Hvad betyder mest for dig?

REGNER du en håndfuld korn for mere værd end en håndfuld diamanter? Ville du foretrække at få en kuffert med tøj fremfor en kuffert med guld? Værdien af sådanne ting afhænger en hel del af omstændighederne, ikke sandt?

Hvis man var et øde sted på jorden og manglede mad, ville kornet have større værdi end diamanterne. Og hvis man var faret vild i kolde bjergegne, ville man vrage guldet for det varme tøj.

Jorden er fra Skaberens hånd udstyret rigt til menneskets glæde. Det er derfor kun naturligt at vi finder behag i at have rigeligt af visse materielle ting. Men er der noget andet som har større betydning, større værdi, tiden og omstændighederne taget i betragtning?

Klogt at foretage en ærlig analyse

Mange har overvejet dette spørgsmål alvorligt. Som kristne har de måske sagt: „At samle materielle ejendele er ikke det der betyder mest i mit liv.“ Men lever de virkelig i harmoni med det de siger?

Et velhavende ægtepar i Kirchberg i Tyskland stillede sig selv dette spørgsmål for to år siden. De sad i deres komfortable hus og begyndte at tale om den alvorlige tid vi lever i. Idet de overvejede deres egen tjeneste for Gud, tænkte de på hvilken tjeneste Jesus Kristus havde udført i sit jordiske liv, sådan som de kort forinden havde læst i Vagttårnet i artiklen „Tag et fast greb om det virkelige liv“. Hvilket resultat kom de til?

Manden fortæller: „Vi opstillede to spalter på et stykke papir. I den ene spalte noterede vi hvilke udgifter vi ville have hvis vi levede noget mere beskedent. I den anden skrev vi hvad jeg skulle tjene for at det kunne dække disse nedskårne udgifter. Vi fandt ud af at vi faktisk kunne klare os for det halve af det jeg tjente for øjeblikket!“

Derpå solgte de deres hus og fandt en lille lejlighed. Manden nedskar sit arbejde fra otte eller ni timer om dagen til fem timer. Nu benytter han og hans hustru langt mere af deres tid til at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige, som de tror snart vil træde i stedet for hele den nuværende tingenes ordning og indføre et retfærdigt styre på jorden. — Matt. 6:9, 10; Dan. 2:44.

Det er ikke nemt at ændre den måde man lever på så man i højere grad kan tjene Gud. Men de der gør det, erfarer ofte en glæde og tilfredshed og en god samvittighed som de aldrig ville have opnået ved at eje materielle ting. Det er den erfaring som et fireogtrediveårigt Jehovas vidne i Dortmund i Tyskland har gjort. Som brandmand lå hans arbejde sådan at han i seks uger ad gangen ikke kunne overvære et eneste af møderne i Jehovas vidners menighed; de næste seks uger kunne han så komme.

Denne situation bekymrede ham. I slutningen af 1973 kom der så en artikel i den tyske udgave af Vagttårnet der hed „Hvordan vil du reagere på trængsler?“ Der stod blandt andet:

„Husk at Djævelen hævder at du er mere interesseret i din egen økonomiske sikkerhed end i tilbedelsen af Gud, og at du vil svigte Jehova hvis modgangen bliver hård. Han fremsatte denne påstand i forbindelse med Guds tjener Job. Men selv om Job blev berøvet familie, venner og ejendom, nægtede han at give efter for det pres han blev udsat for. . . . Vil du reagere på samme måde som Job hvis du udsættes for økonomiske vanskeligheder? Du kan være sikker på at blive tilsvarende belønnet.“

Brandmanden tænkte over dette. Han havde hustru og barn at forsørge, men han var godt klar over at familien kunne klare sig med mindre i materiel retning. Han sagde sit sikre arbejde op og fik et nyt til mindre løn. Han siger nu:

„Jeg er virkelig glad for at jeg traf denne beslutning og nu kan overvære alle møderne sammen med min familie. Som ældste kan jeg nu gøre langt mere i menigheden for at betjene mine brødre. Jeg er overbevist om at Jehova velsigner alle sine tjenere når de sætter den sande tilbedelse over personlige interesser.“

Nye gør en forandring

Det er ikke kun dem der har været kristne i mange år der gør sådanne forandringer for at tjene Jehova Gud. Et ungt ægtepar i Hemmoor i Tyskland lærte Guds hensigter at kende i 1971. Men de havde en gård at passe, og dette hindrede dem i at overvære menighedens møder. Manden fortæller:

„Vi blev ved med at lægge problemet frem for Jehova i bøn, og en dag besluttede vi at sælge gården. Imidlertid viste der sig ingen køber. Da vi ønskede at holde fast ved vor beslutning, overdrog vi gården til min broder uden at få nogen penge for den.

Vi har ikke fortrudt det. Ganske vist må vi undvære at have æg, mælk og fjerkræ som vore egne friske produkter, men ved Jehovas vidners stævne i Düsseldorf i 1973 blev vi døbt. Vi har haft opmuntrende oplevelser der viser at Jehova kan hjælpe en. Derfor ser vi tillidsfuldt fremtiden i møde.“

I et andet tilfælde giftede en karateekspert fra Korea sig med en tysk pige som blev et af Jehovas vidner i 1971. Manden var så opslugt af sin sportskarriere at han ikke havde interesse tilovers for at undersøge Bibelen. Men i 1973 gik det op for ham at noget i hans liv ikke var som det skulle være. Han indså at han ved at være så optaget af sine interesser havde isoleret sig fuldstændigt og gjort det umuligt at nyde et familieliv. Han begyndte at overveje sin situation alvorligt.

