Mit største privilegium som et Jehovas vidne
FORTALT AF VICKI JOHNSON TIL EN AF BLADETS FASTE MEDARBEJDERE
Det er ofte vanskeligt at få mennesker med raske øjne og ører til at lytte til og forstå sandheden om Guds rige. Nu stod jeg over for at skulle lære den videre til en ung kvinde som var blind og døv fra fødselen!
MIN mand og jeg bor ved siden af Helen Keller-centeret for blinde og døve, som ligger i Sands Point på Long Island, New York. Mens vi iagttog bygningen som nærmede sig sin fuldførelse, spekulerede vi på hvordan de mennesker har det som både er blinde og døve, nogle endog fra fødselen. Tænk aldrig at have set jordens skønhed eller hørt dens frydefulde lyde! Selve tanken overvældede os; vi kunne umuligt forestille os et liv i fuldstændig mørke og stilhed. Vi kendte Jehovas løfte om at de blinde og døve vil få synet og hørelsen tilbage på den paradisiske jord under hans riges styre, men hvordan kunne vi bibringe vore kommende naboer dette håb? Vi bad Jehova om at det måtte blive muligt for os.
I september 1977 blev vejen åbnet. Vores menighed modtog et brev fra Georgine Dilts fra Seattle, Washington. Hun havde ved hjælp af blindeskrift ledet et bibelstudium med en ung kvinde som var blind og døv fra fødselen, den 25-årige Debbie Curry. Debbie havde først haft forbindelse med Dallas Talley, et blindt Jehovas vidne. Han studerede med hende og tog hende med til møderne, men overlod hende senere til Georgine Dilts, som kendte de døves tegnsprog. Og nu underrettede Georgine os om at Debbie var blevet sendt til Helen Keller-centeret ved siden af vort hjem. Vores menighed blev anmodet om at videreføre bibelstudiet med hende. Jeg blev bedt om at gøre det! Hvordan skulle jeg bære mig ad? Min verden var fuld at lyde og synsindtryk. Jeg tog dét at kunne se og høre for givet. Hvordan kunne jeg komme i forbindelse med Debbie i hendes tavse og mørke verden? Hvordan kunne jeg kommunikere med hende? Jeg kendte ikke tegnsproget, og selv om jeg havde kendt det hjalp det ikke meget, for hun kunne jo ikke se det!
Da jeg traf Debbie på instituttet aftog min frygt, hvis ikke den fuldstændig lagde sig. Jeg behøvede ikke tegnsprog for at tale med hende. Jeg talte normalt, og hun brugte sin hånd som øre. Mens jeg talte hvilede hun sin tommelfinger på mine læber og sine andre fingre på min kæbe og hals. Ved at føle mine læbe- og kæbebevægelser og mærke vibrationerne på min hals, forstod hun hvad jeg sagde! Fremgangsmåden kaldes Tadoma-metoden. Ordet findes endnu ikke i nogen ordbog. Det er dannet af fornavnene på det døve og blinde søskendepar — Tad og Oma — som var de første der blev undervist i metoden. Debbie talte til mig med sin stemme, men i begyndelsen havde jeg noget vanskeligt ved at forstå alt hvad hun sagde. Hendes evne til at tale hørligt er forbløffende, eftersom hun aldrig har hørt nogen tale!
Hendes første spørgsmål var: „Hvornår kan jeg komme med i rigssalen?“ Allerede samme uge fulgtes hun med mig til et af menighedens bogstudier, og jeg aftalte at lede et hjemmebibelstudium med hende. Hun begyndte også at overvære to af de ugentlige møder i rigssalen. Det første er en skole som opøver os til at forkynde, og det andet hjælper os til at organisere forkyndelsesarbejdet.
