Jehovas Vidners Årbog 1986

At bevare sin uangribelighed over for Jehova — det skulle være enhver sand tilbeders første tanke og højeste ønske. Hvorfor er det så vigtigt at være uangribelig? Læg mærke til hvad der står i Ordsprogene 27:11. Ligesom en kærlig fader vil opfordre sin søn til at handle ret for at kunne tilbagevise uberettigede anklager mod familiens gode navn og rygte, siger Jehova her til enhver som tilbeder ham i sandhed: „Vær viis, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Netop ved at bevare vor uangribelighed over for Jehova på alle livets områder kan vi daglig give Jehova et svar til Satan Djævelen, der smæder ham. Hvilken storslået tanke! Ved at holde os dadelfri i Jehovas øjne kan vi ufuldkomne skabninger være med til at rense Jehovas navn og fylde hans hjerte med glæde!

Hvem i dag kan med rette hævde at de glæder Jehovas hjerte? Svaret fremgår af denne bog, Jehovas Vidners årbog 1986. Når du læser de spændende beretninger og rapporter den indeholder, vil du opdage at 2.865.183 mænd, kvinder og børn fra alle mulige lande rundt om i verden måned for måned trofast har stået på Jehovas side i stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet. For nogles vedkommende har dette medført trængsler, fængsling, ja endog døden, for deres hånd som står på Satans side. Hundredtusinder har trofast udholdt vanskeligheder i delte husstande eller hån og spot fra kolleger eller skolekammerater. Andre har måttet udholde de problemer der følger med alderdom eller sygdom. Og langt de fleste har måttet klare det daglige pres i denne gamle tingenes ordning. Alle som har vist sig at være trofaste vidner for Jehova har givet Rigets interesser førstepladsen i deres liv. (Matt. 6:33) Derfor har Jehova kunnet sige om dem hver især ligesom han sagde om sin trofaste tjener Job: „Han holder stadig fast ved sin uangribelighed.“ — Job 2:3.

Vigtigheden af at bevare sin uangribelighed over for Jehova blev i 1985 foreholdt alle Jehovas vidner ved stævnerne „Bevar din uangribelighed“. De første stævner blev holdt i Nordamerika i juni måned, hvorefter stævnerækken i de efterfølgende måneder fortsatte rundt om kloden for at blive afsluttet i begyndelsen af 1986. Ved særlige stævner var der tusinder af delegerede fra andre lande til stede. Dette gav disse stævner en international atmosfære og medvirkede til i endnu højere grad at styrke det kærlighedsbånd der knytter Jehovas tjenere i alle dele af verden så tæt sammen. — Joh. 13:34, 35.

Det første af disse særlige stævner blev holdt i Montreal i Canada fra 11. til 14. juli. Det er interessant at læse hvad afdelingskontoret i Canada havde at sige om dette stævne og virkningen af det: „Vi er især meget glade for at det gik så godt ved stævnet i Montreal. Tilhørerantallet på 78.804 var enestående, og det samme var dåbstallet på 1004. Et særligt træk ved stævnet var oprettelsen af en teltlejr, og det beredte os alle en særlig glæde at syv brødre fra det styrende råd overværede stævnet. Dækningen i nyhedsmedierne var ovenud god, og vi er forvissede om at Montrealstævnet vil sætte yderligere fart i arbejdet i Quebec og andre steder i Canada. Det var dejligt at så mange af vore medkristne fra De forenede Stater var til stede, foruden delegerede fra andre lande. Det var virkelig opmuntrende.“

Efter månedlange forberedelser blev tusinder af gæster budt velkommen til stævner i Schweiz, Holland, Polen og Grækenland. Myndighederne havde venligt givet os tilladelse til at holde fire store stævner i Polen i august. Landets største stadionner (i Poznań, Chorzów, Warszawa og Wrocław) blev anvendt. Delegerede fra 16 lande var repræsenteret i det samlede tilhørerantal på 94.134. Der blev døbt ikke færre end 3137. Ved alle fire stævner var der stor begejstring. Om stævnet på Dziesieciolecia Stadion i Warszawa sagde avisen Kurier Polski: „På grønsværen stod stævnetemaet ’Bevar din uangribelighed’ med store bogstaver. I nærheden var der bygget et podium til fremholdelse af foredragene og bassiner til dåb af nye troende. Stævneprogrammet omfattede fælles bønner, sange, foredrag og skuespil om moralsk-etiske emner. På grund af Jehovas Vidners sammenkomst i Warszawa er stadion blevet frisket op og sat i stand. Affald og ukrudt er forsvundet. Rækværket er blevet malet . . . der er blevet installeret mange ekstra toiletter.“ Andre aviser pegede på at alt dette var blevet udført ved en frivillig indsats af hundreder af Jehovas vidner.

Da apostelen Paulus og hans ledsagere besøgte Thessalonika i det første århundrede blev der sagt om dem: „Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her.“ (Apg. 17:6) De samme ord kunne udmærket anvendes i forbindelse med det stævne der blev holdt i det bakkede terræn i udkanten af Thessalonika fra 22. til 25. august. Tilhørerantallet nåede op på 11.517. På stævnets første dag meldte den lokale presse: „Kampen er begyndt! Jehovas Vidner kontra den græske kirke.“ Det var dog åbenbart for alle de tilstedeværende at Jehovas Vidner er et ordenspræget og fredeligt folk som kun er interesseret i at forsvare Guds ords sandheder mod overleveringer og falsk lære.

I sin håbløse kamp mod de uangribelige Vidner greb den græsk-ortodokse kirke til at foranstalte demonstrationer og anklagede falskeligt Vidnerne for at være „fremmede agenter“ og „ikke kristne“. En førende Athen-avis modbeviste anklagerne ved at skrive at de tusinder af delegerede der var kommet fra 18 lande i Europa, Amerika, Afrika og Asien, var interesseret i at besøge de steder hvor kristendommen var begyndt, og at „Jehovas vidner har større lighed med de første kristne end medlemmerne af de mere ortodokse menigheder“. Avisen bragte også et interview med en af de delegerede fra Brooklyn, sammen med farvebilleder fra stævnet og dåben.

Den sidste dag var der 21.218 til stede på Apollon Stadion i Athen og 4632 i det nærliggende Malakasa, hvilket gav et samlet tilhørerantal på 37.367 for de tre stævner. Og 368 nye vidner blev døbt. Brødrene talte om „det glædefyldte stævne“.

I Brasilien blev byerne Rio de Janeiro og São Paulo udvalgt til at danne ramme om særlige tredages stævner fra 23. til 25. august. Da man forventede rekordagtige tilhørerskarer lejede afdelingskontoret de største stadionner i begge byer: Estadio do Maracanã i Rio de Janeiro og Estadio do Morumbi i São Paulo. Men tilslutningen oversteg alle forventninger, da i alt 249.351 fyldte de to stadionner til trængsel om søndagen! Denne vældige menneskemængde gav udtryk for stor glæde da det blev oplyst at der var blevet døbt 2654. Jehova fremmer i sandhed arbejdet i dette land! — Es. 60:22.

De tusinder af brødre der havde den forret at besøge disse og andre særlige stævner, vil aldrig glemme den hjertelige og kærlige velkomst de fik. Styrkede i deres beslutning om at bevare deres uangribelighed over for Jehova vendte de hjem til deres egne lande og menigheder, fyldt til bristepunktet af den glæde man får ved således at blive ’opmuntret ved hinandens tro’. — Rom. 1:12.

Siden begyndelsen af denne stævnerække har Selskabet fået mange breve der vidner om glæde og taknemmelighed. En broder skriver: „Stævnet i år med temaet ’Bevar din uangribelighed’ var lige det jeg behøvede for at fortsætte med at tjene Jehova beslutsomt, i uangribelighed og sandhed.“ En spansk kredstilsynsmand sammenfattede det på denne måde: „Hele programmet fra begyndelse til slutning vil hjælpe os alle til at bevare vor uangribelighed i denne endens tid.“ Ja, det er vor bøn at denne stævnerække må gøre dette for alle som har været til stede, og at de, uanset hvilke hindringer og prøver de måtte komme ud for, vil være besluttede på at gøre som salmisten David, der sagde: „Jeg vil vandre i min uangribelighed.“ — Sl. 26:11.

I 1985 blev der sat det mål for Jehovas vidner at de skulle ’fuldføre deres tjeneste’. (2 Tim. 4:5) Nu er spørgsmålet for os alle: I hvilken udstrækning nåede vi dette mål? Oversigten på siderne 34 til 41 og de interessante beretninger og erfaringer fra mange lande der bringes i det følgende, giver et klart og overbevisende svar. Som følge af de millioner af timer Jehovas vidner har anvendt til at forkynde for deres medmennesker om Guds rige, de bøger og blade om Bibelen de har efterladt hos dem, de genbesøg de har aflagt og de bibelstudier de har ledet, var der 189.800 som lod sig døbe som symbol på at de havde indviet sig til at gøre Jehovas vilje. De står som et bevis på at Jehovas vidner har fuldført deres tjeneste i tjenesteåret 1985. De er ’deres anbefalingsbrev, som er indskrevet i deres hjerter og kendes og læses af alle mennesker’. — 2 Kor. 3:2, 3.

Et bemærkelsesværdigt punkt på tjenesterapporten for sidste år er den store stigning i antallet af pionerer. Tusinder af forkyndere kom i årets løb til det resultat at pionertjenesten var en dør som stod åben for dem, ja, „en stor dør ind til virksomhed“. (1 Kor. 16:9) Hvor er det opmuntrende at der gennemsnitlig var 322.821 som kunne være med i heltidstjenesten i 1985. Det er en 25 procents fremgang i forhold til året før. En 19-årig pionersøster udtrykte sig således efter at hun havde overværet stævnet „Bevar din uangribelighed“: „Jeg er mere end nogen sinde besluttet på at blive ved med at kæmpe for at holde ud i den mest tilfredsstillende gerning der findes. Jeg var meget glad for foredraget der henvendte sig til pionererne fredag formiddag og for at kunne sidde midt i den store skare af heltidstjenere. Mit hjerte svulmede af lykke!“ Der er ingen tvivl om at denne voksende hær af heltidstjenere har været stærkt medvirkende til at flere og flere i stadig stigende tempo slutter sig til ’den store skare’ og i forening siger: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb. 7:9, 10.

Vi forstår naturligvis at ikke alle Jehovas vidner har mulighed for at udvide deres tjeneste ved at gå ud i heltidstjenesten. Men det har ikke afholdt dem fra at ’fuldføre deres tjeneste’ i overensstemmelse med de muligheder de har haft. Så uanset hvilken tjeneste du måtte yde i Jehovas organisation, kan du, når du læser den efterfølgende beretning om Jehovas uangribelige vidners virksomhed, glæde dig over at du har været med til at fryde Jehovas hjerte i disse sidste dage for den onde tingenes ordning!

Nidkære forkyndere i Afrika

Man fyldes af glæde når man ser hvad forkynderne i dag udretter i Afrika i forbindelse med at forberede folk til at overleve Harmagedon og få adgang til ’den nye jord’. Deres nidkærhed i den hellige tjeneste er enestående, og Jehova velsigner deres arbejde rigt. I nogle lande kommer der over 100.000 til mindehøjtiden, i andre over 300.000. Og Jehovas ånd får brødrene til at imødekomme behovet for flere arbejdere. I ét land er pionertallet for eksempel steget med 54 procent, og i et andet land har stigningen været 203 procent i løbet af to år. I april nåede antallet af heltidsforkyndere i forskellige lande helt op på 35, 37, 59 og 70 procent af det samlede forkyndertal.

