Hvorfor jeg valgte som jeg gjorde

JEG er vokset op i det nordlige New Brunswick i Canada. I 1958 begyndte min moder at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner, og efter et stykke tid blev jeg taget med til menighedsmøderne, skønt jeg var mere interesseret i alle mulige andre ting. Men da jeg kom ud af high school i 1963 var jeg fri til at begynde på det jeg altid havde drømt om — nemlig en karriere som ville give mig ansvar, anseelse og penge.

Midt i mit tredje studieår forfod jeg University of New Brunswick og begyndte at arbejde for International Nickel Company of Canada, der har omkring 20.000 ansatte i Ontario. Inden der var gået to år fik jeg en overordnet stilling. Så blev jeg overført til afdelingen for industrimaskiner, hvor jeg efterhånden blev sendt ud til mange forskellige fabrikker for at hjælpe ved indførelsen af nye produktionsmetoder. Jeg traf alle de „rigtige“ mennesker og lærte alle de rigtige ting. I foråret 1973 tydede alting således på at jeg havde en lys fremtid.

Men jeg var alligevel ikke lykkelig. Selv om jeg siden 1970 var kommet sammen med en meget sød ung pige, som jeg var blevet virkelig glad for, manglede jeg et eller andet. Jeg manglede et godt forhold til Skaberen — men jeg gjorde hvad jeg kunne for at glemme det.

Da jeg havde besøgt mine forældre i sommeren 1973, indså jeg at jeg måtte begynde at studere Bibelen igen. En dag mødte jeg en ældste fra en af Jehovas Vidners menigheder på gaden; jeg standsede ham og bad ham om at læse med mig. Så begyndte der at ske noget.

Problemerne begyndte med min veninde. Hun var egentlig ikke modstander af at jeg studerede Bibelen. Det ville måske have gjort det hele meget lettere. Hun kunne bare slet ikke forstå at jeg interesserede mig for åndelige spørgsmål, og hun nægtede helt at acceptere grundlæggende bibelske læresætninger, som for eksempel at denne tingenes ordning vil ende og blive erstattet af Guds retfærdige nye orden. — 2 Pet. 3:11-13; 1 Joh. 2:15-17.

Kort efter kom min direktør hen til mig og spurgte om jeg kunne tænke mig at vende tilbage til et arbejde hvor jeg skulle uddannes til en stilling som overingeniør. Det var den stilling jeg havde arbejdet henimod i flere år, en stilling man sjældent får når man ikke er fyldt 30 år.

Nu indså jeg at jeg måtte vælge. Min veninde var ikke interesseret i Bibelen, men vi holdt meget af hinanden og havde på andre felter mange ting tilfælles. I ugevis grublede jeg over det. Resultatet blev: Jeg kunne vælge at tjene Jehova Gud eller at behage mig selv og mine arbejdsgivere, men ikke begge dele. Så jeg brød med min veninde, og sagde nej tak til den nye stilling. Efter at have symboliseret min indvielse til Jehova ved vanddåben, besluttede jeg at gå ind i heltidsforkyndelsen og blive pioner.

Den 1. maj 1974 sagde jeg op på mit arbejde og forklarede min chef hvorfor. To dage efter ringede telefonen på min arbejdsplads. Det var min chef. Han havde fået at vide at firmaet ikke havde råd til at give slip på folk af min kaliber og at jeg åbenbart ville gå over til et andet firma og få en bedre stilling. Så tilbød han at forfremme mig til en stilling ved hovedkontoret med øjeblikkelig virkning. Jeg skulle være „overingeniør med ansvar for al minedrift“, med tilsvarende lønforhøjelse. Det sagde jeg øjeblikkelig nej tak til, og begyndte som pioner måneden efter. Jeg har været pioner lige siden.

Jeg kunne selvfølgelig godt have beholdt mit vellønnede job og have været forkynder af Riget i min fritid. Men det tillod min samvittighed mig ikke. Jeg var så taknemmelig for at Jehova havde ladet denne tingenes ordning eksistere så længe at også jeg kunne komme ind i hans organisation. Jeg var desuden fortvivlet over alt det forkerte jeg havde gjort i årenes løb og over at jeg havde givet slip på den herlige mulighed jeg havde haft for at acceptere Bibelens sandheder og leve efter dem endnu mens jeg var helt ung.

Derfor mente jeg at hvis jeg kunne hjælpe bare ét eneste menneske til at lære Jehova Gud at kende, ville det være mere værd end alle de penge jeg kunne tjene i store stillinger. Jeg ville gerne vise Jehova at jeg værdsatte hans tålmodighed, kærlighed og overbærenhed. Det søger jeg stadig at gøre, og med Jehovas hjælp vil jeg fortsætte med det. — Indsendt.