Sådan hjælpes Debbie
I begyndelsen tog jeg læsestof på blindeskrift med til Debbie for at hun kunne læse det under møderne, men det var kun midlertidigt. Sammen med et andet kvindeligt medlem af menigheden tog jeg kurser, både i håndalfabet og tegnsprog, og efter få uger skiftedes vi til at tolke møderne for Debbie. Hun holdt vores hånd let i sin, mens vi ved hjælp af håndalfabet- eller tegnmetoden tolkede det der blev sagt. Hun var lykkelig for at være med i alt hvad der foregik. Senere skulle jeg holde et elevforedrag på skolen. Debbie ville gerne være med. Jeg forberedte min præsentation sådan at hun også kunne sige lidt; det gjorde hende umådelig glad. Hun kommenterer også ved menighedens bogstudium.
Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn er klar over de handicappedes behov. Man har alle Bibelens bøger på blindeskrift, og Debbie har lånt mange af dem. På Selskabets blindeskriftafdeling fremstilles mange af Jehovas Vidners bøger og blade for de blinde læsere. Ved Debbies personlige bibelstudium benytter vi bogen Sandheden der fører til evigt liv. Hun har bogen på blindeskrift, og under studiet læser hun hver paragraf med tilhørende spørgsmål højt, og giver derefter sit svar. Studieartiklerne i hver anden engelske udgave af Vagttårnet udgives på blindeskrift. Dette gjorde Debbie ivrig efter at overvære søndagsmødet i rigssalen, hvor bladet studeres.
På centeret hvor Debbie bor, skal hun have tilladelse til at overvære møderne. Lederne af centeret er ikke modstandere af Jehovas Vidner, men de gør meget for at beskytte dem der bor der. Jack, en af de frivillige medhjælpere, tog Debbie med i den katolske kirke hver søndag. Han var meget venlig mod hende — tog hende med ud at svømme, med på restauranter og andre steder. På centeret mente man at det var en god ordning, og man ville nødig ændre den. Man foretrak altså at dele Debbies tid imellem os, således at hun gik med mig i rigssalen i løbet af ugen og med Jack i den katolske kirke om søndagen.
Debbie fortsatte imidlertid med at bede om tilladelse til at gå i rigssalen om søndagen. Hendes socialrådgiver gik til sidst med til at hun kunne gøre denne forandring, hvis hun selv ville fortælle Jack om det. Det var vanskeligt for hende, for hun holdt af ham. Han havde været meget god mod hende. Hun ønskede også at han skulle lære om livet i Jehovas jordiske paradis.
Hun inviterede Jack med til sit personlige bibelstudium. Han er en tro katolik, men han kunne ikke sige nej til Debbie. Derfor kom han, selv om han tænkte at det måtte være noget lignende et ku-klux-klan-møde. På centeret havde man diskuteret ’disse mennesker som trækker Debbie med til religiøse møder flere gange om ugen’, og man havde sagt at ’ét møde om ugen var meget religiøst’, så ’disse mennesker måtte sandelig være mærkelige’. Det fortalte Jack os, men tilføjede: „I er jo ganske almindelige, gæstfrie mennesker, og I tager jer virkelig af Debbie.“ Han vendte tilbage til centeret og anbefalede at Debbie fik lov til at tilbringe sin tid sammen med os, når som helst vi ønskede det. Hun begyndte omgående at overvære søndagens vagttårnsstudium.
„Jeg har ingen problemer“
En af vagttårnsartiklerne handlede om at ’kaste vore byrder på Jehova’. Bagefter repeterede jeg nogle af punkterne med Debbie.
„Når vi har problemer,“ sagde jeg, „kan vi altid henvende os til Jehova Gud i bøn og tale med ham om dem. Vi bør aldrig tøve med at gå til ham med et hvilket som helst problem der måtte opstå i vort liv.“
Denne unge kvinde, som har levet alle sine 26 år i fuldstændig mørke og stilhed, svarede: „Jeg har ingen problemer.“ I sammenligning med hende er det mig der ikke har nogen problemer!