Elfenbenskysten: Nogle af dem der her lovpriser Jehova sad i fængsel da de første gang hørte om sandheden. Under en ferie i udlandet blev en ung muslim ved navn Berté indviklet i et heftigt skænderi om penge og slog en mand ihjel. Som følge heraf blev han idømt 20 års fængsel. Da han ikke så nogen anden udvej, overvejede han at begå selvmord, om nødvendigt ved at sulte sig ihjel. Men så kom han i forbindelse med to Jehovas vidner der forkyndte i fængselet. Lidt efter lidt ændrede han indstilling. For første gang i sit liv begyndte han at føle sand glæde. Til sidst blev han døbt i en stor beholder i fængselsgården, med omkring 50 fanger og betjente som tilskuere. Hans distrikt er fængselet. I nogen tid havde han omkring 6000 at forkynde for. Nu sidder han i et fængsel med omkring 1000 indsatte. Her har han været hjælpepioner, leder 23 bibelstudier og deltager i møder der regelmæssigt overværes af omkring 40 personer.

Ghana: I dette land er der stor interesse for den gode nyhed. De 43.579 hjemmebibelstudier der blev rapporteret i november, oversteg det samlede forkyndertal med omkring 16.000. Mindehøjtiden blev overværet af 101.926. Væksten har skabt behov for et nyt afdelingskontor, og byggeriet skrider godt fremad. Der indkommer bidrag til arbejdet fra personer i alle aldre, og de kommer også i forskellige former. En niårig pige sendte et brev der lød: „Hermed 50 cedi som bidrag til byggearbejdet. Jeg har tjent pengene ved at sælge isvand. Kærlig hilsen til jer alle sammen.“ En anden pige, 10 år gammel, solgte sin høne for 200 cedi og gav pengene til den præsiderende tilsynsmand for at han skulle sende dem til Selskabet som bidrag til byggeriet. Nogle har sendt levende geder, får, svin og høns. En broder skænkede nogle store træstammer der kunne saves op og bruges som tømmer. Andre har udlånt maskiner til byggeriet.

Kenya: Pionerånden griber om sig i Østafrika, og det har medført store velsignelser! I Kenya er pionertallet steget med 270 procent på fire år, og mere end 10 procent af alle forkynderne er nu almindelige pionerer.

Der udføres et storslået arbejde med brochuren Evigt liv på jorden. De 7000 forkyndere i Østafrika har i løbet af tjenesteåret spredt næsten 100.000 eksemplarer på 33 sprog. Undertiden oplever forkynderne at folk følger efter dem fordi de har set brochuren hos andre og gerne selv vil have et eksemplar.

En polygamist læste brochuren og traf foranstaltning til at sende sin kone nummer to bort allerede inden forkynderne aflagde genbesøg. I et andet tilfælde gik en ikke-forkynder rundt til sine naboer og forklarede ud fra brochuren hvordan de burde leve, især hvad polygami angår. Han sagde: „Selv om jeres kirke tillader jer det, kan I se her at det ikke er tilladt ifølge Bibelen.“

I en menighed førte brochuren til at der blev oprettet 41 nye studier på to måneder. En søster ledte et studium med en kvinde der tilsyneladende ikke kunne forstå eller huske det de drøftede, men som alligevel bad forkynderen om at blive ved med at studere med hende. Brochuren vendte billedet. Nu kunne hun pludselig huske det de studerede. Da de var færdige med at gennemgå brochuren, var hun klar til at tage standpunkt for sandheden og at begynde i tjenesten. Intet under at de 3422 forkyndere i Kenya leder 5172 bibelstudier.

Senegal: I det forløbne år har man gjort en større indsats for at nå ud til flere mennesker i de vidtstrakte isolerede distrikter. I denne forbindelse er brødrene i byerne blevet opfordret til at tale med folk på jernbanestationer og bush-taxi-holdepladser. Herved er de kommet i forbindelse med folk fra de fjerneste afkroge af landet. En skolelærer der blev kontaktet på denne måde skrev til afdelingskontoret efter flere oplysninger. Han fik nogle stykker af brochuren Evigt liv på jorden til brug ved et særligt program i religionsundervisningen på sin skole. En missionær besøgte ham for at hjælpe ham i gang med det. Eleverne lærte hvad Guds navn er, hvordan Gud har beredt jorden som bolig til menneskene, og hvordan den første menneskesjæl blev til. Da skolen lukkede ved regntidens begyndelse fik eleverne til opgave at skrive brochurens tekst af på arabisk og øve sig i at læse den. Nu har en anden lærer, som arbejder endnu længere inde i landet, taget et sæt på 40 brochurer og en bibel for at begynde med det samme program på sin skole.

Sierra Leone: Mange af dem der begynder at praktisere den rene tilbedelse kommer ud for modstand fra familiemedlemmer, sådan som Jesus forudsagde. (Matt. 10:32-39) Dette gjaldt Jonathan, der voksede op i et landdistrikt i Sierra Leone. Hans forfædre havde været juju-præster i fire generationer, og han var nu selv ved at blive oplært til den samme beskæftigelse. Men da Jonathan begyndte at studere med Jehovas vidner lærte han at man ikke opnår Guds gunst ved „medicin“ eller dyreofre, men ved at tjene Jehova på den måde der er foreskrevet i Bibelen. Da han fortalte sin familie at han ikke ville følge familietraditionen, mødte han hård modstand. Hans forældre nægtede at lade ham gå i skole. Når han gik til de kristne møder, gav de ham ikke noget at spise, men sagde: „Gud kan give dig noget at spise!“ Jonathan kom imidlertid ikke til at sulte. Han stod fast for det der er ret og blev døbt. Han lærte også sig selv at læse og skrive. Med tiden tog hans moder også imod sandheden, og han tjener nu som almindelig pioner.

Sydafrika: Her trykkes nu otte forskellige udgaver af Vagttårnet, fire udgaver af Vågn op! og ni udgaver af Rigets Tjeneste, der alle udkommer samtidig med de engelske udgaver, sådan at Jehovas vidner i Sydafrika nu kan nyde den samme åndelige føde samtidig med deres brødre andre steder i verden.

Hele verden har hørt om urolighederne i Sydafrika. Hvordan har de berørt vore afrikanske brødre? Nogle steder har ophidsede folkemængder ikke villet acceptere deres neutrale standpunkt. Nogle er blevet truet, andre har fået deres huse brændt ned. Men de er besluttede på at bevare deres uangribelighed. Som følge af uroen og de usikre forhold har mange, både hvide og sorte, nu indset at der ikke er noget håb at finde hos menneskers regeringer og planer. Og mange som ikke før har villet lytte til sandheden viser nu stor interesse for det eneste budskab der indeholder et virkeligt håb — budskabet om Guds rige ved Jesus Kristus. Marken er moden til høst. Intet under at antallet af bibelstudier er steget med rundt regnet 8000 til et højdepunkt på over 32.000!

Tchad: I 20 år har der raset en blodig borgerkrig i landet, og nogle af de værste drab og plyndringer har fundet sted i år. Oven i krigen og forfølgelsen har der også været hungersnød. Under disse svære forhold føler vore brødre i Tchad som apostelen Paulus da han skrev: „Vi trænges på enhver måde, men har ikke så kneben plads at vi ikke kan røre os; vi er i vildrede, men ikke helt uden udvej; vi er forfulgt, men ikke ladt i stikken; vi er kastet omkuld, men ikke slået ihjel.“ — 2 Kor. 4:8, 9.

En skolelærer med to koner og seks børn havde været træl af dæmondyrkelse siden han var barn. Hans moder, en velkendt spåkvinde, var efter sigende besat af fire dæmoner. Hele familien samledes to gange om året for at ofre til disse dæmoner. Da lærerens koner begge døde inden for et halvt år, spurgte han gennem sin moder dæmonerne om årsagen til deres død. Dæmonerne påstod at de ikke vidste noget om det. Senere, da hans ældste datter også døde, begyndte han at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Nu er denne tidligere frygtsomme træl af dæmonerne blevet en lykkelig ’træl af den levende og sande Gud’. — 1 Thess. 1:9.

Zaïre: Rigets arbejde går stærkere i Zaïre end nogen sinde. I årets løb er antallet af almindelige pionerer gået over 40 procent frem, og til mindehøjtiden kom der 153.356 — over fire gange så mange som der er forkyndere i landet.

En missionær fortæller at en 18-årig pige begyndte at studere Bibelen og at komme til møderne. Inden længe mødte hun modstand fra sin moder. (Matt. 10:36, 37) Hun blev bortvist fra hjemmet og fik at vide at hun kunne flytte hen til dem hun studerede Bibelen med. Samtidig anklagede moderen hende over for en militær embedsmand i byen, idet hun sagde at datteren brugte al sin tid til at studere og rende til møder i stedet for at arbejde derhjemme. Det viste sig imidlertid at embedsmanden også var interesseret i Bibelen og blev besøgt af Jehovas vidner. Han spurgte moderen om hun havde sat sin datter på porten for at hun skulle tage ud og stjæle eller blive prostitueret, ligesom mange andre på hendes alder. „Ellers gør De bedre i ikke at hindre hendes kristne virksomhed,“ sagde han. „Jeg giver hende i dag officiel tilladelse til at overvære alle Jehovas Vidners møder og at fortsætte sit studium af Bibelen. Og jeg fordømmer Deres ukristne handling at jage hende hjemmefra. Vi er her for at håndhæve loven, og der er religionsfrihed.“ Pigen vendte hjem og gør fortsat fremskridt i sandheden.

Zambia: Fra Zambia, der ligger syd for Zaïre, er der også en meget opmuntrende rapport. Antallet af bibelstudier ligger noget højere end forkyndertallet, og mindehøjtiden blev overværet af 311.314 — godt og vel fem gange forkyndertallet.

Venlighed har ført til bibelstudier. En af vore søstre havde en nabo der altid søgte at komme op at skændes med hende. Men en dag kom damen i vanskeligheder da hendes barn slog nogle tallerkener i stykker i en butik og hun ikke havde råd til at betale dem. Søsteren betalte dem for hende. Denne venlighed rørte kvinden så dybt at hun næste formiddag kom ind til søsteren og bad om et bibelstudium.

Zimbabwe: Neutralitetsspørgsmålet er blevet mere tilspidset. I ét område af landet har en lokal politiker opfordret folk til at slå Jehovas vidner når de aflægger besøg. Selv om det ofte hjælper at appellere til myndighederne, er der stadig stærke elementer som åbenlyst viser at de ikke bryder sig om vore brødres loyalitet over for Jehova Gud og hans søn. Men en ældste siger: „Vore brødre er kun glade for at udholde disse prøvelser, for det hjælper os til at vise den prøvede ægthed af vor tro.“ — Jak. 1:2-4.

Kostbare skatte fra østen

For længe siden forudsagde Jehova at „alle nationernes kostbare skatte“ ville blive samlet i hans tilbedelseshus. (Hag. 2:7) Fra østen, som fra alle andre dele af verden, kommer disse „skatte“ i stigende antal.

Burma: Skønt brødrene i et område måtte gå i mere end seks dage gennem bjergrigt terræn i 1800 til 2400 meters højde for at overvære et stævne, viste de at de erkendte deres åndelige behov. (Matt. 5:3) Mange ankom to dage før programmet skulle begynde, men de spurgte straks om der ikke var et foredrag samme aften. Det blev arrangeret. Under stævnet fik brødrene ikke nok ved at lytte til programmet, men bad om aftenen de rejsende tilsynsmænd om at holde flere foredrag og fortælle oplevelser.

