Kan kriminalitet overhovedet afskaffes ved lov?

Moseloven lærer os en lektie

STRAFFELOVENE varierer meget fra land til land. Men i spørgsmålet om hvad der anses for en kriminel handling, og i bedømmelsen af alvoren af de enkelte handlinger i forhold til hinanden, stemmer de stort set overens. Mange landes love afspejler i øvrigt de principper der lå til grund for Moseloven, som Gud specielt gav til Israels nation. Ligheden mellem dem skyldes til dels at de lovgivende forsamlinger direkte har brugt Moseloven som forbillede.

Når lovbestemmelser der ikke er påvirket af Moseloven alligevel har mange lighedspunkter med den, skyldes det, som apostelen Paulus forklarer, menneskets medfødte samvittighed. Paulus siger: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Rom. 2:14, 15.

En undersøgelse af de straffe der i en række lande er fastsat for visse forbrydelser, viser at mord næsten konsekvent opfattes som den alvorligste handling, og altså medfører den strengeste straf. Og den alvor man tillægger de øvrige kriminelle handlinger følger en graduering der i de fleste tilfælde svarer meget til Moselovens. Straffen for nogle af de alvorligste forbrydelser i de 19 lande undersøgelsen omfatter, fremgår af omstående skema.

Enkelte lande i undersøgelsen har bestemmelser om erstatning til offeret. Hvis stjålne ting findes af politiet, leveres de tilbage. I nogle lande kræves det at røveren eller tyven yder erstatning; i andre kan offeret gøre et krav om erstatning gældende ved domstolene, med gode udsigter til en gunstig afgørelse. Ved strafudmålingen tages der hensyn til de nærmere omstændigheder i forbindelse med forbrydelsen, som for eksempel lovovertræderens alder, økonomiske forhold, sæd og skik, og så videre. I de lande der har dødsstraf, fuldbyrdes den ved hængning, skydning eller garrottering.

Nogle træk ved Moseloven

I dag er intet land underlagt Moseloven, sådan som Israels nation var, men ved at undersøge hvilke straffe der var fastsat i denne lov, kan vi alligevel få et ganske godt billede af hvordan Gud ser på kriminelle handlinger. Vi opdager at de forskellige bestemmelser var affattet i klare, præcise vendinger. Dog havde dommerne en vis frihed til at tage sagens omstændigheder i betragtning når de fastsatte straffen. De kunne idømme en mild eller en streng straf, og vise barmhjertighed i de tilfælde hvor de fandt det rigtigt. (Jævnfør Anden Mosebog 21:28-32.) I enhver sag måtte der fremlægges afgørende beviser. Navnlig i sager der kunne medføre dødsstraf var der krav om to eller flere vidners udsagn før der kunne træffes en afgørelse. — 5 Mos. 17:6.

Den forsætlige morder eller manddraber skulle ubetinget lide døden. (4 Mos. 35:16-18, 20, 21, 30, 31) Henrettelsen foregik ved stening; i særlig graverende tilfælde blev liget derefter brændt, eller det blev hængt på et træ og fik lov at hænge der i dagtimerne den dag til skræk og advarsel for andre. (3 Mos. 20:14; 21:9; 5 Mos. 21:22, 23) For uagtsomme eller uforsætlige manddrabere var der tilflugtsbyer de kunne flygte til og blive boende i for at undgå blodhævnen, der ellers ville blive fuldbyrdet af en af offerets nære slægtninge. (4 Mos. 35:22-25) I disse byer måtte de selv arbejde for føden.

Mænd eller kvinder som begik ægteskabsbrud, blev straffet med døden. (3 Mos. 20:10) Kønslige forhold mellem visse nært beslægtede, samt sodomi og homoseksualitet, medførte også dødsstraf. (3 Mos. 20:11-13, 16) Hvis en mand bedrev utugt med en forlovet pige måtte de begge lide døden, medmindre pigen havde gjort modstand og skreget om hjælp. (5 Mos. 22:23-27) Hvis en mand og en uforlovet pige bedrev utugt, måtte manden gifte sig med pigen (medmindre pigens fader modsatte sig det), og han kunne aldrig lade sig skille fra hende. (2 Mos. 22:16, 17; 5 Mos. 22:28, 29) Denne lov modvirkede at unge piger i Israel blev skøger eller prostituerede. Og lovene mod utugt, ægteskabsbrud og blodskam var med til at begrænse antallet af fødsler uden for ægteskab.

En tyv skulle give sit offer dobbelt erstatning (i nogle tilfælde mere) for det stjålne. Hvis han ikke var i stand til at betale, blev han solgt som træl til en af landets borgere (fortrinsvis til den han havde stjålet fra) indtil han havde arbejdet beløbet af. (2 Mos. 22:3b, 4, 7) På denne måde fik offeret erstatning; han fik ikke alene godtgjort værdien af det stjålne, men fik også et passende vederlag for tabt tid, fordi han havde måttet undvære det der var blevet stjålet, og for de bekymringer og andre ulemper tyveriet havde voldt ham.

Der var ingen fængsler. Den dømte kunne således ikke ligge det offentlige til byrde. Han blev ikke anbragt i selskab med andre forbrydere hvor han, i fortvivlelse over sin tabte frihed og tabte menneskeværdighed, kunne blive et let bytte for sine medfangers forslag. Der var ikke noget nedbrydende, demoraliserende og snavset fængselsliv, og ingen brutale fængselsbetjente som kunne gøre straffen værre. Altså havde den der begik en forbrydelse, langt større mulighed for at komme på fode igen og blive en nyttig samfundsborger.

