Jeg-dyrkelsen

„JEG-DYRKELSE! At tilbede sig selv? Det er da latterligt!“ Sådan vil mange sikkert sige. Men ikke så få praktiserer det alligevel. Jeg-dyrkelsen breder sig i den grad at nogle ligefrem kalder den nulevende generation for „ego-generationen“. At beskrivelsen ikke er helt ved siden af, er der meget der tyder på.

„Nå ja,“ siger nogle så, „den almindelige egoisme breder sig måske nok. Men er det ikke lidt overdrevet at tale om dyrkelse af selvet?“ Måske ved første øjekast. Men ved nærmere eftertanke forstår man at der er noget om det. Tænk for eksempel på den bølge vi oplever, hvor alle opfordres til at gøre meget ud af egne tanker og meninger, realisere egne ønsker, og søge dybt ind i deres eget jeg — ’selvfordybelse’ eller ’selvforståelse’, som nogle kalder det.

Sandt nok er forståelse en vigtig egenskab. Vi må have forståelse af hvad der sker omkring os. Vi må have forståelse for andre — familiemedlemmer, naboer, andre i vort lokale samfund, ja, alle i hele jordens samfund. Og forståelsen må selvfølgelig omfatte os selv, vore egne tanker og handlinger, vort behov og vort ansvar.

Men den form for selvforståelse der prædikes af guruagtige psykologer i dag, indsnævres som regel til et enkelt bud: ’Det er mig der er nummer 1 — og så er det underordnet om du bliver nummer 2 eller nummer 6, 7 eller 8’. Selvfølgelig går ikke alle til denne yderlighed, men mange gør, om de så formulerer det så utvetydigt eller ej.

Hvorfor denne bølge af jeg-dyrkelse?

Der er flere grunde til at jeg-dyrkelsen har taget dette opsving i nutiden. Fortidens normer drages nu i tvivl, og mange af de gamle, etablerede kirker er holdt op med at forsvare dem. Men de nye sæt leveregler som mange psykologer og psykiatere foreslår, er ikke tilfredsstillende for menneskets natur, og ofte modsiger de hinanden. I åndelig forstand driver millioner af mennesker hjælpeløst omkring på et uroligt hav, mens de fortvivlet leder efter et pålideligt ror og et stærkt anker.

Rådvildhed og skuffelse er frugtbar grund for en lære der ophøjer menneskets ego. ’Folk vil ikke finde sig i den sunde lære, men hellere følge deres egen dårlige smag og ligefrem samle på forkyndere, der snakker dem efter munden, de vender det døve øre til sandheden og lader sig indfange af alt muligt opspind.’ De lader sig „indfange af dem, der kommer med deres ideologier, deres tankemæssige illusionsnumre, som hører hjemme i menneskelig tradition“. — 2 Tim. 4:3, 4; Kol. 2:8, Seidelin.

Har nogen fundet løsningen?

Mange føler dog at selvforståelsen virkelig har givet dem noget. De synes at have fundet det nødvendige ror og anker til at føre dem frelst gennem uvejret. Er de da blevet tilfredse og harmoniske mennesker som ikke længere higer og søger?

Der er grund til at tvivle. I de følgende artikler vil vi fremlægge noget af det der kan siges for og imod den nye ego-bølge.

[Ramme på side 3]

Ego-bølgen

Hvorfor har ’jeg-dyrkelsen’ bredt sig i dag? Er den kun forbigående? Er der noget værdifuldt i den? Hvilke frugter bærer den?

Er selvfordybelse vejen ud af menneskers følelsesmæssige usikkerhed? Kan den dække vort følelsesmæssige behov? fjerne alle skyldfølelser? Og er begrebet synd forældet?

Hvis selvfordybelse ikke er vejen, hvad er så vejen?