Selv forfølgere kan reagere positivt når de får lejlighed til at høre Guds ord. En specialpioners to sønner på syv og ti år blev konstant chikaneret af deres skolekammerater fordi de var Jehovas vidner. Deres kasketter blev puffet af, der blev tegnet med blæk på og skåret flænger i deres tøj, deres skolebøger blev stjålet, og somme tider blev de slået. Selv om forældrene talte med læreren og selv om de ansvarlige elever blev irettesat, fortsatte problemerne. Men en dag tog den yngste dreng en ’Bibelhistoriebog’ med i skole og forkyndte for drengene. Selv bøllerne hørte efter og blev venlige. Til forældrenes store overraskelse kom sønnerne en aften hjem med fem andre drenge, de tidligere bøller. Fra da af begyndte drengene regelmæssigt at læse ’Bibelhistoriebogen’ sammen med deres skolekammerater.

INDIEN: På grund af den teokratiske fremgang i Indien var det meget betimeligt at man i januar kunne indvi et nyt afdelingskontor med tilhørende rigssal i Lonavla.

En hindukvinde blev interesseret i sandheden ved at overvære et bibelstudium hos en nabo. Efterhånden indså hun at Jehova er den sande Gud, men hun var bange for at hendes mand skulle finde ud af at hun var interesseret i denne „nye“ religion. I mellemtiden blev han interesseret i Bibelens budskab ved at besøge en ven der studerede med forkynderne. Han indså også at det han lærte var sandheden. Men han var bange for at fortælle sin kone det, fordi hun var meget religiøs og havde mange religiøse billeder og statuer i deres hjem. Så en dag fandt han brochuren Er der en Gud som interesserer sig for os? liggende på sengen i deres hjem. Han genkendte den med det samme og spurgte altereret sin kone: „Hvor har du den fra?“ Ængsteligt forklarede hun det, og hendes mand var ude af sig selv af glæde. Snart blev der oprettet et studium i deres eget hjem med dem selv, deres tre børn og børnenes bedstemoder.

Israel: Flere steder i landet har brødrene været udsat for hård modstand. Det begyndte med at religiøse fanatikere oversmurte afdelingskontoret med fornærmende slagord. Kort efter forekom der direkte pøbelangreb på bygningen og forsøg på brandstiftelse, og der blev anbragt en bombe ved bygningens hovedindgang. To gange om ugen har der været protestdemonstrationer med deltagelse af op imod 400 sortklædte, skæggede religiøse ekstremister. De forsøger ihærdigt at skræmme brødrene og de interesserede fra at overvære møderne, og de ligger på lur efter dem når de forlader rigssalen. Men mødedeltagelsen er fortsat høj, og menigheden er ved godt mod.

Hvad har resultatet været? Omtalen i nyhedsmedierne har bevirket at hele landet nu kender til Jehovas vidner og deres lære. Regeringsembedsmænd har fået et vidnesbyrd om sandheden. Mange nysgerrige har besøgt afdelingskontoret for at stille spørgsmål og få læsestof. Forstående mennesker har fået ørerne op for den gode nyhed. Og brødrene er blevet styrket i deres beslutning om at stå fast. — Fil. 1:12-14.

Libanon: Der er stadig ingen virkelig sikkerhed i landet og heller ingen tegn på at der vil ske nogen bedring af forholdene under den nuværende verdensordning. Alle brødrene er imidlertid besluttede på at fortsætte med at tjene Jehova helhjertet, og de mærker Jehovas hjælp og beskyttelse.

I april var 22 procent af landets forkyndere med i en eller anden form for heltidstjeneste. En ældste skrev: „Jeg har været i sandheden i 29 år, men det er første gang jeg har været hjælpepioner. Det var virkelig skønt.“

Blandt hjælpepionererne var en nydøbt søster som har fire børn og en ikke-troende mand. Desuden har hun problemer med helbredet. I løbet af måneden oprettede hun tre nye bibelstudier med sine naboer, og hun fik oven i købet en anden, uventet velsignelse. Fordi hun talte med sin mand om sandheden næsten hver dag, blev han interesseret og begyndte at overvære møderne.

Thailand: Ligesom i andre lande har der også her været god tilslutning til hjælpepionertjenesten. En søster gav udtryk for sin værdsættelse med ordene: „Mit helbred er ikke så godt. Mange aftener måtte jeg før tage piller for at falde i søvn. Men efter at jeg er blevet fast hjælpepioner er mit helbred blevet bedre. Nu falder jeg i søvn næsten inden jeg når at tage bad og komme i seng, og jeg behøver ikke at tage piller mere. Fordi jeg går så meget fra dør til dør sover jeg meget bedre, foruden at jeg får mange åndelige velsignelser som bevirker at jeg er meget gladere end før.“

Tyrkiet: Det forløbne år har været meget kritisk for Guds folk i Tyrkiet. I december 1984 blev 23 brødre idømt fængselsstraf af statens sikkerhedsdomstol fordi de ’forsøgte at oprette en teokratisk orden i Tyrkiet’. Omkring en uge senere blev yderligere otte arresteret i İzmir. Den første gruppe blev frikendt og løsladt i juni 1985. Den anden gruppe blev løsladt omkring tre måneder senere.

Disse problemer styrkede kærligheden blandt Vidnerne. Mens familieforsørgere sad i fængsel, tog andre brødre sig kærligt af deres familier, og selv brødre fra udlandet ydede gavmildt hjælp.

Som Jesus har forudsagt, førte forfølgelsen også til at der blev aflagt et større vidnesbyrd. (Matt. 10:18) De mange breve vore brødre i andre lande skrev, bevirkede at mange embedsmænd måtte beskæftige sig med sagen. Og omtalen i aviserne nåede nogle som måske ellers ikke ville have hørt om Jehovas vidner. Selv i fængselet blev der aflagt et vidnesbyrd.

Villige arbejdere på den europæiske arbejdsmark

Der er i årenes løb blevet udført et stort arbejde med at så Rigets sæd i den europæiske arbejdsmark. Nu er høsttiden kommet. Jehovas vidner beder høstens Herre om at sende arbejdere ud, men de ønsker også at øge deres egen indsats i arbejdet. Resultatet er at flere og flere melder sig som pionerer. — Matt. 9:37, 38.

BELGIEN: I denne voldsprægede verden træffer vi mange der er blevet besmittet af oprørets ånd. Et pionerpar hjalp en slagsbroder og alkoholiker til at iføre sig den nye personlighed. (Ef. 4:23, 24) For at gøre de nødvendige forandringer måtte manden kæmpe hårdt med sig selv. En aften gik det galt for ham. Han gik ind på en bar, fik noget at drikke, og var lige ved at starte et slagsmål. Da han kom hjem rasede han ud ved at slå et bord og nogle stole i stykker. Han forsøgte også at rive en Årbog i stykker. Han ville ikke have mere med sandheden at gøre; han følte sig ikke værdig til den. Men efter at pionererne havde tilskyndet og opmuntret ham igen, begyndte han at overvære menighedens møder. Det var svært for ham at holde op med at ryge, men først kom han af med cigaretterne, og senere piben. Derefter skiftede hans påklædning stil. Hvilken forandring! Efter sin dåb har han regelmæssigt været hjælpepioner.

DANMARK: Frigivelsen af den danske udgave af Ny Verden-oversættelsen af hele Bibelen var et højdepunkt som udløste en begejstring uden sidestykke. Vi modtog 60.000 eksemplarer, men ved tjenesteårets slutning var der mindre end 1000 på lager. Der har været stor presseomtale, idet over 40 dagblade og tidsskrifter har skrevet om den.

Nogle i Danmark tager meget hurtigt imod sandheden. En af dem var José. Han bad ofte til Gud, og allerede dagen efter at han havde bedt om at der måtte komme nogen der kunne forklare ham meningen med livet, bankede to forkyndere på hans dør. Han var glad for det han hørte, og dagen efter kom han i rigssalen. To dage senere var han igen til møde, og dagen efter igen havde han sit første bibelstudium. Da han måtte vælge mellem at gå til et 40 års jubilæum på sit arbejde eller at gå i rigssalen, valgte han samværet med Jehovas folk. Han lærte hvorfor det er forkert at ryge, og knap 14 dage efter sin første kontakt med Jehovas vidner aflagde han et helligt løfte til Jehova om at han ikke ville ryge mere. Og det har han heller ikke gjort, selv om han før røg mellem 20 og 30 cigaretter om dagen og i 16 år havde prøvet at holde op uden held. I løbet af de første to måneder læste han 12 af vore bøger. Lidt senere var han med i tjenesten for første gang, og inden der var gået fire måneder fra den første kontakt var han døbt.

ENGLAND: Marken i England får nu et mere intensivt vidnesbyrd end nogen sinde før. Det er storslået at der for første gang har været over 100.000 rigsforkyndere med i arbejdet. Desuden har pionertallet sat ny rekord måned for måned i tjenesteårets første ti måneder, og i maj var der 11.425 med i hjælpepionertjenesten.

Det har også været et år med travl aktivitet hvad stævnehaller angår. Efter lang tids søgen fandt brødrene en smukt beliggende bygning 40 kilometer syd for London, og den er nu ved at blive ombygget og istandsat. Den 1. august indledtes arbejdet på en anden hal, som skal betjene brødrene i den nordøstlige del af England. Og et udvalg er ved at undersøge mulighederne for endnu en stævnehal, som skal betjene Bristol-området. Når disse projekter er gennemført skulle langt de fleste af brødrene i England have mulighed for at holde kredsstævner i deres egne haller.

Blandt dem der blev døbt ved stævnet i Leeds var en kvinde som efter sin mands død havde bedt Gud om hjælp. Dagen efter fik hun besøg af to forkyndere. Hun lyttede høfligt, men da hun var medlem af den anglikanske kirke afslog hun at modtage deres blade. Få minutter efter at de var gået kom hun imidlertid i tanker om sin bøn til Gud og løb ud for at kalde dem tilbage, men kunne ikke finde dem. Om aftenen bad hun igen, denne gang om at forkynderne måtte vende tilbage. Allerede dagen efter fik hun besøg af to andre vidner, som ikke var klar over at hun var blevet besøgt dagen før. Den 72-årige dame blev sat i forbindelse med de forkyndere der havde besøgt hende første gang; der blev oprettet et studium, og nu er hun en søster.

FINLAND: Tiden er kommet da Jehovas navn skal gøres kendt, og intet kan hindre det. Den finske statskirke er i færd med at udarbejde en ny oversættelse af Bibelen der omhyggeligt skjuler Guds navn. Men samtidig kunne en avis melde om følgende, som indtraf under restaureringen af en kirke: „Da den gamle maling blev fjernet, gjorde man nye fund i kirken i Kuhmoinen. Lige over alteret kom ordet ’Jehova’ til syne. Det er nu op til sognerådet at afgøre hvad der skal ske med ordet, der har skabt en del forvirring, og det store vægmaleri, som blev afdækket for en måneds tid siden.“ Det blev besluttet at beklæde væggen med træ og overlade det til kommende generationer at genfinde navnet og maleriet. Men sagen blev samtaleemne i hvert eneste hjem i byen.

FRANKRIG: Jehova har velsignet heltidstjenesten. Pionertallet har sat ny rekord næsten hver måned, og det er vi meget lykkelige for.