Hvorfor ingen lov kan indføre retfærdighed

Guds lov til Israel var retfærdig, den var bedre end de love nationerne har i dag, og i et vist omfang tjente den til at hindre kriminalitet. Men afskaffede den al kriminalitet i Israel? Nej. Vil det sige at ingen lovsamling kan afskaffe kriminalitet — at man ikke ad lovgivningens vej kan tvinge folk til at være lydige eller retfærdige? Eller at hverken lemfældige eller strenge forholdsregler nogen sinde vil give os en verden uden kriminalitet? Ja. Hvis en lov fra Gud (som skrev de grundlæggende ti bud med sin egen „finger“) ikke kunne hidføre retfærdighed, er det givet at heller ingen menneskeskabte love vil kunne gøre det. (2 Mos. 31:18) Er der så i det hele taget noget håb om en verden uden kriminalitet?

Lad os, for at få svar på dette, først se på formålet med Moseloven. Før apostelen Paulus blev kristen var han elev hos en af Israels bedste lovlærere, og han gik meget nidkært ind for Lovens strenge overholdelse. Han skrev til de kristne: „Hvorfor da Loven? Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil den sæd kom som løftet var givet til.“ (Gal. 3:19) Ved at pege på de forskellige overtrædelser alle mennesker begår, gjorde Loven det klart at alle var syndere og umuligt kunne leve op til en fuldkommen lov. Som Paulus et andet sted sagde: „Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for Loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis Loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’“ — Rom. 7:7; 2 Mos. 20:17.

Uanset hvordan et menneske levede — uanset om han ikke stjal og ikke begik ægteskabsbrud eller mord eller nogen anden af de overtrædelser der var nævnt — ville han dog aldrig kunne sige at han ikke på noget tidspunkt havde ønsket eller begæret noget der var forkert. Derfor vidste han at han var en synder. Men Moseloven gavnede ham trods alt, for den fik ham til at indse at hverken han eller nogen anden kunne leve op til en lovsamling. — Rom. 3:10-20.

Alle mennesker er altså ufuldkomne syndere og har en naturlig tilbøjelighed til at være ulydige. Men én vil måske sige: ’Selv om alle er syndere, er nogle dog ret lovlydige, så hvorfor skulle lovløsheden ikke kunne afskaffes?’ Her må vi svare at den syndighed der er i os, og som vi giver videre til vort afkom, er langt værre end vi forestiller os. Det fremgår tydeligt af det virkelige eksempel Bibelen beskriver — det folk der var underlagt Moseloven i omkring 1500 år. Apostelen Paulus skrev til sine medkristne: „Da vi var i overensstemmelse med kødet, var de syndige lidenskaber der blev vakt ved Loven, virksomme i vore lemmer, for at vi skulle bære frugt for døden.“ (Rom. 7:5; 1 Kor. 15:56) Ifølge denne udtalelse havde Lovens forskellige bud, som forbød bestemte urette handlinger, den virkning at de ligefrem tilskyndede folk til at begå netop disse handlinger.

Var Moseloven derfor dårlig, og er det dårligt at have love i dag? Nej, på ingen måde. Apostelen forklarer: „Lovens bud er helligt, ret, godt. Men vil det så sige, at denne gode ting blev til min død? Nej, nej selvfølgelig ikke. Men Synden afslørede sig netop som det, den var, i det øjeblik, da det gode blev brugt til at fremkalde min død; Synden blev syndig ud over alle grænser netop gennem Lovens bud. Nej, vi erkender, at Loven er af Ånd. Men jeg er som menneske betragtet af kød og blod, jeg er solgt til Synden.“ (Rom. 7:12-14, Seidelin) Viser dette ikke hvor dybt synden er indgroet i os? Overbeviser det os ikke om vor syndighed at vi er så kontrære og så tilbøjelige til at være ulydige, ja til at gøre oprør, at når vi får at vide at vi ikke skal gøre et eller andet fordi det vil skade os, så har vi netop lyst til at gøre dette, skønt vi måske ikke før havde skænket det en tanke!

Kriminologen Jerome H. Skolnick fra University of California i Berkeley pegede på denne menneskelige tilbøjelighed da han sagde: „Ikke alle nærer lige stor ærbødighed for straffeloven. Når vi gennemfører en lov kan vi endda gøre den forbudte adfærd mere tiltrækkende.“

Dette understreger hvorfor verdens regeringer ikke kan afskaffe kriminalitet ved lov. Hvilket håb er der da?

[Oversigt på side 9]

Straffe for kriminelle handlingera

Overlagt mord:

Dødsstraf: 13

Fængsel på livstid: 1

Fængsel, fra 5 år til livstid: 5

Uagtsomt manddrab:

Fængsel på livstid: 3

Fængsel, fra 5 år til livstid: 16

Voldtægt:

Frihedsstraf: 3

Fængsel, fra 2 år til livstid: 16

Røveri:b

Dødsstraf: 1

Fængsel, evt. dødsstraf: 2

Fængsel indtil livstid: 5

Fængsel, fra 4 til 10 år: 11

Tyveri:

Fængsel, evt. dødsstraf: 1

Fængsel indtil livstid: 1

Fra bødestraf indtil 10 års fængsel: 16

Piskning: 1

[Fodnoter]

[Illustration på side 10]

Moseloven beviste at intet ufuldkomment menneske kunne holde en lov til fuldkommenhed