Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g79 8/8 s. 8-11
  • Vi holdt fast ved vores overbevisning

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi holdt fast ved vores overbevisning
  • Vågn op! – 1979
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Den værste nyhed
  • En ny tragedie
  • En nervepirrende krise
  • Et spørgsmål om integritet
  • En ny, livreddende behandling
    Vågn op! – 1979
  • Hvorfor vores liv har virkelig mening
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2013
  • De frygter ikke længere verdens ende
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2010
  • Et aktivt liv trods mit handicap
    Vågn op! – 1985
Se mere
Vågn op! – 1979
g79 8/8 s. 8-11

Vi holdt fast ved vores overbevisning

Er der en overbevisning du ville sætte højere end det at bevare dit eget eller dine nærmestes liv? De første kristne havde en sådan overbevisning. De nægtede at tilbede de romerske kejsere, selv om det betød at de blev kastet for de vilde dyr i arenaerne. Kristne i dag holder også fast ved Guds lov, selv om det kan være med livet som indsats, som det fremgår af følgende beretning.

DA LÆGEN bekræftede at jeg var gravid, blev enhver glæde over den forestående lykkelige begivenhed kvalt af en hårdnakket og vedholdende frygt for at det nye liv jeg bar, ville dø inden for få måneder efter fødselen. Hvad var grunden til min ængstelse?

Fire år tidligere havde jeg født en dejlig lille pige som vi kaldte Lisa. Men pludselig, uden varsel, blev hun tragisk syg og døde i løbet af to korte måneder efter at hun var født. Årsagen til hendes død var en usædvanlig blodsygdom — manglende evne til at danne blodplader.

Spørgsmålet om hvordan eller hvorfor Lisa fik denne sygdom, blev ved med at spøge i min hjerne. Da jeg ventede mit næste barn, Adam, var jeg noget bekymret og ængstelig, men åndede lettet op da han ikke havde noget tegn på sygdommen. Men denne gang skabte nyheden om mit svangerskab en forfærdende følelse af frygt hos mig, for jeg begyndte at forestille mig at denne sjældne sygdom havde en speciel cyklus, så den optrådte hos hvert andet barn. Vort første barn, Dana, som blev født to år før Lisa, er fuldstændig sund og rask.

Min mand, Gary, prøvede at neddæmpe mine negative tanker. „Jan, det behøver jo ikke at være arveligt,“ indvendte han. „Det kunne være den medicin du tog der var skyld i det; du har jo selv læst rapporter om hvordan visse medikamenter har været mistænkt for at fremkalde blodsygdomme hos spædbørn. Og denne gang har du ikke taget noget som helst, end ikke aspirin.“

Tidligt torsdag morgen den 23. juni 1977 begyndte veerne, som et varsel om at fødselen var nær. Klokken 13.35 var den ventede familieforøgelse en kendsgerning. Jeg havde født en dreng. Da fødselen foregik efter LeBoyers metode, anbragte lægen ham blidt på min mave. Lidt efter klippede Gary navlestrengen over, og lægen tog barnet for at bade det i vand som var opvarmet til nær legemstemperatur. Idet vi omfavnede hinanden betragtede vi vores søn, Bryan, der nærmest flød i vandet mens han forsigtigt blev vasket. Det var alt sammen så forbløffende, syntes vi, idet vi tog vores lille ny i øjesyn.

Den værste nyhed

Klokken halv fire næste morgen, mens min moder puslede Bryan og gav ham en tør ble på, lagde jeg mærke til de velkendte og frygtede blåligrøde pletter i hans lyske. Jeg så nærmere efter, studerede dem nøje. Så fik jeg en sugende fornemmelse i maven, al kraft forsvandt ud af kroppen på mig, og mine ben skælvede. „Åh, nej, ikke igen!“ brast det ud af mig. Jeg vækkede straks Gary for at fortælle ham det.

Om formiddagen målte lægen, som havde kendskab til vores datters tilfælde, Bryans blodpladetal. Efter få minutter fortalte han os det vi mest af alt frygtede: „Bryan har samme sygdom som Lisa havde.“ Han rådede os til at få ham på hospitalet hurtigst muligt. Fortvivlede og bange forlod vi hans konsultationsværelse.

Da vi kom hjem ringede vi febrilsk til læger alle vegne. Vi begyndte med den læge der havde behandlet Lisa, men det viste sig at han i mellemtiden var flyttet til Wisconsin. Da denne søgen ikke gav noget resultat, tog vi Bryan hen på et meget anerkendt universitetshospital i den vestlige udkant af Los Angeles. Da vi forklarede alt om vores datters sygdom og nu vores søns, tog en af de behandlende læger ordet. Han sagde at Bryan, når han blev indlagt, straks ville få en blodtransfusion. Jeg stirrede på Gary, og sagde så utålmodigt: „Vi kan lige så godt gå.“ Da vi kørte hjem følte vi os modløse og mentalt udmattede.