Børn og unge kommer ud for mange prøver på deres uangribelighed i skolen. I Delphines nye skole hilste drengene og pigerne på hinanden med et kys på hver kind. Men hun forklarede at hun som kristen ikke kunne være med til dette. Senere, i bussen, begyndte nogle af drengene at sige rytmisk i kor: „Delphine, giv os et kys! Delphine, giv os et kys!“ En dag efter frokost forsøgte nogle af drengene at tvinge hende til at kysse dem, men hun bad til Jehova, gjorde stærk modstand, og drengene lod hende være. Senere kom en af dem hen til hende og sagde at han beundrede hende for at hun turde stå fast på sin overbevisning. Hun havde da lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd om Riget for ham, idet hun forklarede den høje standard Jehova forventer hos alle der ønsker at opnå hans velsignelse. I løbet af skoleåret har hun også haft lejlighed til at forklare sin tro for hele klassen.

GRÆKENLAND: Da apostelen Paulus og hans medarbejder Silas forkyndte i Filippi blev de slæbt for øvrigheden af ophidsede modstandere. Også i dag er en sådan modstand en almindelig foreteelse for Jehovas folk i dette land. (Apg. 16:19-24) I løbet af de første ti måneder af tjenesteåret blev der behandlet 84 retssager angående forkyndelsen af den gode nyhed. De 67 blev vundet ved underretten, og yderligere to fik en positiv afgørelse ved appelretten. Andre sager verserer stadig.

Den smukke ø Korfu tiltrak sig megen opmærksomhed i pressen på grund af gejstlighedens modstand mod Jehovas Vidners menighed dér. Under hvert møde i omkring en måned samledes cirka 50 mennesker anført af tre præster uden for rigssalen. De holdt kors i hænderne og sang hymner, iblandet råb af slagord som „antikrister“, „forrædere“ og „tag tilbage til Brooklyn“. Politiet forsøgte at opretholde ro og orden, men efterhånden fik hobens handlinger en uligevægtig person til først at knuse rigssalens vinduer og senere at sætte ild til den, hvilket forvoldte skader for 40.000 kroner. Derefter blev der sat ild til en broders bil. Optøjerne blev omtalt i pressen i hele landet. Til sidst kom sagen for retten. I en retssal fyldt med præster blev sagen behandlet i fem dage. En af dem der talte Jehovas Vidners sag var en universitetsprofessor. Han talte i omkring halvanden time og sagde blandt andet: „Byen er vendt tilbage til middelalderen, og disse mænds handlinger [idet han pegede på præsterne] hører ikke hjemme i et demokratisk samfund. De har intet at gøre med den lære der blev fremholdt af Kristus, som disse mænd [præsterne] er dårlige repræsentanter for.“ Som følge af denne sag blev der aflagt et vældigt vidnesbyrd, ikke alene på Korfu, men overalt i landet.

IRLAND: Den 1. og 2. juni blev den første hurtigtbyggede rigssal opført i Irland. Begivenheden blev omtalt i fjernsynet, og en avis skrev med fede typer: „Det hus Jehova byggede — på kun 30 timer!“

Nogle som siger at de ikke er interesseret i Jehovas vidner, ændrer indstilling. En pige hvis kusine kom i sandheden ønskede kun at bevise at kusinen havde uret. Eftersom det altid endte med at de kom op at skændes, blev de enige om ikke at diskutere det mere. Da pigen og hendes ven senere gik fra hinanden, tog hun en overdosis narkotika og kom på hospitalet. Tilskyndet af et andet Jehovas vidne tog kusinen som var kommet i sandheden, hen for at besøge hende. Hun var netop på vej hjem fra tjenesten og fortalte lidt om hvad hun havde lavet den dag. Hertil sagde pigen at hun hellere måtte se at overvære et møde ’af nysgerrighed’. Kusinen havde en opgave på den teokratiske skole, og pigen sagde ja til at komme og høre den. Hun fik et eksemplar af ’Paradisbogen’. To dage senere sagde hun ja til at studere. Nu er hun også med i tjenesten.

ITALIEN: Det forløbne tjenesteår har i sandhed uddybet vor værdsættelse af den velsignelse Jehova skænker sine trofaste tjenere. I august var 127.526 rigsforkyndere travlt optaget af tjenesten. I maj var der 72 procent flere almindelige pionerer end i maj året før, og mindehøjtiden blev overværet af 275.902. Hvilken fantastisk udvikling når man tænker på at for bare 30 år siden blev et internationalt stævne i Italien overværet af blot 4531!

Den gode nyhed må forkyndes for alle uden forskel, for Jehova ser på hjertet. I mange år var der en drukkenbolt i Venedig som gik under navnet Glasmageren. Når han var påvirket af alkohol klædte han sig af offentligt, og når politiet prøvede at standse ham, plejede han at kaste sig mod et butiksvindue på piazzaen, så glasset knustes. Deraf kom hans tilnavn. Der var meget snavset i hans lejlighed. Men da forkynderne besøgte ham, viste han ægte begejstring for sandheden. Det første besøg varede tre timer. Der skete hurtige fremskridt. Han holdt op med at ryge og drikke. Han skilte sig af med sin store samling pornografiske blade. Snart overværede han møderne. Brødrene hjalp ham med at gøre rent i lejligheden og at male den. På grund af alt dette blev der aflagt et godt vidnesbyrd for hans naboer og bekendte. En af hans tidligere svirebrødre, som mødte ham ved rigssalen, sagde: ’Hvis Glasmageren kan forandre sig så meget, kan jeg også blive et Jehovas vidne.’ Han bad om at få besøg. Hvor er det sandt at Jehovas veje er højere end menneskers veje og Guds tanker højere end menneskers tanker! — Es. 55:6-9; Rom. 11:33.

NORGE: I nogen tid havde en søster besøgt en ældre mand på sin bladrute. Han var altid venlig og tog imod bladene, men åbnede altid kun døren på klem. Var det anstrengelserne værd? Senere traf nogle forkyndere i et andet distrikt en ung husmoder som genkendte bladene og straks inviterede forkynderne ind. Der blev oprettet studium. Hun og hendes mand gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt. Hvad var grunden til at det gik så stærkt? Jo, det viste sig at kvinden var datter af den ældre mand. Han havde i årevis fortalt datteren om Bibelens vidunderlige håb for menneskene og vist hende hvordan hun kunne få sine spørgsmål besvaret ved hjælp af Vagttårnet.

PORTUGAL: Portugal kæmper med en rekordhøst af inflation, arbejdsløshed og bekymring for fremtiden. Men de selv samme forhold hjælper mange oprigtige mennesker til at se behovet for Guds rige.

I Almada, en af de første byer hvori Riget blev forkyndt i Portugal, er der nu én forkynder for hver 105 indbyggere. Og mindehøjtiden blev overværet af én ud af 45! Er der tegn på stilstand? Nej, kredsen dér har flere pionerer og leder flere hjemmebibelstudier end nogen anden kreds i landet!

SPANIEN: Jehovas indviede tjenere lovsynger her Jehovas navn som aldrig før. (Sl. 113:1) I 26 måneder siden maj 1983 har Spanien haft 25 rekorder i antallet af almindelige pionerer, med en samlet tilvækst på 92 procent. Denne nidkærhed har bidraget til fremgang på mange områder. Spanien har nu 61.110 forkyndere af Riget.

Den 14-årige Yolanda erfarede at der dagen efter skulle være en særlig flagceremoni i skolen, hvor eleverne skulle aflægge ed og kysse statssymbolet. Hendes første tanke var at fortælle det til sine forældre, som ville tillade hende at udeblive fra ceremonien. Men hvad så med de yngre forkyndere i de lavere klasser? De kunne måske komme i en svær situation når de blev udsat for pres fra både lærere og kammerater. I et frikvarter fandt hun da Mónica, Joan og Silvia og satte dem ind i sagen, og de gik sammen til inspektørens kontor. Yolanda talte på gruppens vegne: „Hr. inspektør, vi er kommet for at tale med Dem om den ceremoni der skal afholdes i morgen, altså flagceremonien, og jeg vil gerne fortælle Dem at vi som kristne Jehovas vidner ikke aflægger ed over for flaget, da det ville være at tilbede det, og vi tilbeder allerede vor Gud, Jehova. Og eftersom vi respekterer Deres tro, vil vi gerne bede Dem om også at respektere vores.“ Inspektøren svarede: „Udmærket, du kan fortælle din lærer og de andres lærere at I ikke vil være til stede ved ceremonien i morgen.“ Ved Yolandas modige handling undgik hendes yngre kammerater således at komme i en vanskelig situation.

SVERIGE: I Sverige er der stor ligegyldighed hvad Bibelen og dens budskab angår. Men i stedet for at lade dette dæmpe deres nidkærhed, har brødrene forøget deres indsats. I april satte forkyndertallet rekord idet 20.037 var med i tjenesten på arbejdsmarken. Over 20 procent af dem udførte en form for pionertjeneste.

Under sit zonebesøg anbefalede broder Henschel os at være mere opmærksomme på de unge i menighederne. Der blev truffet foranstaltning til at yde dem større hjælp. Mange af dem er gået med deres forældre i tjenesten men har ikke gjort de store fremskridt. Når de selv lærer hvilke krav der stilles til forkyndere af den gode nyhed og hvordan man forkynder effektivt, får de et helt andet syn på møderne og tjenesten.

TYSKLAND: Der var stor forventning til stævnerne, men forventningen kunne dog ikke måle sig med glæden over alle de gode ting vi fik. Brødrene var meget begejstrede for bøgerne Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne og Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? Ud over disse bøger fik de imidlertid også den reviderede udgave af Ny Verden-oversættelsen på tysk med dens 125.000 krydshenvisninger. Brødrene var helt overvældede over alle disse nyudgivelser, og de gav udtryk for stor taknemmelighed.

En dag modtog en ældre mand ’Paradisbogen’ af en broder på gadearbejde. Der blev aflagt genbesøg hos ham. Efter blot fire uger spurgte manden: „Hvad skal jeg gøre for at komme ud af ’Babylon den Store’?“ Da han henvendte sig på kirkekontoret for at melde sig ud, spurgte kontordamen: „Ønsker De at melde Dem ud af kirken i Deres alder?“ Han er 82 år. Manden svarede: „Har De nogen sinde hørt om Jehovas vidner?“ hvortil hun sagde: „Nå, så forstår jeg.“ Inden der var gået to måneder var han med i tjenesten.

Storslået vækst i Nordamerika

Jehovas nutidige vidner har virket i Nordamerika i over 100 år. I dag oplever de, på en måde der langt overstiger alle forventninger, opfyldelsen af løftet: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Es. 60:22) De er ’mægtige’, ikke blot i antal, men også, og især, i åndelig henseende, fordi de stoler på Jehova. Det får dem til at yde en helhjertet indsats i forkyndelsen af Guds oprettede messiasrige. Hvilken storslået forret!

