Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g79 8/8 s. 4-7
  • Hvad jeg har lært om blod

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad jeg har lært om blod
  • Vågn op! – 1979
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Livets goder“?
  • Hvad er løsningen?
  • Spørgsmålet om blod
  • En ændret livsform
  • Blod
    Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne
  • Jehovas vidner og spørgsmålet om blod
    Jehovas vidner og spørgsmålet om blod
  • Hvordan kan blod redde liv?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • Brug dit liv i harmoni med Guds vilje
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
Se mere
Vågn op! – 1979
g79 8/8 s. 4-7

Hvad jeg har lært om blod

EN KIRURG FORTÆLLER

JEG havde en travl lægepraksis i Dallas, Texas. Ofte var jeg på operationsstuen allerede klokken 7 om morgenen sammen med mine medarbejdere, iført kirurgens bleggrønne hue og kittel. En operation som har gjort særligt indtryk på mig var et kejsersnit vi foretog i 1965. Jeg husker det som var det i går.

Operationen forløb planmæssigt. Roy havde med et hurtigt snit åbnet bugvæggen, og der var ingen større blødning. Foran os havde vi nu den udadhvælvede livmoder, der trængte sig frem efterhånden som de inderste lag af bugvæggen blev åbnet. Jeg så op i Roys øjne, lige over hans kirurgmaske, og mødte hans blik, netop som han udstødte et lille gisp og udbrød: „Se der!“

Jeg så hurtigt ned, og forneden på den udspilede, gravide livmoder så jeg nogle usædvanlig store blodkar — næsten på tykkelse med mine fingre — komme op fra bunden og gennem det understøttende væv. Vi måtte gennemskære mange af disse kar, og blødningen ville blive alvorlig og omfattende.

„Okay, lad os komme i gang,“ sagde Roy. Han rakte højre hånd ud og tog imod den skalpel som operationssygeplejersken med et lille smæld lagde i hans hånd. Ved hvert snit vældede en ny blodstrøm ud af de unormalt udvidede blodkar der måtte overskæres for at livmoderen kunne åbnes så meget at barnets hoved kunne komme ud.

„Jessie,“ nærmest råbte jeg. „Giv laboratoriet besked om at typebestemme og forligelighedsprøve to portioner pakkede blodlegemer.“

„Ja,“ svarede den dygtige, effektivt arbejdende oversygeplejerske over skulderen idet hun skyndte sig ud gennem svingdørene. Jeg så op og mødte narkoselægens blik. Han smilede og nikkede billigende, idet han åbnede for ventilerne på transfusionsflaskerne og lod den klare transfusionsvæske erstatte det dyrebare blod der gik tabt. Det er som regel narkoselægens opgave at sørge for væske og blod til erstatning for et blodtab når patienten er under narkose. Selv om kirurgen har kommandoen, har han som regel for travlt på det tidspunkt til at tage sig af det.

Narkoselægen, der lige havde smilet billigende til mig, havde lært os respekt for blodet. Han gik stærkt ind for det han kaldte „hvidt blod“, Ringer-laktat. Det er en væske der indeholder salte, vand og andre stoffer der er nødvendige for at erstatte et væsketab, men den frembyder ikke de samme farer som fuldblod. Han havde gang på gang sagt til os at hvis en patient ikke behøvede meget store mængder blod, var man godt dum hvis man brugte andet end Ringer-laktat til at erstatte væsketabet med. Jeg havde lyttet til ham og havde lært en masse. Nu var jeg administrerende overlæge på hospitalet, og jeg mente at jeg faktisk vidste alt hvad der var værd at vide om blod. Operationen gik godt — både moderen og barnet overlevede.

„Livets goder“?

Dengang i min lægegernings første år følte jeg at jeg havde „gjort karriere“. Udadtil gik det hele så godt; mange patienter søgte mig, og min indtægt voksede. Jeg havde alle de ydre vidnesbyrd om succes — stor villa med svømmebassin, ny bil, sejlbåd, to børn — ja faktisk alt hvad verden kan give en. Men i virkeligheden gik det slet ikke så godt. Og mærkeligt nok var jeg udmærket klar over det. Alligevel blev jeg ved med at benægte det over for mig selv, og jeg søgte at overbevise mig selv og min familie om at vi havde alt hvad vi kunne ønske os af livet.