Ved en lejlighed opstod der imidlertid et lille problem. Jeg leder et bibelstudium med Denise, en teenagepige som også overværer møderne i rigssalen. Hun skulle holde et elevforedrag, og jeg gennemgik hendes notater med hende. Debbie lagde sin hånd over notaterne. Jeg flyttede den, men hun lagde den over igen. Tredje gang det skete tog jeg hendes hånd og holdt den lidt. Hun vendte mig ryggen. Da jeg var færdig med Denise henvendte jeg mig til Debbie. Hun tog et gammelt brev fra sin bedstemor op af sin pung og rakte mig det for at jeg skulle læse det — jeg havde allerede læst det for hende adskillige gange. Da jeg kom til det afsnit hvor hendes bedstemoder fortalte hende at hun ikke behøvede at blive døbt igen eftersom hun var blevet døbt i pinsemenigheden som lille pige, tog hun brevet fra mig. Det sagde mig noget.
„Du ønsker altså ikke at blive døbt som et af Jehovas vidner?“ spurgte jeg.
„Nej.“
„Du har før sagt du gerne ville. Nu vil du ikke?“
„Nej.“
„Hvornår har du ændret mening?“ Hun svarede ikke.
„Ønsker du at høre til pinsemenigheden eller til Jehovas Vidner?“
„Pinsemenigheden.“
„Ønsker du stadig at studere Bibelen sammen med mig?“
„Nej.“
„Ønsker du at jeg skal hente dig på torsdag når vi skal i rigssalen?“
Hun tøvede, men svarede til sidst: „Ja.“
Jeg forstod hvad der var galt. Hun var jaloux fordi jeg havde ofret tid på Denise. Hun ønskede at såre mig ved at vrage Jehovas Vidner. Jeg lod sagen ligge, men tog den op næste gang vi mødtes. Hun ville ikke tale om det.
„Sidste gang vi talte sammen,“ sagde jeg, „ville du ikke være et af Jehovas vidner. Mente du det?“
„Nej.“
„Du var vred.“
„Nej!“ Hun var ubøjelig. Hun ville ikke have at jeg skulle tro hun havde været vred.
„Jo,“ sagde jeg, „du var vred, og det er forståeligt. Du ville have min opmærksomhed. Men det var Denises tur. Når jeg viser Denise opmærksomhed, betyder det ikke at jeg ikke elsker dig. Forstår du det?“
Hun svarede ikke, og jeg fortsatte:
„Det er ligesom en moder der har mere end ét barn. Hun elsker alle sine børn, men hun viser dem hver især opmærksomhed på forskellige tidspunkter. Forleden dag var det Denises tur. I dag er det din. Hvis du bliver vred, så bliv vred på mig, men bliv aldrig vred på Jehova eller hans sandhed. Jeg bliver undertiden vred. Det er en menneskelig svaghed som vi må forsøge at overvinde.“
Debbie forstod. Hun har aldrig siden vist tegn på jalousi. Jeg har på første hånd erfaret det som hendes bedstemoder engang fortalte mig i et brev: „Hun er en meget glad ung kvinde, hvilket jeg er sikker på at De har opdaget, og hun giver meget sjældent udtryk for vrede.“ Debbies bedstemoder kom også med denne interessante oplysning:
„Filmen: ’En dag med Debbie’ findes på kongresbiblioteket. Den blev optaget som en undervisningsfilm med henblik på at hjælpe andre handicappede. Hun var mellem 8 og 9 år på det tidspunkt. Filmen er blevet vist i TV-programmer, på læreanstalter og andre steder. Hensigten var at give forældre forståelse af at et handicappet barn kan og bør have mulighed for at uddanne sig, og også have del i fællesaktiviteter.“
Bedstemoderen sluttede sit brev til mig med at udtrykke sin taknemmelighed: „Atter vil jeg takke Dem, Deres mand og Deres venner — alle har I været så venlige og kærlige mod vores Debbie.“ Jeg blev meget glad for hendes brev. Debbies velfærd ligger hende stærkt på sinde. Da jeg begyndte at studere med Debbie forhørte bedstemoderen sig på centeret angående sagen. Socialrådgiveren forsikrede hende om at det var godt for Debbie, og sagde at Jehovas Vidner er „en stærkt forenet gruppe som virkelig drager omsorg for dem de studerer med“.