ALASKA: Brødrene i Alaska giver udtryk for den taknemmelighed Jehovas folk overalt føler, idet de skriver: „Det er os en stor glæde at kunne sende vore kærligste hilsener til jer brødre der loyalt tjener Jehovas riges interesser i hele verden! Der går ikke en dag uden at vi på en eller anden måde har gavn af den hjælp vi får fra Jehovas organisation. Vi takker jer for denne kærlige omsorg. Vi erkender naturligvis også at Jehova ’ikke er langt borte fra en eneste af os’. (Apg. 17:27) Det er en særlig velsignelse.“

I deres vidtstrakte distrikt ser det ud til at de unge er i overtal. Gennemsnitsalderen er 28. Og mange unge viser at de værdsætter de tjenesteforrettigheder der åbner sig for dem. En ung pige besluttede for eksempel at hun ville være hjælpepioner mens hun stadig gik i highschool. Ifølge en erhvervspraktikordning fik hun hver skoledag nogle timer fri til at gå i tjenesten. Hver uge afleverede hun en rapport med oplysning om hvor mange timer hun havde arbejdet, hvad hun havde lavet, hvilke nye kundskaber eller færdigheder hun havde tilegnet sig, hvordan hun kunne gøre fremskridt, hvilke erfaringer hun havde haft, og så videre. Dette har givet hende lejlighed til at tale med sin lærer om Jehovas navn, hurtigtbyggede rigssale og pionertjenesten. Læreren har reageret positivt.

CANADA: Da stævnerne i 1984 understregede temaet „Rigets fremgang“, var dette ikke blot teori. Der var allerede fremgang, og med Jehovas velsignelse fortsætter fremgangen.

Et vidnesbyrd om væksten er de mange nye rigssale der bygges. Indtil i sommer var der opført 55 hurtigtbyggede rigssale, og der var planlagt 10 mere inden vinter. I Saskatoon i Saskatchewan blev der sidste forår rejst en stævnehal på blot seks dage, og indvielsen fandt sted nøjagtig en uge efter at byggeriet var begyndt. Ved hjælp af foldevægge kan den deles op i fire rigssale, og når væggene skydes til side, har man et auditorium med 1200 siddepladser til afholdelse af kredsstævner. Projektet har været noget af en sensation i området. En fagmand der besøgte stedet sagde: „Forbløffende! Forbløffende!“

DE FORENEDE STATER: Jehovas folk i De forenede Stater har ydet en fantastisk indsats i tjenesteåret 1985. I august satte forkyndertallet ny rekord med 723.220 som var med i tjenesten. Det er 179.763 flere end gennemsnittet for bare fem år siden. Der var også nye højdepunkter i timer, genbesøg og bibelstudier.

Noget særligt man lægger mærke til på rapporten, er væksten i pionerernes rækker. Med 100.145 hjælpepionerer i april var der i alt 136.996 i pionertjenesten i den måned. Antallet af almindelige pionerer har sat ny rekord otte gange i årets løb. Efter stævnerne „Bevar din uangribelighed“ strømmede det ind med ansøgninger.

En af disse nidkære forkyndere er en tidligere katolik der er opvokset i Mexico. Hun har været Jehovas vidne i 40 år. Men så begyndte hun at spørge sig selv: „Hvad går jeg egentlig og laver?“ Hun erkendte at uanset hvad det var, kunne det ikke være så vigtigt som at yde mere i forkyndelsen. Så selv om hun er 93 år gammel, meldte hun sig som almindelig pioner, og hun har nu den glæde at lede seks hjemmebibelstudier.

En stor skare lovpriser Jehova i Mellemamerika og Vestindien

I et profetisk syn så apostelen Johannes en stor skare „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ lovprise Jehova. (Åb. 7:9, 10) Et stort antal mennesker fra Mellemamerika og Vestindien er med til at opfylde dette syn.

BELIZE: Marken er her moden til høst. (Joh. 4:35) En del af denne frugtbare mark er mayalandsbyen Santa Cruz. Tre familier i denne landsby besluttede sig til at forlade kirken på grund af de urette ting de så. De bad sammen om at de måtte finde sandheden. Kort efter traf en af dem en forkynder på gadearbejde i byen Punta Gorda. Han lyttede men tog ikke imod blade. En måned senere opsøgte han igen forkynderen, denne gang for at spørge om Jehovas Vidner ville bygge en kirke i Santa Cruz. Broderen forklarede ham hvordan vort arbejde udføres og fortalte lidt om hvad vi tror på. Manden skrev skriftstederne ned og gik, igen uden at modtage blade. De andre i landsbyen syntes godt om det han forklarede dem, og de begyndte at rejse en hytte der kunne bruges som mødelokale. En måned senere vendte manden tilbage til Punta Gorda for at sige at de nu havde en bygning til at holde møder i. Han insisterede på at broderen oplyste en bestemt dag og tid hvor han ville komme. Selv om deres kundskab er begrænset, har de tre familier forkyndt meget, endog fra dør til dør. Da brødrene viste lysbilleder i landsbyen, samlede disse familier 126 tilskuere til forestillingen. På det tidspunkt havde de endnu kun studeret nogle få kapitler i ’Paradisbogen’.

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK: Rigets arbejde går godt her, og fremtiden tegner meget lovende. Der har i år været 10 forkynderrekorder i træk. Og de 8930 forkyndere leder over 14.000 hjemmebibelstudier. Der bygges mange nye rigssale.

Somme tider kan tilskyndelsen til at læse vore blade komme fra en uventet kant. Sådan var det i La Vega. En søster traf fra hus til hus en ældre dame som var katolik og som sagde at hun ikke ville høre på nogen der ikke talte om Maria. Selv om søsteren sagde: „Jamen så lad os tale om Maria,“ ville hun ikke lytte. Men næste gang søsteren forkyndte i distriktet kom den ældre dame ind hos en nabo netop som søsteren var ved at tilbyde hende bladene. „Det er den artikel om ægteskab som præsten havde i kirken i søndags,“ sagde den ældre dame. „Han sagde det var en meget god artikel og at alle burde læse den, fordi det ville hjælpe dem med at løse deres ægteskabelige problemer. Præsten havde 15 eksemplarer som han delte ud til dem der var i kirken.“ Naboens datter protesterede lidt, men moderen svarede: „Præsten læste op fra bladet i kirken og sagde til alle at når Jehovas vidner kom på besøg, skulle de tage imod bladene og læse dem.“ Alle tre modtog bladene.

GUADELOUPE: Brødrene på Guadeloupe har i sandhed følt at nye er strømmet til organisationen som duer i flok. (Es. 60:8) De 3500 forkyndere så med begejstring at over 500 flere blev føjet til deres rækker i årets løb.

En søndag henvendte en dame sig til den katolske præst efter messen og sagde til ham at hendes søn havde spurgt: „Hvis Jesus døde for os, hvorfor bliver folk så ved med at synde og dø?“ Hun bad præsten om hjælp. Han gav hende imidlertid ingen forklaring men sagde i stedet: „Jeg vil foreslå Dem at De går ud af kirken, over på den anden side af gaden, og bliver stående der nogle minutter. Snart vil De se Jehovas vidner komme forbi. Så henvend Dem til en af dem men ikke til en voksen, nej, gå til det mindste barn iblandt dem og bed dette barn om at besvare Deres spørgsmål. De kan være sikker på at barnet med glæde vil fortælle Dem nøjagtig hvad De skal svare Deres søn.“ Damen troede næppe sine egne ører.

GUATEMALA: Et sted udsatte en reserveofficer nogle der studerede Bibelen med Jehovas vidner for et hårdt pres fordi de ønskede at være neutrale. Flere af dem blev hentet i deres hjem om natten og fængslet. Officeren anklagede den lokale pioner for at have fremkaldt situationen. Brødrene appellerede til de højere militære myndigheder for at få lejlighed til at forklare baggrunden for deres standpunkt. Efter at have hørt på dem en hel time gav den officer der var ansvarlig for hele området dem dispensation og fritog dem for at udføre civil patruljetjeneste. Denne dispensation blev derefter meddelt reserveofficeren. Nogle måneder senere var pioneren i stand til at oprette et bibelstudium med denne reserveofficer. Nu overværer han alle møderne i rigssalen og tilskynder andre til at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han er opsat på at foretage de nødvendige forandringer i sit eget liv sådan at han kan begynde at tjene Jehova.

HONDURAS: Også her er der glimrende fremgang og muligheder for endnu større vækst. På et landsted som tilhører den katolske biskop af Tegucigalpa talte en forkynder med bestyreren og hans kone. De havde aldrig ejet en bibel men bad inderligt søsteren om at skaffe dem en og at undervise dem ud fra den. Da de lærte at Gud har et navn, spurgte manden biskoppen om dette, men biskoppen svarede at han havde for travlt til at tale med ham og bad ham om at gå. Biskoppens sekretær indrømmede senere at Guds navn er Jehova, men sagde til bestyreren at han havde travlt og ikke ville forstyrres. Manden kunne ikke undgå at bemærke den forskel der var mellem deres indstilling og den vor søster lagde for dagen, idet hun med glæde tilbagelagde mange kilometer til fods for at drøfte Bibelen med dem. Nu blev de endnu mere ivrige efter at lære.

JAMAICA: Igen i år har der været en vældig tilgang til pionerernes rækker, idet 50 procent flere end sidste år meldte sig som almindelige pionerer.

I en skole skrev lærerinden en religiøs sang på tavlen og bad eleverne om at synge den. Da en ung søster ikke sang med, blev hun vred. Efter at søsteren havde forklaret at sangen ikke stemte med hendes tro, svarede lærerinden: „Godt, så syng en af jeres sange.“ Hun sang da nr. 15 i den nye sangbog, „Se den dag Gud giver evigt liv!“, og hele klassen lyttede med til sidste strofe. Hun siger: „Jeg var lidt nervøs, men med Jehovas hjælp gennemførte jeg det. Da jeg så på lærerindens ansigt, kunne jeg se at hun ikke længere var vred.“

MEXICO: Over en tredjedel af landets godt 173.000 forkyndere er kommet i sandheden inden for de sidste tre år! Og der er flere i sigte. Antallet af bibelstudier er nået helt op på 263.788. Endnu mere imponerende er det at 781.904 overværede mindehøjtiden. Der er hundredtusinder af retsindige mennesker som behøver hjælp.

Vore brødre i Mexico brænder af nidkærhed. Antallet af almindelige pionerer er gået 35 procent frem og hjælpepionertallet 30 procent. Blandt de almindelige pionerer er der mange hvis forhold ikke adskiller sig meget fra Angelitas. Hendes mand er ikke i sandheden, hun har fire små børn og er lettere handicappet på det ene ben. Først lagde hun spørgsmålet om pionertjeneste frem for Jehova i bøn. Efter at have fået nogle praktiske forslag af menighedens ældste begyndte hun så i pionertjenesten. På grund af hendes gode eksempel er to andre søstre i menigheden også blevet pionerer. Nu studerer hendes mand ’Paradisbogen’ og overværer møderne.

Skønt der i skolerne er problemer med flaghilsen, holder de unge fast ved den rene tilbedelse. Den 10-årige Miguel blev kaldt ind på inspektørens kontor. Over for en gruppe lærere og en skoledirektør aflagde han et godt vidnesbyrd. Alligevel blev han og de øvrige børn af Jehovas vidner bortvist fordi de ikke ville hilse flaget. Da de senere var blevet genoptaget på skolen begyndte Miguels lærer — som beundrede drengens overbevisning og uangribelighed — at stille ham spørgsmål om Bibelen. Forbløffet over de svar han fik, begyndte han at studere Bibelen. Sammen med sin kone, sin søster og sin svigermoder overværer han nu regelmæssigt menighedens møder, tager del i tjenesten og planlægger snart at lade sig døbe.

PUERTO RICO: Jehovas vidner er nået ud til øens fjerneste afkroge. Men de erkender at der stadig er meget at gøre, og i løbet af året steg antallet af almindelige pionerer med 25 procent.