Vi befandt os i en svikmølle. Jo mere jeg tjente, jo mere brugte vi. Vi plejede stor selskabelighed og levede i sus og dus. Jeg begyndte at drikke for meget, og umoralitet blev en livsform for mig. Ved slutningen af mit sjette år som læge i storbyen faldt hele min tilværelse sammen. Min lille søn på tre og et halvt år druknede i vores svømmebassin. En måned senere forlod min kone mig og vores anden søn, og flyttede ind hos en af mine nærmeste venner.

Jeg blev forfærdelig deprimeret. En dag forsøgte jeg med fuldt overlæg at tage livet af mig selv ved at indsprøjte morfin i min krop — og det var nær ved at lykkes. Da jeg vågnede op på vores hospital, var jeg så forbavset over det at jeg kun spurgte: „Hvorfor mislykkedes det?“ På mindre end seks korte år var jeg nået til succesens tinde, kun for at falde helt ned på bunden igen.

Jeg prøvede alt — psykoanalyse, piller (opkvikkende og beroligende) og hele tiden alkohol — for at komme ud af elendigheden. Ingen af delene virkede. Der gik et år, og jeg giftede mig på ny og håbede igen at få en normal tilværelse; men jeg begyndte kun at gøre alle de samme fejltagelser forfra. Min stakkels kone var slet ikke klar over hvad hun gik ind til. Hun var 15 år yngre end jeg og havde ikke været gift før. Nu fik hun pludselig en fuldt færdig familie, og en masse forpligtelser som lægefrue.

Lidt efter lidt genvandt jeg min anseelse; min praksis begyndte igen at blomstre op. Min indtægt voksede og nærmede sig et sekscifret dollarbeløb. Men jeg havde stadig alle de samme dårlige vaner. Jeg blev ved med at drikke og at tage piller, og umoraliteten fortsatte som før. Jeg gjorde min nye kone til et vrag, både fysisk og følelsesmæssigt. Inden længe havde vi to børn, ud over den søn jeg havde fra mit første ægteskab. Vi flyttede ind i et større hus med et større svømmebassin, og købte større biler. Hver weekend tilbragte vi med at sejle, drikke og deltage i nattelivets „glæder“. Børnene satte vi i pleje hos deres bedsteforældre, der så dem mere end vi gjorde. Så længe de ikke voldte mig besvær, var jeg tilfreds. Vi brugte i tusindvis af dollars på fornøjelser — nye sejlbåde, skiferier og skiudstyr — men trods alt dette var mit liv ikke nogen fornøjelse.

Min tilbagevendende nedtrykthed blev værre. Jeg indledte et alvorligt forhold til en af mine sygeplejersker, og hun lagde mere og mere beslag på min tid. Depression fulgte på depression, alt imens jeg alvorligt frygtede for at jeg skulle dø uden virkelig at have lært livet at kende, uden at have fundet ud af meningen med det hele. Som en høg holdt jeg øje med verdensforholdene. Jeg kunne se at udviklingen i verden ikke kunne fortsætte i det uendelige, og det gjorde mig kun endnu mere deprimeret.

Hvad er løsningen?

Så en aften sad min kone og jeg, halvvejs berusede, og talte sammen i baghaven. Vi var begge dybt deprimerede over situationen i verden. Vi havde undersøgt alt — det okkulte, østens religioner, reinkarnation. Jeg spurgte om hun ville bede sammen med mig, noget vi aldrig havde gjort før. Vi kastede os ned med ansigtet i græsset, og med tårerne løbende ned ad kinderne bønfaldt vi Gud om at høre os.

Få dage efter, da jeg en aften kom hjem fra konsultationen, fortalte min kone mig at hun studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner. „Nej, ikke det!“ råbte jeg. „Du slipper aldrig af med dem. Ved du ikke at de kun er ude efter vores penge? Alt andet end lige det!“ Men af en eller anden grund fulgte hun her sit eget hoved og fortsatte sit studium. Jeg blev rasende og gjorde det meget vanskeligt for hende, selv om jeg ikke rent bogstaveligt hindrede hende i at studere.

Jeg var besluttet på at vise min kone at jeg vidste mere om Bibelen end Jehovas vidner gjorde. Mærkeligt nok, for jeg havde aldrig i mit liv læst Bibelen igennem. Derfor stod jeg op tidligt hver morgen for at læse i Bibelen, så jeg kunne belære min kone. Men til min vrede og forbløffelse kunne hun gang på gang vise mig noget i Bibelen som jeg var gået lige hen over uden at lægge mærke til det.

