige til mere.“ De fandt ud af at forpligtelsen fik dem til at arbejde mere ihærdigt på at få ægteskabet til at gå.
Tidsskriftet McCall’s har også bragt en artikel over emnet „Hvorfor frigjorte kvinder gifter sig“. Deri stod: „Vi har arbejdet hårdt for at realisere os selv, og det har kunnet betale sig. Men i den senere tid har mange af os gjort en overraskende opdagelse: Der mangler stadig væk noget væsentligt.“
Hvad var det der manglede? Et par der havde giftet sig efter at have levet papirløst, udtalte: „Sandheden er, at det ikke var nok blot at leve sammen. Vi vil have system i vores tilværelse. Vi blev enige om at vi kunne lide tanken om at være forpligtet.“ McCall’s tilføjede:
„Ja, forpligtelse! Det er et ord der er så gammelt at det lyder nyt, og flere og flere mennesker spejder efter en lejlighed til at anvende det.
Det ser ud til at vi er nået vejen rundt. Vi har været på en romantisk opdagelsesrejse de sidste 15 år eller så; vi har søgt efter lykke og vi har prøvet alle muligheder. Vi har prøvet, eller i det mindste talt om, ’det frie ægteskab’, intet ægteskab, at få børn uden at være gift, prøveægteskab.
Endelig, efter alt rodet med sociale ændringer, synes vi at have fundet ud af at det er umuligt at forpligte sig uden at realisere sig selv, men at en selvrealisation er ufuldstændig hvis den gennemføres uden hengivenhed. . . .
I løbet af de ti eller 15 år der er gået med at afprøve romantiske muligheder, har vi opdaget at vi har manglet det egentlige, nemlig det varige element. Vi har set at frie forhold kun er mulige hvis man er ligeglad med den anden.“
Opfyldelsen af følelsesmæssige behov gennem ægteskab spiller endda en rolle for levetiden. Forsikringsselskaber har længe været klar over at ugifte løber en større risiko end gifte for at dø før tiden. For eksempel var dødshyppigheden blandt fraskilte mænd i aldersgruppen op til 64 år fra to til seks gange så høj inden for hver dødsårsag, som blandt gifte mænd. Psykologen James Lynch ved Maryland universitets medicinske fakultet drager denne slutning: „Ensomhed kan skade, om ikke ødelægge, menneskehjertet.“
Det er ikke overraskende at man har gjort opdagelser af den art i de senere år. Det måtte man faktisk forvente, eftersom ægteskabsordningen ikke er noget der kun har „udviklet“ sig til behag for menneskene. Ægteskabet blev indstiftet af mandens og kvindens Skaber. Og eftersom Gud har skabt menneskene, ved han hvilke indbyrdes forhold der tjener dem bedst. Når de gør hvad de skal inden for det område han har tildelt dem, opnås de bedste resultater. — 1 Mos. 1:26-28; 2:18-25.
Vil en mand og en kvinde give udtryk for deres kærlighed til hinanden, opnå tryghed og stabilitet, og opdrage børn, gives der ingen bedre ordning end ægteskabet. Det kan ikke erstattes af noget andet.
NEJ, DET ER IKKE ÆGTESKABSORDNINGEN DER ER FORKERT. FEJLEN LIGGER HOVEDSAGELIG HOS DE MENNESKER DER BRUGER DEN FORKERT.
De der gerne vil være tilfredse, gør derfor klogt i ikke at lade sig forlede af fejlagtige filosofier og forsøge sig med erstatninger hvorved de nedværdiger eller udelukker ægteskabet, som om der var noget i vejen med det. Det er derimod tiltrængt at man finder ud af hvad man kan gøre for at højne og bevare ægteskabet, og for at løse problemerne i ægteskabet.
Men hvis ægteskabet var bestemt for manden og kvinden, hvorfor er der da så mange ægteskaber der forliser i dag? Hvad er der galt?
[Illustration på side 7]
Hvordan virker det på dit barn hvis du er borte fra hjemmet?