Glæder sammen med Debbie
Lige fra starten satte jeg ind på at Debbie skulle føle sig godt tilpas sammen med mig. Jeg sagde til hende: „Jeg vil gerne have at du skal føle dig fri sammen med mig. Vær ikke bange for at spørge om hvad som helst du vil.“ Til min glæde og forbavselse reagerede hun straks: „Kan vi gå ud og spise pizza?“ Hun nyder at spise på restaurant, og hvis det ikke er pizza er det bøfsandwich og pommes frites. Hun har også bedt mig om at tage med ud at svømme. Hun er kær i sin måde at spørge på. I stedet for at spørge lige ud, plejer hun at sige: „Hvad skal du lave lørdag formiddag? Om eftermiddagen? Lørdag aften? Søndag eftermiddag?“ Nogle gange går hun til danseopvisning. En vibrator på hendes arm fanger vibrationerne, og på den måde nyder hun musikken.
Vi deler også den glæde at fortælle andre om Guds rige. Efter at have studeret i nogle få måneder bad Debbie om at komme med mig i vidnearbejdet fra dør til dør. Jeg forberedte og nedskrev en kort meddelelse som hun viser den besøgte. Den fortæller at hun hverken kan se eller høre, men at hun gerne vil have vedkommende til at overveje følgende skriftsted — jeg læser det og en drøftelse følger. Debbie kender vigtigheden af at dele sin bibelkundskab med andre og ønsker at gøre sin del. Efter at hun første gang havde været fra dør til dør sammen med mig, sagde hun: „Hvornår kan jeg få et bibelstudium? Jeg vil gerne undervise andre i Bibelen.“ Gennem Debbie og hendes socialrådgiver kender alle på Helen Keller-centeret til Jehovas Vidners arbejde.
Da min mand og jeg tog Debbie med til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn var hun meget interesseret i at røre ved forskellige ting. Vi havde almindeligvis prøvet at få hende til at røre ved genstande, for vi mente at det ville hjælpe hende til at lære dem at kende. Men underligt nok kvier hun sig ved at gøre det. Da vi blev vist rundt på Selskabets trykkerivirksomhed ville hun imidlertid røre ved alt — papir, stof, lim, maskiner. Under omhyggeligt opsyn følte hun endog vibrationerne fra de store rotationspresser mens de udspyede i tusindvis af bøger eller blade.
Den største glæde vi har delt med Debbie var under det internationale stævne „Den sejrende tro“, som blev holdt på Shea Stadium i New York i juli 1978. Foran 55.000 stævnedeltagere symboliserede Debbie, sammen med 486 andre, sin indvielse til Jehova Gud ved vanddåben! Begivenheden blev udsendt i fjernsynet i aftenens nyhedsudsendelse.
Den enestående glæde som ligger foran os
Debbie ser med længsel frem til tiden i Jehovas jordiske paradis hvor hun vil kunne se og høre ligesom andre mennesker. Man kan forestille sig hendes begejstring når hun for første gang åbner sine øjne og ser bjerge, skove, rivende floder og brusende have, blomster og fugle og yndefulde dyr, mænd og kvinder — og sig selv! Jeg håber at jeg er så privilegeret at være der og se og opleve hendes undren og forbløffelse når hun hører en spottefugls sang, vindens lyde, insekternes summen, et vandfalds buldren og menneskers stemme — heriblandt sin egen! Vi er tilbøjelige til at tage alt dette for givet. Det vil Debbie Curry ikke gøre. Værdsætter vi fuldt ud vore øjne og ører? Debbie vil blive taknemmelig for sine.
Undertiden er det krævende at arbejde i timevis med Debbie, men det er alle anstrengelserne værd når hun siger: „Jeg bad Jehova om styrke i aftes.“ Eller når hun smiler og bogstavelig talt skælver af lykke over små ting, eller når hun standser op midt i sit bibelstudium for at omfavne mig og sige: „Jeg elsker mit bibelstudium.“ I mine 40 år som et Jehovas vidne har dette i sandhed været mit største privilegium.