Spørgsmålet om blod

Så en aften læste hun i en rød bog, og hun sagde stille: „Prøv at se her! Vidste du at Gud sagde til Noa at han skulle lade dyrenes blod løbe ud på jorden før de måtte spise dem?“

Jeg var straks klar med et forsvar, og sagde: „Ja, det er derfor jeg ikke kan lide de mennesker; de vil ikke have blodtransfusion.“ Her var i hvert fald noget de ikke kunne lære mig. Det var noget jeg kunne hage mig fast i, for når det kom til stykket vidste jeg nok alt om blod, mente jeg. Jeg var bitter og fuld af stolthed. Det vidste hun, og hun sagde ikke mere om sagen.

Kort efter gav hun mig en liste over bloderstatningsmidler som hendes bibellærer havde givet hende over telefonen, og hun spurgte mig om jeg kendte dem. Det gjorde mig virkelig opbragt — tænk at de troede at jeg ikke engang kendte noget til plasmaerstatningsmidler! På listen var blandt andet Ringer-laktat, „hvidt blod“. Ved det næste studium havde hendes lærer en lille brochure med til hende, kaldet Blodet, lægevidenskaben og Guds lov, som hun bad mig om at læse. Næste morgen, da jeg satte mig ned for at læse i Bibelen, tog jeg den lille brochure og læste den fra ende til anden. Da jeg var færdig, vidste jeg at det var sandheden.

Jeg havde aldrig set skriftstedet: ’Afhold jer fra blod,’ og jeg kendte ikke noget til Guds befaling til Noa om at man ikke måtte indtage blod. (Apg. 15:28, 29; 1 Mos. 9:3, 4) Jeg troede at forbudet mod at indtage blod blot var en del af den gamle jødiske Lovpagt, som jeg vidste var bragt til ophør med Jesu Kristi komme. Men da jeg havde læst hele det 15. kapitel i Apostelgerninger i Bibelen, kunne jeg kun sige: „Der kan man bare se!“ Jeg havde selvfølgelig i årevis kendt til farerne ved blodtransfusion — de hæmolytiske reaktioner, faren for uforligeligt blod, og så videre. Jeg var også klar over at jeg havde givet unødvendige blodtransfusioner på vort hospital, og jeg havde set tilfælde af hepatitis som følge af inficeret blod.

En ændret livsform

Da jeg var færdig med den lille brochure, ville jeg gerne tale med den dame der studerede Bibelen med min kone. Jeg ville høre om Gud nogen sinde kunne tilgive mig alt det jeg havde gjort. Det endte med at min kone og jeg deltog i hendes bibelstudium sammen, og vi indbød alle vore venner til at være med. Undertiden var stuen helt fuld af mennesker når vores studieleder kom. Seks måneder efter at jeg var begyndt at studere, symboliserede vi begge vores indvielse til Jehova Gud ved at blive døbt i vand. Vore tre børn overværede det, og delte vores nyfundne lykke med os.

Der er nu gået 19 år siden jeg begyndte at praktisere som læge, og Jehova har bragt os virkelig fred og indre glæde. Mine kolleger på hospitalet blev ganske vist noget reserverede da de hørte at jeg var blevet et Jehovas vidne. Men deres holdning har stort set vendt sig til respekt, selv om jeg ikke vil give blodtransfusion. En af mine største glæder var at opdage at den kirurg jeg først samarbejdede med da jeg begyndte at praktisere, men som jeg ikke havde set i årevis, også var blevet et af Jehovas vidner og nu udførte omfattende operationer uden blod.

I dag er vi en forenet familie der tjener den sande Gud, Jehova, og forkynder om hans kommende verdensregering. Jeg er ældste i vores kristne menighed, og vi er lykkelige nu, da vi kender det der har større betydning i livet. Vore hjerter strømmer over af taknemmelighed mod Jehova Gud for alle hans velsignelser. Vi har fundet at det eneste blod der i virkelig forstand kan redde menneskeliv, er blodet fra Jesu Kristi genløsningsoffer, eftersom det alene kan give os evigt liv. (Ef 1:7) — Indsendt.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del