„Jeg foreslog min kone,“ fortæller han, „at hun fik ordnet det sådan at én læste Bibelen med mig. I dag er jeg overbevist om at Bibelen er inspireret af Gud, og jeg tror at jeg har fundet sandheden.“

Han opgav sin sportskarriere og tog arbejde som mekaniker til en månedsløn der var 1000 DM (2400 kroner) under det han tjente før. Alligevel siger han: „Jeg er langt lykkeligere nu da jeg kan tjene Jehova sammen med min kone og min datter.“

Har vist hvad der betyder mest

Det er så let at sige at man føler at tjenesten for Gud er det der betyder mest, men det man gør, den måde man lever på, afslører hvad der virkelig har førstepladsen i ens liv. Således var der en ung mand fra Ilvesheim i Tyskland som gerne ville være heltidsforkynder af Riget, men også havde et vellønnet arbejde. Da han drøftede fremtidsplaner med sin tilkommende, fandt han ud af at hun gik med et lignende ønske om at blive heltidsforkynder. De ansøgte derfor om at begynde i heltidstjenesten fra 1. januar 1971, kort efter deres bryllup.

To uger før de skulle begynde i deres særlige tjeneste, blev den unge mand kaldt ind til sin chef, der smilende sagde at han formodede at det ikke var hans alvor at han ville sige op. Da den unge mand forsikrede at det var det, sagde chefen at han var sikker på at han ville ombestemme sig når han hørte at man ville give ham en lønforhøjelse på 700 DM (1650 kroner) om måneden og et gratiale på 6000 DM (14.200 kroner)! Den unge mand svarede at han ville tale med sin kone om det.

„Vi overvejede situationen under bøn,“ fortæller han, „og blev enige om at vort ønske om at være heltidsforkyndere aldrig ville blive til virkelighed hvis vi udsatte det. Derfor besluttede vi at lægge alt i Jehovas hånd. Jeg sagde mit arbejde op fra 1. januar 1971, og siden da har vi haft mange åndelige velsignelser.“

Men hvad med dem der har brugt en stor del af deres liv til at opnå en fremtrædende stilling i den nuværende ordning? Har også de vist at heltidstjenesten er det der betyder mest for dem?

I 1945, efter otte års tysk militærtjeneste, vendte en mand tilbage fra en krigsfangelejr for at starte en ny tilværelse. Han havde to små børn, og snart fødtes yderligere to. Han begyndte at studere jura, og adskillige år senere blev han udnævnt til dommer — hans egentlige mål.

Nogle år senere, i 1958, kom hans familie i kontakt med Jehovas vidner. Hans ældste døtre indviede sig til at tjene Jehova og symboliserede dette ved vanddåben. I 1961 gik dommeren med til at have otte stævnedeltagere boende under et internationalt stævne i Hamburg.

„Vi overværede stævneprogrammet,“ fortæller dommeren, „og siden da kom vi til alle møderne i den lokale menighed. I oktober begyndte min hustru og jeg at være med i forkyndelsen fra hus til hus, og i januar det følgende år blev vi døbt.“

En dag var børnene vokset op. „Nu havde vi ingen bibelske forpligtelser der kunne afholde os fra at tjene Jehova i heltidsforkyndelsen,“ siger dommeren. „Altså ansøgte vi om denne tjeneste og blev udnævnt. Jeg nedlagde mit dommerhverv uden at få pension eller noget kompensationsbeløb, efter mange års embedsgerning og for længst i højeste lønklasse.

De af vore slægtninge og venner der ikke er Jehovas vidner, samt mine embedsfæller, anså mig for at være skrupskør. De forstod ikke at nogen kunne opgive en sådan stilling så sent i livet. Men i virkeligheden var det en fornuftig og velovervejet beslutning. For hvis Bibelen er Guds ufejlbarlige ord — og det er der ikke nogen grund til at tvivle på — så lever vi i den sidste del af endens tid for den nuværende onde tingenes ordning. I den resterende tid bør man have tro så sjælen bevares i live, og med alt hvad vi har og er må vi tjene Jehova. — Hebr. 10:38, 39.

Det var i foråret 1969, som bedsteforældre, vi begyndte i heltidsforkyndelsen. Efter et års forløb blev jeg bedt om at virke som rejsende tilsynsmand for Vagttårnets bibelselskab, og jeg gør stadig tjeneste som sådan. Jeg er overbevist om at der ikke findes noget arbejde der har større betydning i dag end det at forkynde Rigets livreddende budskab.“

Har du den samme indstilling? Er tiden nu til at være alt for optaget af at tjene penge og samle sig jordisk gods? Bibelens profetier peger på at materielle værdier ikke vil bevare os på Guds vredes dag, som er meget nær. (Ordsp. 11:4; Zef. 1:18) Det der virkelig betyder noget er derimod at vi viser vores kærlighed til Jehova ved af hele vores sjæl at være med i det arbejde han har givet os at gøre nu. Selve vort liv afhænger af at vi gør det.