Det var næsten midnat da vi nåede hjem. Mine forældre, der havde passet drengene mens vi var væk, sagde at en læge fra et hospital i Orange County havde ringet og gerne ville tale med os og se på Bryan. Alene meddelelsen om dette gav os nyt mod.

Da vi nærmede os hospitalsbygningen næste formiddag, lagde jeg mærke til at den så ny og moderne ud, og det gav mig tillid til at der måske kunne gøres noget. En læge tog imod os, og efter en kort samtale blev Bryan ført ind på en lille stue i børneafdelingen. Han blev lagt i kuvøse. Lægerne gav ham medicinsk behandling og holdt ham under observation i omkring fem dage. Men da de ikke kunne gøre mere, besluttede de at udskrive ham.

Skønt man fik udstedt en retskendelse for at kunne tage Bryan fra os og give ham blod, viste det sig tydeligt at blod ikke ville nytte noget. Vi fik at vide at kun ganske få havde overlevet denne sygdom. Prognosen lød på at Bryan sandsynligvis ville dø i løbet af seks måneder. Hans blodpladetal var kun 4000 pr. mikroliter (kubikmillimeter); det normale er 200.000 til 400.000 pr. mikroliter. En smule gråd, eller blot et nys, kunne føre til at han forblødte.

Lige før Bryan skulle udskrives, begyndte han at bløde fra tarmkanalen. Alarmerede over dette beholdt lægerne ham for yderligere observation og behandling. Jeg kunne ikke bo på hospitalet, men jeg sikrede mig altid at han sov når jeg tog hjem. Sygeplejerskerne var enestående. De sørgede godt for ham; de tillod mig endda at tage ham ind i et andet værelse så jeg kunne lulle ham i søvn hver aften før jeg tog af sted.

En ny tragedie

Tirsdag den 19. juli begyndte som enhver anden almindelig hverdag. Bryan var nu kommet hjem. Gary tog på arbejde som sædvanlig. Så klokken 16 ringede telefonen. „Gary har været ude for en ulykke,“ begyndte stemmen. „Men vær ikke urolig! Han har brækket et ben. De må hellere skynde Dem på skadestuen!“

Da jeg trådte ind gennem den store svingdør præsenterede jeg mig for kontordamen og spurgte til Garys tilstand. Der lød et højt skrig, endnu et, og endnu et. Mit hjerte stod stille. „Var det min mand?“ spurgte jeg. „Ja,“ svarede kvinden.

„Hvor alvorligt er det?“ ville jeg vide.

„Temmelig alvorligt,“ svarede hun dæmpet. Han havde fået en alvorlig afskrabning i hovedet, komplicerede benbrud, og havde indre blødninger.

„Han skal have blod. Ellers dør han,“ sagde den behandlende læge. Et øjeblik var jeg lamslået, ude af stand til at svare. Så følte jeg den velkendte sugen i maven. Jeg kæmpede for ikke at blive panikslagen, idet jeg sagde til lægen: „Nej, ikke blod.“ Han protesterede. Jeg sagde igen: „Det nytter ikke noget; ikke blod.“ Han trak på skuldrene, vendte sig om og begyndte at gå.

„Kan jeg få lov til at se Gary?“ tryglede jeg.

„Nej, det kan De ikke,“ svarede han.

„Hør nu her,“ argumenterede jeg, „jeg har mistet en datter. Jeg er ved at miste min søn. Jeg tror nok jeg kan holde til at være sammen med min mand!“ Han gav efter.

Gary lå på et bord, badet i det stærke lys på operationsstuen. I nogle sekunder stirrede jeg blot på ham, forfærdet over det jeg så. Han lå på ryggen, kun iført sine underbenklæder. Hans venstre ben havde åbent brud to steder, under knæet og over knæet. Hans ansigt var slemt ophovnet og snavset. På næseryggen havde han et dybt sår, der åbenbart var fremkommet ved at hans solbriller havde skåret noget af kødet bort da hans ansigt ramte brolægningen. Og oven i hovedet havde han et dybt, gabende hul, så man kunne se det lyserøde væv der dækkede kraniet nedenunder.

Da jeg så over på lægen, var han synligt foruroliget. Han sagde at de måtte overføre Gary med helikopter til amtshospitalet i den østlige ende af Los Angeles. Forberedelserne blev truffet. Jeg undertrykte min frygt for store højder og steg om bord i det store, militært udseende luftfartøj for at følge med Gary. Flyveturen tog kun fem minutter. Derefter blev Gary kørt ind på en stue hvor andre forulykkede ventede på at blive behandlet.

Den største bekymring var om Gary havde fået beskadiget en arterie. Hvis han havde det, ville han forbløde. Der blev foretaget en undersøgelse, og til sidst meddelte en af lægerne at de ikke havde fundet nogen sprængte arterier, og at udsigterne var gode. Hans livstegn — hjerteslaget og hjerterytmen, blodtrykket og temperaturen — havde stabiliseret sig, selv om hans hæmatokrittal (som angiver mængden af blodlegemer i blodkredsløbet) var nede på 25; det normale ligger mellem 40 og 65.

