Vil islamisk lov afskaffe kriminalitet?

De foreløbige resultater, som man ser i Iran

REVOLUTIONSBØLGEN og de mange frihedsbevægelser verden over har bragt de urohærgede landes love i søgelyset. Især har islamisk lov været genstand for drøftelse i den offentlige presse siden shahen af Iran blev styrtet. Bladet The Wall Street Journal har bragt følgende bemærkning:

„Islam er på march gennem den muslimske verden. Den øver sin indflydelse på styret i Iran, i Pakistan, i Algeriet, i Tunesien, i Libyen og andetsteds . . . Den islamiske ’sharialov’, der siger øje for øje, bliver gennemført i Pakistan og i Abu Dhabi. . . . [Algeriet] understreger også i sin forfatning at det er ’en islamisk stat’.“

Irans revolutionsleder ayatollah Ruhalla Khomeinis taler røber at det nye styre ikke bare er resultatet af en „samfundsrevolution“ — eller en politisk regering af folkeforsamlinger eller et parlamentarisk system. Det er først og fremmest et religiøst styre. I Khomeinis „Islamisk Styre“, en samling taler han holdt i 1970, forklarer han forskellen således:

„Det islamiske styre er et styre med guddommelig lov. . . . Forskellen mellem islamisk styre og forfatningsmæssigt styre ligger — hvad enten der er tale om monarki eller republik — i at det i sidstnævnte system er folkets eller kongens repræsentanter der fremsætter og udsteder love. Den egentlige myndighed til at udstede love beror imidlertid udelukkende hos Gud. . . . Da islamisk styre er et lovstyre, er det den religiøse ekspert (faqih) og ingen anden der bør give sig af med styrets anliggender. Det er ham der bør virke på alle de områder hvor Profeten (Muhamed selv) virkede, og hverken lægge til eller trække fra disse i mindste måde. Han bør gennemføre de kanoniske afstraffelser, nøjagtig som Profeten gjorde det, og han bør herske i overensstemmelse med Guds åbenbaring.“

Mange mennesker (fortrinsvis ikke-muslimer) spørger: Kan et rent islamisk styre fungere og bestå i en moderne verden? Kan det afpasses efter moderne teknologi og internationalt samkvem? Muslimen siger at det kan. Selv om Iran var et materialistisk land der havde antaget mange vestlige normer og satte pris på den udvikling der var sket, mener muslimen at han kan undvære disse goder hvis de skulle virke ødelæggende for den islamiske livsform. Vil det vise sig at være rigtigt?

Dette spørgsmål kom i forgrunden da Khomeini fortolkede islamisk lov angående kvinders påklædning. Om kvinder „i islamiske ministerier“ sagde han: „Kvinder bør ikke arbejde utilslørede i disse ministerier. Der er intet forkert ved at kvinder er ansat der. Men de må klæde sig i overensstemmelse med de religiøse normer.“

„Mange steder,“ skrev New York Times i et telegram dateret 8. marts, „blev den religiøse leders udtalelser betragtet som et påbud til islamiske kvinder om at bære det lange slør som ortodoks sædvane kræver. I dag, på den internationale kvindedag, har der været flere demonstrationer i hovedstaden i protest mod ayatollah Khomeinis fortolkning. Over 6000 kvinder, hvoraf mange var i jeans eller europæisk påklædning og støvler, iværksatte en fire timers march i fygende sne fra Teherans universitet til [premierminister] Bazargans kontor. Nogle råbte: ’Under frihedens frembrud er friheden borte.’“

Vil iranerne føle sig friere, lykkeligere, hvis islamisk lov bliver gennemført i sin fulde konsekvens, som Khomeini slår til lyd for? „Der er ikke plads,“ siger han, „for meninger eller følelser i det islamiske styres system; nej Profeten og imam’erne (islamiske ledere) og folket følger alle Guds ønske og Guds love . . . Vi ønsker en hersker der vil hugge hånden af sin egen søn hvis han stjæler, og som vil piske og stene sin nære slægtning hvis han begår ægteskabsbrud.“

I en verden hvor de fleste lande er blevet mere lemfældige — visse steder for lemfældige — med hensyn til at fuldbyrde straffen for forbrydelser, spørger vi: Vil Iran opnå virkelig venlige handelsforbindelser med andre lande og udveksling af turister? Bliver der atter røre blandt iranerne selv? Det spørgsmål tog Khomeini i betragtning da han sagde:

„[De islamiske reformister] råber: ’Ve over islam,’ når der dekreteres 80 piskeslag som straf for den der drikker vin, eller 100 piskeslag for en berygtet utugtig, eller når islam kræver død ved stening for en mandlig eller kvindelig utugtig hvis omdømme tidligere var rent.“

Siden revolutionen er den islamiske lov åbenbart begyndt at blive håndhævet. I et telegram fra Teheran, dateret, den 25. februar 1979, stod der:

„En tyv der brød ind hos en enke i Zenjan, nordvest for Teheran, fik 25 piskeslag på torvet efter at de stedlige islamiske ledere havde fastsat straffen. Tidligere på ugen fik to mænd på henholdsvis 20 og 22 år, 80 piskeslag hver for at have drukket alkohol i Kerman i det sydøstlige Iran.“

I en pressemeddelelse af 6. marts som bragtes i New York Times,a stod der: „Sent i nat blev der for første gang foretaget henrettelser for overtrædelse af islamisk lov. Syv mænd blev skudt her i forbindelse med to tilfælde af voldtægt mod unge mænd. I det ene tilfælde fik den unge mand som hævdede at være blevet voldtaget, også 100 piskeslag. Han var 16 år. Revolutionsretten gav ingen forklaring på afstraffelsen af den unge mand som påstod at have været offer for forbrydelsen.“

Andre, ikke-islamiske, regeringer griber også til hårdere straffe i et forsøg på at dæmme op for kriminalitetsbølgen. Disse afstraffelser synes måske yderliggående og malplacerede, set med udenforståendes øjne. Men man må på den anden side ikke overse at kriminaliteten er lige så stor eller større de steder hvor det har været praksis at fare med lempe over for forbrydere. Hvad skal man så sige om love som præventivt middel mod kriminalitet, og gives der en måde på hvilken kriminalitet fuldstændig kan afskaffes?

[Fodnote]