Mange unge forkynder med god virkning. En pige der går i børnehaveklasse tog sin ’Bibelhistoriebog’ med i skole. Da hun begyndte at forklare historierne for sine klassekammerater, samledes næsten hele klassen omkring hende. Da lærerinden så hvor interesseret børnene var i bogen, bad hun om at få et eksemplar, og den unge forkynder tilbød at give hende en bog hvis hun lovede at læse den. Dag efter dag spurgte pigen lærerinden om hun havde læst i bogen, indtil hun endelig begyndte. Inden længe dukkede både lærerinden og hendes datter op i rigssalen. Hun er nu en døbt forkynder som er meget glad for at den lille pige nidkært og trofast aflagde vidnesbyrd i skolen.

TRINIDAD OG TOBAGO: Hele 56 procent af det samlede antal forkyndere var hjælpepionerer i april.

En broder der var hjælpepioner i marts besluttede at han ville koncentrere sig om at tegne abonnementer. Når nogle modtog blade af ham på gaden, tilbød han dem abonnement. Han tilbød også abonnementer til dem han havde kontakt med på sit verdslige arbejde som opsynsmand ved et bådehus. Mange af dem var forretningsfolk som sjældent var hjemme. De fleste modtog abonnementer til sig selv eller som gaver til venner. Broderen tegnede 182 abonnementer i marts og 41 i april.

Når brødrene på disse øer ser tilbage på årets virksomhed siger de som David: „Målesnorene er faldet på liflige steder for mig.“ — Sl. 16:6.

Sydamerikanere strømmer til Jehovas hus

For længe siden forudsagde Guds ord: „I de sidste dage vil . . . mange folkeslag . . . drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, . . . og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“ (Es. 2:2, 3) Det er betagende at se hvordan dette går i opfyldelse i Sydamerika. Mødelokalerne er ofte fyldt til trængsel. Og når der planlægges stævner må man leje de største haller og stadionner for at have plads til de skarer der strømmer til.

ARGENTINA: Forkyndertallet nåede i august op på 56.585 — en fremgang på 17 procent. Antallet af bibelstudier har oversteget 70.000, og til mindehøjtiden var der 135.379 — 24 procent flere end året før. Mange af rigssalene er ikke længere store nok; de bliver udvidet og der bygges nye. Der er nu to stævnehaller; den ene blev taget i brug i slutningen af juni, den anden i juli.

Efter at have arbejdet under begrænsninger i 29 år holdt vi vort første store stævne i byen Buenos Aires, på landets største fodboldstadion. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Der var 46.117 til stede, og 1193 blev døbt. Det samlede tilhørerantal ved de ni stævner var 97.917. Et blad skrev: „Jehovas vidner har vundet alles respekt.“

I de sidste 35 år har vore unge brødre i den værnepligtige alder måttet afsone fængselsstraffe på tre til syv år fordi staten ikke har anerkendt deres kristne neutralitet. Mange er blevet slået og mindst to er døde på grund af den umenneskelige behandling i militærfængslerne. Men sådan er det ikke længere. På det lokale ældsteråds anbefaling får unge mænd som er døbt, er aktive i forkyndelsen og er tilmeldt den teokratiske skole nu et certifikat fra Jehovas Vidners Forening (Selskabet). Dette certifikat medbringes til de militære myndigheder, og brødrene bliver fritaget for at udføre militærtjeneste. Mange af disse unge brødre udnytter i stedet muligheden for at gå ud i pionertjenesten.

BRASILIEN: Jehovas folk har i mange år længtes efter den dag da Vagttårnet ville blive udgivet samtidig på mange sprog. Fra og med nummeret for 1. januar 1985 blev dette en realitet for Brasilien. Ikke længere noget med at være seks måneder bagefter! I august 1984 ankom to vældige containere med alle delene til to hurtigtgående offset-rotationsmaskiner, og med erfarne Brooklyn-brødres uvurderlige hjælp var den ene maskine køreklar til januar. Hvor storslået at de portugisisktalende menigheder nu kan nyde den åndelige føde samtidig med deres brødre andre steder i verden! I marts blev programmet for den teokratiske skole justeret ind efter det engelske program. I april var den anden trykkemaskine i gang, og alt var klar til samtidig udgivelse af Vågn op! fra og med nummeret for 8. juli. I 1985 udkom også den nye sangbog, Syng Jehovas pris, på portugisisk. Nu får brødrene ikke alene den samme åndelige føde men kan også synge de samme sange, og alt dette til Jehovas ære og pris.

I marts og april var der stor begejstring i menighederne. Alle forkynderne havde i februar fået et personligt brev hvori de blev tilskyndet til at være med i hjælpepionertjenesten. Resultatet var at 19.410 meldte sig i marts og 22.636 i april. Til alles glæde nåede forkyndertallet op på 177.904 i juli.

Mange ting viser at der er basis for yderligere vækst. En af dem er det forbløffende antal der overværede mindehøjtiden i år — ikke mindre end 483.880! En anden er antallet af bibelstudier — som næsten ligger på højde med forkyndertallet.

CHILE: For første gang i ti år lykkedes det os at holde et stævne i Santiago. Hvilken glæde for os!

De bøger og blade vi spreder kan øve stor indflydelse på et menneskes liv. En missionær besøgte en mand der bor omkring 80 kilometer fra Concepción, og rejsen dertil ad de opkørte veje der ofte kun benyttes af oksekærrer tager adskillige timer. Manden var ikke videre interesseret, men tog dog imod nogle blade. Da han læste dem, indså han at det han lærte, var sandheden. Han tog til Talcahuano (nær Concepción), overværede et møde i rigssalen og modtog mere læsestof. Han syntes så godt om det han læste at han planlagde at bygge en rigssal på sin grund. Han havde allerede planeret grunden og var klar til at bygge da missionæren aflagde det første genbesøg. Da missionæren gjorde ham opmærksom på at der ikke var nogen til at lede møderne, blev han enig med sig selv om at udsætte projektet. Ved det næste genbesøg fortalte han missionæren at han hver måned rejste ind til menigheden i Talcahuano for at overvære møderne og få bøger og blade. Han har også anskaffet sig 24 kassettebånd. Hver aften efter spisetid læser han og hans kone i bøgerne og bladene og lytter til båndene, ofte til klokken 1 om natten.

COLOMBIA: Forkynderne arbejder ihærdigt på at nå ud til folk med Rigets budskab, og den gode nyhed bliver vældig godt modtaget. Dette fremgår blandt andet af at 114.777 overværede mindehøjtiden.

Der har været en storslået stigning i antallet af almindelige pionerer — som nu er omkring 55 procent højere end året før. Mange af pionererne har måttet vise stor selvopofrelse for at være i denne tjeneste. I Neiva er der for eksempel tre unge forkyndere i samme familie. Selv om de stadig gik i highschool meldte de sig som almindelige pionerer efter at have tjent i en række måneder som hjælpepionerer. En sådan nidkærhed virker smittende.

ECUADOR: Nogle interesserede tager meget hurtigt imod sandheden. Dette gjaldt for eksempel en dame der bad om at få et studium fordi hendes broder var blevet et Jehovas vidne og hans gode opførsel havde gjort indtryk på hende. Anden gang studiet blev holdt kom forkynderen ind på spørgsmålet om rygning. Ugen efter meddelte damen at hun ikke havde rørt en cigaret siden hun havde lært hvad Bibelen siger om rygning. Så kom turen til de religiøse billeder. Hendes hjem var fyldt med dem. Men ét skriftsted var alt hvad der skulle til for at overbevise denne ydmyge dame. (5 Mos. 7:25, 26) Efter studiet den følgende uge gik hun ud af stuen og kom tilbage med favnen fuld af religiøse billeder, idet hun sagde: „Det er for at du kan se at min beslutning er alvorlig.“ Så gik hun i gang med at brænde dem alle. Derefter begyndte hun at overvære møderne, og hun har ikke svigtet et møde siden. Kort efter overvandt hun et endnu vanskeligere problem, idet hun afbrød et umoralsk forhold til en gift mand. Nu var hun for første gang i sit liv i stand til at opleve sand lykke, idet hun kunne tjene Jehova med en ren samvittighed.

GUYANA: Året igennem har vi haft den ene rekord efter den anden i bibelstudiearbejdet. Antallet af studier overstiger langt det samlede forkyndertal. For mindre end to år siden rapporterede menigheden i New Amsterdam kun 40 studier; nu har den 160. En anden menighed rapporterer regelmæssigt over 250 studier.

Interessen for sandheden afspejles også i mødedeltagelsen. Rigssalene er overfyldt om søndagen. Kredsstævnerne rapporterer dobbelt så mange tilhørere som der er forkyndere. Og til mindehøjtiden kom der over tre gange så mange.

Gordon og Yvette, to af dem der blev døbt i år, måtte gøre store forandringer for at kvalificere sig. Inden for få uger efter at de var kommet i kontakt med sandheden holdt de op med at udøve spiritisme. (Han havde været præst for menigheden.) De holdt også op med at sælge marihuana og cigaretter, at drive sortbørshandel, at stjæle elektrisk strøm og at gå mærkeligt klædt. De havde levet sammen uden at være gift i syv år, men Gordon forklarer: „Da vi opdagede at vi overtrådte Guds lov, besluttede vi os til at gifte os.“ Hvad havde tilskyndet dem til at gøre alle disse forandringer? Jo, ved det første møde de overværede, gjorde det et stærkt indtryk på dem at Bibelen blev brugt så meget. Den forkynder der studerede med dem, brugte også hele tiden Bibelen for at hjælpe dem til at forstå hvordan Jehova så på de ting de gjorde.

PERU: Den 27. januar 1985 var en mærkedag for arbejdet i Peru. Et nyt afdelingskontor og betelhjem blev indviet af M. G. Henschel fra det styrende råd. Der var 34.238 som overværede programmet.

Forud for „allesjælesdag“ (1. november) udarbejdede specialpioneren i Azángaro et foredrag over emnet „Til helvede og tilbage igen — hvem opholder sig dér?“, baseret på Selskabets publikationer. En mand som han studerede Bibelen med havde venner i Muñani-området 37 kilometer derfra, og han sendte dem besked om mødet. Skønt det silede ned om søndagen, kom der 14 til vagttårnsstudiet. Men da man var nået halvvejs gennem studiet standsede en lastvogn udenfor, læssede folk af, og det utrolige antal af 103 mennesker strømmede ind og fyldte hver krog af lokalet. De var kommet for at høre „hvem der var kommet i helvede og hvem der kommer tilbage derfra“. Hele gruppen blev til midnat og talte og stillede spørgsmål. Lastvognens chauffør sagde: ’Vi var trætte af alle de forvirrende ting protestanterne og katolikkerne lærer os. Nu ved vi endelig hvad sjælen er, hvor de døde er, og hvilket håb der er for de døde.’

SURINAME: I regnskoven i landets indre (som stort set er isoleret fra den øvrige del af verden) siger verdenskrige og jordskælv som tegn på at vi lever i de sidste dage ikke folk ret meget. Men de ligger stærkt under for dæmonisme og afgudsdyrkelse. De tror på alle mulige guder — et træ, et dyr, en særlig sten i en flod. De spørger solguden hvornår tørtiden vil begynde og hvor længe den vil vare.