Omkring klokken halv tolv næste formiddag kom Gary på operationsbordet. Kirurgen forklarede hvad der skete: De syede såret i Garys hoved sammen, rensede de åbne sår på hans ben for snavs og partikler fra brolægningen, indsatte tre bøjler af rustfrit stål så benet kunne lægges i stræk, og syede såret sammen. Derefter blev benet lagt i gips og lagt i stræk.

En nervepirrende krise

Fredag den 22. juli forlod jeg Gary efter at have været ved hans side hele dagen. Hans tilstand var nogenlunde den samme — stabil men meget alvorlig. Jeg lagde Dana, Adam og Bryan i seng og gik selv til ro omkring klokken 23.30. Næppe var jeg faldet i søvn før jeg blev vækket af telefonens ildevarslende kimen. Mit hjerte hamrede; jeg sprang ud af sengen. Da jeg tog røret hørte jeg en læges nøgterne stemme sige at Garys tilstand var forværret og at han ikke ville klare natten igennem. „Åh, nej!“ udbrød jeg, fuldstændig lamslået. Det var igen som om al kraft blev suget ud af mig.

Venner kørte mig til hospitalet; det tog en halv time. Jeg følte et enormt pres. Hvis de gav Gary blod kunne han måske overleve; hvis de ikke gjorde det, ville han dø — så enkelt forekom det. Hvorfor skulle han dø og efterlade mig alene med tre drenge? Hvorfor? Jeg indså at nogle kunne have svært ved at forstå det. Men for mig var Guds lov om blodet ganske klar. ’Blodet må I ikke spise!’ sagde Gud til Noa og hans efterkommere. (1 Mos. 9:4) Ved apostelmødet i Jerusalem blev det vist at denne lov også gælder for kristne, idet der blev truffet denne afgørelse: „Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ — Apg. 15:28, 29.

Da vi ankom til hospitalet skyndte jeg mig op til Garys stue. Idet jeg gik hen mod sengen, så jeg at hans næse og mund var dækket af en iltmaske. Han var bleg og svag på grund af blodtabet. Hans vejrtrækning var usikker, og hans stemme meget svag og spinkel. Over ham hang to flasker med væske, salte og andre stoffer til erstatning for legemsvæskerne. De gennemsigtige slanger førte ned til sengen og hen til begge hans underarme, hvor de var fastgjort med plaster. Med stort besvær sagde han nogle få ord, og lukkede derpå øjnene.

Et spørgsmål om integritet

Jeg spurgte: „Gary, er du sikker på at du vil have det sådan?“ Jeg ville gerne forvisse mig om at han var klar nok til at vide hvad det var han valgte. Han svarede: „Det er alt hvad vi har, Jan . . . det er alt hvad vi har at holde os til.“ Jeg var overvældet af sorg, men hans klare, sammenhængende svar gav mig fornyet styrke. Det gjorde ham åbenbart ikke noget at han var ved at dø; han var overbevist om at han ikke ville overtræde Jehovas lov om blodet.

En af de behandlende læger gik hen til Gary. Han talte med bekymret stemme, og sagde: „Gary, du ligger for døden. Hvad får dig til at tro at du har ret, når enhver anden religion i verden har en anden opfattelse end du? De kan ikke alle sammen være forkerte. De må have ret. Jeg ved med mig selv at Gud vil tilgive dig hvis du tager imod blod.“

Med opbydelsen af sine sidste kræfter svarede Gary. „Flertallet har ikke altid ret,“ sagde han med eftertryk. „Husker du Elias i Bibelen?“ fortsatte han. „Hele Israels folk vendte sig bort fra Gud. De havde ikke ret. Kun én mand, Elias, som troede at han var alene, skønt der også var andre trofaste, vidste at han havde ret.“

Udmattet holdt Gary inde. Han rakte sin hånd ud mod lægen, knyttede den, og gav ham et svagt puf på armen, idet han sagde: „Vi ses i morgen tidlig.“

Gary havde indre blødninger. For at begrænse blødningen gav man ham vitamin K i den intravenøse væske. Endelig, ud på morgenen, stabiliseredes hans tilstand. Han klyngede sig til livet med kun en fjerdedel af sit blod tilbage. Jeg sad længe ved hans seng, forvirret og bange. Jeg talte med Jehova i bøn som man ville tale med en venlig fader. Hvor længe jeg blev siddende, hensunken i bøn og i mine egne tanker, ved jeg ikke. Men det var som om jeg havde siddet der mange timer, da jeg blev afbrudt af sygeplejersken der kom ind for at foretage sin rutineundersøgelse.

● „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.“ — 3 Mos. 17:11.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del