Sidste år varede tørtiden ikke ret længe. Men brødrene gik tidligt i gang med at rydde deres marker og plante kassava fordi de skulle nå at overvære deres stævne. Dæmondyrkerne ventede derimod med at arbejde i markerne til præsten havde udført ritualer for at anråbe solguden om en længere tørtid. Da regnen kom, var det derfor kun brødrene der havde nok at spise. Som følge heraf henvendte en kvinde der ellers havde været meget imod sandheden, sig til en af forkynderne og sagde: „Jeres Gud, Jehova, er virkelig en klog og kærlig Gud, at han sørger for jer, selv under disse forhold.“ Nu studerer hun og hendes mand tre-fire gange om ugen, og de har ødelagt alle de genstande de ejede som havde tilknytning til dæmondyrkelse.

Øerne fryder sig over Jehovas kongedømme

Efter at have bekendtgjort at „Jehova er blevet konge“ tilskynder Salme 97:1: „Lad de mange øer fryde sig.“ På øerne i Stillehavet og Det indiske Ocean er denne tilskyndelse blevet fulgt med iver og begejstring.

AUSTRALIEN: Den vældige vækst på dette ø-kontinent har fået mange menigheder til at overveje om deres rigssal dækker behovet. De fleste har fundet det nødvendigt at bygge en ny sal eller at udvide den bestående. For mange er behovet presserende, da salene simpelt hen er overfyldte. I år blev der opført 11 hurtigtbyggede rigssale. I én delstat er de brødre der organiserer arbejdet nu bestilt til at bygge en rigssal hver måned til og med oktober 1986! Alt dette er ikke gået upåagtet hen. To af de nye rigssale er blevet attraktioner hvor turistbusser standser op mens guiderne forklarer hvordan salene er blevet bygget på to dage.

Der sker også gode fremskridt blandt urbefolkningen. Et sted der kaldes Duck Creek har en hel koloni studeret med brødrene i en årrække, og de kalder sig nu Jehovas vidner, selv om der endnu ikke er oprettet nogen menighed dér. Som følge heraf holdt præsten op med at besøge kolonien. Men en ny præst i området besluttede sig til at aflægge kolonien et besøg og præsentere sig som den nye præst. De indfødte besluttede da at sætte ham på prøve. De spurgte ham hvad Guds navn er. Præsten havde forventet dette spørgsmål, og han svarede: „Jehova.“ Så bad de ham om at vise dem hvor navnet står i Bibelen. Det kunne han ikke. Ikke uden stolthed erklærede de: „Vi ved alle sammen at det står flere steder i Bibelen, og et af stederne er Salme 83:18.“ Derefter sagde de høfligt til ham at han ikke behøvede at tænke på at besøge dem igen.

FIJI: Brødrene på Fiji fryder sig over at kunne sige: „Vi er for første gang over tusind forkyndere!“ Antallet af almindelige pionerer er også vokset og har sat ny rekord fem måneder i træk.

Flere tager nu hurtigt og beslutsomt imod sandheden. Efter kun to studier over ’Paradisbogen’ indså en hindu fra Sydindien det tåbelige i billeddyrkelse og lavede et bål af sine afgudsbilleder. Det der ikke blev brændt, kastede han i en bæk. Både manden, konen og børnene gør gode fremskridt i sandheden.

FILIPPINERNE: Tjenesteåret 1985 har været enestående. I april nåede vi et glimrende nyt højdepunkt på 83.670 forkyndere. I samme måned var over 22 procent af forkynderne med i hjælpepionertjenesten. Og i årets første ti måneder blev der sat otte nye rekorder i antallet af almindelige pionerer.

En søster i Davao blev for seks år siden blind ved en operation. Men det afholdt hende ikke fra at tage fuld del i tjenesten på arbejdsmarken. Tværtimod øgede hun sin indsats fordi hun ville bevise at hendes blindhed ikke hindrede hende i at tjene Jehova. Først blev hun hjælpepioner. Da det lykkedes hende at nå timerne, meldte hun sig som almindelig pioner. Hun passer selv hjemmet og en dreng på ni år. Nu leder hun seks bibelstudier, heraf fire i fjerntliggende distrikter. Hvordan klarer hun det? Søstrene i menigheden hjælper hende. Dette har også hjulpet disse søstre til at øge deres indsats, og to af dem er nu selv almindelige pionerer! Som hun siger: „Det at jeg hver dag har travlt med at sørge for min familie og lære retsindige sandheden at kende, giver mit liv indhold og mening.“

GUAM: Afdelingskontoret på Guam fører tilsyn med Rigets arbejde på følgende øgrupper: Marshalløerne, Ponape, Kosrae, Truk, Saipan, Yap, Belau, Nauru og Kiribati. Tilsammen har de nået et nyt højdepunkt på 717 forkyndere. Desuden leder de op imod 1470 hjemmebibelstudier, og 37 procent af forkynderne var i heltidstjenesten i april.

HAWAII: Brødrene her ser tilbage på et år fyldt med frugtbærende aktivitet og velsignelser fra Jehova. I april var 23 procent af alle forkynderne med i en eller anden form for heltidstjeneste. Og deres erfaringer var styrkende, skønt i nogle tilfælde også trosprøvende.

En pionersøster som arbejdede i et landdistrikt traf en mand der råbte op og smækkede døren. Da hun gik, pudsede han to schæferhunde på hende. Hun vidste at hun ikke kunne løbe fra hundene, så hun vendte sig om mod dem, og mens hun brugte sin taske som skjold, råbte hun flere gange Jehovas navn. (Ordsp. 18:10) Hundene kom farende så hurtigt at de ikke nåede at bremse op. De rutchede lige forbi hende, men i stedet for så at vende om og angribe hende, gik de tilbage til huset som om de overhovedet ikke så hende. Nu var både manden og konen kommet ud og beordrede hundene efter hende. Men hundene satte sig ned og nægtede at røre sig. Søsteren var Jehova dybt taknemmelig for hans beskyttelse.

JAPAN: „Din velsignelse er over dit folk,“ skrev salmisten. (Sl. 3:8) Vi har set rigeligt med vidnesbyrd om at Jehovas velsignelse har været over hans tjenere i Japan i det forløbne år. I maj 1985 rapporterede de for første gang over 100.000 forkyndere af Riget. Det var den 77. forkynderrekord i træk. Efter den nye start efter den anden verdenskrig tog det 30 år med flittigt arbejde at nå op på 50.000 forkyndere. Derefter tog det kun seks år til at nå op på 100.000. Jehova har i sandhed ’fremskyndet det når tiden var inde til det’. (Es. 60:22) Disse rigsforkyndere leder op imod 150.000 hjemmebibelstudier, og der var i år 258.728 til mindehøjtiden, så vi er forvissede om at væksten, med Jehovas velsignelse, vil fortsætte.

Selv om distriktet bliver gennemgået temmelig ofte, er der stadig en god pionerånd i hele landet. Der var i gennemsnit i løbet af året 22.346 almindelige pionerer og 16.274 hjælpepionerer. Alt i alt var 40 procent af det gennemsnitlige antal forkyndere med i de forskellige grene af pionertjenesten i løbet af året.

En familiefader blev delvis hjulpet ind i sandheden af sin treårige søn. I et anfald af vrede havde faderen kastet en bibel ud af huset i den tro at det var hans kones. Men det viste sig at være sønnens. Drengen fór ud i regnen og faldt flere gange i mudderet før han fik fat i bogen. Han tog den med ind og begyndte forsigtigt at vaske den under vandhanen. Faderen var lamslået. Han havde aldrig set sin søn vise så stor omsorg for noget af sit legetøj, og han var chokeret over hvordan hans handling havde virket på drengen. Alt dette fik ham til at undersøge hvad det var hans søn lærte. I dag er han en broder, og sammen med andre har han været hjælpepioner flere gange.

MALAYSIA: En indisk familie har erfaret hvilken storslået udfrielse Guds ord kan udvirke. I tre dage og tre nætter var deres to måneder gamle søn angrebet af en dæmon, så han kæmpede og skreg og havde fråde om munden. Manden konsulterede et åndemedium, og dæmonen forlod barnet men gik over i hustruen. Da de følte at deres hus var hjemsøgt af onde ånder, flyttede de. For at komme fri af deres magt, begyndte hustruen at praktisere yoga, men det hjalp hende ikke. Hun brugte mange penge til amuletter, men det hjalp heller ikke. Til sidst begyndte hun at tænke alvorligt på Gud. En lejer som havde kontakt med Jehovas vidner, lånte hende sin ’Sandhedsbog’. Hun læste den og bad derefter om at få en bibel og et studium med forkynderne. Senere kom hendes mand med til studiet. Nu er de frigjort fra dæmonernes herredømme og fortæller andre om den gode nyhed der har givet dem denne frihed.

MAURITIUS: Der er en stærk pionerånd i menighederne her. Da en af øens pionerer ledede et studium med et ægtepar, lagde manden særligt mærke til Johannes 4:24: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ Det gjorde indtryk på ham. Han gik hen til sin katolske præst og spurgte ham om han kendte dette skriftsted. Til hans overraskelse svarede præsten: „Hvordan kan De forvente at jeg skal kunne huske alt det?“ Manden sagde da: „Som De ved er jeg lærer, og hvis jeg ikke kan huske at to og to er fire, hvordan kan jeg da undervise? For Dem skulle dette skriftsted være lige så simpelt som to og to.“ Præsten indrømmede at han ikke vidste hvordan man skulle tilbede Gud sådan som det forklares i dette skriftsted. Manden og hans kone overværer nu regelmæssigt Jehovas Vidners møder.

NEW ZEALAND: At arbejdet fremskyndes, ses ikke alene i den talmæssige vækst men også i de hurtige fremskridt nogle af de nye gør. De der studerer Bibelen beder nu selv om at få lov til at overvære møderne og at blive „regelmæssige forkyndere“. Ved siden af deres bibelstudium læser de meget på egen hånd. De tager beredvilligt ved lære, ikke alene af det de hører men også af det de ser ved møderne. De er hurtige til at forandre klædedragt, moral og livsstil. Nogle forkynder og gør disciple allerede før de selv er færdige med at studere ’Paradisbogen’. Det er ikke usædvanligt at nogle bliver døbt efter at have studeret i seks til otte måneder.

Når man søger at fastslå årsagen til denne forbløffende vækst, må man ikke overse ’Paradisbogen’ med dens varme og praktiske appel til læseren. Da en søster havde holdt det første studium over bogen med en nabo, foreslog hun at de fortsatte studiet ugen efter. „I næste uge?“ svarede naboen. „Hvorfor ikke i morgen?“

NY CALEDONIEN: I det forløbne år har Ny Caledonien været omtalt i medierne på grund af uroligheder og vold på denne engang så fredelige stillehavsø. Trods dette går Rigets arbejde fremad. Dagen før den franske præsidents planlagte besøg udbrød der uroligheder i Nouméa, med det resultat at regeringen indførte udgangsforbud. Politiet meddelte at vore møder skulle aflyses. Det var imidlertid planlagt at L. A. Swingle fra det styrende råd skulle ankomme for at deltage i områdestævnet og indvielsen af en ny stævnehal. Da brødrene henvendte sig til politimesteren personligt, viste det sig at denne kendte Jehovas vidner fra sin tid som chef for politiet i byen Lille i Nordfrankrig. Han havde aldrig haft vanskeligheder med store skarer af Jehovas vidner. Han havde tillid til dem, og det var muligt at holde møderne som planlagt.

PAPUA-NY GUINEA: Den gode nyhed når ud til nogle af de fjerneste øer, og det er tydeligt at Jehovas ånd sørger for væksten. Nogle unge mennesker fra Tasman-øerne arbejdede på øen Bougainville og blev kontaktet af nogle forkyndere. Inden længe skrev de tilbage til de ældre på Tasman-øerne og fortalte dem hvad de lærte. Som følge heraf begyndte en gruppe kvinder at studere Selskabets publikationer. På grund af den interesse de viste, sendte en af høvdingene bud om at han gerne ville have Jehovas vidner til at besøge øerne og oprette en missionsstation. Nu er der en rigssal på øen og møderne holdes regelmæssigt, skønt ingen i gruppen er blevet døbt endnu. Øen har en befolkning på blot 200 eller deromkring, og der er 35 huse. Indtil for nylig har høvdingene over de klaner der behersker øerne ellers modsat sig alle religiøse gruppers forsøg på at drive mission på disse øer.

SALOMONØERNE: På øen San Cristobal indkaldte den anglikanske biskop kirkens ældste til et møde og inviterede også Oswald og hans kone, et ægtepar der havde studeret med Jehovas vidner. Biskoppen satte kirkens ældste i rette. Idet han forsøgte at gøre dem skamfulde, holdt han en stor kniv mod sin strube og sagde: „Jeg tager livet af mig selv hvis I ikke underviser folk ordentligt i Bibelen.“ En af dem svarede: „Hvordan skal vi kunne undervise folk når De ikke har undervist os?“ Da rejste Oswald og hans kone sig frygtløst, og han sagde: „Jeg vil gerne bede Dem om at slette min kones, mine børns og mit eget navn af kirkens medlemsbog, for vi ønsker at være Jehovas vidner. I lang tid har vi nu ikke lært noget i kirken. Vi fortsætter med at studere med Jehovas vidner.“ Senere skrev han til Selskabets afdelingskontor: „Vi er meget lykkelige for at være kommet ud af falsk religion og at være en del af Jehovas organisation, hvor vi kan få liv til evig tid.“

SRI LANKA: Denne ø ved Indiens sydspids har været omtalt i pressen på grund af etniske problemer og terroristaktivitet. Aldrig før har der været så mange flygtninge, så mange der lever i frygt.

Blandt dem der blev døbt i år var en tidligere oprører. Når han nu går ad smalle stier for at vidne om sandheden, husker han dengang han gik ad de samme stier med geværer. Han voksede op som buddhist og begyndte at kæmpe for det han anså for at være lighed og retfærdighed. Med tiden blev han leder af en skare oprørere der levede i junglen. Men som han indrømmer, førte ingen af deres kamphandlinger til lighed og retfærdighed for nogen. I 1971 blev han fængslet og undgik med nød og næppe at blive henrettet. Jehovas vidner fik forbindelse med ham i 1980, og det de fortalte ham om fred og retfærdighed ved hjælp af Guds rige appellerede til ham. Da han senere overværede et af Jehovas Vidners stævner sammen med sin familie, gjorde et foredrag om Bibelens principper vedrørende renhed og klædedragt dybt indtryk på ham. I pausen blev han klippet og barberet og skiftede til noget mere præsentabelt tøj. Hvilken overraskelse for hans kone og børn da han vendte tilbage! Nu forkynder han selv fredens gode nyhed for andre.

Modig forkyndelse trods forbud

Hvad gøres der for at udbrede Rigets budskab i lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt begrænsninger eller endog forbud fra myndighedernes side? Vore brødre fortsætter med at adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker. (Apg. 5:29) De reagerer ligesom de kristne i det første århundrede om hvem apostelen Paulus skrev fra fangenskabet i Rom: „De fleste af brødrene i Herren . . . har . . . så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt.“ — Fil. 1:14.

I et land hvor arbejdet er underlagt sådanne begrænsninger er antallet af almindelige pionerer steget med 161 procent på tre år. I et land der ligger på randen af en glohed ørken var 39 procent af alle forkynderne med i heltidstjenesten i april. I endnu et land, hvor der er hård forfølgelse, var hver fjerde forkynder hjælpepioner i april. I nogle af menighederne meldte over halvdelen af forkynderne sig som hjælpepionerer. Syv var hjælpepionerer i et fængsel og havde overskredet de 60 timer da kun halvdelen af måneden var gået!

Vore brødre er naturligvis forsigtige, sådan som Jesus tilrådede i Mattæus 10:16, men de har alligevel forøget deres teokratiske aktivitet. De ser at høsten også i deres distrikt er stor mens arbejderne er få. — Matt. 9:37.

Hvor flittigt der arbejdes i et land, fremgår af hvad en mand svarede da en forkynder henvendte sig til ham på gaden: „Det er niende gang i dag at et af Jehovas vidner prøver at tale med mig om religion. Jeg må nok hellere se at gøre noget ved det.“ Han tog imod tilbudet om et bibelstudium. Mange andre studerer også. Et land hvori arbejdet er forbudt rapporterer 1,6 bibelstudier pr. forkynder; et andet rapporterer 1,8.

Brødrene i et land i Østeuropa siger: „Det er tydeligt at Jehovas hellige ånd skynder på os. Vi mærker denne drivkraft, og det er en glæde at se hvordan vore trofaste brødre og søstre villigt lader sig bevæge af den.“ De udfører deres tjeneste med flid og nidkærhed. En broder har en bibel liggende i sit skab på sin arbejdsplads. Det førte til at en af hans arbejdskammerater spurgte ham om han ville skaffe ham et eksemplar. Broderen bragte ham da en bibel og lagde en seddel i den med en liste over nogle skriftsteder der forklarer sådanne emner som de sidste dage, tegnet på Kristi nærværelse, Jehovas vidner og den rette adfærd. Han citerede også nogle uddrag fra bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. For at hjælpe sin arbejdskammerat til at finde skriftstederne noterede han sidetallet for hvert skriftsted. Det medførte at arbejdskammeraten talte med andre om det han havde læst i sin bibel. Efterhånden var der flere som gerne ville have bibler, og det fik de — med notater. På denne måde blev der i løbet af kort tid spredt 13 bibler ved uformel forkyndelse.

For at forkynde på en måde der er forstandig og forsigtig, gik en ung hjælpepioner og hendes otteårige broder ind i en park og satte sig ved siden af en ældre dame. Snart var de i gang med en bibelsk samtale. Så kom damens mand til og tog del i samtalen. Han bad om lov til at træffe børnenes forældre og gav dem sin adresse. Det viste sig at han engang var blevet døbt men nu var uvirksom, idet familieproblemer havde skilt ham fra Jehovas organisation i 30 år. Han gav udtryk for at deres møde i parken sikkert ikke var tilfældigt, for, som han sagde, ’I var det tredje hold der forkyndte for mig’. Han og hans kone studerer nu bogen „Lad dit rige komme“ og overværer de møder der er åbne for offentligheden i det land.

At tilbyde bøger og blade i lande hvor arbejdet er underlagt begrænsninger, kræver dømmekraft. Da en broder blev spurgt hvilken tro han tilhørte, svarede han: „Den sande kristne tro, der ikke er splittet.“ (1 Kor. 1:10) Havde han sagt „Jehovas vidner“ ville det have medført en fordomsfuld reaktion. Manden tog imod ’Paradisbogen’. I løbet af de næste to uger læste han bogen om og om igen. Han indrømmede at han havde søgt efter sandheden i 40 år og at bogens indhold havde bragt ham sand frihed.

Fra et land i Østeuropa skriver de ansvarshavende brødre: ’Vi er stumme af forbløffelse over alt hvad der er sket her med Jehovas ånds hjælp.’ De har især tilskyndet brødrene til at oprette nye bibelstudier, og de har ansøgt om tilladelse til at importere titusinder af ’Paradisbøger’. Tilladelsen blev givet. Brødrene var begejstrede for den åndelige føde. På en fabrik lånte en af brødrene sin bog ud til en arbejdskammerat, som igen blev spurgt af andre om de kunne låne den. Alt i alt blev bogen læst af ti personer, og to af dem bad om at få et bibelstudium. Der har været en drastisk stigning i antallet af bibelstudier i hele landet.

Presset i forbindelse med opfyldelsen af Åbenbaringen 13:16, 17 føles stærkt i nogle områder. I ét land får de unge der ikke er politisk aktive ikke lov til at tage eksamen i skolen, de kan ikke få arbejde, får ikke noget identitetskort, får ikke lov til at rejse, kan ikke købe nødvendige dagligvarer i statsejede butikker og kan ikke blive indlagt på hospital. Trods alt dette er vore unge brødre både trofaste og nidkære.

I et land i Afrika blev en broder der nægtede at udføre militærtjeneste grusomt slået. Han blev truet, først med et gevær mod hovedet, derefter med en sabel på struben. Han fik ordre til at grave sin egen grav, blev delvis begravet og derefter såret med skud. Men han skriver: „Det er en vanskelig prøve jeg gennemgår, men jeg vil gerne sige at pionertjenesten i høj grad har hjulpet mig til at bevare min uangribelighed. Så længe jeg har livet i behold vil jeg med glæde fortsætte med at tjene Jehova.“

End ikke de steder hvor sande kristne er blevet hårdt forfulgt i mange år, er det lykkedes at standse Rigets arbejde. Brødrene får den åndelige føde. Forkyndelsen fortsætter, om end med forsigtighed. I et afrikansk land hvor der er sådanne vanskeligheder, leder vore brødre stadig over 8000 hjemmebibelstudier. Efter at en ung mand havde medvirket til at nogle forkyndere var blevet overgivet til politiet men politiet havde ladet dem gå igen, sagde den unge mand flere gange til brødrene: „Vil I ikke nok bede for mig, selv om vi har meldt jer til politiet?“ Han indrømmede at han syntes at man behandler brødrene på en djævelsk måde, og han bad om et bibelstudium. Måske bliver han også en sand kristen, ligesom Saulus fra Tarsus.

På grund af regeringsforbud mødes brødrene somme tider i tætte skove, men interesserede får alligevel kendskab til møderne. Da nogle brødre var ved at rydde op efter en stævnedag i en skov efter at de fleste havde forladt stedet, trådte en mand frem mellem træerne. „Undskyld at jeg er kommet,“ sagde han, „men jeg har tilfældigvis hørt det hele lige til afslutningen. Jeg er opsynsmand her i skoven. Hvad er jeres tro, om jeg må spørge?“ „Vi er Jehovas vidner,“ svarede brødrene. „Jeg syntes vældig godt om det jeg hørte,“ sagde den fremmede. „Jeg forstår — det blev meddelt — at I også kommer i morgen?“ „Ja.“ „Så kommer jeg også.“

Fra et asiatisk land skriver vore brødre: „I det år der er gået har vi især erfaret det Jesus talte om da han sagde: ’I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.’ (Matt. 10:18) Men når brødrene er frimodige og aflægger et respektfuldt vidnesbyrd ud fra Bibelen, ender det som regel med at forhørene holder op og overvågningen lettes, så de effektivt kan fortsætte med at forkynde og gøre disciple.“ De rapporterer at der holdes ugentlige menighedsmøder med stigende tilslutning, der arrangeres kurser, ledes pionerskoler og holdes stævner (undertiden i forbindelse med et bryllup). Jehova giver sine tjenere hvad de behøver for at kunne fuldføre deres tjeneste, og når de stræber efter at gøre dette under vanskelige forhold hjælper han dem.

[Oversigt på side 34-41]

RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1985

(Se publikationen)

[Illustration på side 10]

Kenya

[Illustration på side 16]

Indien

[Illustration på side 23]

Spanien

[Illustration på side 31]

De forenede Stater

[Illustration på side 33]

Trinidad

[Illustration på side 47]

Brasilien

[Illustration på side 55]

Japan

[Illustration på side 63]

Polen